»VI EU-PARTNERE må holde op med at give hinanden skylden for de institutionelle mangler,« sagde Grækenlands ministerpræsident, Georgios Papandreou, da han i går aflagde besøg i Berlin.
Papandreous ord genlød af budskabet fra USA, hvor Barack Obama forleden udtalte, at verden er »skræmt« over manglen på politisk initiativ i det kriseramte Europa. Den græske regeringsleder kopierede endda den amerikanske præsidents valgslogan: »Yes, we can,« forsikrede Papandreou den tyske industrisammenslutning inden sit møde med kansler Angela Merkel. Med we mente han selvfølgelig ikke 'vi forgældede og fortvivlede grækere', men derimod 'vi kriseramte og handlingslammede europæere': »Hvis ikke vi havde EU, var vi blevet nødt til at opfinde Unionen, for ingen af os kan klare denne udfordring alene,« sagde Papandreou.
Forskellen på, hvad landene i eurozonen skal gøre, hvis valutaunionen skal bestå, og hvad der er politisk vilje og mod til at gennemføre, er dog stor. Da den fælles mønt blev indført, pegede adskillige kritikere på det grundlæggende problem: Uden en fælles finanspolitik fungerer valutaunionen ikke. Det har gældskrisen bevist, men samtidig har den svækket troen på og begejstringen for det europæiske samarbejde.
EU'S SKÆBNE afhænger af Tyskland. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig sagde forfatteren Thomas Mann i en tale på universitetet i Hamborg, at tyskerne måtte gøre en indsats »ikke for et tysk Europa, men for et europæisk Tyskland«. I mere end et halvt århundrede har tyskerne drømt om Europa, men nu drømmer de sig snarere tilbage til D-markens dage. Helmut Kohl, som efter Berlin-murens fald var den politiske motor bag euroen, har for nylig rettet en hård kritik mod den tyske udenrigspolitik, der ifølge den tidligere kansler risikerer at lægge EU i ruiner.
'Projekt småstat' bliver den nuværende tyske europapolitik kaldt: »Hvis de andre stater er nationer, er Tyskland blot et samfund,« skriver den tyske EU-ekspert Ulrike Guérot fra tænketanken European Council of Foreign Relations i Berlin:
»Og landet har et ambivalent forhold til magt, for i den tyske historie har grænsen mellem magt og magtmisbrug altid været flydende. For Europa er det et stort problem.«
I morgen skal den tyske Bundestag stemme om udvidelsen af den europæiske hjælpefond, European Financial Stability Facility, der dog på forhånd betragtes som utilstrækkelig, hvis gældkrisen accelererer yderligere i store EU-lande som Spanien og Italien. Som man kunne læse i Information tirsdag, er et flertal i den tyske befolkning imod yderligere overførsler til de gældsplagede lande i Sydeuropa, og regeringspartierne, CDU og FDP, er splittede om spørgsmålet. Hvis forslaget bliver nedstemt, risikerer det at udløse en kædereaktion, der kan ødelægge euroen. Hvis det derimod bliver vedtaget, vil det nok ikke betyde det helt store i den nuværende situation, hvor der er brug for meget mere ambitiøse tiltag i EU.
FOR AT MOTIVERE de tyske parlamentarikerne til at stemme for udvidelsen af krisefonden, forsikrede Papandreou om, at Grækenland vil leve op til sine gældsforpligtelser. Men alle ved, at landet er dømt til at gå bankerot. Selv om både græske og tyske repræsentanter bedyrede, at en »kontrolleret statsbankerot« ikke stod på menuen, da Papandreou og Merkel i går mødtes til middag i Berlin, er det efter de fleste eksperters vurdering den eneste løsning. Massive offentlige nedskæringer og nye skatter vil ikke gøre grækerne i stand til at afdrage gælden endsige betale de høje renter, tværtimod.
