Leder

Camerons 'point of no return'

20. juli 2011

Kan i huske Teflon-Tony? Den unge britiske premierminister, der strøg til magten ved et jordskredsvalg i 1997, og som i årene der fulgte synes at være immun over for kritik. Intet ville hænge ved. Indtil hans venskab med den amerikanske præsident George W. Bush og beslutningen om at stå skulder ved skulder med ham hele vejen til Bagdad.

Tony Blair kom sig aldrig oven på den beslutning. Hvor han før var respekteret, nærmest elsket, blev han på kort tid et hadeobjekt; latterliggjort, dømt naiv. Herefter kom alt til at handle om, hvornår han ville træde tilbage. Fokus flyttede sig fra den politiske dagsorden til politisk smuds og intern stammekrig altid et sikkert tegn på, at enden er nær.

KUN GODT ET år inde i sin regeringstid er den nuværende britiske premierminister, David Cameron, ved at nå samme point of no return. Ligesom Blair nægtede han at lytte til koret af advarende stemmer, da han ansatte Andy Coulson, den tidligere chefredaktør for News of the World (NoW). Ligesom det skete for Blair, eksploderede beslutningen i ansigtet på ham. Og ligesom Blair lider han nu under daglige krav om, at han skal sige det lille, ydmygende ord: Undskyld.

Cameron nægter ligesom Blair. Og derfor vil han ikke kunne lægge Coulson-miseren bag sig. Fejlen vil blive ved med at spøge måske flere år frem i tiden, når efterforskningen resulterer i sigtelser, retssager og ankesager. Der vil komme nye afsløringer, nye anklager, nye høringer.

Gårsdagens historiske komité- høring gav en forsmag på, hvad Cameron vil komme til at opleve gang på gang i de kommende år.

»Blev du altid bedt om at gå ind ad bagdøren, når du besøgte David Cameron i Downing Street,« blev Rupert Murdoch spurgt om i forbindelse med et besøg, han aflagde den nyvalgte premierminister kort efter valget sidste år.

»Det var en invitation til en kop te, hvor han takkede mig for min støtte,« svarede den 80-årige mediemogul og henledte dermed seernes opmærksomhed på, hvor vigtigt det har været for Cameron og andre politikere at sikre sig medieimperiets støtte.

Den type henvisninger til Camerons intime kontakt til NoW's ledelse kan ikke undgå at blive en endeløs distraktion for Cameron og regeringens arbejde. Ligesom det skete for Blair, da masseødelæggelsesvåbnene udeblev i Irak, og befrielse endte i borgerkrig.

DISTRAKTION ER det sidste, den konservativt-ledede regering har brug for. Inden NoW-sagen eksploderede, var regeringen godt i gang med de mest omfattende nedskæringer siden Anden Verdenskrig samt mindst fire omfattende reformer. Nu har NoW- sagen tilføjet tre gigantiske institutionelle udfordringer til listen af opgaver.

Mest alvorligt er måske den krise, som politiinstitutionen står i. Der er anklager om korruption og nepotisme og den tidligere afbrydelse af telefonaflytningsefterforskningen, som vidner om en kultur, hvor man har gjort alt for at beskytte sig selv.

DEN ANDEN institutionelle krise, som vil kræve Camerons opmærksomhed, drejer sig om medieområdet. Pressenævnet viste sig utilstrækkeligt og er blevet skrottet. En kulegravning er sat i gang, og beslutninger om, hvordan man kan regulere, så dette aldrig sker igen uden at man stækker ytringsfriheden venter forude. Dertil kommer Ed Milibands krav om lovgivning, så en medievirksomhed aldrig igen vil kunne få så stor magt, som Murdoch har haft i landet.

Endelig er der den krise, som hele det politiske establishment nu står i. Sagen har ikke som nogle politikere gerne vil fremstille det vist et politisk system, der har udfordret Murdoch. Politikerne har reageret på en skandale, fordi de ikke kunne gøre andet og fordi det nu er blevet omkostningsfrit. Forholdet mellem den politiske klasse og medierne kræver et opgør med en kultur, hvor forretnings- interesser og politik er blandet sammen i et miskmask.

DET ER DISSE udfordringer, som David Cameron som landets premier- minister har et ansvar for at løse. Men samtidig er han mere end nogen anden britisk politiker fedtet ind i sagen.

Hans fortsatte snublen i håndteringen af sagaen har nu ført til begyndende panik blandt menige konservative: »Det er ikke længere umuligt at forestille sig, at denne skandale kan vælte premierministeren eller sågar regeringen,« skrev den konservative kommentator Iain Dale på sin blog forleden.

Vil det gå så galt for den unge premierminister? Stadig synes flertallet af iagttagere at hælde mod et nej. De peger på, at hans personlige ratings ikke har taget synderlig skade hos vælgerne, og at også Labour har været tæt på Murdoch-imperiet. Men ligesom Tony Blair blev mere træt, gråhåret, irriteret og mindre charmerende og appellerende med erkendelsen af, at kritikken ikke ophørte, er David Camerons hvedebrødsdage nu godt og grundigt ovre. Premierministerens nye øgenavn, Dodgy Dave tildelt ham af Labours Dennis Skinner giver allerede adskillige hits i avisdatabaserne. Det er næppe sidste gang, det vil indgå i en avisoverskrift.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Forholdet mellem den politiske klasse og medierne kræver et opgør med en kultur, hvor forretnings- interesser og politik er blandet sammen i et miskmask.

Mere mundret hedder det socialisme.