Leder

Enhedslisten: mellem frisk pust og sur em

Uanset sammenbrud for både Sovjet-kommunismen og den destruktive europæiske venstrefløjsyderlighed i 1970'erne er mindelserne om deres ordindpakninger ubehageligt tydelige i Enhedslistens principprogram
14. september 2011

Overraskende gevinster er kommet af den nære S-SF-alliance om at sikre sig regeringsmagten. Nemlig stærk fremgang til de to andre partier i oppositionen: Radikale Venstre og Enhedslisten.

Enhedslisten ser ud til selv at være overrumplet. Listen bruger den topstyrede partiopstilling af kandidater til folketingsvalget – en styring, der er tæt på at gøre personlig stemmeafgivning betydningsløs. Derfor har Enhedslisten længe inden valget på torsdag været i stand til på sin hjemmeside at oplyse »de kandidater, som har chance for at blive valgt«. Hjemmesiden oplister i alt 12 navne. At det tænkeligt kan ende med 13 eller flere, har ligget uden for Enhedslistens forestilling.

Og det var måske heller ikke blevet lige de 12, Enhedslisten ville vælge at sætte direkte ind i den høje lovgivende forsamling. Man konstaterer blandt de 12 en markant gruppedeling: fire skarpe unge kvinder med afsæt i uddannelsessystemet. Otte alderstegne mænd med forankring ganske langt bagud i fagforeningsaktivitet på den ydre venstrefløj. En brudflade anes.

Brud findes også i Enhedslistens officielle programmer. I partiets officielle 'valgudspil' er meget, der ligesom Johanne Schmidt-Nielsens frimodige førerskab kan virke som et frisk pust. F.eks. opgøret: »Pointsystemer, gebyrer og grænsebomme er triste mindesmærker for et borgerligt tiår.«

Eller: »Flere voksne i børnehaverne. Færre elever i klasserne. Lige adgang til sundhed i hele Danmark.« Eller: »En havvindmøllepark om året. Væk med farlig kemi i vore omgivelser.«

Pengene skal hentes ved bl.a.: »Tilbagerulning af skattelettelser til de 10 procent rigeste. Mere skat på nordsø-olien. Aktieomsætningsafgift. Afskaffelse af fradrag for sundhedsforsikringer. Genindførelse af formueskat. Højere arveafgift. Øget skat fra multinationale selskaber.«

Hep, hep, Johanne, lad os køre! Hvad venter vi på? Nåe ja, så er der også det, at Enhedslisten ikke bare vil have Danmark ud af NATO, men også »en opløsning af EU« og »et brud med EU's indre marked«. Det er måske lige vidtgående nok for dem, der gerne vil have et frisk pust fra venstre side i nakken på Thorning, Søvndal & Vestager.

Kamp for at svejse brudflader er en del af Enhedlistens historie. Listen blev dannet i 1989 som en sammenstøbning af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Siden blev Kommunistisk Arbejderparti (KAP) indsplejset.

I den officielle partihistorie står: »Enhedslisten var fra starten et svært projekt. Denne politiske sammensvejsning skyldtes ikke kærlighed ved første blik. Førhen havde man stemplet hinanden henholdsvis stalinister og venstreekstremister.«

Siden er nye brudflader kommet til. Balladen om opstilling af den muslimsk-fundamentalistisk lænende Asmaa Abdol-Hamid kunne ved valget i 2007 have knækket partiet ud af Folketinget, hvis ikke Johanne Schmidt- Nielsen åndsnærværende havde gebærdet sig i TV2's afslutningsdebat.

Overraskelser for dem, der overvejer en frisk stemme på Enhedslisten, kan være at finde i Enhedslistens principprogram. Det er fra 2003-04, men ligger stadig fast, har Johanne Schmidt-Nielsen fremhævet over for denne avis.

Her er sætningsprøver: »Forudsætningen for politiske resultater er massive udenomsparlamentariske mobiliseringer.«

»Ingen klassekamp uden kvindekamp ingen kvindekamp uden klassekamp.« »En socialisme, der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund.« »Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder og vil blive drevet og videreudviklet på basis af et arbejdspladsdemokrati i samspil med de politiske organer, der fastlægger de økonomiske mål og rammer.«

Der er også krav om: »At erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede.«

Principprogrammet byder således på marxistisk program og parole med sur em fra 1930'erne, 1940'erne og især 1970'erne, hvor de tunge mænd blandt de øverste 12 kandidater var i tidlig fagligt-politisk vigør.

Gyseligt gammelkendte vil nogle finde principprogrammets formuleringer. Det må gøre ondt på Enhedslistens overlevende DKP'ere, at teksten samtidig nedgør »lande, der fremstod som parodier på socialismen«, men nu »er brudt sammen«.

