Leder

Det lykkelige land

Rosh HaShana,det jødiske nytår, der i forgårs drejede kalenderen endnu en tak frem til år 5.772 siden Jordens skabelse. Men hvis nogen tror, at de godt fem af verdens ca. 20 millioner jøder, der bor i Israel, er bekymrede, kan de godt tro om igen...
1. oktober 2011

Rosh HaShana,det jødiske nytår, der i forgårs drejede kalenderen endnu en tak frem til år 5.772 siden Jordens skabelse. Men hvis nogen tror, at de godt fem af verdens ca. 20 millioner jøder, der bor i Israel, er bekymrede, kan de godt tro om igen. Israelerne er i det store og hele tilfredse med livet, viser meningsmålinger i den israelske presse. For selv om to ud af tre israelere ikke tror på, at en fredsaftale med palæstinenserne — og dermed med den arabiske verden som helhed — bliver signeret nu, i nær fremtid eller i en fjern fremtid, mener omtrent ni ud af 10 (helt præcis 88 pct.), at Israel er »et godt sted at bo«. Også selv om næsten halvdelen af alle israelere — 45 pct. — frygter for 'den jødiske stats fremtid'.

Målingerne, der er foretaget i anledning af nytåret, kan forekomme overraskende, men så sent som sidste år viste en global Gallup-undersøgelse, at Israel er det ottendelykkeligste land i verden. De lykkeligste lande er selvsagt de nordiske med Danmark på en glad førsteplads, men israelerne er angiveligt lykkeligere end amerikanerne, nr. 14 på listen, og i hvert fald mere smilende end palæstinenserne, der er nr. 88 af de i alt 155 lande i Gallup-målingen.

I betragtning af, at Israel siden Gaza-krigen i 2008-9 har gennemlevet sin hidtil værste diplomatiske periode, og i dag har mere end to tredjedele af FN's 193 medlemslande imod sig, ligesom antallet af rigtige venner kan tælles på under to hænder, fra USA, Mikronesien, Canada til nogle østeuropæiske lande, og i lyset af, at Israel på det sidste har tabt to nære allierede i det umiddelbare nabolag, Egypten og Tyrkiet, må man tage hatten af for israelernes selvtillid. Selv Tyskland, der gennem årene har været den mest tøvende EU-sværvægter i kritikken af Israels kolonisering af de palæstinensiske områder og kollektive afstraffelse af de halvanden million mennesker, der er så uheldige at bo i det Hamas-styrede Gaza, er så småt begyndt at knurre ad den israelske regerings afvisning af at imødekomme det palæstinensernes minimumkrav: At indstille fortsat kolonisering af deres område medens der forhandles.

Set fra nr. 88 på den globale lykkeliste er dette, at de overhovedet accepterer at forhandle — og har accepteret det siden 1988 — i sig selv et 'gigantisk kompromis', som en palæstinensisk leder har udtrykt det.

I den palæstinensiskeoptik bor israelerne i forvejen på 78 pct. af det område, de historisk mener, er arabisk, nemlig det tidligere britiske mandatområde, Palæstina. De afviste FN's delingsplan i 1947, der gav 55 pct. til jøderne og 45 pct. til palæstinenserne, bakket op af arabiske allierede. Den krig, det nej udløste, endte med en våbenstilstand i 1949, hvor de sejrende israelere kontrollerede det areal, der nu kaldes 'selve Israel', men hvis grænser aldrig er internationalt anerkendt. 'Selve Israel' er altså et område inden for en demarkationslinje, og er det, fordi israelerne har ønsket det sådan.

At israelerne i 1967 besatte det tidligere mandatområdes sidste 22 pct., som de gradvist har koloniseret, så de nu kontrollerer ca. tre fjerdedele af Vestbredden helt eller delvist, føjede spot til skade, men illustrerer tillige en ikke erklæret ambition om at tage det hele, Vestbredden og Østjerusalem, hvor mange af jødedommens hellige steder, bl.a. det allerhelligste, Grædemuren, er beliggende. Østjerusalem er annekteret, Vestbredden er omdannet til en ghetto, indhegnet af en ca. 800 km lang 'adskillelsesbarriere', der kombineret med israelsk militær tilstedeværelse og bosætteres tilstedeværelse umuliggør normale tilstande for den oprindelige befolkning.

De 'omdiskuterede' områder, Judæa og Samaria, som israelerne kalder Vestbredden, kan ikke blive en sammenhængende og fungerende stat uden israelernes godkendelse. Og den kommer ikke — ikke så længe Benjamin Netanyahus regering er ved magten, men næppe heller med en regering under Tzipi Livni eller den nye leder af Arbejderpartiet, journalisten Shelly Yachimovich, der efter sit valg som formand har hævet partiet op, så det ligger bedst i meningsmålingerne, og nu er næststørst efter Netanyahus parti Likud.

Israelerne har vænnetsig til besættelsen, til muren, til fraværet af fred. Mange er mere bange for en fredsaftale end for status quo. For det går jo fint nok med den mur, der har forhindret alvorlige terroraktioner, og israelerne er vænnet til, at det internationale samfunds stigende misnøje ikke er et problem. Som det hedder i teksten på israelske T-shirts: 'US have no fear, Israel is behind you'.

Og det er sådan, det er: Præsident Barack Obama, der forleden blev betragtet som fjende af Israel, hyldes nu af et flertal efter sin tale til FN's generalforsamling, hvor han ikke med ét ord omtalte bosættelserne, 1967-linjen eller for den sags skyld besættelsen i sin tale om, at der 'ikke er genveje til fred'. I sig selv en præstation.

Før FN's generalforsamling forudsagde de israelske medier, at september ville blive en skæbnemåned.

Ved dette jødiske nytår er alt tilbage i den lykkelige normalitet. Den er største fredshindring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu