Leder

Vind og tab

19. juli 2011

Det amerikanske National Snow and Ice Data Center (NSIDC) meddeler, at havisens udbredelse i Arktis netop nu er den mindste for årstiden i al den tid, man har målt. Polar Science Center på University of Washington melder, at havisens volumen der tager højde for isens tykkelse også er det mindste i målingernes historie.

»Vi er på vej til at se en isfri sommer i 2030. Der er tale om en omfattende, nedadgående spiral,« siger NSIDC's direktør Mark Serreze.

Planeten er i klimamæssig alarmtilstand. Fra issmeltning i Arktis over ekstrem hedebølge i USA til tørkekatastrofe på Afrikas Horn der er mere end nogensinde brug for, hvad Al Gore for et par år siden beskrev som en global indsats, der kombinererer Manhattan-projektet, Apollo-projektet og Marshall-planen en omstillingsindsats »større end den industrielle revolution og markant hurtigere«.

Oppe i Østerild Klitplantage i Thy sad 30 aktivister i går og spærrede for de skovningsmaskiner, der skal fælde 12 hektar nåletræer for at give plads til en anlægsvej første skridt mod det nationale testcenter for store vindmøller, som et flertal i Folketinget besluttede sidste år. Aktivisterne fra ind- og udland vil værne plantagen mod testcenteret og dets 250 meter høje kæmpemøller, der skal sikre fortsat udvikling af vindkraftteknologien til gavn for klimaet samt danske virksomheder og arbejdspladser, men ikke til gavn for den natur, der skal vige: 2,6 kvadratkilometer præget af »plantede nåletræer på lange lige rækker«, som Naturstyrelsen beskriver det.

Den politiske aftale bag testcenteret, indgået af V, K, S, SF og DF, sikrer, at de 2,6 kvadratkilometer plantagetræer erstattes med 4,2 kvadratkilometer »kvalitetsskov« i Thy og andre steder i landet samt med reetablering på selve lokaliteten af et åbent landskab med overdrev, vådområder og den klithede, der ifølge styrelsen var områdets natur, før nåletræsplantningen begyndte i 1889.

Fra en national synsvinkel kan man derfor godt argumentere for, at naturen beriges via den aftale, der knyttes til testcenteret. Naturstyrelsen mener, at endog lokalområdet beriges, fordi det ny, åbne naturområde giver en række beskyttede dyrearter bedre vilkår. Man kommer imidlertid ikke uden om, at syv meget store testmøller kommer til at fylde, snurre og i et vist område give lyd fra sig, hvor der før var skov. Så et dilemma eksisterer. Lokal natur versus globalt klima og miljø.

»Med naturødelæggelse skal naturen reddes fra ødelæggelse,« lød her i avisen Ejvind Larsens spidsformulering i foråret sidste år, da projektet var på vej mod beslutning, og en fire-fem gange større skovrydning end den sidenhen besluttede tegnede sig.

Dilemmaet genfindes mange steder. Meget parallelt i de kommuner rundt om i landet, hvor borgere danner pressionsgrupper for i en række tilfælde med held at hindre nye vindmøller, som man finder vil have negativ indflydelse på den lokale natur eller ens egen udsigt, trivsel og ejendomsværdi.

'Vi støtter klima, grøn energi og vindmøller, men der må være bedre steder end lige her,' lyder den typiske argumentation. Og jo højere vindmøllerne efterhånden bliver, desto mere har den for sig.

I USA og andre steder har også nogle af de nye store solenergifarme, der i stigende grad bliver del af den grønne strategi, affødt begyndende lokale protester. Læren er den samme: There is no free lunch. Der er grænser for vækst, også i det grønne. Med et fortsat højt eller voksende energiforbrug vil omkostningerne for lokal natur og miljø ved at sikre energien stedse blive højere, selv når den er vedvarende. Og da Al Gores budskab stadig gælder vi skal gennemføre en omstilling »større end den industrielle revolution og markant hurtigere« er konsekvensen, at prisen så som 2,6 kvadratkilometer nåleskov må betales, så længe vi som samfund og enkeltforbrugere ikke evner at dæmpe energibehovet meget markant via effektivisering og besparelser.

Sagt på en anden måde: Så længe den fossile energi ønskes afviklet af hensyn til klimaet og den kendte form for økonomisk vækst samtidig fastholdes, er der en pris at betale, også for det grønne og de grønne. Det vides f.eks. allerede, at der frem mod 2020 skal findes plads til yderligere et antal danske testcentre til fortsat udvikling af vindteknologien.

Selv om 30 aktivister ikke er nogen folkebevægelse, er det hverken godt eller kønt, hvis Folketingets beslutning om testcentret i Østerild må realiseres med politifolk i konfrontation med aktivister for at værne skovningsmaskiners fremrykning.

Aktivisterne bør hæve blikket fra skovbunden og overveje, om de fører kampen for planeten på rette sted, og om de med deres aktion har proportionerne i orden. Og miljøminister, regering og folketingsflertal må se begivenhedsforløbet som et klart signal om, at der skal investeres betydeligt flere kræfter i at sikre borgernes medejerskab til den grønne omstilling, hvis den skal have en chance. Samt at en langt stærkere indsats for at bringe selve energiforbruget ned er helt afgørende, hvis naboprotester, ekspropriationer, træfældninger og andet uvæsen i den vedvarende energis navn skal begrænses. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

"Det vides f.eks. allerede, at der frem mod 2020 skal findes plads til yderligere et antal danske testcentre til fortsat udvikling af vindteknologien."

Hvad skal de med flere testcentre?

Karsten Olesen

Fremkaldelse af sandflugt er strafbart.

Østerild Plantage udgør hovedbeskyttelsen i sandflugtsbekæmpelsessystemet.

Dermed er den forudsætning for at man kan bo og drive landbrug på læsiden, i de østligere områder.

Uden læplantagerne er Vestjylland slet ikke beboeligt.

Læplantagerne er en langtidsinvestering, det indtil nu har taget 150 år at oprette.

Hvad der i stedet er brug for, er at gøre læplantagesystemet komplet, og udvide plantageområderne.

Også de fredede naturtyper som lyngen trives bedst i læ af plantagerne..

I sandflugtstruede områder er, som hovedregel, motorkørsel, gravning og unødig færdsel forbudt.

I det lignende terrænet vest for landevejen - idag Hanstholmreservatet - fastlagdes i 1962 bl. a:

"Dæmpning af sandflugt, som kan blive til skade for andre ejendomme, skal foretages efter sandflugtskommissionens bestem-
melse.

Bygninger, boder, skure, telte o.l. m& ikke opføres
eller opstilles.

Forsåvidt der ikke ......er meddelt særlig tilladelse, er kørsel med motor-
køretøj af enhver art
forbudt overalt."

Dette er standardbestemmelser for sandflugtstruede områder. Lignende bestemmelser gælder i mange kystnære klitområder.

Bo Holm Jacobsen

Hvor har man dog solgt dette projekt dårligt. Karen Ellemann kunne have sagt:
"Vi fjerner en kunstig naturtype, en monokultur af en fremmed træsort på lange lige rækker og med meget lav biodiversitet, og erstatter den af den mere naturlige og i europæisk sammenhæng mere sjældne naturtype, nemlig klithede. Desuden kompenserer vi ved andetsteds at omdanne monokultur-agerjord til en meget naturnær skovtype med "hjemmehørende arter" og meget stor flora og fauna diversitet. Selv hvis vi ikke skulle have dette testcenter ville dette være en gevinst for dansk og europæisk natur. Men det er ikke gratis, og det er takket være testcenteret, at midlerne til dette naturtiltag kan frigøres. Der er tale om en sand vind-vind situation, om jeg så må sige".
Med hensyn til sandflugt, er det nok et fænomen, som er ganske velforstået og under god kontrol. Klitplantager er bestemt ikke det eneste middel.

Johnny Berthelsen

Det er vores overforbrug der er problemet. Selvom vi plastrer Vestjylland til med havvindmøller, fordi københavnerne skal have tørretumblerne stående på stand by, giver det kun en procentvis reduktion af klimaskaderne fra vores overforbrug.