Uanset sammenbrud for både Sovjet-kommunismen og den destruktive europæiske venstrefløjsyderlighed i 1970'erne er mindelserne om deres ordindpakninger ubehageligt tydelige.

Det kan man vælge at blæse på. Og antage, at det principprogram mener Enhedslisten ikke. Og at det kun er listens indre spændinger, der hindrer den i at modernisere det. Tilbage står, at der er noget demokratisk spøjst i at kaste sin stemme på et parti i fortrøstning om, at det ikke vil arbejde for at virkeliggøre sit principprogram.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder

Hvad det kan føre til ses her, i den medarbejderejede virksomhed Unimerco:

En helt særlig medarbejderkultur har været medvirkende til, at værktøjskoncernen Unimerco i dag er toptrimmet og på vej videre ud i verden. Et par hundreder af de ansatte bliver i dag millionærer.

Unimerco er en type virksomhed der lever af medarbejdernes iderigdom og samarbejde, og 'merarbejdet' blev opsamlet i virksomheden til fælles bedste...

...om det så var en god ide at sælge aktivt guld for matadordollars det er en anden sag.

Tom W. Petersen

Det er da klart, at et sådant program kan gøre Berlingske, Jyllandsposten og minsandten altså også Information noget forskrækkede.
Hvad jeg hæfter mig ved og glæder mig over er partiprogrammets undsigelse af den såkaldte virkeliggjorte socialisme ovre østpå. Et farvel til al "gammelkommunisme".

Poul Eck Sørensen

I forbindelse med finanskrisen blev gamle Karl Marx støvet af i England, men på information lever nogle åbenbart i de kolde krigs snævre begrebsverden.
Det er da lige før man bør overveje en anden avis, det kan da blive for primitivt.

Martin Bæksgaard Jakobsen

Dejligt at se, at jeg ikke er den eneste læser, der undres over Rehlings vinkling af denne 'historie'.

Ang. statens opkøb af virksomheder, så er det jo noget større virksomheder selv bedriver til overflod - det er endda en hjørnesten i Microsoft's forretningskultur. Og et hvert IT firma i DK drømmer om at blive opkøbt af Microsoft. Men hvis staten gør nøjagtigt det samme, uha, så er der tale om overgreb og kvælning af de frie initiativ.

Bjarne Bisgaard Jensen

Det er da en usædvanlig tynd kop the fra DR. Principprogrammer og praktisk politik stemmer aldrig overens.
Det ved enhver der følger med og det ved DR også ganske udmærket, så hvorfor denne intimidering af EL her dagen før valget??
EL har ssom det eneste parti kørt en fuldstændig ren valgkamp og virket engagerede og troværdige hele vejen igennem.
Noget mere statsstyring af kapitalmarkedet må siges at være tiltrængt efter de senere års helt uhæmmede profitjagt. Det er altid skatteyderne der skal betale for eventyret

Inger Sundsvald

Det er anderledes med de radikale, de pæne mennesker:
”Mens Margrethe Vestager kæmper for, at raske danskere venter med pensionen, så hæver hendes egne tre børn hver en årlig pension på 15.593 fra det offentlige, og det har de gjort det meste af deres liv. Udelukkende fordi hun selv har været minister.”

”- Det er jo sådan, det er. Man bliver minister med den aflønning, der er aftalt med vederlag, eftervederlag, pension og børnepension, siger hun.” Læs mere:
http://jp.dk/indland/indland_politik/article2544938.ece

Rehling fremkommer for så vidt med en objektiv og loyal henvisning til ELs eget gældende principprogram, som i hvert fald skræmmer mig voldsomt.

Tror I vitterligt på kommunisme? Hvis det rammer jeres egne midler gør I nok ikke. Men så længe det er andres penge, så synes I vel det er ok.

Det er desværre gennemsnitsdanskerens mindst beundringsværdige karaktertræk. Man værner nidkært og ubetinget over egne rettigheder og midler, men har ikke respekt for andres. Med andre ord, en forkælet møgunge.

Per Holm Knudsen

Ja der kan godt luges grundigt ud i et rigtig gammeldags fraseagtigt principprogram, som minder mig om tiden som typograflærling på Terpo Tryk (Land & Folk). Jeg ved nu heller ikke, om jeg synes, at "folkemagtsorganer" skal være færdselspoliti, man kunne måske se lidt mere nuanceret på, hvilken funktion politiet skal have i et urkommunistisk samfund. Det skulle helst ikke blive et urkomisk samfund.

Som medlem af Ø, vil jeg gerne være med til grundig lugning og korrekturlæsning. :-)

http://enhedslisten.dk/enhedslistens-principprogram-0

@Bjarne Bisgaard,

Din præmis synes at være, at et parti ikke skal stå til mål for sine erklærede politiske målsætninger, fordi disse ikke parlamentarisk kan gennemføres. Med en sådan åndsløs præmis kan man ikke diskutere partipolitik.

Så meld da for satan hellere rent ud og skriv det du mener:

"David Rehling burde holde sig for god til at referere til ELs politiske holdninger dagen før valget, da dette kan flytte vælgere fra rød til blå blok".

Inger Sundsvald

Når så forskellige venstrefløjspartier skal blive enige om hvad der skal stå i et principprogram, så kan det komme til at ligne noget akademisk bullshit. Det vælger jeg at blæse på.

Skulle den demokratiske revolution ske i morgen, så Enhedslisten får 51% af stemmerne, så vil jeg tage det med. Det kunne blive helt spændende at se hvad Ø kunne få ud af biksen.

Men det er da tydeligt at der gøres forsøg på at skyde dem ned. Tænk at man kan være så bange for demokratiet.

Tjae, det kan da godt lyde lidt ’altmodisch’, her i vores lokale (endnu) rimeligt velstående område af den kapitalistiske verdensorden, når David Rehling citerer EL.s principprogram, :-):

1. »Forudsætningen for politiske resultater er massive udenomsparlamentariske mobiliseringer.«

Men hvad er der egentlig i vejen med en aktiv demokratisk befolkning, hvis/når de økonomiske og politiske magthavere lader samfundsudviklingen kokse til i ’rævekager’?

2. »Ingen klassekamp uden kvindekamp ingen kvindekamp uden klassekamp.«

Joe, jae – men er der noget i vejen med kønslig og social ligestilling?

3. »En socialisme, der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund.«
»Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder og vil blive drevet og videreudviklet på basis af et arbejdspladsdemokrati i samspil med de politiske organer, der fastlægger de økonomiske mål og rammer.«

Joda, - helt sikkert kræver det mange afklarende, konkretiserende og mere udviklede analyser af, hvordan ’samspillet’(:-)) mellem arbejdspladsdemokratiske ’feed-back’-mekanismer og mere overordnede realøkonomiske (herunder økologiske) målsætninger og rammer kan formidles via demokratisk-politiske organer uden at kvalificeret viden, indsigt og økologisk vel-integreret kreativ innovation hæmmes, forhindres og misbruges som det f.eks. sker nu i de private, udemokratiske og derfor korrumperende monetær-økonomiske og finansielle magtkoncentrationer world-wide.

Men det må da være en udfordring frem for en anledning til at aflyse noget sådant, eller hva’?

4. »At erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede.«

At de national-statsligt baserede voldsmonopol-apparater i stigende grad (mis-)bruges af de ovenfor nævnte, i stigende grad transnationale, monetærøkonomiske magtkoncentrationer (ihukommende det af præsident Eisenhower benævnte ’militær-industrielle kompleks’ - i dag mere og mere ’world-wide’), og disse voldsapparater dermed også i stigende grad får karakter af at udgøres af samfunds-snyltende befolknings-segmenter, bliver da tydeligere og tydeligere - se bare på lande som Ægypten, Saudi-arabien, USA, Rusland osv., osv..

Men hvordan nye demokratiske institutioner (’folkemagtsorganer’, :-))kan formidle mellem de forskellige sociale niveauer i forvaltningen af det sociale voldsmonopol, - og det vil i dag nok især sige en formidling fra det nationale til det transnationale, planetomfattende niveau, kræver helt klart megen gennemtænkt social analyse.

Men nødvendigheden af dette bliver da mere og mere påtrængende, efterhånden som de økonomiske sammenhænge bliver mere og mere transnationalt omfattende i den i vor tid begyndende geologiske, såkaldt anthropozæne, tidsalder :-).

Så alt i alt, - kan David Rehling komme med noget bedre at tage udgangspunkt i for en opdatering, eller vil han bare nøjes med at komme med lidt overfladisk, ansvarsfralæggende billig journalistisk valgkamps- og ’cafè-latte’-kritik? :-).

Med venlig hilsen
da Jeg stadig har respekt for hans indsats som direktør for ’Danmarks Naturfredningsforening’, :-).

Rehling, jeg er glad for din opremsning af EL's værdier. Skærer man dine perfide og ignorante meninger bort, så har du opremset en række af grundene til, at jeg selv stemmer EL..

Utroligt, at man stadig prøver at hive stalinisme-/gammelkommunisme-kortet. Når man idag ser det foreløbige resultat af kapitalismens amokløb, så kan jeg ikke se at socialisme skræmmer - overhovedet.

