Leder

Troen på det gode i mennesker

8. juni 2011

Det største menneskelige svigt i Brønderslevsagen er forældrenes. Mandag blev moren og faren til de ti børn fundet skyldige i de fleste anklagerpunkter, der drejer sig om vanrøgt, seksuelt misbrug og vold.

Men i kølvandet på Brønderslev-sagen må man også konstatere, at det fintmaskede sociale net, myndighederne har til at opfange udsatte børn, ikke forvaltes godt nok. Derfor er sagen fra Brønderslev ikke bare en enkeltsag om en familie, der i årevis formåede at snyde de sociale myndigheder ved dels at flygte og flytte til en anden kommune, når presset på familien blev for stort, dels ved at nægte myndighederne adgang til familiens hjem.

Der tegner sig et mønster, som afdækker et desværre langtfra ukendt problem i form af de fattige kommuners eksport af sociale nomadefamilier. Og som det er fremgået af en DR-dokumentar, hvor de to ældste søskende stod frem med deres historie, er der al mulig grund til, at familierne flytter mellem kommunerne. Der er nemlig meget stor forskel på, hvor konsekvent og hårdt kommunerne går til nomadefamilierne, og hvor faste procedurer myndighederne har, når en nomadefamilie flytter ind. Vi har de regler, der skal til. Men som denne sag og helt horribelt også forskningsrapport på forskningsrapport om anbringelser af børn viser, er der kommuner, som ikke lever op til deres ansvar.

Både LollandKommune og Brønderslev Kommune er blevet stillet til ansvar i sagen. Lolland Kommune skal betale for anbringelsen af børnene i sagen. Og senest har Brønderslev Kommune afskediget en børne og familiechef, som til gengæld mener, at kommunen ofrer ham i stedet for at tage det politiske ansvar for de ti børns skæbne. Kommune fastholder dog, at det ikke kun er Brønderslevsagen, der er anledningen til fyringen.

Der har været utallige indberetninger i sagen, blandt andet fra politiet, der har taget billeder af de usle boligforhold, familien levede under i samtlige de huse, de lejede sig ind i. Derudover kom indberetninger fra bekymrede naboer, daginstitutioner og skoler.

Helt centralt står dilemmaet angående, hvor graverende oplysninger de sociale myndigheder skal have for at gribe ind ved for eksempel at iværksætte en omfattende paragraf 50-undersøgelse.

Usle boligforhold er ikke nok til at tvangsfjerne børn, og som en socialrådgiver i sagen udtaler i DR-dokumentaren, så skal man som fagperson forsøge at se det gode i folk. Med andre ord er fagpersoner nødt til at skabe tillid til en familie for at få den til at samarbejde.

I loven er der mulighed for at tvinge sig adgang til en families hjem, hvis forældrene i dette tilfælde faderen ikke lader myndighederne komme indenfor.

Dilemmaet omtillid illustreres af, at den kommune, der håndfast går til familien i Brønderslevsagen, ikke opnår andet, end at familien flygter over hals og hoved om natten. Det sker, efter at sagsbehandlerne fra den nye kommune, Skanderborg, møder op uanmeldt, og i 2008 efter at familien er flyttet fra Lolland, resolut tager initiativ til en paragraf 50- undersøgelse, som kan føre til tvangsfjernelse. Lolland Kommune har i øvrigt bidraget med at betale 46.000 kroner til familiens flytning fra Lolland til Skanderborg.

Her må man blot konstatere, at ingen myndighed tog en samtale med de børn, som man senere altså har fundet ud af, var udsat for grove krænkelser og omsorgssvigt. Det kræver loven, og derfra kunne man have fået det vidensgrundlag, sagsbehandlerne trods indberetninger mente, de manglede.

En sagsbehandlerkan tage fejl og blive snydt af en familie, som virkelig ikke ønsker kommunens indblanding, men som vil leve sit liv efter helt egne normer. Men sagen fra Brønderslev må få alle kommuner til at skærpe deres beredskab i forhold til disse familier.

Dernæst kommer man ikke uden om, at den potentielle økonomiske byrde, disse familier repræsenterer, er et overordnet samfundsproblem, som må løses solidarisk. De fattige udkantskommuner har hverken økonomi eller ekspertise til at håndtere sagerne. Når det er sagt, må man også konstatere, at de mest udsatte grupper er det nemmeste sted at spare. Vanrøgtede børn råber ikke op. Men det er også det mest urimelige sted at spare og det nemmeste sted at undskylde sig med arbejdspres og dårlig økonomi.

Endelig er systemet sårbart i forbindelse med at få overbragt nødvendige sagsoplysninger fra kommune til kommune. Brønderslevs borgmester har foreslået, at embedsmændene personligt møder op og overleverer sagsakterne om nomadefamilier.

Desuden har socialministeriet oprettet en ny hjemmeside, der skal gøre det lettere for kommunerne at udveks-le oplysninger.

Men når alt kommer til alt, er det også spørgsmålet om det menneskelige svigt, der står tilbage i denne sag. Ikke blot forældrenes. Men også sagsbehandlernes og kommunalpolitikernes, der ikke formåede at gribe ind i tide over for børnene fra Brønderslev. meth<\!s

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu