Leder

Digitalt eller træskomål

Debat
26. juli 2011

DE GAMLE DYDER holder ikke i alle ender og kanter. Det fremgår af en ajourført guide til ny arkitektur i hovedstaden, udgivet af Dansk Arkitektur Center og Copenhagen X.

Der er nok at gøre for en rask turist eller hjemmefødning i havneområderne og forstæderne. Men flere af det sidste 10-års trofæer kan besigtiges i Ørestaden. Bjarke Ingels BIG-ottetal, og 3xN's højhushotel med de bøjede hjørner. Eller Ørestad Gymnasium med sit snørklede indre.

Bygninger af den art er utænkelige uden computeren. Ikke bare som stereometrisk tegneredskab, men som del af rumkonceptet. Hvis de da ikke som Bjørn Nørgaards Bispebjerg-bebyggelse er modelleret og derefter computer-oversat.

Det gælder heller ikke kun huse med runde eller krøllede look. Det gælder også Dorte Mandrups kantede beboerhuse, og andre arkitekters knækkede eller skrå facader.

Et vind og skævt Nykredit-hus vipper på Kalvebod Brygge, og lidt længere nede ad kajen står Lundgaard & Tranbergs svungne SEB-glassøjler som en fornem afvejning af nordisk tradition og fri modernisme.

MØRKEBRUNT KONTOR i starten af 1960'erne. Informations daværende, nu afdøde kulturredaktør til avisens dengang temmelig unge arkitekturmedarbejder: »Hvad betyder det dér ord moooodul, De altid skriver i Deres artikler, de Waal?«

Nu hed det godt nok ikke moooodul men modúl, med tryk på sidste stavelse. Det ved enhver nu til dags, hvor begrebet dækker alt fra kursuspakker til it-komponenter. Men arkitekturmedarbejderen nøjedes med på stedet at oversætte ordet til 'et gennemgående mål i en bygning'.

»Så skriv dét! Der er ingen, der ved, hvad moooodul er for noget!«

Det var et nyt begreb, der gjaldt moderne byggeteknologi, og netop derfor vigtigt at introducere for læserne.

Inden for en håndværksbaseret praksis, der havde både bindingsværk og murstensskifter som historisk ballast, satte byggeriets begyndende industrialisering skrappere præcisionskrav end gammeldags tolerante træskomål.

Fremover skulle der ikke længere måles med tommestok, men med stålbånd, og alting skulle gå op med 60 cm, altså 120, 180 osv. Både ruminddeling og pladematerialer, betonelementer, maskinfremstillede døre og køkkenlåger.

Det eneste, der drillede, var senge. De passer for øvrigt stadigvæk ikke ind i mooooodulsystemet! Men systemet er blevet gradvist mere fleksibelt, takket være computeren som open source, også i produktionsleddet.

NU ER DÉT HER ikke nogen halvtredsårs jubilæumsleder til ære for modulet. Det er en overvejelse af arkitekturens stade i Danmark de sidste 10 år, midt i klimaforandringer, kuldevintre og sommersyndflod. 10 år, der i det lange løb vil stå som begyndende udtryk for et synligt skift i bygningsparadigmerne.

Omkring 1960 var overgangen mellem håndværk og industri epokemarkant. Dengang stod slagsmålet mellem knortet kunsthåndværk bag teglstensvægge, og moderne industrielle designprodukter i slebne kvadratiske bygningsrammer.

Nu, et halvt århundred senere, er det skiftet mellem analogt og digitalt, der forårsager brudfladen. Som ideel konfrontation mellem klassikere og badutspringere blandt fagets udøvere, groft sagt. Man kunne også forestille sig, at bæredygtige idealer ville præge den nye arkitektur.

Det gør de, men ikke så synligt som indledende forsøg i genren lod ane omkring årtusindskiftet. Der er ikke så meget science fiction over det længere. Solceller kan indgå i facadernes altanforsider uden større falbelade, og vindenergien hentes ude på havet, frem for på taget eller i baghaven. (Den eksisterende bygningsmasse er langt vanskeligere at få bæredygtigt styr på. Kan den foreskrevne isolering gennemføres teknisk og arkitektonisk forsvarligt?)

Men når det drejer sig om nye bebyggelsesplaner, konstruktioner og rumfordelinger, vil klimaovervejelser slå stærkt igennem i nyt byggeri. Ikke primært elektronisk styret, men gennem beregnet omtanke. Både når det gælder orientering efter verdenshjørnerne og i bestræbelserne på at skelne mellem lang- eller korttidsholdbare bygningsdele.

KORYFÆER SOM Frank Gehry og Zaha Hadid var for tyve år siden med til at slå de første krøller på verdensplan. Gehry med sit Guggenheim- museum i Bilbao, Hadid med Ordrupgaard. Daniel Libeskind kantede sig igennem med det jødiske museum i Berlin.

Ingen af bygningerne var gennemgribende digitale i rumkonceptet, men en slags ornamentale forløbere for de utraditionelle bygningsformer, der breder sig nu. Noget nyt er på spil i dimensioner, rum og faconer. Og dét dilemma er der ikke noget nyt i. Vidste Informations modulmedarbejder det tilbage i 1960'erne?

Dengang blev rigide arkitektur- dyder hældt ud med tanke på åbne strukturer og større udfoldelsesfrihed. Men det er først nu, at den slags reguleret frispil lader sig praktisere i større omfang. Ved hjælp af computeren krøller eller ej! adw

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her