Leder

Stoltenberg-doktrinen

27. juli 2011

Hvor længe kan Jens Stoltenberg blive ved med at stå som den klippe, det norske folk trygt kan støtte sig til i sorgens stund?

Norges statsminister er selv personligt hårdt ramt af terrorangrebet. Han mistede nære politiske venner på Utøya, og han mistede betroede medarbejdere i statsadministrationen i Oslo. Alligevel rejser han sig dag efter dag op og holder taler på tv, i domkirken og senest mandag aften under mindehøjtideligheden på Rådhuspladsen i Oslo med flere end 100.000 deltagere. Også her talte han med værdig fasthed:

»Dette er en march for sammenhold, en march for demokrati og en march for tolerance,« bekendtgjorde han.

En march for tolerance? Kun tre dage efter intolerancen dræbte 76 af hans venner, kolleger og landsmænd!

Enhver vil kunne forstå, hvis den norske statsminister udtrykte noget af den vrede, han som menneske må føle. Men politikeren Stoltenberg har ikke ladet sig friste til at gøre terrorangrebet til et politisk anliggende. Det er ganske vist Arbeiterpartiet, der har mistet en del af den næste generations politikere, men det er ikke Arbeiterpartiets problem. Det er Norges problem. Det er regeringen, der har mistet halvdelen af sine ministerier, men det er ikke regeringens problem. Det er Norges problem.

Jens Stoltenberg har på intet tidspunkt ladet egne følelser eller egen politik overskygge nationens interesser, og på den måde har den norske tragedie mindet omverdenen om en politikertype, vi i dag har alt for få af: statsmanden.

Jens Stoltenberg og USA's forrige præsident, George W. Bush, deler nu den skæbne at lede en nation igennem terrorangreb. Men hvor Stoltenberg taler om tolerance og sammenhold, fik terrorangrebet 11. september 2001 George W. Bush til at lancere den såkaldte Bush-doktrin i kampen mod islamistiske fundamentalister og terrorister:

»Hvis du ikke er med os, er du imod os,« erklærede han som optakt til at marchere i krig i Afghanistan og Irak.

Jens Stoltenberg har undladt at ophøje sit statsmandskab til doktrin, selv om det faktisk fortjener det. Mens den den stærkt religiøse George W. Bush knyttede sin politik til kristendommen, er det betegnende, at der over Stoltenbergs reaktion hviler noget nærmest bibelsk.

Stoltenberg leder tanken hen på passusen om gengældelse i Jesu bjergprædiken:

»I har hørt, at der er sagt: 'Øje for øje og tand for tand'. Men jeg siger jer, at I ikke skal stille jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt«.

I disse dage beder Stoltenberg ikke sit folk om at vende den anden kind til, men at bruge tolerancen som modværge, som våben mod intolerancen. Han taler for det gode som værn mod det onde. Han taler om en march for tolerance og sammenhold for alle. I modsætning til George W. Bush.

Eller sagt med Stoltenbergs egne ord mandag aften: »Ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk«.

Det må dog formodes, at Jens Stoltenberg slår knuder på tungen, når han i disse dage må høre på, at Fremskrittspartiets formand, Siw Jensen, jævnligt gentager, at »vi i dag alle er AUF'ere« (Arbeiterpartiets Ungdom).

Det norske Fremskrittspartiet har med sit fremmedfjendske retorik næret den politiske højrefløj, Anders Behring Breivik bekender sig til. Men så billige politiske point bøjer Jens Stoltenberg sig ikke efter, selv om der er kommunalvalg den 12. september.

Anderledes er det i Danmark. Her blev det norske terrorangreb i går reduceret til dansk indenrigspolitik med Søren Pinds fladpandede sammenligning med Østerild Plantage-demonstranter og aktivister fra Kirkeasyl. Det rabler for integrationsministeren.

Ligeledes i går bebudede Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, i Politiken, at det er »en bunden opgave« efter valget at undersøge mulighederne for mere kontrol med debatten på internettet.

Hvor Jens Stoltenberg taler om øget åbenhed og tolerance, svarer det danske søsterparti med mere kontrol og statslig indgriben. Det savner vi ikke.

Til gengæld savner Danmark politikere af Jens Stoltenbergs format. Politikere, der siger fra over for intolerance ved at vise, at tolerancen er stærkest. Politikere, der viser, at flertallets sammenhold er stærkere end mindretallets had.

