Leder

Sidste akt i Athen

Uanset udfaldet skal EU’s 27 medlemslande lære meget af forløbet. Grækenland har haft kurs mod afgrunden, siden landet blev medlem af EU i 1980
Debat
30. juni 2011

Den græskeministerpræsident Georgios A. Papandreou har arvet sit politiske lederskab fra sin far og sin farfar. Men han er anderledes, han er sin egen på en måde, som netop i dag er afgørende for, om Europa kastes ud i årtiers økonomiske krise. Han taler fra ungdomstidens eksil bedre svensk end græsk, og det bruges sågar mod ham i onde tider. Han er nøgtern, aldrig demagogisk på den særlige græske måde, som hans far beherskede, og det gestikulerende offentlige liv elsker for højt.

Grækenlands nyere historie begynder et sted mellem den 21. april 1967 og 24. juli 1974, da militærjuntaen havde magten i landet. Og den slutter forhåbentlig ikke i dag, hvor det virkelig brænder på, ikke alene for Grækenland, men for hele Europa.

Georgios Papandreouden ældre, farfar, blev i april '67 fjernet fra posten som ministerpræsident og på skændigste vis smidt i fængsel. Oberstgruppen greb magten, mens Papandreou var i et opslidende opgør med den unge kong Konstantin, som ikke rigtigt forstod sig på demokratiets vilkår. Nok havde han en ung dronning fra Danmark, men han havde også en stridbar, intrigant og korrupt mor, som skubbede til den hældende vogn.

Kong Konstantin og dronning Anne-Marie kom til at betale deres del af prisen med den tabte krone, langvarigt eksil og ekspropriation af de kongelige ejendomme i Grækenland. Det er kun få år siden, at de fik lov til at komme så meget tilbage, at de også i dag opholder sig i huset på Peloponnes, det er ikke er et slot, men det kommer vi tilbage til.

Den mellemstePapandreou, Andreas, blev af juntaen brugt som det røde skræmmebillede, der skulle legitimere dens kup. Det lykkedes aldrig, men Andreas Papandreou blev politisk flygtning i Sverige og Canada, inden han i 1974 kunne vende tilbage og efter nogle år i skyggen blev ministerpræsident med sit nystiftede panhellenske socialistparti, PASOK. Nu har hans søn så fået besværet med at rydde op efter stort set alle græske regeringer siden 1974, inklusive faderens regimente. Hans ungdomsliv var Sverige, Canada og USA's bedste universiteter, meget lidt græsk.

Første del af sidsteakt blev opført i går. Anden del foregår i dag. Prognosen er, at det nok skal falde på plads, selv om den borgerlige opposition ikke tager nogen form for medansvar, men oven i købet fremturer med løfter om genforhandling af de internationale redningspakker, hvis de kommer til efter næste valg.

Uanset udfaldet skal EU's 27 medlemslande lære meget af forløbet. Grækenland har haft kurs mod afgrunden, siden landet blev medlem af EU i 1980. Da militærstyret var smidt på porten, ville Grækenland have det genindførte demokrati naglet fast i samarbejdet med de ni andre EU-lande. Optagelsesforhandlinger gik for stærkt, der blev klippet en hæl og skåret en tå, og fra den første dag i kredsen blev det klart, at grækerne hverken kunne eller ville leve op reglerne: Korruptionen var synlig, demokratiet usynligt. Eksempelvis var Andreas G. Papandreou en patriarkalsk leder, der skulle snakkes efter munden af den slags hofsnoge, som også sniger sig ind i det politiske liv. Det er sådan set lige meget, om det var PASOK eller det borgerlige Nyt Demokrati, der var ved magten. Tjenester og gentjenester, klientisme og nepotisme styrede Grækenland. Parlamentsmedlemmer var betalt stemmekvæg. Tjenestemænd blev ansat gennem forbindelser, ikke efter kvalifikationer, og da de fleste ansættelser er på livstid, så har Grækenland en offentlig sektor med en sundhedstilstand der minder mere om et hospice end et væksthus.

På det danske udenrigsministeriums hjemmeside står der faktisk: »På verdensplan ligger Grækenland i 2010 ifølge Transparency International (TI) nummer 78 ud af 180 lande med en score på 3,9 (0 er meget korrupt og 10 er ikke korrupt). Grækenland er ifølge TI det mest korrupte land i Europa.«

1930'ernes britiskekriseøkonom John Maynard Keynes tillægges udsagnet: »Hvis jeg skylder dig et pund, så har jeg et problem. Hvis jeg skylder dig en million pund, så har du et problem«. Tænk, hvis Papandreou tænkte sådan og styrede mod fallit, udtræden af euro-samarbejdet med den græske mønt på en fordelagtig kurs for eksporten. Europæiske banker ville stå med uindfrielige græske statsobligationer. Ak for grækerne, men mest for os.