Men det er klassisk for en række medier - og også Information må man konstatere - at man er ude af stand til at kritisere den gældende samfundsmodels fundament. Jovist, der har været et par forkølede indlæg om vækst, men det helt store bliver det jo ikke til.

Nåda, så meldte Information sig i rækken af hetz-medier. Det havde jeg faktisk ikke forventet af min avis her dagen før valget. Heller ikke selvom jeg godt var klar over, at Rehling er ærke-Radikal.

Nuvel, Information klarer sig nok uden mit abonnement, og Enhedslisten og landets venstrefløjsvælgere klarer sig helt sikkert uden Rehlings velsignelse. Det er kun et spørgsmål om tid før, det bliver de kapitalismebegejstrede partier, der får svært ved at stå på mål for deres politik, når konsekvenserne viser sig ved strømme af klimaflygtninge, yderligere stigende fattigdom i samfundet og generelt nederlag til forestillingen om, at markedet og privat akkumulation er vejen til velstand og sikkerhed.

Jeg havde ærlig talt nok bare forventet et lidt højere niveau.

@Jesper Møller: "Hvis det rammer jeres egne midler gør I nok ikke. Men så længe det er andres penge, så synes I vel det er ok."

Hvem siger det? Jeg ville hjertens gerne betale mere i skat eller afgifter, hvis jeg kunne gøre det i en atmosfære af mellemborgerlig gensidig solidaritet.

Per Holm Knudsen

Rolig nu, rolig nu - principprogrammet er s'gu noget støvet og 1930'er-agtigt, der er meget beton, der kan luges ud.

PS. Jeg er medlem af Ø

Har verden brug for endnu et opkog på alle parolerne og klicheerne fra det forrige århundrede, alle ismerne, alle fjendebillederne, alle standardforklaringerne?

De burde alle endegyldigt være afgået ved døden ved murens fald, men sådan fungerer ideer ikke. De er mere sejlivede end pesticider og tungmetaller i undergrunden. De har åbenbart en 'lang nedbrydningstid'.

Det er egentlig nemt nok at lave et opkog på socialismen. Den tiltaler både den unge og lidt oprørske og den overlevende babyboomer. Det er nok nemmere end med konservatisme, der allerede i ordet lyder lidt støvet.

Det problematiske er, at socialismen ikke leverer varen eller svarene. Den er ikke oven på murens fald trængt til bunds i, hvorfor den udviklede sig til totalitarisme, og at det allerede findes latent i grundideen. Et godt træ kan ikke bære dårlig frugt.

Venstrefløjen er alt for nem at narre. Set fra højrefløjens synspunkt ville en stemme på Enhedslisten være en gave. De bliver ikke en del af regeringen, for egentlig radikale synspunkter (jeg tænker ikke på det radikale venstres ditto) egner sig ikke til et regeringssamarbejde. Stemmerne er dermed spildt. Kompromisløshed duer ikke til at lave kompromisser af. Det eneste, den duer til er at stå fra sidelinien og råbe indover.

Man kan blive enig i masser af deres politisk korrekte synspunkter:
- Beskat de multinationale ... bortset fra, at de så flytter ud af landet
- Beskat de rige ... bortset fra, at de så også flytter til udlandet
- Brug en masse penge på de fattige ... bortset fra, at økonomien så tilter

Problemet er, at der ikke stikkes særlig dybt med spaden i analyserne af denne verdens problemer. Jeg vil også gerne ud af EU og NATO. Jo før jo bedre ... bortset fra at det ikke kommer til at ske med så meget uvidenhed om den umådelige korruption, der findes i EU, det totalitære program, der ligger til grund for EU og NATO, den bøvede, kujonagtige selvfølgelighed, hvormed vi følger i røven på alt amerikansk.

Når de egentlige årsager ikke er fremme i lyset - og socialister evner ikke at gøre det, for de er selv en del af problemet og ikke løsningen - så flytter verden sig ikke.

'Folket', som vi jo hedder på socialistisk, har ikke for tiden adgang til viden om, hvad der styrer denne verden. Vi forstår ikke at tyde det, der sker for tiden, for alle medier bringer en lind strøm af disinformation. Verden er reelt i krig i øjeblikket. overalt hvor vi ser hen, foregår der et fragment af 3. Verdenskrig. Og det kan bliver meget værre undervejs.

Vi bor i en lille landsby, i 'Herredet'. Der kommer skumle ryttere forbi indimellem, rejsende fortæller sære historier, vi hører underlige lyde i det fjerne. Men vi forestiller os ikke omfanget af det 'derude'. Landsbyens overhoder ævler lidt om konjunkturer, om at nu skal vi ha gang i noget vækst, om at det hele nok går. Eller også blæser de højrøvet i trompet og maner en helt forkert fjende på væggen og tilbyder deres pseudoløsninger.