Men vil Stoltenberg-doktrinen holde i længden, eller er den blot et udtryk for smuk naivitet i den nationale sorgbearbejdning? Meget tyder på, at netop tolerance og norsk sammenhold kan blive den værste straf, Anders Behring Breivik kan få.

Det erklærede mål for den 32-årige terrorist er at blive ophøjet til martyr. Han havde derfor forventet at blive skudt under transporten til Oslo Tinghus. Det blev han ikke. Han forventer nu at blive udsat for tortur i fængslet. Det bliver han ikke. Han forventer at sidde i fængsel resten af sit liv. Det kommer han ikke til.

Og martyr bliver han heller ikke, hvis Norge følger Stoltenberg-doktrinen og fortsætter marchen for demokrati, sammenhold og tolerance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Det er et lyspunkt at opleve den værdige og forstandige måde nordmænd har ageret på de seneste dage. Stoltenbergs forstandige ord er inspirerende.

Der er adskillige andre end Jens Stoltenberg, der har haft doktriner, der lignede til forveksling. Der var på et tidspunkt en anden gæv opvakt gut, der prøvede at sige og praktisere noget af det samme, men som siden fik sine doktriner, ord og eftermæle grundigt forvansket og ødelagt. Vedkommende havde fem doktriner. Nummer 1 (bliv ikke vred) og 4 (modsæt dig ikke (andres) ondskab) synes at matche Stoltenbergs ord og handlinger ganske præcist. Formodentligt for de begge havde indset, at intet blev bedre af at man bidrog med endnu mere vrede og ondskab?

Lars R. Hansen

Hvor dumt kan det efterhånden blive?

Ja - Stoltenberg gør det godt, rigtig godt, og gør ret ved ikke at slå politisk plat på terroranslaget, i modsætning til mange i Danmark - ingen tvivl herom.

Men hvorfor skal Bush og 9/11 blandes ind i det på denne måde? De to terroranslag kan af flere grunde ikke sammenlignes på den måde:

For det første blev den norske terrorist fanget med det samme - og denne har syndsynligvis ikke bagmænd siddende i udlandet, hvor regimet sidder FN-resolutioner overhørig, og nægter at udlevere dem til retsforfølgelse - hvis Norge mente det var tilfældet ville Norge givetvis kræve personerne udleveret - ikke bare tolerere det.

Stoltenberg sagde jo 'men aldrig naivitet' i sin tale - og Norge har da også tropper indsat i krigen mod terror - blandt andre internationale militære operationer.

Well - noget af det første Bush gjorde efter angrebet - var at besøge en moske, erklære islam for fredens religion og tale om muslimere som gode og patriotiske amerikanere - det glemmes vist lidt for ofte i debatten om Bush i Vesteuropa.

Dertil er ABB en mand, der angreb sit eget land - ved 9/11 var det en internationale bevægelse med base i Afghanistan, der udførte endnu et angreb mod USA - som sådan er dette norske terrorangreb afsluttet, mens den anden terrorkrig mod USA ikke er afsluttet. Det betyder naturligvis en del for tilgangen, at angrebet står på endnu så at sige.

Hvis Christian Jensen absolut vil bruge det norske anslag og reaktion som en anledning til USA-kritik - da ville det give mere mening at sammeligne de amerikanske reaktioner på Oklahoma anslaget - som har flere ligheder med det norske anslag end 9/11.

Endvidere har Bush aldrig sagt - "hvis du ikke er med os, er du imod os" - i forbindelse med interventionerne i Afghanisan og Irak. Bush udtalte derimod efter 9/11 - at alle måtte afgøre om de var med os eller med terroristerne - hvilket ikke kan regnes for urimeligt.

Christian Jensen burde have gemt Bush-bashing til en mere passende lejlighed...

Peter Hansen

Lars R. Hansen: jamen, det var jo faktisk værre, hvad Bush sagde, nemlig: hvis I ikke er med os, er I med vore fjender.

Lykke Johansen

Der findes da ikke nogen bedre anledning til at sammenligne den norske statsminister Stoltenbergs reaktion op imod Bushs end netop de forfærdelige terroranslag en kristen nordmand har begået. Derfor en stor tak til Christian Jensen for hans afbalancerede og værdige indlæg om forskellene i disse to statslederes reaktion på terror.

