Det kan til tider være klogt at dække sig bag andre, hvis man vil sige eller skrive noget kritisk i debatten om Europa. Så vi tager straks fat i lørdagens ledende artikel i Financial Times:
»Besøg Bruxelles en uges tid, så har du hænderne fulde af taler, briefing-papirer og udskrifter af debatter, som synger den samme begrædelige sang: Den Europæiske Union må få orden i sit hus, ellers er unionen uundgåeligt på vej til at blive irrelevant i global sammenhæng.«
Det er ubestrideligt, at unionens tilstand er så dårlig som nogensinde. Tidligere rejste EU-samarbejdet sig fra store kriser og belønnede derpå sig selv med en ny traktat, der gav mere til Bruxelles og langsomt gjorde EU-Parlamentet til lovgiver med selvbevidste medlemmer, som har taget magten fra nationale kolleger og regeringer. De sidstnævnte har blot glemt at fortælle det til sig selv og vælgerne.
KRISETILSTAND I: Årtiers økonomiske uansvarlighed i enkelte medlemslande med statistisk svig i Grækenland og grådighed i det Irland, som netop det europæiske samarbejde gav et supersolidarisk økonomisk løft. Det traditionelle svar er tættere samarbejde, Europa-Pagtens omfattende koordinering af eurolandenes økonomiske politikker, som også Danmark deltager i, uanset hvor regeringsmagten havner. Modellen er rigtig, men den folkelige tilslutning er mere end usikker. Det gælder både grækerne på gaden, irerne i arbejdsløshedskøen og de mange i Danmark, der læser pagten som en opfordring til en centralstyring af i hvert fald de offentlige lønninger.
KRISETILSTAND II: Selvfølgelig kan enhver se de nationale strømninger, men selv om en liden tue kan vælte et stort læs, så kan et par grænsebomme fra eller til jo næppe gøre den store forskel, og den danske regering stiller dem vel ikke op, hvis de strider mod EU-reglerne? Den traditionelle løsning med lidt 'mere union' som modgift mod nationalisme er umulig. Når Pia Kjærsgaard følelsesfuldt siger, at »et land er et land, når der er en grænse«, så hjælper det ikke at styrke Bruxelles på medlemsstaternes bekostning.
KRISETILSTAND III trænger sig også på. Det udenrigspolitiske samarbejde fik et løft i Lissabon-traktaten, men den europæiske 'udenrigsminister', Catherine Ashton, underløbes i en uendelighed. Europa-Parlamentets formand, polske Jerzy Busek, udsender næsten dagligt en udenrigspolitisk erklæring før og anderledes end Ashtons. EU-landene løber i hver sin retning med Danmark i front i den libyske krig, som flertallet af EU-lande ikke vil have noget med at gøre. Utroværdig på udebanen er farlig.
Krisetilstand I og II har ifølge den neokonservative forfatter og debattør Christopher Caldwell en hel del tilfælles. Han kunne måske også have inddraget III.
I lørdagens Information sagde han nemlig: »Det europæiske eksperiment er ved at fejle på flere fronter på en gang. Euroens krise ligner på sin vis grænsekrisen. De er begge på hver deres måde en legitimitetskrise. Hver gang der er et ægte problem, så falder folk tilbage til deres nationale suverænitet«. En glimrende beskrivelse og en besnærende logik. Hans indsigt og forståelse af grænsekontrol-/toldkontrol-debatten i Danmark er imponerende. Men han har ikke nødvendigvis ret.
Det er selvfølgeligrigtigt set, at ulvetiders utryghed får nogle til vende sig mod det nære, de enkle budskaber og simple løsninger. Det er også rigtigt, at nogen nationalpopulisme og nogle steder en højrepopulisme vinder frem i Europa. Men det er ikke en naturlov. I Danmark vil der også næste gang være over 80 procent af vælgerne, der holder sig fra Dansk Folkeparti, nogle få måske fordi de kan få lidt af det samme hos deres egne. Alligevel har nationalromantikerne ikke mere fat, end at de kan imødegås med argumenter.
Pia Kjærsgaard appellerer ikke til den indre svinehund, hun appellerer til mennesker, der er skeptiske over for EU-samarbejde. Det er hun i sin gode ret til. Jo mere man taler ned til skeptikerne, jo flere bliver der af dem, ikke alene i Danmark, men i hele EU-området. Hvis EU-partierne i Danmark i stedet havde argumenteret vedholdende og engageret for fordelene ved at fjerne grænsekontrollen, ja, de kunne bare have gentaget sig selv fra dengang, de sagde det, så havde det været til at forstå. Det aktuelle problem i dansk EU-politik udgøres ikke af Pia Kjærsgaards EU-kritiske holdninger, men af tavshedens medløbere i V, K, S og SF, der ellers påstår, at de vil noget med EU. Og det er her, den egentlige EU-krise er tredobbelt. Der savnes lederskab. Generationen af europæiske politikere, som havde ejerskab til det europæiske hus, er ved at være væk.
Europa-Parlamentets brede flertal finder ofte de løsninger, der gavner europæerne den europæiske merværdi i samarbejdet i forhold til de nationale løsninger. Der er europæisk politisk vilje til fælles løsninger. Der er faktisk ingen anden vej ud af hverken krisetilstand I, II eller III. Det skal ske med respekt for skepticismen, men uden friløb til den frygtsomme og ufrugtbare nationalisme.