Hvis en dynamisk ung kvinde som Johanne Schmidt P. havde ligeså meget indsigt som gåpåmod, så ville verden se anderledes ud.

Men venstrefløjen lader sig narre, bare man trykker på de rigtige knappe. Hun ævler ligesom økofascisterne om, at klimaet er DIN skyld. Hun og de har ikke gjort hjemmearbejde, de har ikke gennemskuet Al Gore-svindelnummeret. Og nu er de endt med at blive nyttige idioter for de samme skumle kræfter, de hævder at være modstandere af. Globalisterne er ved at dø af grin over, at de nu har fået deres modstandere til at gøre alt arbejdet for dem.

Det er et ældgammelt trick. Det hedder 'pornokrati' og er opfundet af den romersk-katolske kirke. Hvad er det for noget? Well, vi kommer lige til at bruge et par politisk ukorrekte ord for at forklare det.

Den katolske kirke brugte i senantikken og middelalderen mange kræfter på at myrde, forfølge, underkue, bekæmpe, dæmonisere, osv. det vantro, kætterne, de ikke-ortodokse. Men under reformationen skiftede de taktik. I stedet for infiltrerede og manipulerede de modstandsgrupperne og fik dem til i bund og grund at gøre det samme som dem selv. Men på overfladen skulle det se anderledes ud.

Altså hvorfor bruge energi på at bekæmpe dem, når de kan være vores ludere. Klæd dem nøgne og giv dem nyt tøj på. Del og hersk. At det lykkedes for romerkirken kan ses ved, at de reformerte kirker er små varierede kloner af dem selv. Reformationen fandt aldrig rigtig sted.

Det samme er i dag sket med miljøbevægelserne. Alt deres klimaævl har fuldstændig fjernet fokus fra virkelig forurening og virkelige miljøproblemer. CO2-kvote-korruptionen blot i EU er enorm! Skrigende horder af unge klimaaktivister hærger gaderne, men den grådige, globale bankelite ikke kan få hænderne ned over det. Idioterne gør jo deres arbejde !

Bjarne Thyregod

Når man nu ved at David Rehling siddet i rigmandsghettoen i Dragør og skutter sig i skyggen af Lene Espersen, Karen Jespersen, Pittelkow og martin Henriksen, så forstår man bedre.
Den radikale politiker og kommunisthaderen Rehling har fået et chock. Der findes nogen der udfordrer den eksisterende verdensorden. Tænk at der findes et parti som ikke mener at Rehling og hans asociale venner i de Radikale har noget at tilbyde almindelige lønmodtagere. Rehling og andre selvfede Radikal er nemlig igang med projekt forkæl og tilgodese de rigeste, de længstuddannede, de højestlønnede og de med de rigtige meninger.
Væk med dagpenge og efterløn for Rehling og konsorter vil da ikke bidrage til at almindelige lønmodtagere kan få et værdigt otium eller noget at leve af når arbejdsmarkedet har kastet folk på arbejdsløshedens mødding.
Rehling og de Radikale liberalister mener at almindelige lønmodtagere skal arbejde til de dør medens de selv kan tage deres fede rate og arbejdsmarkedspensioner (som har kostet staten det dobbelte af en max efterløn) og lade sig pensionere når de har lyst.
Et parti der udfordrer de selvfede Radikale og deres egoistisk "jeg er mig selv nok og fanden hytter de sidste" projekt må imødegås med skrækpropagada af McCarthy'ske dimensioner. Rehling hvis du ryster i buskerne af skræk burde det være over den skæbne som du og dit parti Overlader almindelige lønmodtagere til. Men hvad rager det enliberalist som bare tænker på at hytte eget skind, medens han prædiker tolerance og åbenhed i den etnisk danske rigmandsghetto Dragør.

"Rolig nu, rolig nu - principprogrammet er s’gu noget støvet og 1930’er-agtigt, der er meget beton, der kan luges ud.

PS. Jeg er medlem af Ø"

Jeg synes det er fint som det er. Hvis jeg ikke vil have revolution så stemmer jeg da bare på Soc.dem

Grunden til at der står noget om revolution i principprogrammet er ikke, fordi de vil provokere eller er "gammeldags", men det er jo simpelthen en objektiv nødvendighed.

Per Holm Knudsen

Der er ikke noget i vejen med revolution, men hvilken type skal vi have? Folk, der render rundt med skydevåben som i Libyen, folk, der smider brosten efter betjente (lønarbejdere), folk, der stemmer sig frem til grundlæggende ændringer? Hvis man opfatter de store ændringer i samfundene i 1970'erne som revolution, så fint med mig. Vi kunne jo f.eks. sige "grundlæggende ændringer" i stedet for det ret uklare "revolution".

