Leder

Kulturvalget

Debat
1. september 2011

Så kom spørgsmålet: Hvorfor fylder kultur så lidt i valgkampen? Når nu kultur fylder så meget i folks hverdag, hvorfor spiller den aldrig rigtig nogen rolle, når det kommer til folketingsvalget? Den klagesang har man hørt før ved tidligere valg. Men i virkeligheden er det ikke sandt, at kultur aldrig fylder noget i valgkampen.

Da den borgerlige regering anført af Anders Fogh Rasmussen (V) kom til magten i 2001, var det i høj grad båret af et nyt kultursyn og efterfølgende kulturpolitik. Resultatet heraf har man nu i 10 år været vidne til med et opgør og afsked med kulturradikalismen og en ny dansk national selvbevidsthed.

Men det er sandt, at kulturpolitik i denne valgkamp endnu ikke har spillet nogen rolle. Det skyldes især, at oppositionen, som gerne vil til magten, endnu ikke har formået at formulere et nyt kultursyn for Danmark. Og forudsætningen for at nogen lytter, er at man har noget nyt at sige.

Der er ellers nok at tage fat i. Det er eksempelvis bemærkelsesværdigt, at til trods for at Kulturministeriet blev oprettet for 50 år siden med det klare formål, at kulturstøtten skulle være et demokratisk projekt og bredes ud til hele folket, så har den aldrig været mere ulige fordelt. En ny undersøgelse foretaget af Megafon viser det, vi har vidst i mange år: Nemlig at de højtuddannede og vellønnede løber med størstedelen af kulturstøtten. Kulturstøtten går især til gamle og traditionsrige institutioner fremfor til det nye og det såkaldte vækstlag. Der er over­raskende nok stor folkelig opbakning til den nuværende kulturstøtte. Kun 28 procent ønsker enten at nedsætte eller afskaffe kulturstøtten, mens hele 60 procent mener, at kulturstøtten skal være på niveau med eller højere end i dag.

Men ikke desto mindre kunne denne historiske ulighed for Social­demokraterne, der har stået for et demokratisk kunst- og kultursyn samt arbejdet for folkeoplysning i generationer, være afsæt for at formulere et nyt kultursyn.

Problemet er, at Socialdemokraterne godt nok har en kulturpolitik, som er formuleret i det meget omfattende og detaljerede program Kultur er velfærd fra 2007, men ikke længere et egentlig kultursyn til at bære den frem. Deres kulturpolitik kan sammenfattes cirka således: Den nuværende kulturpolitik plus lidt ekstra og så lidt midler til at styrke det lokale kulturliv ude i landet. Det er en kulturpolitik på det eksisterendes præmisser, ja nærmest konservativ. Det er sådan set fint nok, men så kan man lige så godt melde det klart ud: ’Kære borgere, vi har ikke noget nyt at sige, men kører bare videre som hidtil.’

Anderledes forholdt det sig, da den borgerlige regering trådte til. Her havde den konservative kulturminister Brian Mikkelsen i ledtog med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) succes med at formulere et kultursyn med ideologisk overbygning. Det hed kulturkampen og bestod i – ud fra et nationalkonservativt verdenssyn – at formulere et nyt syn på, hvad kulturen kunne og skulle. Heraf fulgte opgør med smagsdommeri og de kulturradikales magt, kulturkanonen, der gik dybt ind i undervisningsområdet, kulturarvsbevaring og mere fri adgang til vores kulturarv. Pludselig blev det efter 2001 klart for enhver i dette land, hvad kultur var. Og vennerne i Dansk Folkeparti var dygtigst til at udnytte det nye momentum og lykkedes med at tage patent på dansk kultur og gøre det til naturlig del af deres politik.

Socialdemokraterne har ikke noget modsvar på dette, og de har heller ikke formået at vinde dansk kultur tilbage som del af et større ideologisk projekt. De har et detaljeret program for, hvad de vil kulturpolitisk, men uden at ville noget nyt. De vil alt og dermed intet. De er fanget mellem at ville bevare det nuværende udemokratiske kultursyn og så ville en lille smule fornyelse. De vil flytte rundt på lidt midler, men på ingen måde ændre den kulturpolitik, der føres her i landet. De hverken formår at kritisere det nuværende eller at formulere et alternativ. Det er den rene forskelsløshed, som ikke kan formuleres i en ny politik.

Tiden rinder ud. Der er kun nogle få uger tilbage til at formulere et nyt kultursyn og en politik, som både er progressiv og forholder sig kritisk til det nuværende kulturstøttesystem. Et nyt kultursyn, som samtidig er forankret i traditionel dansk socialdemokratisk tænkning og i et internationalt udsyn og sans for broderskabet, som jo også er del af ideologien.

I stedet for den nationalkonservative borger, som den borgerlige regering brugte som motor for deres kultursyn, kunne man eksempelvis anbefale at bruge verdensborgeren som grund­stenen i et nyt socialdemokratisk projekt. Den borger, som stolt værner om dansk tradition og kultur, men har et ligeså solidt anker i verden omkring sig og ikke påstår, at det danske har nogen kulturel overlegenhed. Det kan sagtens bære et kultursyn og formuleres som konkret politik. Det er bare med at komme i gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En ny kulturpolitik?

Jeg kan ikke være uenig med Peter Nielsen i den enkle påstand, at venstrefløjen og ikke mindst socialdemokraterne i mange år har været passive på kulturpolitikken. Derfor er det ganske logisk, at kultur ikke føres i front i valgkampen. Men det er ærgerligt, at det forholder sig sådan. En ny regering risikerer at komme til at forvalte den forriges politik.

