Leder

Rette ægtefolk

9. august 2011

Fy, fy, skamme. Den københavnske borgerrepræsentant Lars Aslan Rasmussen (S) er blevet kaldt til orden. Hans forseelse er, at han som kommunal giftefoged erklærer to netop sammensvejsede af samme køn for »ægtefolk«. Og det må han ikke. For derved overtræder han Justitsministeriets cirkulære om indgåelse af ægteskab.

Dette cirkulære foreskriver nemlig nøjagtigt, hvad en giftefoged må sige under sin embedshandling.

Alvorsfuldt hedder det i cirkulærets § 13:

»Under indgåelse af registreret partnerskab spørger den, der forestår indgåelse efter at have fastslået parternes identitet: 'Da De over for mig har oplyst, at De ønsker at indgå registreret partnerskab med hinanden, spørger jeg, om De AA (part 1's fulde navn) vil indgå registreret partnerskab med BB (part 2's fulde navn)?' Når part 1 har svaret ja, spørges part 2: 'På samme måde spørger jeg Dem BB (part 2's fulde navn) om De vil indgå registreret partnerskab med AA (part 1's fulde navn?) Når part 2 har svaret ja, udtaler den, der forestår indgåelsen: 'Efter at De nu har erklæret at ville indgå registreret partnerskab med hinanden, forkynder jeg dem herved at være registrerede partnere.'«

Den brøde, som Lars Aslan Rasmussen begår, er, at han forkynder de registrerede »herved at være ægtefolk« en formulering, som han henter fra vielsesritualet for heteroseksuelle. Han oplyser, at han forinden sit cirkulærebrud sikrer sig de registreredes indforståelse.

Og man må medgive, at det med at forkynde nogen »herved at være registrerede partnere« snarere lyder, som om de netop har oprettet et revisionsfirma sammen. Eller noget andet gustent.

Det er embedsfolk i den kommunale forvaltning, der har truet Aslan Rasmussen med, at hans varmere sprogbrug kan få Justitsministeriet til at fratage ham bestallingen som giftefoged. Her vil denne avis for en gangs skyld gerne tro noget pænt om Justitsministeriet. Så småligt kan ministeriet umuligt være. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik L Nielsen

Jeg håber Information har ret. Men jeg har min tvivl. Hele sagen ville være til grin, hvis ikke det var for den diskriminering der lægger bag.

Mikael Hertig

Det pernitne består ikke i ritualet, men i lovgivningen bag, for sondringen mellem ægteskab og registreret partnerskab er den bagved liggende årsag til reglerne, efter hvilke de rigtige ord skal komme ud af giftefogedens mund i den rigtige rækkefølge.
Det er folketinget, der bør hjemle fuld ligestilling, så ægteskab og ægtefolk indgås af to mennesker som par uanset køn. Den nuværende ordning er uægte.

Heinrich R. Jørgensen

Lars Aslan Rasmussen gør præcis det han ofte anklager andre giftefogeder for. At lade hånt om gældende love og regler.

At tilpasse sin forvaltning af embedet så de svarer bedre til sine personlige ideologisk/religiøse normer, kan umuligt være i orden, når det (som her) medfører at love og regler krænkes.

Når borgere bevidst vælger at indgå par-tnerskab -- ægte eller uægte iflg. det herskende og lovgivende klerikrati -- hos en af folkestyrets ypperstepræster (der sværger til love, retsstat, jura og fravær af mystik) fortjener de at modtage netop det, leveret på værdig vis og i overensstemmelse med det erklære værdigrundlag.

Arslan kan melde sig som mullah i den lokale overtrosbutik, hvis han føler trang til at give den gas som ceremonimester. Altså i det omfang det er i overensstemmelse med gældende love og regler.

lars rosholm tørresø

Ja ja h. r. jørgensen jeg seer det - RET SKAL VÆRE RET- men hold op hvor er det kedeligt ALTID at være så . . . retskaffen og kedelig

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

mit ærinde var ikke at give en opvisning i højbornet lydighedsparoler og tørvetrilleri, men at påpege Lars Aslan Rasmussens dobbelte standarder.

Han er notorisk hurtig til at fare op hver gang han mener at muslimer fifler med spillereglerne -- herunder i rollen som ægteskabsbeseglere.