Inger Sundsvald

Revolutionsromantik skal der da også være plads til. Jeg stemmer på Ø og er medlem af partiet af mange grunde (89% enig i politikken). Jeg forventer ikke at de skal virkeliggøre principprogrammet, og det gør f.eks. dem fra SAP vist heller ikke. Men det glæder mig meget at partiet nu ser ud til at få nogle flere mandater, så ordførerskaberne kan fordeles på flere, og så der bliver flere til at fodre de andre partier med facts om f.eks. fangetransporter der mellemlander i Grønland og om de reelle fattigdomsproblemer der er her i landet.

Inger Sundsvald

Hvis nogen med ordet revolution i ordets oprindelige betydning og dermed mener borgerkrig med våben og blod og kamp i gaderne, så er det ikke engang nok at starte et nyt parti med den dagsorden. Det er decideret ulovligt at opfordre til den slags.

Sagt på en anden måde morten, venstrefløjen skal lære at læse mellem linierne.

Paradokset opstår i sin sagelighed ved faktum, at socialisme ikke er realistisk i vores nuværende kulturelle beskaffenhed. Lad os antage enhedslisten fik 51% jeg er ret sikker på der ville gå en time, så var borgerkrigen fløjtet igang. Så din anskuelser omkring nyttige idioter, kan sagtens forsvares.

Omvendt er man nød til at prøve, alternativet er krig.

Inden længe er notater afskaffet, og brutal kollektiv vold vil sprede sig. Jeg fornemmer at artiklens ejer ikke indser at hans egen sikkerhed er bundet i symbiose med hans foragt. Jeg har lidt ondt af dig, der sidder du med alle dine penge, men, det er din uvidenhed der skinner igennem.

Jesper, jeg giver dig helt ret i, at du ville se borgerkrig kort tid efter en socialistisk magtovertagelse. For den vil være finansieret og organiseret af CIA, efter Venezuelansk forbillede.

Per Holm Knudsen

Med udsigt til endnu mere regnvejr bliver der ikke revolution i DK foreløbigt, medmindre den danske revolution bliver døbt "paraply-revolutionen".

@inger sundsvald

copernicus og gallilei, newton , einstein

med flere talte jo også om revolution,klodernes

omdrejninger, ordet revolution, betyder sådan noget som:

(gen)drejnng, (gen)vending,

i samfundmæssige sammenhænge bruges det nu

om når arbejderne tilbagetager

( det capitalisterene har afpresset arbejderne, altså . )

særeje til produktionsmidler , hele capitalen m.m.

Inger Sundsvald

Kim Gram
I min ordbog betyder det en pludselig kvalitativ forandring. Det kan godt være en ”statsomvæltning” ved et demokratisk valg.

Så har Information igen linet sig op blandt de øvrige medier i den evigt kværnende og stærkt højredrejede mediemaskine.

Rundt omkring i Europa forsøger eliter og medier i disse år i uskøn forening at banke befolkningerne på plads og lade de svageste bære omkostningerne ved den økonomiske krise. Det samme ser vi herhjemme.

Generelt står verden overfor store udfordringer: global ulighed og fattigdom, enorme økologiske problemer, klimakrise, økonomisk krise, voksende sociale, etniske og religiøse konflikter, en generel samfundsmæssige solidaritetskrise og et demokrati der er ved at krakelere og udarte til et brugerdemokrati, og med højreradikalismen i fremmarch.over hele Europa

Man skulle tro, at der netop i dag var brug for forsøg på at tænke alternative og kritiske tanker om hele samfundets indretning. Men nej, vi lever i et eendimensionalt samfund hvor tanker og diskussion er spærret inde i et snævert univers, hvor den neo-klassiske økonomiske ortodoksi hersker og hvor unge mennesker der forsøger at tænke selvstændigt og kritisk bliver latterliggjort af de magthavende politikere, og den nye medieelite, samtidig med at de igen og igen får påklistret skylden for Stalins forbrydelser i Rusland i 30'erne. Vedvarende tæppebombes de med gamle floskler og klicheer fra den kolde krigs periode . Kom dog ud af din tidsboble Rehling og forhold dig til verden i dag.

Generelt kan man undre sig over at en avis som Information er så utrolig følgagtig i forhold til tidsånden og konformiteten. Er det da virkelig så attraktivt at sjoske med i den store mediekolonnes vedvarende krig mod anderledes tænkende og mod enhver dybtgående samfundskritik?

