Leder

Undskyld

Mediestrategien smuldrer, og Murdoch må sande, at de venskaber, han har sikret sig, hviler på et tyndt grundlag
Debat
18. august 2011

Far og søn Murdoch har tydeligvis læst håndbogen i krisekommunikation. På første side står der: Sig undskyld. Og det gjorde de i News International, da nyheden om omfattende telefonhacking foretaget af en af mediekoncernens tabloidaviser News of the World brød ud. De sagde ikke bare undskyld. De lukkede avisen.

Men i denne uge kom nye oplysninger frem, der endnu engang betvivler News Internationals påstand om, at der skulle være tale om nogle få brodne kar. Avisens tidligere hofreporter Clive Goodman, der er dømt for telefonhacking, påstår allerede i 2007 i et brev at have orienteret ledelsen i News International om, at telefonhacking ofte blev diskuteret på redaktionsmøder, og at forhenværende redaktør Andy Coulson havde lovet, at Goodman kunne beholde sit job, hvis ikke han implicerede andre af bladets medarbejdere i telefonhackingsagen imod ham. Så selv om mediemogulen Murdoch gjorde alt det rigtige, da sagen begyndte at rulle, så har han heldigvis ikke formået at lægge låg på alt det forkerte, der er foregået.

Murdoch har ellers baseret hele sin virksomhed på at bruge og bearbejde medierne til egen fordel. I 1997 vendte en anden News International tabloidavis nemlig The Sun på en tallerken og støttede pludselig New Labour i stedet for de konservative. 'The Sun backs Blair' stod der på forsiden af avisen, der læses af flere millioner britter hver dag. En manøvre, der skulle sikre Murdoch velvilje hos den kommende premierminister.

Og sådan har The Sun og News of the World skiftet politisk standpunkt, alt efter hvem der stod til at flytte ind i Downing Street. Men sagen om News of the Worlds telefonhacking bekræfter, at misbrugte ofte bliver misbrugere selv. Murdochs metoder har korrumperet hele systemet. Mediestrategien smuldrer, og Murdoch må sande, at de venskaber, han har sikret sig, hviler på et tyndt grundlag. Det er begrænset, hvor længe den slags venner har lyst til at stå ved siden af ham, mens han siger undskyld. For det begynder at se dumt ud. Og de har fået medietræning af den bedste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interessant synspunkt.

Dey ville vaere endnu mere interessant, hvis nogle danske medier turde saette lys paa mediernes magt i Danmark. Den er ikke lille!