Glædesbudskabet om Pia Kjærsgaards marginaliserede position i dansk politik er allerede spredt langt ud over Danmarks grænser.
For hele Europa blev Pia Kjærsgaards ubrydelige samarbejde med Anders Fogh Rasmussen et symbol på, at den yderste højrefløj ikke nødvendigvis må nøjes med at råbe op om deres foragt for udlændinge. Nu kunne holdningerne pludselig omsættes til realpolitik i form af pointsystemer, 24- års-regel og udsmidning af kriminelle udlændinge på røv og albuer.
Derfor var Dansk Folkeparti i 00'erne forbillede for højrepopulisterne Jörg Haider i Østrig og Geert Wilders i Holland, og derfor samler de internationale mediers interesse sig nu om fortællingen om Dansk Folkepartis uomgængelige forfald.
Derom rapportererbåde franske Le Monde, tyske Die Ziet og britiske The Guardian, der betegner Dansk Folkeparti ”det vel nok mest indflydelsesrige højrepopulistiske parti i Europa”.
Den anerkendte amerikanske avis The Christian Science Monitor mener ligefrem, at Dansk Folkepartis isolation i dansk politik vil trække spor igennem Europa. Pia Kjærsgaard bar højrepopulismen ind som realpolitisk faktor i Europa. Nu må hun også selv som den første bære den ud igen.
Om det sker, er endnu for tidligt at fastslå, men for alle, der har græmmet sig over det søle, dansk udlændingepolitik har trukket os igennem internationalt, synes folketingsvalget 2011 at markere et skift. Eller gør det?
Spørgsmålet er nemlig, om Dansk Folkepartis politik i virkeligheden står og falder med Dansk Folkepartis indflydelse. Ligegyldig hvilken regering Danmark får, vil de grundlæggende tanker i Dansk Folkepartis udlændingepolitik fortsat gælde.
Socialdemokraterne og SF har for længst overtaget en borgerlig udlændingepolitik, de borgerlige selv har forladt. 24-års-reglen skærer således i Lars Løkke Rasmussens ”liberale hjerte”, og den skal ikke bevares for evigt, lod oppositionens nye leder forstå i valgkampens sidste fase. Så i dag står Helle Thorning-Schmidt sammen med Pia Kjærsgaard som den stærkeste fortaler for selve symbolet på 10 års skandaløs udlændingepolitik.
Villy Søvndal er efter nogen vaklen i egne standpunkter endt med at garantere vælgerne, at han i fire år vil kæmpe for den 24-års-reglen, han selv og størstedelen af hans parti er imod. Måske er det denne opportunisme, Villy Søvndal betalte prisen for ved torsdagen valg. Danskerne vil have politikere, der mener, hvad de siger. De vil tilsyneladende ikke have politikere, der siger, hvad de mener, vælgerne helst vil høre.
Hvis en ny regering vil lave et reelt opgør med 10 års udlændingepolitik, kunne den passende starte med en nedrivning af Integrationsministeriet. Det var Anders Fogh Rasmussen, der udtænkte og opførte ministeriet i Holbergsgade i København i 2001 med det formål at eksekvere den nye hårde udlændingepolitik. Med den ene hånd skulle ministeriet holde så mange som muligt ude af landet. Med den anden hånd skulle det integrere udlændinge i det danske samfund. De to hensyn har for længst vist sig uforenelige, ikke mindst fordi det blev et selvstændigt mål at finde på nye måder at udvise dem på, der engang var udlændinge. Ministeriet har de seneste år været præget af retsløse tilstande. Det så vi i sagen om de statsløse unge, hvor Lars Løkke Rasmussen måtte fyre Birthe Rønn Hornbech, fordi hun overhørte gentagne advarsler om ministeriets ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse unge. Det er denne kultur, der bør gøres op med. Lad os håbe, at en ny regering tager fat på det arbejde.
En ny regering må også hurtigst muligt få sløjfet pointsystemet og lempet green card-ordningen, så Danmark igen kan blive et attraktivt land for nødvendig udenlandsk arbejdskraft. Og på Helle Thorning-Schmidts plan for de første 100 dage må også stå en annullering af Dansk Folkepartis sidste aftryk på dansk politik: den tossede grænseaftale, der i Europa er blevet symbolet på alt det, Danmark ikke skal kendes på: lukkethed, intolerance og fremmedfrygt.
