Leder

Enhedslisten: mellem frisk pust og sur em

Uanset sammenbrud for både Sovjet-kommunismen og den destruktive europæiske venstrefløjsyderlighed i 1970'erne er mindelserne om deres ordindpakninger ubehageligt tydelige i Enhedslistens principprogram
14. september 2011

Overraskende gevinster er kommet af den nære S-SF-alliance om at sikre sig regeringsmagten. Nemlig stærk fremgang til de to andre partier i oppositionen: Radikale Venstre og Enhedslisten.

Enhedslisten ser ud til selv at være overrumplet. Listen bruger den topstyrede partiopstilling af kandidater til folketingsvalget – en styring, der er tæt på at gøre personlig stemmeafgivning betydningsløs. Derfor har Enhedslisten længe inden valget på torsdag været i stand til på sin hjemmeside at oplyse »de kandidater, som har chance for at blive valgt«. Hjemmesiden oplister i alt 12 navne. At det tænkeligt kan ende med 13 eller flere, har ligget uden for Enhedslistens forestilling.

Og det var måske heller ikke blevet lige de 12, Enhedslisten ville vælge at sætte direkte ind i den høje lovgivende forsamling. Man konstaterer blandt de 12 en markant gruppedeling: fire skarpe unge kvinder med afsæt i uddannelsessystemet. Otte alderstegne mænd med forankring ganske langt bagud i fagforeningsaktivitet på den ydre venstrefløj. En brudflade anes.

Brud findes også i Enhedslistens officielle programmer. I partiets officielle 'valgudspil' er meget, der ligesom Johanne Schmidt-Nielsens frimodige førerskab kan virke som et frisk pust. F.eks. opgøret: »Pointsystemer, gebyrer og grænsebomme er triste mindesmærker for et borgerligt tiår.«

Eller: »Flere voksne i børnehaverne. Færre elever i klasserne. Lige adgang til sundhed i hele Danmark.« Eller: »En havvindmøllepark om året. Væk med farlig kemi i vore omgivelser.«

Pengene skal hentes ved bl.a.: »Tilbagerulning af skattelettelser til de 10 procent rigeste. Mere skat på nordsø-olien. Aktieomsætningsafgift. Afskaffelse af fradrag for sundhedsforsikringer. Genindførelse af formueskat. Højere arveafgift. Øget skat fra multinationale selskaber.«

Hep, hep, Johanne, lad os køre! Hvad venter vi på? Nåe ja, så er der også det, at Enhedslisten ikke bare vil have Danmark ud af NATO, men også »en opløsning af EU« og »et brud med EU's indre marked«. Det er måske lige vidtgående nok for dem, der gerne vil have et frisk pust fra venstre side i nakken på Thorning, Søvndal & Vestager.

Kamp for at svejse brudflader er en del af Enhedlistens historie. Listen blev dannet i 1989 som en sammenstøbning af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Siden blev Kommunistisk Arbejderparti (KAP) indsplejset.

I den officielle partihistorie står: »Enhedslisten var fra starten et svært projekt. Denne politiske sammensvejsning skyldtes ikke kærlighed ved første blik. Førhen havde man stemplet hinanden henholdsvis stalinister og venstreekstremister.«

Siden er nye brudflader kommet til. Balladen om opstilling af den muslimsk-fundamentalistisk lænende Asmaa Abdol-Hamid kunne ved valget i 2007 have knækket partiet ud af Folketinget, hvis ikke Johanne Schmidt- Nielsen åndsnærværende havde gebærdet sig i TV2's afslutningsdebat.

Overraskelser for dem, der overvejer en frisk stemme på Enhedslisten, kan være at finde i Enhedslistens principprogram. Det er fra 2003-04, men ligger stadig fast, har Johanne Schmidt-Nielsen fremhævet over for denne avis.

Her er sætningsprøver: »Forudsætningen for politiske resultater er massive udenomsparlamentariske mobiliseringer.«

»Ingen klassekamp uden kvindekamp ingen kvindekamp uden klassekamp.« »En socialisme, der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund.« »Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder og vil blive drevet og videreudviklet på basis af et arbejdspladsdemokrati i samspil med de politiske organer, der fastlægger de økonomiske mål og rammer.«

Der er også krav om: »At erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede.«

Principprogrammet byder således på marxistisk program og parole med sur em fra 1930'erne, 1940'erne og især 1970'erne, hvor de tunge mænd blandt de øverste 12 kandidater var i tidlig fagligt-politisk vigør.

Gyseligt gammelkendte vil nogle finde principprogrammets formuleringer. Det må gøre ondt på Enhedslistens overlevende DKP'ere, at teksten samtidig nedgør »lande, der fremstod som parodier på socialismen«, men nu »er brudt sammen«.

Uanset sammenbrud for både Sovjet-kommunismen og den destruktive europæiske venstrefløjsyderlighed i 1970'erne er mindelserne om deres ordindpakninger ubehageligt tydelige.

Det kan man vælge at blæse på. Og antage, at det principprogram mener Enhedslisten ikke. Og at det kun er listens indre spændinger, der hindrer den i at modernisere det. Tilbage står, at der er noget demokratisk spøjst i at kaste sin stemme på et parti i fortrøstning om, at det ikke vil arbejde for at virkeliggøre sit principprogram.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@ Steen Møller

George Papandreou overtog først regeringsmagten i 2009 efter Kostas Karamanlis borgerlige styre.

Grækenlands økonomiske problemer blev skabt af Kostas Karamanlis regering i perioden mellem 2004 og 2009.

Papandreou overtog en Sisyfosopgave.

"Forudsætningen for politiske resultater er massive udenomsparlamentariske mobiliseringer."

Hvad er pointen med fordømmelsen af dette? At nu har vi et folkestyre og så har man bare værsgo at synes om det og stemme hver fjerde år og så slut prut, ikke mere end det - ingen aktivisme og 'græsrødder', tak?

Hvad er den principielle forskel fra lobbyisme, bortset fra måske det faktum, at lobbyisterne har jakkesæt og slips m.m.?

Sider