Leder

Exit Gaddafi

23. august 2011

I skrivende stund slås den nu 69-årige tidligere oberst i Libyens væbnede styrker, Muammar Gaddafi, stadig for at bevare sin position som 'vejleder af Libyens Arabiske Jamahiriya' Massernes Stat. Men hans dage, hvis ikke timer, er talte, og det går an at afskrive ham i datid.

Hans eventuelle fremtid i det ny Libyen vil ifølge den britiske premierminister, David Cameron, blive afgjort af libyerne selv in casu formanden for Libyens Nationale Overgangsråd, Mustafa Abdel Jalil. Han var indtil for et halvt år siden Gaddafis justitsminister, nu er han selvbestaltet leder af den brogede oprørskoalition bestående af sekulære liberale, islamister, kommunister, arabiske nationalister og stammefolk.

Jalil og hans provisoriske regering vil, sagde Cameron, få hjælp af FN i arbejdet med at genskabe stabilitet. Nicolas Sarkozy har i Paris bebudet en international konference om Libyen i næste uge, og Anders Fogh Rasmussen har som NATO's generalsekretær lovet, at alliancen vil hjælpe og støtte. Her i Danmark håber udenrigsminister Lene Espersen (K) da hun jo går ind for retsstatens principper at Gaddafi retsforfølges for hans ugerninger mod det libyske folk. Der smedes, mens jernet kun er glødende.

For er håbet og løfterne et reb, der støtter den hængte? Af de vestlige lederes retorik udleder tænksomme arabere i hvert fald, at nu, hvor den store vejleder er væk, vil Vesten vejlede Afrikas største olieproducent. NATO's kampfly, Vestens økonomiske bistand og den politiske anerkendelse af oprørerne vil er logikken betyde vestlig indflydelse i det ny Libyen.

Officielt var NATO-bombardementerne en »beskyttelse af den libyske civilbefolkning«, som det blev skrevet i FN-resolution 1973. Reelt var der tale om militær støtte til de oprørere, der ret hurtigt efter den 15. februar forandrede en fredelig libyske opstand efter Kairo-modellen til en blodig borgerkrig. Spørger man de ovennævnte tænksomme arabere om, hvordan de ser Libyens fremtid, svarer de: »Den er ikke til at få øje på. Der er ingen leder, alle libyere kan samles om, og der synes ikke at være en troværdig plan for en sammenhængende stat efter Gaddafis Jamahiriya, der jo var en opløsning af det libyske statsapparat. De må begynde helt forfra, og kan de det?«

Alle rapporter peger på, at oprørerne langt fra er enige om, hvilket politisk system, der skal afløse Gaddafis bizarre massestat. Og langt fra alle libyere er med på, at Vesten skal bistå med den kommende statsopbygning. Oprørerne i de vestlige bjerge beskrives som hard core-islamister, der ikke køber de vestlige demokratiske værdier, som Abdel Jalil og hans overgangsråd i Benghazi højtideligt har bekendt sig til.

Og vil Abdel Jalil i det hele taget overleve som leder? Det er tvivlsomt, selv om han var en af de første desertører fra regimet i protest mod Gaddafis hårdhændede reaktion på de første fredelige demonstrationer. Ifølge flere arabiske medier vil hardlinerne på oprørssiden ikke vide af hverken Jalil eller andre, der har tjent det nu smuldrende diktatur.

Ser man nærmere på,hvem der har fornøden kompetence til at erstatte 'Den store Vejleder' er det ud over Jalil den fungerede premierminister i oprørernes 'regering', Mahmoud Jibril, en tidligere topembedsmand for planlægning, der i kraft af sine internationale kontakter har fungeret som oprørernes rejsende ambassadør.

Også han er belastet af fortiden og har desuden skaffet sig fjender både i sit eget bagland og internationalt. Topfolk i Gaddafi-regimet, der har taget spurten, efterhånden som det stod klart, at 'Den store Vejleder' ville tabe, vil ikke kunne samle alle libyere, og det kan blive dyrt.

Eksempelvis vil den forhenværende premierminister, Shokri Ghanem, der ligeledes troede, han forlod Gaddafi i tide, næppe heller være et bud som leder, selv om han var primus motor i Libyens liberalisering af olie-økonomien efter den vestlige rehabilitering af Gaddafi for få år siden, der åbnede op for udenlandske inversteringer i oliesektoren. Ghanem vil være et vestligt bud på en regeringschef. Men vil han være libyernes?

Alle disse spørgsmålforbliver ubesvarede en rum tid endnu. Og svarene er ikke givne. Arabiske iagttagere frygter en gentagelse af Irak og Afghanistan, hvor Vestens indsættelse af eksilmarionetter og hård udrensning af tidligere regeringstro topfolk medførte kaos.

I Libyen er der brug for folk fra det gamle regime, hvis landet skal hænge sammen, men modsætningerne er voldsomme og kan føre til langvarig lavblusborgerkrig, hvor stammer, politiske fraktioner og regionale grupperinger østlibyere, vestlibyere, berbere, arabere, islamister, sekulære, etc. etc. vil slås indbyrdes om rovet efter Gaddafi.

I den situation er det letsindigt af Vesten at love for meget en arabisk-afrikansk FN-styrke, som Holger K. Nielsen foreslog i går vil ikke kunne skabe stabilitet. Sagen er nemlig, at selv om Gaddafi er fortid, er fremtiden ikke afklaret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu