Leder

Palæstinas anerkendelse

Under den byzantinske forhandlingslabyrint af regionale og geopolitiske særinteresser ligger relativt enkle kendsgerninger: Efter 18 år med Oslo-aftalernes hensigtserklæringer om en fredsaftale, der skulle etablere to stater til to folk, har palæstinenserne indset, at Israel ikke har i sinde at tillade en suveræn palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza
Debat
13. september 2011

PLO fik i går uventet støtte til kravet om FN-anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat med udgangspunkt i 1967-grænsen, nemlig fra Dansk Folkepartis Søren Espersen, udenrigsordfører og Folketingets mest skingre Israelstøtte, der er ude med en erklæring om, at i tilfælde af en sådan anerkendelse kan Danmark sende alle de ca. 3.000 statsløse palæstinensere hjem, der spolerer Espersens nattesøvn. For vupti, så er de jo ikke stats­løse længere. Søren Pind (V), hvis udnævnelse til minister fortaber sig i Lars Løkke Rasmussens dømmekraft, kan ved nærlæsning af hans kommentarer til Jyllands-Posten se en pointe i Søren Espersens argumentation, om end han er snu nok til ikke at bifalde den ubetinget.

Nuvel, i en valgkamp har den indre svinehund lang snor, og Espersens bjæf registreres næppe i Kairo, hvor der i disse dage drøftes helt anderledes seriøse problemstillinger. EU’s udenrigschef, Catherine Ashton, mødtes i går med PLO-leder Mahmoud Abbas for at strikke en pakkeløsning sammen, der på den ene side tilvejebringer EU-fodslag i FN’s Generalforsamling, hvor palæstinenserne senere i denne måned vil fremsætte krav om anerkendelse som stat, men på den anden side ikke isolerer USA, der i lighed med Israel er imod FN-anerkendelse, og opfordrer til bilaterale forhandlinger om en tostats-løsning.

Abbas mødte også de vigtige arabiske udenrigsministre og den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, der i går indledte en turné til Det befriede Arabien; Egypten, Tunesien og Libyen. Og som optakt truede Israel med at lade tyrkiske krigsskibe beskytte fremtidige flotiller, der sejler ud for at bryde blokaden af Gaza. I en anden møderække snakker palæstinenserne og israelerne med de to amerikanske udsendinge, David Haye og Dennis Ross, der kom til Jerusalem i sidste uge i et forsøg på at snakke Abbas fra sit forehavende. Internt i den israelske ledelse er premierminister Benjamin Netanyahu presset af sin forsvarsminister, Ehuds Barak, og sit sikkerhedsapparat, der alle anbefaler en opblødning af Netanyahus højrekurs. »Det er ikke Israels ære, men Israels interesser, der er på spil,« skal Barak have sagt.

Under denne byzantinske forhandlingslabyrint af regionale og geopolitiske særinteresser ligger relativt enkle kendsgerninger: Efter 18 år med Oslo-aftalernes hensigtserklæringer om en fredsaftale, der skulle etablere to stater til to folk, har palæstinenserne indset, at Israel ikke har i sinde at tillade en suveræn palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Da Netanyahu i september sidste år afviste at forlænge et betinget byggestop i bosættelser på Vestbredden (men ikke i Jerusalem), afbrød Mahmoud Abbas forhandlingerne. PLO har siden arbejdet på FN-anerkendelse af en palæstinensisk stat i de besatte områder, og dermed få status som et besat land, og ikke, som nu, et besat folk. Det sker i bevidsthed om, at verdensopinionen er med ham. I de største EU-lande; Fran­krig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien, er der solide folkelige flertal for en FN-anerkendelse, og i den arabiske verden presser såvel de befriede forårslande som de resterende diktaturer på for at få USA til at gå Palæstina-planken ud. Det er ikke tilfældigt, at den saudiarabiske prins Turki al-Faisal i går i The New York Times truede Washington med repressalier, dersom Barack Obama fastholder USAs modstand mod en anerkendelse.

»Et amerikansk veto vil have ødelæggende konsekvenser,« hed det med henvisning til de saudi-amerikanske relationer, »i det mindste bør USA træde til side og ikke hindre bestræbelser på at fremme palæstinensernes rettigheder i FN«. Ordvalget er et vink med en vognstang fra en tæt allieret, der i det aktuelle arabiske revolutionsklima ikke længere har politisk råd til at se bort fra USA’s ubetingede opbakning til Israel.

Af indlysende grunde har israelerne modsat sig en FN-anerkendelse, der bl.a. vil betyde, at palæstinenserne kan søge optagelse i en række internationale fora, herunder Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) i Haag. Abbas er realistisk nok til ikke at gå efter fuld anerkendelse via Sikkerhedsrådet (som vil medføre et amerikansk veto), men i lighed med Vatikanet at gå til generalforsamlingen 23. september og bede om status som ’statslig observatør’ i stedet for – som nu – blot ’observatør’.

Det vurderes, at 140 af de 193 medlemslande stemmer for, og diplomaterne arbejder nu på at lande en formulering, der kan skabe konsensus i EU, hvor Tyskland, Tjekkiet, Polen og Holland er skeptiske over for det palæstinensiske krav, få tilslutning fra den arabiske verden og, vigtigst, at formå USA til at undlade at stemme.

Det bliver meget vanskeligt. Men EU har en interesse i at øge en i forvejen voksende indflydelse i den arabiske verden, skabt med støtten til arabiske oppositionsbevægelser og på bekostning af USA. Det handler ikke om at sende statsløse palæstinensere hjem, men om ro i Middelhavsregionen. Og dermed sikring af EU’s stabile energiforsyning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alle partnerne vil på sigt have glæde af en palæstinensisk stat udråbt på 67 grænser.

Jeg tvivler dog på at Abbas får en lang alderdom hvis han gør dette, da dette en gang for alle vil stadfæste Israels grænser og dette ikke vil hue Hamas.

Det er nok ikke helt så enkelt, som artiklen fremstiller sagen - nogle af bl a de arabiske lande har underliggende dagsordener, og det arabiske forår er vist i fare for at springe "sommeren " over for at gå direkte i vinterdvale ( - med god hjælp af visse reaktionære arabiske stater)..

Interessen i olieforsyningerne og interessen for at få de rige arabiske regimer som kunder til ( bl a danske ) varer og tjenesteydelser vejer tungt - navnlig i en økonomisk krisetid.

Vi kan tjene flere penge på araberne end på israelerne, så Israel har mange stærke hensyn / kræfter imod sig.

Iøvrigt , så er den israelsek premierminister adfærd nærmest skadelig for israels udenrigspolitiske muligheder - somme tider skulle man næsten tro, at han blev betalt af Israels modstandere for at opføre sig tåbeligt og til skade for Israel - men det er en anden historie. .

Søren Blaabjerg

Ganske kort, så ønsker jeg de stater/regeringsledelser, der ikke går ind for en selvstændig palæstinensisk stat (eller alternativt en ikke-religiøst baseret fælles stat med lige rettigheder for både jøder og palæstinaarabere) et vist sted hen. Hvorfor pakke det ind?

Stort set næsten hver dag eller i hvert fald hver uge beretter tysk ARD om store folkemængder på en plads i Mellemøsten. Og nej, vi taler ikke om Tunesien eller Ægypten; Israel, Tel Aviv og måske også Jerusalem, taler vi om.

Unge mennesker, ældre mennesker, arbejdere, bønder og kontor-ansatte går på gaden for at protestere mod Likud-regeringens højre-orienterede politik. Og mod at cirka 18-20 familier ejer Israel....(stort set).

Og de har holdt (taktisk klogt set, mener jeg) Palæstina-spørgsmålet udenfor deres bevægelse. Ganske enkelt, fordi de ved, at såsnart de nævner det, vil Likud-regeringen bruge det som et påskud for at gøre noget ubehageligt.

Hvorfor nu denne lange snak og indledning....

Jo, fordi jeg mener, at det vil være taktisk uklogt af palæstinenserne at lade en afstemning om Palæstina som en stat ske i FN; forslaget bliver helt sikkert vedtaget. Og så kan Likud-regeringen bruge dette til at lukke enhver form for fredsforhandling med palæstinenserne....

Også selvom det kun handler om Palæstina skal have status som 'statslig observatør' i FN....

----

For at tage det fra en anden vinkel: Israel vil gerne have at palæstinenserne anerkender Israel som en 'jødisk stat.' Og det lyder jo tilforladeligt, ikke sandt. Men hvad betyder det i praksis? En sådan anerkendelse vil ikke bare være tomme ord; israelske arabere, jøder fra Ethiopien, kristne palæstinenserne og sikkert også andre kristne i Israel kan Israel så bede om at forsvinde fra den 'jødiske stat.'

Og før man i Danmark og Vesten indser, at der også bor kristne palæstinensere og israelske arabere og arabiske israelere i Israel, så kommer vi altså ikke nogen vegne....

Karsten Aaen, alle landene omkring Israel definerer sig som Muslimske eller Arabiske stater direkte i landets officielle navn og de har også mindretal af andre troende.