Men behøver man at opfinde en sprit-ny kulturpolitik? Og behøver man at gøre den 'populistisk'? I min optik er svaret på nationalkonservatismen ikke en rekonstrueret 'arbejderkultur', men en fornyelse af kulturradikalismen.

Ikke den institutionaliserede, som mange blev vrede over og identificerede med 'smagsdommere' i Foghs betydning, men den oprindelige fra Brandes til PH, der satte en ære i at sætte problemer under debat.

Og jo, så har jeg heller ikke noget imod, at staten støtter den del af kulturlivet, der er vigtig, men ikke kan klare sig på kommercielle vilkår.

buster björkman

En vigtig forskel på VK og S kulturpolitik er om ”UNESCOs konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed” Ratificeret i 2007,bliver overholdt. Vil man monokultur eller multikultur. Læs min artikel ”Den danske kulturs tabte tredjedel”
http://busterid.blogspot.com/2011/06/den-danske-kulturs-tabte-tredjedel....

Mogens Jensen kulturpolitisk ordfører for Socialdemokratiet tager kulturen alvorligt. Endda i den grad at selv tør skabe den.

http://www.youtube.com/watch?v=zXPwk5V0GJs&feature=channel_video_title

Det er stor kunst!

Der var faktisk et godt, vellykket projekt, som Rune Lykkeberg har redegjort for i sin "Kampen om sandhederne" - nemlig den udbredte oplysning og formidling af kulturen bredt set, som det foregik i 60erne, 70erne og begyndelsen af 80erne.
Danmark er i dag det eneste land, jeg kender, hvor man afstår fra at transmittere teater-, opera- og balletforestillinger fra de teatre, vi alle er med til at støtte. Vi er det eneste land, der ikke tager kulturel debat alvorligt i fjernsynet (radioen er blevet bedre de seneste år), når det kommer til litteratur og kunst iøvrigt. Før vi laver om på det, vil størstedelen af den danske befolkning hænge fast i den mangel på social mobilitet, der i mere end en menneskealder har kendetegnet det danske samfund, hvor man ikke forstår nødvendigheden af den frihed, som indsigt og frisættende tænkning giver den brede befolkning.

Public Service

Kulturpolitik handler naturligvis om meget andet end den offentligt subventionerede kultur, således som den kommer til udtryk i uddannelsessystemet, teater, musik, museer og public service kanaler. Skal en ny regering, der genopliver den gamle alliance mellem radikalismen og socialismen, have nogen varig vægt, må den - som Fogh - sætte ind på alle fronter, men - i modsætning til Fogh - ikke gøre det ved hårdhændet ensretning.

En ny kulturpolitik må være åben og mangfoldig - gerne understøttet af markedet, men ikke styret af det. Den må være radikal ved at tillade og opmuntre til æstetisk nytænkende kunst; den må være socialistisk ved at tillade og opmuntre til en kunst med en samfundskritisk kant.

Et første skridt kunne være: at udfordre det nye flertals partier ved at afkræve dem de kulturpolitiske målsætninger, de i øjeblikket enten ikke har tænkt over eller ønsket at diskutere offentligt.

Et andet skridt kunne være: at udfordre offentligt finansierede institutioner (folkeskole, universitet, museer etc.) ved at afkræve dem de kulturpolitiske målsætninger, de efter ti års borgerlig ensretning ikke har turdet diskutere offentligt af frygt for pengepungen.

Et tredie skridt kunne være: at udfordre de offentligt finansierede massemedier (DR og TV2) ved at kræve, at deres public service tages alvorligt. Kast et blik på dagens TV-oversigt! En simpel optælling af ordet 'amerikansk' fortæller næsten alt. Mange års kulturindustrielt regime viser sig i, at vi overdænges med underholdning, der måske er et svar på USAs behov, men ikke vores, med mindre vi konsekvent sigter mod at blive et spejl af USA.

Kulturradikalismen

Hvis man skematisk inddeler samfundet i adskilte klasser, der har hver deres særlige kultur, så bliver kulturpolitik automatisk en klassekamp.

Så bliver kulturpolitik på den ene side en favorisering af en herskende klasses kulturelle selvforståelse og/eller en ideologisk indoktrinering af samfundsgrupper, der er vigtige for den herskende klasse, men ikke objektivt deler interesser med den herskende klasser.

I virkelighedens verden forholdet det sig anderledes. Mange af radikalismens og socialismens førende teoretikere – ja faktisk de fleste – er klare eksempler på, at man ikke behøver at være et talerør for sin egen, medfødte klasses interesser.

Det ER muligt at tænke kultur som et kollektivt, solidarisk anliggende på tværs af privatøkonomiske interesser. Det gælder begge veje. Eliten må forstå, at folkelig kultur er 'ægte' på sine egne præmisser, lige som den folkelige kultur må respektere elitens 'kvalifikationskrav' inden for andre kulturelle medier.

Er det svært forståeligt? Hvis vi tager sporten som eksempel, skal vores politik så være at undgå 'eliten'? Hvis vi taler om uddannelsessystemet, er det så ligegyldigt, om eleverne og de studerende når et højt niveau? Tager vi hospitalssektoren i betragtning, er det så et ideal at være ukvalificeret? Mange af de store underholdningsudsendelser på TV handler om, hvem der er bedst til et eller andet.

Hvorfor skulle vores kultur kræve mindre respekt og krav til kvalitet?

Der kan være mange meninger om 'kvalitet', men ærligt talt: Er det et spørgsmål om en meningsmåling eller om en vurdering, foretaget af erfarne 'smagsdommere, der efterfølgende må stå til regnskab i medierne'?