Georgios A. Papandreou råber ikke, han reflekterer, han spiller aldrig det nationale kort mod naboerne Tyrkiet og Makedonien. Tværtimod er han på venskabelig fod med omgivelserne. Han er besindig, saglig og viser lederskab.

Nu skal han have vedtaget omfattende privatiseringer. Der er selskaber, ejendomme og jord at sælge ud af, mon ikke Konstantin og Anne-Marie vil hjælpe ham med at købe Mon Repos-slottet på Korfu tilbage? Og skulle Papandreou få brug for et nyt eksil, så kan man bruge hans slags mange steder.

Men det afgørende er, at alle i EU hver dag må vise, at kravene til medlemskab ikke kun gælder ansøgerlande. Reglerne er til for at holdes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Mosbak

Nogle grækere peger på Konstantin som den person, der var ved at kaste Grækenland ud i en ny borgerkrig, hvor græker igen stod over for græker.
Det havde man prøvet så sent som i 1949, og det var åbenbart den detalje som Konstantin havde overset, og befolkningen ikke ønskede at gentage.

I øvrigt var det græske kongehus jo noget man var blevet påduttet af andre magter, og er da slet ikke noget, der hører et ægte demokrati til.
Derfor var der også overvældende flertal for at afskaffe monarkiet, ved afstemningen efter juntaens fald.

Og når Poul Smith skriver i datid om, at det var ligegyldigt om det var Papandreaus PASOK, eller Karamanlis Nea Demokratia der var ved magten, er dette forhold fuldstændigt uændret i dag.
Nøjagtigt de samme forhold gør sig gældende i dag, og når et samfund er korrupt gør man klogt i at erkende, at korruption ikke starter nedefra, men oppefra og siver ned gennem systemet.

Nea Demokratia gik til valg på at bekæmpe korruption, men aldrig er den græske befolkning blevet taget sådan ved næsen, som af den lille korpulente prokuraturtype der var regeringschef.
Han havde opbakningen, men var selv så gennemkorrupt, at skandalerne poppede op som popkorn i en gryde.
Siemensskandalen, U-bådsskandalen, overfakturering for sygehusudstyr (Siemens igen) skandalen om bytte af statsjord for kirkejord, hvorved den græske stat mistede en milliard euro eller mere.
Afdækning af en korruptionsring af dommere og advokater, der aftalte domme på forhånd, således at velhavende klienter, eller klienter med forbindelser gik fri, men hver gang efterforskningen nærmede sig politikerniveau stoppede afdækningen eller undersøgelsesdommeren blev lagt hindringer i vejen.

Og da Tyskland er involveret i 2 af forholdene, nemlig Siemensskandalen, og U-bådsskandalen, har dette formentlig også påvirket deres internationale rating inden for korruption - det er jo også korruption at tilbyde penge i bytte for favorabel behandling.

Men hvor forsvandt korruptionsmillionerne hen - det er der ikke nogen der er i stand til at redegøre for i dag - men spørg kleptokraterne i Athen og se på deres levestandard i forhold til den almindelige arbejdende grækers - der findes svaret på grækernes "overforbrug" og årsagen til at der i dag er generalstrejker og gadekampe i Athen.

Per Erik Rønne

Skulle grækerne have haft en kongefamilie med tråde tilbage til landets historie, skulle man have forsøgt sig med Palaiologos-familien i Rumænien. Denne ifølge Berlingske Tidende ukorrupte familie er nemlig identisk med det sidste romerske kejserdynasti i Nea Roma.

De kan i stort set lige linje føre familien tilbage til kejser Isak I Comnenos, der regerede kejserriget 1057-59.

Når det i sin tid ikke blev sådan skyldtes det ikke mindst at de vesteuropæiske magter ikke ønskede at tirre tyrkerne, med noget der måtte minde om et krav om retablering af Imperium Romanum med Konstantinopel som hovedstad, og genindvielse af Hagia Sophia som den ortodokse kirkes hovedkirke.

Michael Kongstad Nielsen

Grækenlands nyere historie begynder vel ikke den
21. april 1967, men efter 2. Verdenskrig, hvor modstandbevægelsen, der havde bekæmpet den tyske besættelse, ikke ville have den af Storbritannien indsatte konge, Det førte til den græske borgerkrig (1946-49), som afsluttedes med de borgerlige og royalisternes sejr i 1949 med støtte fra Storbrittanien og USA.

Eller den statede da socialisterne vandt en demokratisk valgsejr i 1967, hvilket blev for meget demokrati for de borgerlige, så problemet måtte løses med et militærkup. Militæret sad til 1974, men ånden fra den tid forsvandt ikke. Grækenland har ikke udsonet den bitre og stadig nære fortid. Det hører med til forklaringen på, at statsapparatet har sejlet, og alle har forsøgt at berige sig selv efter bedste evne.

Idag mener jeg ikke EU kan eller vil lære noget som helst. EU er et idelogisk projekt uden folkelig opbakning, et prestigeprojekt, der langsomt er ved at falde fra hinanden. Den pinlige proces trækkes i langdrag, menige grækere betaler.

En momsforhøjelse fra 12 til 23 %, nedgang i offentlige lønninger på 20 %, højere skatter for dem, der har kendte indtægter, det vil sige de offentlig ansatte osv.

Karsten Aaen

Præcis det samme kan vel siges om Bulgarien og Rumænien, ikke sandt? Også i de her lande er der udbredt korruption mm. Og meget af det Poul Smidt skriver om, kan jeg også genkende fra beskrivelser af Syditalien, og måske også Norditalien.

Mht. det der med at folk bliver ansat gennem forbindelser, sådan er det altså også i Danmark. Mellem 50% og 75% af alle jobs i Danmark er besat, optaget, især indenfor det offentlige - pga. forbindelser.

Curt Sørensen

Grækenland har en lang og hård historie bag sig. Som andre syd- og østeuropæiske lande er dets økonomiske udvikling haltet bagefter de rige europæiske landes udvikling i nord. Også den græske statsbygning har været problematisk og det er aldrig lykkedes at udvikle en moderne stat med et effektivt skattesystem

Grækenland er tillige et dybt klassedelt samfund med en stenrig overklasse, der rutinemæssigt snyder i skat, medens den store befolkningsmasse, som ikke har denne mulighed, kun med nød og næppe kan få det hele til at hænge sammen. Og det er disse jævne grækere som nu eensidigt skal betale et enormt beløb så tyske og franske banker kan få deres renter og afdrag.

73 % af befolkningen har i en meningsmåling erklæret sig mod den sparepakke som dets korrupte politikere nu -lydhøre og lydigt følgende Eurokraterne og de europæiske finansinteresser- trækker ned over dem

Det er mulig, som Poul Smidt hævder det, at Papandreou er en 'fin fyr' der taler engelsk og svensk og gør sig godt i udlandet. Men hjemme i Grækenland svigter han i spidsen for de andre politikere i parlamentet ( som selv har deres på det tørre) sin egen befolkning.

Søren Blaabjerg

Der er to handlemuligheder i politik: man kan håbe på retfærdighed, agitere for den og håbe i givet fgald på at drage rimelig fordel at, at retfærdigheden sker fyldest, eller også kan man lidt mindre ambitiøst på egne og venners vegne søge at rage til sig efter den-ene-hånd vasker-den-anden-princippet. Denne sidste mulighed, der undertiden går under navn af korruption, udertiden under navn af lobbyisme, valgtryk, og/eller demogogisk populisme er stærk forkastelig, i tilfælde af at andre gør sig skyldige i noget sådant..

Hvilken vej, man vælger, afhænger (bortset fra eventuet forekommende moralske principer) af,. hvor chancen for at få held med foretagendet er størst. Heldigvis kan man i reglen ty til undskyldningen, at de andre er langt værre.

Per Erik Rønne

@Curt Sørensen,

Hvad mener du da alternativet ville være? En statsbankerot?

Naturligvis skal de rige grækere betale deres passende store del af skatterne, men det tager nu nok nogle år at få indført et ordentligt græsk skattesystem.

I øvrigt gør indholdet af dit indlæg det klart for mig, at du trods samme navn ikke er den tidligere formand for Det økonomiske Råds formandsskab. Fra hans side har jeg læst langt mere konstruktive forslag.

Curt Sørensen

Til Per Erik Rønne,

1. En statsbankerot ville være at foretrække for det helvede, som man nu kaster den græske befolkning ud i. Skrækscenariet med en statsbankerot er skabt af de europæiske finansinstituttoner der har noget i klemme her (selv om de i forvejen har tjent styrtende på deres spekulationer). Det er håbløst for grækerne at betale den enorme gæld. Den nye gæld går jo bare til at betale den gamle med. Og det fortsætter i en uendelighed og landet synker længere og længere ned i økonomisk elendighed. Men de europæiske banker skal med djævelens vold og magt have tilgodeset deres interesser. Hurra for det!

2. For det andet skal Grækenland selvfølgelig ud af Euroen og den såkaldte 'stabilitetspagt', så landet kan føre en selvstændig økonomisk politik. Hele Euro-projektet er dødssygt. Det er skabt af nogle Eurokrater i Bruxelles og presset ned over lande med vidt forskellig økonomisk udviklingsgrad og forudsætninger.

3. I stedet for dogmatisk at følge den neoliberalistiske doktrin og dominerende finansinteresser og skære blindt og brutalt ned på den almindelige befolknings levevilkår og på den offentlige sektor, så måtte en ansvarlig græsk regering stimulere produktion, beskæftigelse og forbrug. Økonomer som Amartya Sen, Joseph Stiglitz med flere har her ganske ret. Men her i landet er vi som bedøvede af en ensrettet monetaristisk 'økonomisk videnskab'. Det samme er tilfældet i de dominerende europæiske lande der er styrede af højre-centrum regeringer, der systematisk begunstiger de finansielle eliter og de bedre stillede befolkningsgrupper og som slavisk følger den samme økonomiske doktrin.

3. Den græske stat måtte moderniseres. Der måtte etableres et moderne effektivt og retfærdigt skattesystem. Der måtte endvidere skabes et gensidigt tillidsforhold mellem befolkning og politikere. I dag går udviklingen med rivende fart i stik modsat retning. Dette sidste er nok det sværeste, ikke mindst i en tid hvor befolkningernes mistillid til politikerne og omvendt disses arrogance og magtfuldkommenhed er voksende over hele Europa.

4. Og endelig måtte der gennemføres en radikal omfordelings politik. Den stenrige og overforkælede græske overklasses magt og privilegier måtte brydes og dens formue inddrages til fordel for almenvellet.

Der er ingen lette løsninger, men 'løsningen' består ihvertfald ikke i fortsat at følge en forældet økonomisk doktrin og eensidigt at forkæle finanssektoren og og de velhavende befolkninsgrupper, følgende formlen: ' profitten skal privatiseres, tabene skal socialiseres'..

Per Erik Rønne

Curt Sørensen skrev bl.a.:

=
Hele Euro-projektet er dødssygt.
=

Alene den retoriske kvalitet i denne sætning får mig til at afstå fra yderligere argumentation.

Bo S. Nielsen

Tak for et par rigtigt gode indlæg, Curt Sørensen. Det er vist det klogeste, jeg har hørt eller læst om situationen i Grækenland.

I forhold til tillidsforholdet mellem borgere og politikere, synes det svært at forestille sig uden en revolution, hvor der startes forfra med nye mennesker. Per Clausen taler på sin JP-blog for et retsopgør med de skyldige politikere.

http://blogs.jp.dk/denroedejyde/2011/06/28/st%C3%B8t-gr%C3%A6kernes-prot...

Bo S. Nielsen

Det gik lidt stærkt.

"...vist noget af det klogeste..."

Curt Sørensen

Til Per Erik Rønne,

Det er simpelthen for nemt. Du kan ikke argumentere for de synspunkter du måtte have og mod de af mig fremførte - og så glider du af. Læs Jyllands Posten eller Berlingeren eller se TV-Avisen. Så får du sikkert ro i dit sind.

Niels Mosbak

Hvis vi lige skal kigge på nogle tal omkring Grækenlands "fordele" ved at være indlemmet i EU, kan det anføres, at arbejdsløsheden i Grækenland i 1981 var 4% - i dag er arbejdsløsheden 16% og stigende - og for unge under 29 år er den 40%.

"During its 30-year membership of the EU, Greece has received the equivalent of 78 billion euros in Union funding. Beyond that, the European Investment Bank has also helped finance key projects such as the construction of Athens International Airport and the city’s metro system. While there is a strong argument that these funds were of great benefit to Greece, their disbursement did not coincide with the underlying problems in Greece’s economy and public sector being solved. So, whereas unemployment was 4 percent when Greece joined in 1981, it was never that low again over the next three decades. It now stands at 15.1 percent. The country’s public deficit 30 years ago was 9.1 percent of GDP; it is now 10.5 percent. Although inflation has dropped dramatically from 24.5 percent to 4.7 percent and average income has quadrupled to 19,400 euros per capita, suggesting greater prosperity for individuals, the country has not fared so well. It entered the EU with a public debt of 34.5 percent of GDP but an almost uninterrupted upward trajectory means that it has now reached 142.8 percent. That’s why Greece has gone back to Europe’s top table to ask for more money."

Kilde: ekathimerini.com