Leder

De alternative miljøers dilemma

Vil man overhovedet skabe alternativer? Eller har man det fint nok som kreative brikker og vækstdrivere i et økonomisk system, der i disse år endnu en gang beviser, hvordan det på fascinerende og skræmmende vis formår at inkorporere alt, hvad der minder om oprør, i en vækstdiskurs?
24. august 2011

De alternative kulturelle miljøer er blevet det private erhvervslivs og de offentlige byudvikleres kæledægge, der skal bibringe byerne den hårdt eftertragtede vækst, velstand og værdistigning på fast ejendom. Information har i de seneste uger rettet projektøren mod den ny tendens og besøgt en række steder i København, hvor cykelbyggere, teatergrupper og såkaldt almindelige, engagerede mennesker har fået rum til udfoldelse.

Skønt områderne er forskellige, giver de alle plads til miljøer, der af sociale eller økonomiske årsager har svært ved at udfolde sig andre steder. Og samtidig skaber de eftertragtet byliv. Man kan se den igangværende udvikling som en win-win-win-situation, hvor private investorer får opmærksomhed på et område, Københavns Kommune får liv i byen samt brandet sig internationalt som tolerant, kreativ og vibrerende, og de alternative miljøer får billig husleje for en tid. En hellig treenighed, kunne man kalde det.

Det er efterhånden en naturlov, at alt, hvad der bare lugter af industri og olie, i disse år flytter mod øst. Det efterlader masser af forladte og nedslidte industribygninger, som bare venter på at blive revitaliseret af, ja noget andet for der bliver aldrig bygget skibe på det gamle B&W på Refshaleøen igen.

Samtidig ser vi den store gruppe af byplanlæggere, forskere, embedsmænd og politikere som alle har købt Richard Floridas vision om den fremtidige kreative økonomis lyksaligheder kaste sig over alt, hvad der lugter af skæv kultur og kunst. Lige fra street- art til Distortion. Det sker fra Berlin til Helsinki og fra Aarhus til Roskilde. Man har forstået, at der er penge i skidtet. Byer har altid haft deres alternative kulturundergrund, men i dag ses de ikke længere som i 1980'erne som grus i maskineriet. Den pludselige kærlighed fra det etablerede system tolkes derfor af visse alternative miljøer som indledende manøvrer i et tvangsægteskab med en forståelig angst for efterfølgende kastration, frisering og gentrificering. »De er tolerante, fordi det kan betale sig, og ikke fordi det er en pligt,« som aktivister fra det selvstyrende non-profit kulturhus Bolsjefabrikken formulerer deres opfattelse af systemets omklamring. Hos Bolsjefabrikken har man taget konsekvensen af denne grundlæggende skepsis ved at samle penge ind til at købe sig fuldstændig fri af kommune og kapital. Andre grupper, eksempelvis organisationen givrum.nu, er anderledes positive. Her er de midlertidige omstændigheder »sgu bare en præmis«, på hvilken man må realisere sine projekter efter bedste beskub. Og det gør man så i stor stil.

De mange måder at forholde sig til udviklingen på viser noget om mangfoldigheden blandt de mennesker, som både simple journalister og erfarne byforskere kæmper for at rubricere, og som derfor oftest i mangel af bedre benævnes 'alternative miljøer'. Deres store spændvidde og uformelle struktur er på én og samme tid miljøernes styrke og svaghed. De kan opdage og udnytte muligheder i glemte områder før alle andre, men de er, som den canadiske kunstaktivist Tim Jones fortalte i gårsdagens avis, også utroligt sårbare. De opstår over natten, men næste morgen er de måske væk igen, hvis vi ikke passer på dem. Derfor er der også brug for, at miljøerne organiserer sig, om end det er imod deres natur. I disse år har de større lydhørhed end nogensinde tidligere. Den mulighed bør de udnytte, så de ikke bliver kastet rundt af tilfældige politiske og økonomiske vinde.

Virkeligheden drøner af sted. Kommuner og kommercielle kræfter ved, hvad de vil og de har deres strategier på plads. Bolden er derfor hos myriaden af uformelle aktører i de alternative miljøer. De står med en række dilemmaer, der på en måde er klassiske, men som med ét nu igen bliver aktuelle:

Hvordan udnytter man det etablerede samfunds historiske velvilje, samtidig med at man undgår at blive reduceret til eksotisk brug-og-smid-væk-fyld i den fortsatte byudvikling?

Hvordan skaber man alternativer til et samfund, der netop kapitaliserer på anderledeshed?

Vil man overhovedet skabe alternativer? Eller har man det fint nok som kreative brikker og vækstdrivere i et økonomisk system, der i disse år endnu en gang beviser, hvordan det på fascinerende og skræmmende vis formår at inkorporere alt, hvad der minder om oprør, i en vækstdiskurs? Man kan kun håbe, at det lykkes de pulserende alternative miljøer at levere banebrydende og fantastiske svar på disse spørgsmål. For miljøerne rummer enorme samfundsændrende potentialer. Hvis de formår at organisere sig, bide sig fast og insistere på deres kunstneriske og sociale værdi ud over som driver og vækstlag, er der for alvor grund til at være optimist på vegne af fremtidens by.

Serie

Alternativ kultur som vækstmotor

De alternative, kreative miljøer er blevet entreprenører og kommuners nye darling, og de indgår i stigende grad i strategisk byplanlægning for at skabe vækst. Information sætter i de kommende dage fokus på områder og miljøer, der er en del af tendensen.

Seneste artikler

  • Anarkistiske bymiljøer skal have nyt liv nedefra

    23. august 2011
    Siden 80'erne har Tim Jones arbejdet med at skabe liv i forladte bygninger og nedslidte kvarterer. Men sprudlende, kreative lokalmiljøer er ofte svære at skabe og lette at ødelægge
  • Forår på Prags Boulevard

    23. august 2011
    Organisationen givrum.nu vil være forbindelsesled mellem virksomheder, alternative miljøer og kommunale embedsfolk og politikere. Støttet af Realdania vil man skabe kulturelle og sociale aktiviteter i forladte bygninger, og en gammel malingfabrik på Amager er første skridt på vejen
  • Brugerstyring mellem kommune og kapital

    22. august 2011
    Kulturhuset Bolsjefabrikken i Københavns Nordvestkvarter søsætter nu en indsamlingskampagne for at kunne købe de bygninger, der indtil videre kun er til låns. Målet er et at fortsætte det brugerstyrede kulturhus og at undgå kommerciel og kommunal omklamring
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Jeg er tilbøgelig til at give Marie Spliid Clausen ret så langt, at kuns- og kulturlivet som det forekommer i de såkaldt alternative miljøer i de større byer ikke er særligt alternativt, set i forhold til spørgsmål om økonomi, organisationsstrukturer, livsformer osv.

Der udveksles stadig kunstprodukter og atelierkvadratmeter for penge. Der samles stadig meritter til cv'et, med henblik på at få kunstprodukterne udstillet et lidt smartere sted end det alternative næste gang. Det er stadig mændene og den af mænd definerede (ungdoms-)kultur, der dominerer (tjek kønsfordelingen i line-ups på koncertplakater eller kønsfordelingen indenfor den fashionable street art fx). Scenen er stadig styret af de hvide med middelklassebaggrund, som er gode til at skrive ansøgninger på et formfuldendt dansk og begå sig blandt veletablerede kommunalpolitikere, gallerister og koncertarrangører - og jurister for den sags skyld.

Den eksperimentelle hjemmebygning er i det mindste potentielt alternativ i livsformen, organisationsstrukturen og økonomien. Men kun hvis Øko-Ali selv vil det.

Det er i viljen, forskellen er. Sådan ser jeg det. Det handler ikke om økobæredygtighed versus kunst. For de alternative kunst- og kulturmiljøer kunne godt være mere eksperimenterende og reelt alternative end de er. Men så smækker kommunekassen nok i og de private storinvestorer tøver.

Marie Spliid Clausen, Vibeke Nielsen, det er meget simpelt: kunstnere vil altid være dér, hvor nogen vil sikre kunstnernes mulighed for at skabe og overleve. Hvorledes vilkårene, der muliggør dette for kunstneren, iøvrigt er, kommer ham som kunstner ikke ved. Jeg beklager, men ønsket om at spænde kunsten for den ene eller anden vogn kommer der aldrig noget godt ud af.

Brian Pietersen

Når vi nu er ved kunst, så hvad angår musik, har svenskerne altid støttet deres musikere meget mere end vi har gjort i Danmark, kan det mon være årsagen til at de er nået lysår længere end vi??????

Her tænker jeg både offentlig støtte, men også det at danskere "tør" gå ud og høre noget de ikke kender ??

måske kan de fleste arbejdere snart kalde sig exam. art,

fordi:
titer giver man til lønslaver, for at forsøge at narre dem til at tro at:

deres classeinterreser næppe er de samme som de fleste af jordklodens andre lønslaver.

for ellers:

med maks. 30 procent af befolkningen

i den s.k. creative classe, er jo, mindst, de øvrige

halvfjerds procent af befolkningen jo åbenlyst(!)

givet

gode årsager til at slutte sig til til venstre for

socialdemocratismen.

–––––

så vi ser snart en meget(!) rundhåndet

uddeling af akademiske eksamensbeviser og titler

( til så godt som hver ),

som capitalisterne jo nok hellere uddeler til hver,

fordi den slags

( akademiske eksamensbeviser og titler )

alligevel næppe er lige så godt,

som det for de fleste,

bedste ( blandt det mulige ), nemlig:

fællesejet capital,

eller fælleseje.

en evt. "ø" "fristed" i capitalismen,

kan næppe "længe"

lade sig gøre;

sådan evt. "ø", "fristed" må

nødvendigvis også forsøge at afskaffe

capitalismen også udenfor;

ellers kommer capitalismen,

drevet af dens nødvendige behov for at udvide,

rendende på "ø"' en, på "fristedet"

Vibeke Nielsen

@Hakate Kakashi

Når man går ind på hjemmesiden ligner det en helt traditionel forening med formand, vedtægter og cvr-nummer. Ikke noget alternativt eksperimenterende i organisationsstrukturen der, så vidt jeg kan se.

Ikke at jeg skal kloge mig på, om hjemmesiden er skabt for at narre fjenden i Ålborg (eller i kommunen...) og at virkeligheden derude i virkeligheden er helt vildt alternativ også rent strukturelt og økonomisk, idet den på ingen måde ligner et ganske almindeligt brugerstyret kulturhus eller værkstedsfællesskab, som de er flest...

Når man går ind på galleriet ligner det et udstillingssted modelleret efter samme skabelon som offentlige udstillingssteder er det i resten af Danmark, selv om det er privat. Dvs at ansøgere pænt skal levere dokumentation for deres karrierer (CV), udfylde ansøgningsskemaer osv. Det er heller ikke særligt alternativt. Med et CV dokumenterer man, at man er tjekket og har vækstpotentiale - at man har en karriereorienteret livsform og en karriereorienteret tilgang til kunsten.

Bare et par eksempler på, at Marie Spliid Clausen formodentlig har ret et langt stykke henad vejen, også når det gælder Bolsjefabrikken.

Der er sikkert flere.

Men jeg håber da, at jeg tager helt fejl og ser helt galt.