Ud, ud, i Guds navn: Ud!

Ukristeligt, så megen splid folkekirken kan rumme. Nu er helvede løs i Kolding. Endda omkring det Herrens hus, der bærer selveste navnet: Kristkirken.

Denne kirkes menighedsråd har denne sommer ansat en præst, der nægter at vie fraskilte. Samme afvisende holdning over for fraskilte nærer i forvejen sognets to andre præster. Dermed er sognets fraskilte, der igen vil prøve lykken ved kirkealteret, henvist til at drage udensogns med deres udkårne eller få hentet en giftevillig prædikant ind udefra.

Fundamentalismen i Kolding har vakt vrede i moderne tænkende kirkekredse landet over. Til bt.dk siger sognepræst ved Christians Kirken i København, Flemming Pless:

»Det er plagsomt nok at blive skilt, og når folk allerede har fået den røvfuld, så synes jeg bestemt ikke, der er grund til at plage dem mere ved at nægte dem at blive viet igen. Det handler om at klæde folk på til at komme videre i livet.«

Der er det krydrede i forløbet ved ansættelsen af den tredje nægterpræst ved Kristkirken, at både provsten og biskoppen hele tre gange bønfaldt menighedsrådet om at vise tålsomhed og ansætte en præst, der vil vie fraskilte.

Bønnerne faldt på stenet grund. Menighedsrådet er solidt i Indre Missions vold. Så solidt, at ansættelsen af den tredje missionske præst var enstemmig. Havde bare ét af medlemmerne stemt for en ikke-missionær, kunne biskoppen under henvisning til 'folkekirkens bredde' have indstillet, at Kirkeministeriet ansatte mindretallets kandidat. Sådan bliver folkekirkens forkyndelse normalt afbalanceret, når trosretningerne står over for hinanden. Men i Kristkirken står ingen anden tro end den missionske.

Nærmest djævelsk er det, at Kristkirken i virkeligheden er besat af udensogns kræfter. Flertallet af menighedsrådets medlemmer er hjemhørende i andre sogne. De har imidlertid opnået valgret og valgbarhed til Kristkirken ved at løse sognebånd til en af Kristkirkens præster. En mulighed, som er en af de mange finurligheder i den danske folkekirkes kuriositetskabinet. Hvorved de ihærdige altså kan skabe sig en højborg for deres tros udbredelse: Den standhaftigt forkyndende præst trækker båndløsere til; båndløserne sætter sig på menighedsrådet og ansætter flere af præstens slags. Uanset hvad sognets egne folkekirkemedlemmer måtte foretrække.

Bør man bekymre sig over ensretningen af Koldings Kristkirke? Bestemt ikke, mener formanden for Indre Mission, Hans Ole Bækgaard. Til Ritzau siger han:

»Hvad med alle de mange hundrede sogne, hvor Indre Mission ikke er repræsenteret i menighedsrådet? Er det så også udemokratisk, når det i mange tilfælde er Indre Missions bagland, der sidder på kirkebænkene søndag efter søndag? Men når det kommer til menighedsrådet og dermed også valg af præster, så har de faste kirkegængere ikke noget at skulle have sagt. Det, synes jeg også, kan virke udemokratisk.«

Her ser ypperstemissionæren bort fra, at også de faste kirkegængere har stemmeretten ved menighedsrådsvalg. Han må mene, at de fortjener ekstra stemmer som tak for deres anskueliggjorte fromhed. En slags englestemmer.

Kvababbelser over præsternes afvisning af fraskilte møder ikke forståelse hos Præsteforeningens formand, sognepræst Per Buchholdt Andreasen fra Viborg. Han siger til DR Midt & Vest:

»Hvis man har den fornemmelse, at det er en lille snæver gruppe med et bestemt kirkesyn, der sidder på den lokale folkekirke, så må folk jo bare komme op af stolene og blive valgt ind i menighedsrådene.«

Biskoppen over Kristkirken, Haderslev Stifts Niels Henrik Arendt vil rykke lidt nærmere ondets rod. Han siger til Kristeligt Dagblad:

»I forhold til den konkrete sag må man sige, at menighedsrådet ikke er repræsentativt for sognet, simpelthen fordi flertallet af menighedsrådsmedlemmer ikke bor i sognet.«

Biskop Arendt vil fjerne valgret og valgbarhed for sognebåndsløsere. Et forslag, som flere af Folketingets partier har ytret sympati for.

Ondets rod kunne man gribe direkte om ved at spørge de præster, der afviser fraskilte:

'Hvad fanden er meningen? Med hvilken ret afviser I mennesker, der har været i kval? Skilsmissen kan de fraskilte tilmed være uden ansvar for. Den kan være fremkaldt af ægtefællens misbrug eller utroskab. Uanset hvad: I dagens Danmark er man ikke paria, fordi man har måttet opløse sit ægteskab. I er sognepræster, aflønnet af det danske samfund. Hvis I har anfægtelser ved at følge dette samfunds værdier, fint, så følg jeres overbevisning. Vis, I mener det. Opsig jeres stilling. Sig farvel til den lune præstegård og den trygge statspension. Opret jeres egen kirke, hvis I vil. Men frem for alt: Ud skal I, ud af det nutidige danske folkefællesskab, som folkekirken gerne skulle være. Hum jer!'