Leder

Palæstinensernes sejr

Lige nu er entusiasmen for Abbas’ stunt overvældende – men når palæstinenserne opdager, at vejspærringerne, bosættelserne og undertrykkelsen fortsætter uanfægtet, vil de reagere
26. september 2011

JUBELEN PÅ Arafatpladsen i Ramallah fredag aften, da Mahmoud Abbas på storskærmen viftede med fire ark papir i FN-generalforsamlingen, hvori Sikkerhedsrådet anmodes om at anerkende et selvstændigt Palæstina inden for 1967-grænsen, var ikke så meget en reaktion på talen. Den var et katalog over de velkendte krænkelser af palæstinensiske rettigheder, af palæstinensisk værdighed, af palæstinensisk jord og ejendom. Med Abbas' fravær af lidenskabelig glød og karisma lød de næsten trivielle, ligesom konflikten efterhånden synes triviel efter 44 års besættelse.At selv indædte kritikere af Abbas og hans Fatah-styre på Vestbredden tørrede tårer af øjenkrogene, handlede om selve dette, at Abbas stod på verdenssamfundets talerstol og talte magten midt imod.

Det var trods, der gjorde Abbas' øjeblik historisk, mere end de fire ark papir, der næppe når længere end til det udvalg af diplomater fra Sikkerheds- rådets 15 medlemslande, der nu vil 'studere' det. I hvor lang tid vides ikke, men det kan vare en rum tid. Også selv om der ikke står noget, der ikke er kendt i forvejen. Og i mellemtiden vil USA fortsætte med at øge presset på Abbas for at få ham til at sætte sig over for Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og 'forhandle'.

MEN SANDHEDEN ER, at der ikke er så meget mere at forhandle om. Parterne nåede frem til målstregen om alle de vigtige spørgsmål så tidligt som i januar 2001, da Bill Clinton i et sidste forsøg på at etablere et eftermæle, der ikke bar navnet på en kvindelig praktikant, sammenkaldte Ehud Barak og Yasser Arafat i Taba, den egyptiske grænseby.Hvad der ikke blev fuld enighed om i Taba, ordnede Ehud Olmert i 2008 med Arafats efterfølger, Mahmoud Abbas. Han sagde ikke sagde ja, men heller ikke nej, men gumlede på det israelske tilbud så længe, at Israel i mellemtiden valgte den mest højrevendte regering nogensinde – med en chef, hvis vægelsind er omvendt proportionalt med hans retoriske talent. Benjamin Netanyahu er ikke den israelske leder, der indgår et historisk kompromis, som medfører fjernelse af jødiske bosættere fra Vestbredden. Det ved palæstinenserne. Netanyahu skal have hjælp udefra. Og når anmodningen om status som stat, om end det kun er på papiret, kom nu og ikke sidste år eller i 2009, da det stod klart for enhver, at Israel ikke er til sinds at ophøre med at konfiskere palæstinensisk land til nye bosættelser, er det, fordi den politiske virkelighed ændrede sig. Abbas satsede på at presse USA's præsident, Barack Obama, til at træde i karakter efter hans erklærede støtte til Det Arabiske Forår, der indtil videre har fjernet tre diktatorer. Han ville have problemer med at afvise palæstinenserne. Hvis han gjorde det, ville han blive isoleret sammen med Israel. Abbas havde med andre ord intet at tabe, hvorimod Obama havde alt at tabe. Og det gjorde han så, og lur os, hvis ikke den yngre politiske elite i Ramallah i grunden er ganske godt tilfreds med udfaldet.

MAN SKAL IKKE opholde sig ret længe på Vestbredden, før det går op for én, at det næste geled af palæstinensiske ledere ikke er specielt varme på tostats-løsningen, som de anser for at være et gigantisk kompromis i sig selv. Hos disse yngre aktivister spores en anden og ny selvbevidsthed – med mindre klynk og mere tålmodighed. De folk vil ikke nøjes med de 22 pct. af mandatområdet Palæstina, der var tilbage efter det militære opgør i 1948-49, israelerne kalder uafhængighedskrigen, og som araberne kalder katastrofen. De vil tilbage til det historiske Palæstina, som for deres skyld gerne kan hedde Israel, men som de er sikre på vil få arabisk flertal inden for en overskuelig fremtid. Og når de fortæller udenlandske journalister, at deres vision er en fælles stat for jøder, muslimer og kristne, der vil leve i harmoni med hverandre, hvor løven er blevet vegetar og græsser ved siden af lammet, er det netop noget, de siger til udenlandske journalister. De siger noget andet til hinanden, som godt nok ligner, men har mere – skal vi sige – kant.

OGSÅ DERFOR HASTER DET med at få den tostats-løsning på plads. En adskillelse af de to folk i en periode, som hen ad vejen kan ende i en konføderation før en endelig genforening, er eneste garanti for, at det tidligere britiske mandatområde ikke i løbet af de næste to-tre år brænder i en ny volds- cyklus. Lige nu er entusiasmen for Abbas' stunt overvældende – men når palæstinenserne opdager, at vejspærringerne, bosættelserne og undertrykkelsen fortsætter uanfægtet, vil de reagere. Som et køligt palæstinensisk hoved, der ikke var anbragt under armen, sagde til en journalist i fredags: »Sker der ikke noget afgørende, vil vi have Hamas-styre på Vestbredden om tre år – efter en borgerkrig, der vil sprede sig til Israel.«Det er ikke i israelernes interesse. Ligesom det ikke er i Israels interesse fortsat at blive kaldt slyngelstat – nu med tyrkisk og egyptisk bifald. Mellemøsten er under forandring, og det er i israelernes interesse at få en ordning nu, de kan leve med. e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen glemmer den ny virkelighed.

Før Gaza-aktionen troede Israel, at det internationale samfund ville reagere negativt over en aktionsform, hvor hensynet egne soldaters sikkerhed overtrumfede hensynet til at minimere civile tab hos palæstinenserne.

Efter den for Israel helt tabsfri - men for palæstinenserne meget blodige - aktion, kom den helt store overraskelse:

Det internationale samfund vendte blikket bort.

De to parters forhandlingspositioner, hvor den palæstinensiske sides eneste håb var, at det internationale samfund ville sætte grænser for den Israelske magtudøvelse, er så fuldstændig anderledes efter Gaza.

Det er både Israel og Palæstina fuldt bevidst om. Men resten af verden har åbenbart glemt det.

Hvordan kan man lave forhandling mellem to parter, hvoraf den ene - palæstinenserne - absolut ingen kort har på hånden ?