Leder

Genopbygning i kamp mod fanatisme

Debat
1. august 2011

Når man i Bamiyan-dalen i det nordlige Afghanistan ønsker at genopbygge de mere end 1.000 år gamle Buddha-statuer, er det et af de fornemmeste eksempler på, hvad kultur er. Statuerne havde overlevet et utal af krige og invasioner, indtil Taleban-regimet for 10 år siden med moderne krigsmateriel sprængte statuerne i stumper og stykker og dermed ødelagde en vigtig del af verdens kulturarv. Et fanatisk styre fjernede i en spektakulær aktion sporene fra en anden religion end deres egen. Uroen hersker stadig i landet, men mange drømmer om at få lov at genopbygge de historiske statuer, der står som symbol på en fortid, der er langt rigere end nutiden. Statuerne fortæller nemlig den unikke historie om østlig og vestlig kultur, der kommer i berøring med hinanden, om fordums tids multikulturalisme, lang tid før ordet begyndte at få betydning.

Men giver det meningat drømme om sådan en genopbygning? Står det overhovedet mål med de gigantiske summer, det kræver?

Buddha-statuerne er langtfra det eneste eksempel på, at vigtige kulturelle monumenter og symboler først bliver destrueret i en terroragtig handling og siden genstand for diskussion om, hvorvidt de skal bygges op igen.

I 1931 rev Stalin Frelserkatedralen i Moskva ned, dette monument som zar Aleksander III havde ladet opføre i 1812 som et monument for den russisk-ortodokse kirke og som minde om de glorværdige bedrifter i forbindelse med Ruslands sejr over Napoleon. Til fordel for denne »giftsvamp«, som Stalin døbte den, ville han opføre et verdsligt sovjetpalads. For i kommunismens verden var der hverken plads til zar eller kirke. I 1990'erne blev kirken genopbygget takket især være Moskvas ihærdige borgmester, Jurij Lusjkov, og den står i dag som nyt symbol på sejren over den kommunistiske fortid og en slags genforening med fortidige russiske kulturelle værdier.

I det daværendeØstberlin rev det nye kommunistiske DDR-styre på tilsvarende vis i 1950 det gamle prøjsiske kongeslot ned for at give plads til det nye styres parlament Palast der Republik, som siden også er blevet revet ned. Bygningen var en asbestskandale, og meget få ønskede at bevare dette mindesmærke fra den kommunistiske fortid. Til gengæld har en af de mest vedvarende debatter i Tyskland siden genforeningen gået på, hvorvidt man skulle genopbygge kongeslottet. Ikke mindst om den kulturelle værdi af sådan en genopbygning.

Og i den gamle kulturby Dresden lagde de allieredes angreb på et tidspunkt, hvor Tyskland allerede var i knæ, dræbte natten til den 14. februar 1945 tusindvis af civile. Ruinen af den smukke Frauenkirche blev i de efterfølgende fire årtier forvandlet til østtysk monument mod krig og fascisme. Efter genforeningen blev kirken bygget op igen med mange af de sten, der stadig lå i den tilgroede ruinhob.

I årtier varden smukke kuppel fra Frauenkirche ikke en del af Dresdens vartegn, men et symbol for destruktion og sejr over nazismen. Nu er den imidlertid blevet et stærkt vartegn for genopbygning og en kultur, der har lagt den totalitære fortid bag sig, samtidig med at kirken symbolsk rækker bagud mod det rige europæiske kulturelle centrum, som Dresden engang var midtpunkt i.

Ud fra en økonomisk betragtning kan genopbygning sjældent betale sig. Og der er da også eksempler, hvor man vil betegne genopbygningen som ren nostalgi. Men der er også noget andet på spil, når det gælder Buddha-statuer og vigtige kirkebygninger. Man skal genopbygge som en gestus mod den meningsløse fanatisme, destruktion og ensretning af livet. De destruerede monumenter fortæller nemlig en historie om, hvordan verden også kan forstås og være. Hvilket i al sin enkelhed også er det, som kunst og kultur handler om.

Hvis man genopbygger, sletter man også et overgreb. Man skal bygge det op om natten, der bliver ødelagt om dagen, sådan som museumsleder Merete Ipsen udtrykker det i forbindelse med Buddha-statuerne på dagens kultursider. Kulturer efterlader sig gennem generationer vidnesbyrd, og hvis de destrueres, for at vi skal glemme, så bør vi bygge op igen eller på anden måde sørge for at skabe en forbindelse bagud.

Alle store kulturer gør brug af symboler. Det er også derfor terrorister elsker symboler. Og især elsker at destruere dem. At angribe kulturens symboler forlener i sig selv terrorhandlinger med en særlig kraft. Buddha-statuer, tvillingetårnene på World Trade Center og Frauenkirche. Også Anders Breivik angreb med sin terrorbombe og nedskydning stærke symboler for det norske socialdemokrati og den kommende generation.

Det, der definerer os som tænkende væsener, er, at vi lever med den kultur, vi kommer af som en mangfoldig fortælling. Terrorister og fanatikere derimod vil gribe ind og gøre den fortælling entydig og løgnagtig. Det må de aldrig få held med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En af den slags artikler som med Bent Falbert ord kan kaldes 'Den langsomme forgiftning'. Bent Jensens udfald mod de røde lejesvende har afstedkommet en lind strøm af artikler som indeholder nøgleord som: Stalin, DDR, kommunisme, socialisme etc. sat i forbindelse med terror- og undertrykkelsesbegreber. Artiklernes overordnede budskab er underordnede og ofte diffuse og i dette tilfælde groft overfladiske, et simpelt opslag i Wikipedia giver følgende – som vel i journalismens navn burde være dissekeret:

Omar (lederen af Taliban) som tog beslutningen [ om sprængning], betegnede dem som "afgudsbilleder", og da vestlige firmaer var villige til at afgive enorme summer penge til renovering af de to statuer, bad Omar i vrede om ødelæggelsen af de to statuer idet at vesten var villig til at afgive enorme summer for de to statuer, men dog ikke til de millionvis af fattige mennesker i landet.

Hvad mon man er bange for på parnasset …de millionvis af fattige mennesker?

...mandens underlige indfletning af ABB vil jeg slet ikke kommentere.