Men skal de europæiske skatteydere, navnlig tyskerne, igen betale hele gildet? Investeringsbankerne har tjent styrtende summer på den manglende finanspolitiske koordinering i eurozone ved at give de fattigste lande mulighed for at optage gæld i fremtidige indtægter, fordi de vidste, at EU i sidste ende ville betale regningen. Maastricht-traktaten forbyder ikke landene i eurozonen at gøre brug af de såkaldte currency-swaps, der gjorde det muligt for grækerne at optage nye lån og skjule statsgældens faktiske størrelse. Teknisk set er det ikke forbudt, men det burde det selvfølgelig være.
DEUTSCHE BANK, som ligger inde med en stor portion græske statsobligationer, forventes at afslutte regnskabsåret 2011 med et overskud i omegnen af 10 mia. euro. Disse indtægter stammer bl.a. fra nedskæringerne i Grækenland og EU's krisepakker, hvilket selvfølgelig heller ikke fremmer EU-begejstringen. Hvis EU bliver ved med at fungere som en overførselsmekanisme, der forvandler fælles ressourcer til 'private' formuer, er der ingen grund til at tro og håbe på Unionens overlevelse. Samtidig står det dog klart, at de europæiske lande ikke kan genvinde fordums nationale suverænitet uden for EU. Realiseringen af 'Projekt småstat' ville tværtimod gøre os endnu mere sårbare over for finansmarkederne og kreditvurderingsselskaberne. Derfor er europæiske institutioner med politisk gennemslagskraft klart at foretrække.
Men hvorfor skal valutaunionen bestå? Hvorfor ikke sige til hinanden, kære gode europæiske venner, det var en fejl, vi lader den gå i sig selv igen. Alle vil blive glade undtagen de banker og finansielle investorer, der har sat deres lid til, at EU ville blive ved med at hælde skatteyderpenge i deres lommer.
Berlin,
Der spekuleres i artiklen i den mulighed, at afstemningen i Forbundsdagen i dag torsdag kan resultere i et nej. Dermed føjer Information sig til de landsdækkende danske aviser, som er forkert informeret om forholdene i Forbundsdagen. Jeg citerer fra ARDs hjemmeside:
Mit Spannung wird erwartet, ob die Regierung bei der Abstimmung nicht nur eine einfache Mehrheit, sondern auch eine Mehrheit der Sitze des Bundestages - die Kanzlermehrheit - hinter sich hat.
Ligesom hos lederskribenterne i Jyllandsposten og Politiken er det undgået Informations opmærksomhed, at oppositionen i Forbundsdagen repræsenteret ved SPD og De Grønne på forhånd har sagt, at de stemmer for forslaget. Det er forklaringen på ARD's spekulation i forskellen mellem et almindeligt flertal og et kanslerflertal, som er meningsløs, hvis ikke man kender SPDs og De Grønnes forhåndsmeldinger. Disse har selvsagt været udbasuneret i tyske medier, og må man stærkt antage, i en række andre landes medier.
Det skulle være evident, at det giver diskussionen om afstemningen i Forbundsdagen et helt andet grundlag, når et nej ikke er muligt. Jeg kan afsløre, at et manglende kanslerflertal vil være en alvorlig sag for Merkel. Det vil udløse en regeringskrise i Berlin, og mindst sørge for yderligere tøven i den europæiske beslutningsproces, og det er det centrale i afstemningssagen i dag.
Currency-swaps, det lyder altså også sådan lidt...
... kreativt?
Vi bør da ikke betale grækernes ubetalte regninger.
Græske folkevalgte politikere- og dermed det græske folk - har 100% ansvaret for Grækenlands problemer .
I øvrigt, hvornår begynder man at se lidt på politikernes (specielt finansministrene i de større økonomier) og centralbankernes ansvar for finanskrisen og gældskrisen ???
De større landes finansministre har jævnligt møder med hinanden, og det gælder også centralbankerne.
Disse møders deltagere er specialister i penge og finanser, og de har store stabe af økonomer og tonsvis af information til rådighed - er det virkelig troværdigt, at de ikke så eller burde have indset, at der var en finanskrise og en gældskrise på vej ???
Måske er de i sidste ende lidt populistiske og foretrækker at lukke øjnene , når noget "grimt" er i horisonten - og så vasker man bagefter ansvaret af på bankerne og hvem der ellers er i nærheden.??.,