Leder

Grænsen er nået

Debat
8. september 2011

Når EU-kommisionen søsætter et lovforslag, der skal give Bruxelles ubetinget vetoret over grænsekontrollen i de medlemslande, der har tilsluttet sig Schengen-aftalen, er det samtidig et symptom på unionens eksistentielle krise og politiske ineffektivitet.

Øjensynligt kommer udspillet som en reaktion på VKO-regeringens stramning af den danske toldkontrol i juni måned og som en reaktion på spændinger mellem Rom og Paris i forbindelse med, at Italien for nylig tillod et antal nordafrikanske flygtninge at krydse grænsen til Frankrig.

Ganske vist vil EU kun have vetoret over for midlertidige stramninger af grænsekontrollen, der fremover udelukkende skal kunne gennemføres ved større politiske møder og fodboldkampe eller ved naturkatastrofer eller epidemiudbrud. I begge tilfælde skal EU dog give grønt lys for stramninger, hvilket i praksis betyder, at EU- medlemslande ikke længere selv bestemmer over, hvornår og i hvilke tilfælde de nationale grænser må lukkes eller kontrolleres.

Kun i en maksimal periode på fem dage skal medlemslandene have lov til at lukke deres egne grænser. Drejer det sig om længere tid, skal medlemslandene i god tid indsende en ansøgning til EU-Kommissionen, hvorefter planerne skal vedtages af både medlemsstater og EU-Parlament. Makker genstridige lande som Danmark ikke ret, vanker der retlige sanktioner.

Fra EU-hold forklarer man kommunikationsstrategien som så mange gange før. Retten til rejsefrihed er en europæisk værdi, hvorfor den også bør forvaltes og beskyttes af EU, lyder begrundelsen fra Cecilia Malmström, der som EU-kommissær for indre anliggender står bag forslaget. Også i Tyskland, der konsekvent har kritiseret den danske regerings beslutning om at øge grænsekontrollen, hilser man forslaget velkommen. Werner Hoyer fra det tyske udenrigsministerium forklarer sin støtte til forslaget med henvisning til, »at grænsekontrol ikke skal genindføres med motiver, der går imod Schengens ånd og vores borgeres interesser«.

Det er symptomatisk, at både Malmström og Hoyer ligesom en stor del af andre europæiske politikere for tiden ikke leverer overbevisende bud på, hvordan Europa skal blive enige om at tackle udfordringerne med eksempelvis de nordafrikanske flygtningestrømme. Schengen-aftalen bygger på løfter om en stærk ydre grænse, effektiv europæisk kriminalitetsbekæmpelse og en fælles indvandringspolitik. Om man deler de politiske visioner eller ej, er det indlysende for de fleste, at disse løfter fortsat er uindfriede.

Vetoforslaget fra Bruxelles er et symptom på, hvorfor selve den europæiske idé i øjeblikket er under pres. Netop på grund af fraværet af politisk handlekraft, der kan matche de oprindelige visioner for Europa. I stedet tyr man som eksempelvis i tilfældet med den græske gældskrise til halvhjertede og regulerende løsninger, der blot har til formål at udskyde afgørende beslutninger. Når toneangivende medlemslande som Frankrig og Tyskland har svært ved at udstikke fælles retningslinjer, er der heller ikke noget at sige til, at de europæiske befolkninger i stigende grad nærer mistillid til unionens politiske ledere.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt, når EU stiller sig tilfreds med at henvise til luftige størrelser som værdier og ideer. Uden konkretiseringer og politisk mod til at gennemføre det projekt, som Schengen-aftalen oprindeligt var en del af, gør EU sig selv sårbar for populistisk kritik og risikerer samtidig at bekræfte det udbredte skræmmebillede af det overregulerende monster fra Bruxelles, hvis kommissærer rejser til Sønderjylland for at inspicere grænseinspektørerne.

Når de europæiske politikere på den måde er tvunget til at indføre lappeløsninger, der både kan karikeres til ukendelighed og kan udlægges som angreb på den nationale suverænitet, skyldes det i vid udstrækning, at man af bekvemmelighedsårsager har forsømt at konsolidere og udbygge det institutionelle rammeværk, der burde udgøre et naturligt appendiks til Schengen-aftalens garanti af EU-borgernes rejsefrihed.

At beskytte arbejdskraftens fri bevægelighed kan ikke gøres på over- bevisende vis, uden at man også er i stand til at fremvise enighed på relaterede områder som politisamarbejde og indvandringspolitik, der oprindeligt indgik i visionerne for en centralt koordineret europæisk politik. I modsat fald vil man fortsat gøre sig sårbar for kritik fra både mere eller mindre seriøse EU-skeptikere, der ynder at bore i konflikten mellem den overformynderiske union og medlemsstaternes nationale suverænitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mattias Gori Olesen

Hvis man har været i Sydeuropa støder man tit på klar eksplicitering af hvis et givent projekt, f.eks. regionalt udviklingsprojekt, er støttet af EU. Store skilte, som det ikke er til at tage fejl af. Det gør man ikke i Danmark. Det betyder at vi kun kender EU som den overregulerende, og ikke som den givende. Men der findes mange eksempler i Danmark på EU-støttet projekter.

EUs næste krav og regulering bør gå ud på at kræve klar eksplicitering af EU-projekter, for derved at nedtone det negative billede af det regulerende EU. EU-regulering mod EU-regulerings skræmmebilledet.