'Jeg forventer ikke at de skal virkeliggøre principprogrammet'
Hvorfor f.. har man så et principprogram?
Er det blot noget man hiver frem ved festlige lejligheder ligesom de gamle arbejdesange som alle synger med på mens de tænker 'hvor herre bevare os' . Er det et identitetsskabende brand lige som rockernes rygmærker der signalere 'se hvem vi er vi er farlige' sådan bare for sjov?
Der var dem der dengang i 30'erne heller ikke troede at nazisterne (uden sammenligning i øvrigt)ville realisere deres principprogram - de blev klogere

En omvæltning er vel ikke det samme som den bærer frugt i form af kvalitet. En del fra de tidligere østblokke, vil nok ikke finde den daværende revolution for kvalitativ.

Efter de sidste 10 år er det en farce at pege fingre af venstrefløjen for at ville totalitære tiltag, vi deltager i tre krige, indfører den ene lov efter den anden der underminere retssikkerheden. Det er trods alt borgerlige og ikke kommunistiske tiltag, der har indskrænket den personlige frihed.

Torben Kjær Andersen

Jesper Wendt:
Og det er selfølgelig noget de borgerlige og deres rigmands-back-up'er bare har gjort for sjov, af kedsomhed, i ondskab, fuldskab eller hvad?

Torben Kjær Andersen

Fordi det tjener hensigten - at øge kontrollen med befolkningen.
Dataloggen der kører 24/7, registrerer alt hvad der sker på nettet, via danske ip-numre.

Inger Sundsvald

Jeg tror nok, at hvis jeg stod med en flok fra Kommunisterne, KAP, SAP og VS, og skulle sætte et principprogram sammen, som alle kunne være enige i, så ville jeg, som overvejende socialistisk mindet, arbejde for, at formuleringen blev tilpas elitær akademisk udformet bullshit - meget langt og tørt så ingen nogensinde ville finde på at læse det hele. Og så ville jeg ikke modsætte mig nogle gammeldags kommunistiske paroler, hvis det nu betød så meget for dem. Man blev enig om ”Enhedslisten”, men ingen kan vel være i tvivl om at der er forskellige holdninger i partiet, og ikke mindst blandt vælgerne.

Men hvis man vil glæde det højreorienterede teselskab, så skal man da bare begynde at kives om i hvor høj grad principprogrammet skal efterleves.

inger sundsvald skrev

Kim Gram
I min ordbog betyder det en pludselig kvalitativ forandring. Det kan godt være en ”statsomvæltning” ved et demokratisk valg.

---------------

ja, det er rigtigt, det

kan også blive på sådanne måder

arbejderne tager magten

Drop de stalinistiske spøgelser. EL blev stiftet som en besegling af en afstandtagen fra det østeuropæiske falitbo. Bare for at få det på plads. Og det revolutionære består i at, EL arbejder på en radikal demokratisering af samfundet inklusiv den økonomiske del. Det er ikke noget, der kan bestemmes eller planlægges alene i Folketinget. Det udvikler sig gennem de daglige kampe, og kan kun realiseres gennem aktiv deltagelse af det store flertal af befolkningen. Så det revolutionære ligger i at vi i fællesskab tager vores liv i egne hænder. Det er socialisme i praksis.

Ruben Michelsen

Tak til David Rehling for en objektiv beskrivelse af EL.
Det havde jeg sgu ikke ventet i Information. Pyh ha.

Den falder tydeligvis ikke i god jord hos kommunisterne. Rehling er nu stemplet som blå lejesvend.
Det skal han ikke tage så tungt. Det bliver enhver, der ikke hylder kommunismen.

Enhedslisten står i målingerne til at tredoble deres stemmetal. Fint nok, tillykke med det.
Det giver selvfølgelig brede smil hos tilhængerne, men det kan jo være, at smilene stivner lidt efter valget, for hvad skal de måske 12 mandater bruges til. Altså, ud over at sikre Helle og Villy "magten".

Hørte i dag en kommunist sige, at EL´s fremgang var et klart tegn på, at kommunismen var i fremgang i Danmark.

Mit gæt er, at stemmerne fordeler sig således:

1/3 kommunister,
1/3 frustrerede SFère, og
1/3 "husar-stemmer" p.g.a. Johanne.

Når jeg aldrig kunne drømme om at stemme på EL er det fordi jeg i mit lange liv (65 år) hat set alt rigeligt til kommunismens "herligheder". Fy fa´en.

Det kan være svært at forstå overraskelsen over at en lederskribent i en borgerlig avis skriver en leder, der retter sig mod et venstrefløjsparti.

Det er helt naturligt og det skal Listen nok overleve. Og når det er sagt, så har avisen jo også tilknyttet en medarbejder, der helt åbent har meddelt, at han som den naturligste sag i verden sætter sit X ved Ø:

http://www.information.dk/278468

Per Holm Knudsen

@ Ruben
Du overser, at der er mindst 4 grupperinger i EL: Venstresocialister, gamle DKP'er, IS og KAP - og Venstresoc. havde flere fraktioner, bl.a. gamle sumpere som mig.

Personligt tror jeg, at husarerne stemmer på Helgen Adam Møller - eller Simon Emil Ammitzbøll.

Til alle der påtænker at stemme Enhedslisten, læs lige dette først!
Det er muligt, at du synes om Johanne. Men er det rimeligt at stemme på nogen, og måske dermed komme til at påvirke samfundet med vidtrækkende konsekvenser blot på baggrund af "synes om"? Nej, vel? Slet ikke, hvis resultatet er at det går ud over de allermest svage i samfundet - de hjemløse, de syge - alle dem, der slet ikke kan selv.
Og hør så lige her. Det kan også være, at du synes, at meget af det Enhedslisten vil bruge penge på, er fornuftigt. MEN: Pengene skal være der først! Og pengene bliver nu engang genereret ude i det virkelige liv, altså når vi i Danmark sælger en vare til udlandet og får f.eks. nogle Euro retur for dem. Og denne generering af penge, resulterer i en "kage", som så kan fordeles til velfærd.
Problemet er, at på stort set alle punkter medfører Enhedslistens politik at vi får sværere ved at klare os med arbejdskraft - ikke blot i Kina og Indien - men også i Sverige, Norge, Tyskland, England, Polen..., OG dermed en mindre og mindre kage.
Slutresultatet er fattigdom. Den yderste konsekvens er Nordkorea - det var jo ikke lige det, du ønskede, var det? Men sådan går det, når et parti grundlagt af gammelkommunister, der drømte om Nordkorea, Cuba og El Salvador dannede Enhedslisten ud af det gamle Kommunistparti og en række yderst vidtgående partier (Kommunistisk Arbejderparti, Socialistisk Arbejderparti, VS m.v.).
Tro mig, jo fattigere vi bliver som samfund, des mindre kage får vi at dele og des mindre er der at give til de allermest fattige.

Hanne Christensen

Ved I hvad, alle sammen!

Jeg hæfter mig ved, at Enhedslisten nu fremstår som det eneste vederhæftige parti, der går imod tvangsarbejde.

Det eneste parti, der mener, at kontanthjælpsmodtagere nok skal arbejde, hvis de kan og jobmuligheden er der, men så sandelig til ordinær løn og til ordinære ansættelsesvilkår.

Ser I, det kalder jeg anstændighed.

Så kan det være, at Enhedslisten har et noget støvet partiprogram.

Men det er da langt bedre, end at støtte op om alle øvrige partier, der rent faktisk vil genindføre tvangsarbejde og arbejdslejre. Hetze løs mod ledige og syge - ikke for pengenes skyld, for det koster rent faktisk ikke meget at give disse en anstændig tilværelse - nej, alene for at høste stemmer fra den sorte højrefløj, eller endnu mere vammelt, for at skaffe stemmer til skattelettelser til de allerrigste.

Det kan være partiprogrammet er støvet. Til gengæld har de æren og anstændigheden i behold!

Min overvejelser har gået på at stemme radikalt eller Enhedslisten. Men de Radikale er gået hånd i hånd med det parti, De Koservative, der i den grad kæmper for skattelettelser til de bedst bemidlede, og så straf på straf til resten. De Konservative har vel nærmst udviklet sig til et straffacistisk parti. Så stop lige op engang.

Hvad er det vi vil med vores velfærdsdanmark. En anstændig politik, som omfavner syge og ledige. Eller et opdelt samtund, som skaber kløft mellem de rigste 10 % og en fattigdom i den anden ende så stor, at de hverken kan betale husleje eller brødføde deres børn.

Det er det valg, vi reelt står over for anno 2011.

Det er ikke et valg mellem sovjetkommunisme eller sund økonomisk politik. Nej, det er et valg, om man vil anstændighedens vej! Om vi skal behandle syge og ledige som ligeværdige borgere!

Per Holm Knudsen

@ Steen Møller

Du har reddet min aften med denne passage: "en yderste konsekvens er Nordkorea" - og så mangler du lige med Johanne som den store rorgænger!

Åhhhh, det er rigtig godt med latter - og i morgen stemmer jeg med et smil om munden på Ø, mens jeg tænker på dig! ;-)

NB! Den med kagen er jo tilskrevet Marie Antoniette - fortidens svar på Søren Pind.

Sider