De alternative miljøers dilemma

De alternative kulturelle miljøer er blevet det private erhvervslivs og de offentlige byudvikleres kæledægge, der skal bibringe byerne den hårdt eftertragtede vækst, velstand og værdistigning på fast ejendom. Information har i de seneste uger rettet projektøren mod den ny tendens og besøgt en række steder i København, hvor cykelbyggere, teatergrupper og såkaldt almindelige, engagerede mennesker har fået rum til udfoldelse.

Skønt områderne er forskellige, giver de alle plads til miljøer, der af sociale eller økonomiske årsager har svært ved at udfolde sig andre steder. Og samtidig skaber de eftertragtet byliv. Man kan se den igangværende udvikling som en win-win-win-situation, hvor private investorer får opmærksomhed på et område, Københavns Kommune får liv i byen samt brandet sig internationalt som tolerant, kreativ og vibrerende, og de alternative miljøer får billig husleje for en tid. En hellig treenighed, kunne man kalde det.

Det er efterhånden en naturlov, at alt, hvad der bare lugter af industri og olie, i disse år flytter mod øst. Det efterlader masser af forladte og nedslidte industribygninger, som bare venter på at blive revitaliseret af, ja noget andet for der bliver aldrig bygget skibe på det gamle B&W på Refshaleøen igen.

Samtidig ser vi den store gruppe af byplanlæggere, forskere, embedsmænd og politikere som alle har købt Richard Floridas vision om den fremtidige kreative økonomis lyksaligheder kaste sig over alt, hvad der lugter af skæv kultur og kunst. Lige fra street- art til Distortion. Det sker fra Berlin til Helsinki og fra Aarhus til Roskilde. Man har forstået, at der er penge i skidtet. Byer har altid haft deres alternative kulturundergrund, men i dag ses de ikke længere som i 1980'erne som grus i maskineriet. Den pludselige kærlighed fra det etablerede system tolkes derfor af visse alternative miljøer som indledende manøvrer i et tvangsægteskab med en forståelig angst for efterfølgende kastration, frisering og gentrificering. »De er tolerante, fordi det kan betale sig, og ikke fordi det er en pligt,« som aktivister fra det selvstyrende non-profit kulturhus Bolsjefabrikken formulerer deres opfattelse af systemets omklamring. Hos Bolsjefabrikken har man taget konsekvensen af denne grundlæggende skepsis ved at samle penge ind til at købe sig fuldstændig fri af kommune og kapital. Andre grupper, eksempelvis organisationen givrum.nu, er anderledes positive. Her er de midlertidige omstændigheder »sgu bare en præmis«, på hvilken man må realisere sine projekter efter bedste beskub. Og det gør man så i stor stil.

De mange måder at forholde sig til udviklingen på viser noget om mangfoldigheden blandt de mennesker, som både simple journalister og erfarne byforskere kæmper for at rubricere, og som derfor oftest i mangel af bedre benævnes 'alternative miljøer'. Deres store spændvidde og uformelle struktur er på én og samme tid miljøernes styrke og svaghed. De kan opdage og udnytte muligheder i glemte områder før alle andre, men de er, som den canadiske kunstaktivist Tim Jones fortalte i gårsdagens avis, også utroligt sårbare. De opstår over natten, men næste morgen er de måske væk igen, hvis vi ikke passer på dem. Derfor er der også brug for, at miljøerne organiserer sig, om end det er imod deres natur. I disse år har de større lydhørhed end nogensinde tidligere. Den mulighed bør de udnytte, så de ikke bliver kastet rundt af tilfældige politiske og økonomiske vinde.

Virkeligheden drøner af sted. Kommuner og kommercielle kræfter ved, hvad de vil og de har deres strategier på plads. Bolden er derfor hos myriaden af uformelle aktører i de alternative miljøer. De står med en række dilemmaer, der på en måde er klassiske, men som med ét nu igen bliver aktuelle:

Hvordan udnytter man det etablerede samfunds historiske velvilje, samtidig med at man undgår at blive reduceret til eksotisk brug-og-smid-væk-fyld i den fortsatte byudvikling?

Hvordan skaber man alternativer til et samfund, der netop kapitaliserer på anderledeshed?

Vil man overhovedet skabe alternativer? Eller har man det fint nok som kreative brikker og vækstdrivere i et økonomisk system, der i disse år endnu en gang beviser, hvordan det på fascinerende og skræmmende vis formår at inkorporere alt, hvad der minder om oprør, i en vækstdiskurs? Man kan kun håbe, at det lykkes de pulserende alternative miljøer at levere banebrydende og fantastiske svar på disse spørgsmål. For miljøerne rummer enorme samfundsændrende potentialer. Hvis de formår at organisere sig, bide sig fast og insistere på deres kunstneriske og sociale værdi ud over som driver og vækstlag, er der for alvor grund til at være optimist på vegne af fremtidens by.