Leder

Ord, der dræber

Debat
25. juli 2011

Anders Behring Breivik har bebudet, at han vil tage ordet, når han i dag føres frem til anklagebænken i retten i Oslo. Her står han anklaget for den mest grusomme terroraktion i Skandinaviens historie, og det blodigste verden har set, siden terrorangrebet i Madrid i 2005. Vil vi nogensinde holde op med at gyse ved tanken om, hvordan denne 32-årige højreradikale, lysblonde nordmand fredag dræbte 93 af sine landsmænd? De første syv tog han i døden med en bilbombe i Oslos regeringskvarter. De næste 86 likviderede han én for én med sit maskingevær på en socialdemokratisk sommerlejr på øen Utøya. Alle var de opvakte og politisk engagerede unge mennesker, der udgør næste slægtled i det demokrati, Anders Behring Breivik dermed forsøgte at angribe.

Via sin forsvarer meddelte Anders Behring Breivik i går, at han anser sine handlinger for at være »grusomme«, men »nødvendige«. Hvori denne nødvendighed består, fremgår af det 1.500 sider lange og rablende vanvittige manifest, han har ladet offentliggøre på internettet. Heri beskriver Anders Behring Breivik, hvorfor han vil dræbe de politikere, der arbejder for et multikulturelt Norge, frem for at dræbe indvandrerne selv. Manifestet spænder fra et ubehjælpsomt forsøg på en historisk og intellektuel overbygning på hans terroraktion til den musik, han vil have på sin iPod, mens han udfører den.

Men skal vi overhovedet lytte til Anders Behring Breiviks tanker? Går vi ikke dermed hans ærinde? Mest bekvemt ville det være at lukke øjne og ører for Anders Behring Breivik, men det vil ikke få problemet til at forsvinde. Vi bliver nødt til at forsøge at forstå ondskaben for at vide, hvad vi skal stå sammen om at bekæmpe.

Ingen andre end Anders Behring Breivik skal selvsagt gøres ansvarlig for hans ondskab, og den skal formentlig først og fremmest forklares socialt og psykologisk. Men når sorgen har sluppet sit greb i det norske folk, der i går var samlet til mindehøjtidelighed, så må vi alle forholde os til følgende: Anders Behring Breivik var måske alene om selve terroraktionen, men han er ikke alene om de stærkt højreorienterede standpunkter, han i retten i dag vil forsøge at retfærdiggøre sine grufulde handlinger med.

Som Information i dag kan fortælle, har Anders Behring Breivik masser af ideologisk ligesindede på internettets mest højreorienterede debatfora i både Norge, i Danmark og resten af den vestlige verden. Således henviser Anders Behring Breivik i sit manifest flere gange til bl.a. de højreorienterede danske hjemmesider Uriasposten, Snaphanen og formanden for Trykkefrihedsselskabet, historiker Lars Hedegaard. Danmark har ifølge flere eksperter, Information i dag taler med, intet at lade andre lande høre, når det handler om retorikken på yderste højrefløj. Det gør selvfølgelig ikke højrefløjens debattører til potentielle terrorister eller sympatiserende med den norske terroraktion, men det bør give anledning til at rejse et selvransagende spørgsmål:

Hvordan i alverden er den offentlige debat blevet så belastet? Hvorfor accepterer flertallet stiltiende, at et mindretal på den yderste højrefløj spreder racisme og fremmedhad? Et udtømmende svar findes ikke, men en del af forklaringen skal findes i, at terror efter blev gjort synonymt med langskæggede islamister efter terrorangrebet 11. september 2001 mod New York og Washington.

I de seneste 10 århar Vestens efterretningstjenester derfor ikke haft tilstrækkelig fokus på den nationale terror, selv om hadet i tiltagende grad er tyktflydende på højreradikale hjemmesider. Den norske efterretningstjeneste har ikke betragtet højrefløjen som en nævneværdig trussel. Eller som professor i socialantropologi ved Oslo Universitet, Thomas Hylland Eriksen, i dag skriver i kronikken side 18 i Information:

»I en vis forstand er det vanskeligere at forsone sig med, at en pæn ung mand fra Oslo Vest har myrdet næsten hundrede mennesker i koldt blod, end hvis en skægget fanatiker fra et fjernt land havde gjort det samme: Vi har selv produceret giften.«

Deri har Hylland Eriksen desværre helt ret, og derfor tog det i fredags så lang tid for både politi og terroreksperter at få afmonteret teorien om et terrorangreb, der »bærer alle al-Qaedas kendetegn«. Fjenden kom i stedet indefra, fra hjertet af den norske velfærdsstat, fra et tidligere medlem af det norske Fremskridtsparti. Og det havde vi alle også efterretningstjenesten altså vanskeligt ved at begribe.

Denne forstyrrelse af vores fastlåste fjendebillede vil forhåbentlig medføre et nødvendigt opgør med en offentlig debat perverteret af ussel retorik og renskuret ondskab. Vi bærer alle et ansvar for at sige fra, når vi møder fremmedhad og racisme. I aviserne, på internettet, på gaden.

Det er den eneste effektive bekæmpelse af den gift, vi selv har produceret. cj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mazhar Hussain

Peter Hansen,
Der er kommet 13 sider med kommentarer efter jeg sendte mit ind ??!!

Jeg skrev en kommentar til SG's klumme tidligere i dag, og den var på med det samme! Men der er flere derinde der skriver, at indlæg er censureret væk!

Mazhar Hussain

Pudsigt. SG skriver i selvsamme kronik at muligheden for den hårde tone i DK har fungeret som en ventil som har forhindret terrorisme i DK, medens hun så end ikke ønsker at ventilere mindre hårde synspunkter :-)

Annemette Nedergaard

"Terrortruslen kommer fra islamister og separatister"

http://politiken.dk/indland/article1347106.ece

Frode Laursen

http://politiken.dk/indland/article1347106.ece

Et uddrag fra artiklen lyder:

"Selv om fredagens grusomme terrorangreb i Norge blev udført af en højreekstremistisk nordmand, fastholder eksperter og det europæiske politisamarbejde Europol, at militante islamister fortsat udgør en langt større terrortrussel i Europa end højreekstremister.

»Mange spørger nu, om der har været for meget fokus på islamistisk terrorisme. Men vores klare melding er, at man ikke må undervurdere truslen fra islamistisk terrorisme, og at man stadig skal holde fokus på det miljø«, siger Europols talsmand, Søren Kragh Pedersen. "
_______________

- I forbindelse med, at eksperter og det europæiske politisamarbejde Europol siger, at "militante islamister fortsat udgør en langt større terrortrussel i Europa end højreekstremister", da mener jeg det er på høje tid at man også foretager en undersøgelse af det religiøse "114- kapitlers koran-manifest", hvor disse islamister påstår at finde berettigelse for deres terrorhandlinger.

Men vil man resonere med, at en sådan undesøgelse kan blive for farlig, fordi de militante islamister har tusinder af med-sammensvorne - eller hvad?

Frode Laursen

Anders Behring Breivik kan have gemt hemme­lige budskaber i sit såkaldte manifest på 1518 sider. Flere frivil­lige data­eksperter forsøger at knække koderne og har allerede fundet flere storbyers koordinater.

Sider