Bush ville krig mod muslimer! Han ØNSKEDE at kunne misbruge terrorangrebene 911 som anledning til at starte to krige mod muslimer, som faktisk - ud fra hans ord om, at hvis man ikke var med ham, så var man med terroristerne - gjorde at alle muslimer, der ikke brød sig om USA og Bushs retorik, automatisk blev gjort til "terrorister" . For to lande - Irak og Afghanistan - blev Bush-doktrinen udmøntet i modbydelige krige med utallige ofre i form af døde, lemlæstede, torturerede og flygtninge.
Hvad godt har Bush-doktrinen medført for verden og for fredelig sameksistens mellem Vesten og Mellemøsten?

Det er ironisk (og tankevækkende), at netop Bushs ord om, at hvis man "ikke var med os", så var man "med terroristerne". Nu har så én af dem, der ikke var med terroristerne, men på "vores (Bushs) side" udført det største terrorangreb mod et vestligt land nogensinde.

Stoltenbergs doktrin vil ikke føre til katastrofer og krige MEDMINDRE der er flere, der er "med Bush" udfører flere terrorangreb mod vestlige lande

Tage Dræbye

Når man ser på de beskrevne politiske udtalelser får man en fornemmelse af, at de befinder sig i deres eget virtuelle, isolerede miljø sammen med spindoktorer og politiske modstandere og derfor har svært ved at opnå den forbindelse til virkeligheden, som gør statsmænd.

Christian Jensen:

»Det norske Fremskrittspartiet har med sit fremmedfjendske retorik næret den politiske højrefløj, Anders Behring Breivik bekender sig til.«

Det er da helt utroligt som alle forsøger at nedtone og bagatellisere Fremskrittspartiets rolle i denne sag.

Fremskrittspartiets rolle går langt ud over at levere den retorik der nærer højreekstremismen, sådan som Christian Jensen skriver.

Det norske Fremskrittsparti har faktisk på en meget konkret og direkte måde formet Anders Breivik og hans holdninger, fordi han rent faktisk har været medlem af Fremskrittspartiet i hele sin ungdom og det meste af sit voksenliv.

Breitvik er 32 år gammel og har været medlem af Fremskrittspartiet i mere end 10 år!

Hvorfor er der ingen journalister der tør bore i denne kendsgerning?

Når journalisterne åbenbart ikke ønsker at sætte fingeren på de ømme punkter, må man i det mindste håbe at nordmændende selv gør det.

Lad os håbe, at nordmændene finder styrken og modet til at igangsætte en uvildig undersøgelse, der kan klarlægge, hvor meget mere end ti års medlemskab af Dansk Folkepartis norske søsterparti har betydet, for den radikaliseringsproces Anders Breivik har været udsat for.

Jens Høybye

Ja, og i fortsættelse af Tage Dræbye's indlæg, kunne man tilføje, at nogens tanker og skriverier om hvad retorikken omkring begrebet "dem" og "os" kan medføre, eller ihvert fald ikke forhindrede, nu bliver udlagt som værende synd for DF, at "kloarkrotterne vælter op fra deres skjul, og angriber retorikken op til udåden i Norge".

Regeringen får svært ved at skabe statsmand, hvis den på en og samme tid skal synes det er synd for Norge og Dansk Folkeparti, at der findes højreradikale kræfter, som kun ved tollerence kan bekæmpes ved flertallets modstand mod det lille mindretal.

Karsten Johansen
Jens Thorning

President George W. Bush, in an address to a joint session of Congress on September 20, 2001 said, "Either you are with us, or you are with the terrorists" (Wikipedia).

"They feed them, and they house them" (om Taleban-regeringens asyl til terrorister), er en anden bibel-parafrase fra Bush Jr.

Steffen Nielsen

Lad os snarest lægge dette hadets årti bag os. Det er hvad jeg også hører i Stoltenbergs doktrin.
Måske kunne de danske politikere også lære af det og hurtigst muligt få lukket for statsstøtten til diverse grupperinger, der kun har hadet som eneste mål.

Luk for statsstøtten til Bent Jensens patent på hvem der er landsforædere.

Luk for stasstøtten til Lars Hedegaards såkaldte "Trykkefrihedsselskab", der i deres nyhedsavis SAPPHO forsøger at gøre Anders Breivik til en hemmelig muslimsk jihad.
http://www.sappho.dk/breivik-var-parat-til-operationelt-samarbejde-med-a...