Dansk Folkepartis foragtfor udlændinge hænger snævert sammen med partiets angst for globaliseringen. Eller som den tyske ugeavis Die Zeit noterer, så har Dansk Folkeparti og udlændingepolitikken ”forandret det engang så skandinavisk-tolerante Danmark” til en ”xenofobisk grænsekontrolpost”.
Det er måske nok at sætte den på spidsen, men symbolsk er det, at den foreløbige afslutning på Dansk Folkepartis epoke i dansk politik kan føre os over i det globale fællesskab, der er den eneste vej ud af den økonomiske krise. Den kan vi ikke selv fikse, selv om politikerne har forsøgt at foregøgle vælgerne det med alle 2020-planerne.
Danmark må igen åbne sig mod omverdenen i stedet for at møde den med mistro, pointsystemer og 24-års-regler. Det bliver en hovedopgave for en ny regering, og denne åbning til verden står Dansk Folkeparti nu ikke længere i vejen for.
Jeg er enig i lederens hovedtrend, men jeg har lyst til at kommentere bemærkningerne om økonomien – som minder om hvad Christian Jensen ellers har skrevet om økonomi.
Nødvendigheden af udenlandsk arbejdskraft er i mine øjne en gang sludder. Vi har omkring 7% arbejdsløshed ifølge Arbejdskraftundersøgelsen, og de ledige fordeler sig, så vidt jeg ved, over en bred vifte af erhverv.
Den internationale økonomiske krise kan ikke løses af Danmark alene, men vi må gå ud fra at vi kan løse vores egen krise hvis vi vil. Det er dumt at kaste håndklædet i ringen og sige: "Det kan ikke lade sig gøre". Der er mange mulige måder økonomien kan indrettes på, og vi skal holde op med at lytte til den fantasiforladte, konservative økonomiske ekspertise, der har et stort ansvar for at økonomien er blevet kvalt i opblæste formuer og opblæst gæld. Efter det store sammenbrud i 1929 tog man også et opgør med de konservative økonomer.
Et vigtigt spørgsmål er hvori krisen består. Der er flere kriser i krisen. Aktieejere, eksportører, gældsplagede boligejere, nyuddannede der ikke kan få arbejde, og familier på starthjælp har vidt forskellige oplevelser af krisens karakter, og krisen har udløst en benhård kamp om de knappe ressourcer. Vi kan ikke løse alle kriserne. Hvis vi vil reducere gælden, må vi også reducere formuerne, for de er sider af samme sag.
Efter anden verdenskrig havde USA kolossale formuer, og amerikanerne var rede til at slippe formuerne løs. De gav Marshallhjælp og militærhjælp og investerede ivrigt i resten af verden, og det holdt verden i gang i et fantastisk opsving, der varede til amerikanerne i 1971 ikke havde flere penge til rådighed og måtte opgive dollarens guldindløselighed. I samme periode begyndte olielandene at ophobe enorme mængder af petrodollars, der blev recirkuleret gennem udlån. I dag er det ikke mindst Japan, Kina, Tyskland, Schweiz og formentlig også en stribe olielande der har ophobet store formuer. Det ville være fedt om de slap formuerne løs – eller holdt op med at eksportere så meget.
Vi har den samme problematik i Danmark. Der er nogle der har store nettoformuer, og nogle der har stor nettogæld. Det ville være en god idé at slippe formuerne løs. Og hvis ikke vi kan eksportere så meget pga. den internationale økonomiske krise, kan vi også finde veje til at leve med mindre eksport. Hvis de andre EU-lande vil fortsætte i det sædvanlige sløve tempo, kan vi frigøre os fra euroen.
»Den hensygnende euro er en del af en større krise. Vort kapitalistiske system er nær nedsmeltning,« skrev den indflydelsesrige britiske kommentator, tidligere chefredaktør for The Observer, Will Hutton, i går.
http://www.information.dk/279579
Villig Søvndals aura af forgangen Poul Schlütter: Parfymehandler og hønserøv tiltager forurenende.
Håber han får røven på komedie i sit bagland!
Jeg kan ikke se noget specielt behov for åbenhed, det er ikke specielt nødvendigt at få flere udlændinge til landet, det er blot den rabiate lukkethed man skal vægre sig for, og den ækle behandling af mange udlændinge som allerede er i landet, og som bidrager til samfundet, eller som med minimal imødekommenhed ville kunne gøre det.
Og hvad skete der så med den 24 års regel nu hvor de har siddet på magten i 1,5 år? Det her samfund brænder og politikerne er så pisse svage og ryggradsløse at det er til at kaste op over.
Ak Ja, det var bare noget de sagde. Nu er håbet dræbt.