Leder

Rød blok i den store verden

5. september 2011

SKAL MAN VÆRE lidt kynisk, og det skal man jo i en valgkamp, er det mærkelige sådan set ikke, at oppositionen indtil nu ikke har gidet bruge særlig meget krudt på at diskutere udenrigspolitik i valgkampen. SF’s partileder og udenrigsministerbud, Villy Søvndal, har ad flere omgange afvist at debattere udenrigs- og udviklingspolitik med udenrigsminister Lene Espersen (K) og udviklingsminister Søren Pind (V); han har åbenlyst vurderet, at der ligger vigtigere valgkampspoint i at koncentrere sig om at være partileder.

Det taler den taktiske fornuft også for, thi som den folkelige visdom altid fremfører, er intet dansk valg nogensinde blevet afgjort af udenrigspolitik. Raketvalget i 1988 blev måske nok udskrevet på et udenrigspolitisk spørgsmål, nemlig diskussionen om, hvorvidt udenlandske kaptajner i danske havne skulle orienteres om, at de befandt sig i atomvåbenfri farvande– men indholdet i valgkampen blev også dengang primært indenrigspolitisk.

Samtidig er forskellene mellem rød og blå blok på udenrigs- og sikkerhedspolitik også mere utydelige end på andre politikområder under denne valgkamp. Hvad enten det gælder forsvarsforlig, integrationspolitik, Libyen- og Afghanistan-interventioner, klimapolitik eller udviklingspolitik, er forskellene mellem de to blokke i løbet af de seneste 10 års VKO-regerings-periode skrumpet ind visse steder og forsvundet andre. Heller ikke det er nødvendigvis uforståeligt; en ærværdig diplomatisk tradition byder, at et lands politikere slutter op om dets udadvendte interesser, uanset hvor meget de kan være uenige indad – ikke mindst i de perioder, hvor landet sender sine sønner i krig.

Så når SF’s Holger K i fredags kaldte det »lidt flovt«, at et åbenbart allerede udfærdiget S-SF-oplæg til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger og putter hos partiernes ledere, fordi det »ikke spiller nogen rolle i valgkampen«, er han måske for hård ved sig selv. Oppositionspartierne har bare prioriteret at sætte kræfterne ind der, hvor det gør ondt, og der kan flyttes stemmer. Det er på den korte valgkampsbane såmænd forståeligt.

PRIORITERINGENS konsekvens kan derimod godt blive mærkelig, hvis udenrigspolitikken i denne valgkamp uden videre bliver en borgerligvindersag. Et kor bestående af blandt andet forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), Lene Espersen og Berlingskes lederskribent er gået i gang med at præsentere forskellen på en blå og en rød udenrigspolitik som forskellen på aktivisme og fodnoter – altså som forskellen på en engageret, USA-allieret, militært funderet udenrigspolitik i Anders Foghs billede, og så en indadvendt, drømmerisk, USA-fjendtlig og dogmestyret udenrigspolitik med fodnoteårene som forbillede. Denne tolkning har S-SF set sig nødsaget til at forsvare sig imod med weekendens forsikringer om, at man f.eks. også fremover vil være beredt til at gå i krig uden FN-mandat, altså en videreførelse af et af den Fogh-skabte udenrigspolitiks varemærker.

Det er sådan set rimeligt nok, at VKO-regeringens repræsentanter rejser spørgsmålet om, hvor en S-SF-regering har i sinde at lægge snittet, for VKO-regeringen har i det seneste tiår gennemført historiske omvæltninger i Danmarks udenrigspolitik. Fra de villiges koalition på jagt efter ikke-eksisterende masseødelæggelses-våben og demokratiske ønskedrømme i Irak over det katastrofalt selvovervurderende COP15-forsøg på at dirigere klodens lande i et samarbejde om en klimapolitik, til omlægningen af Danmarks fattigdomsorienterede udviklingspolitik til en bistandsindsats funderet på liberalkonservativ ideologi om erhvervsfremme og geopolitisk interessetænkning om beskyttelse af sikkerhedsinteresser. VKO-regeringens udenrigspolitiske projekter har været store, ambitiøse og har indebåret mængder af spektakulære fejltagelser og et betydeligt medansvar for konsekvenser med høje omkostninger, såsom f.eks. tabte menneskeliv (danske, irakiske og afghanske) og den kollapsede globale klimaindsats. Og de har oven i købet fundet sted i en epoke, hvor Christiansborgpolitikken er blevet stadigt sværere at isolere fra internationale bevægelser: Størstedelen af dansk lovgivning kommer i dag fra EU; dansk økonomi er blevet vendt på hovedet adskillige gange af den globale finans- og økonomikrise; Den Tredje Verden siger i stigende grad nej til vores bistand og snupper vores job i stedet; den globale opvarmning er begyndt at påvirke politikkens grundsubstans med nye konflikter, skillelinjer, ressourceproblemer osv.

DET ER MEGET MULIGT, at danske valgkampe stadig ikke kan blive afgjort af udenrigspolitik. Men hvis S-SF bevidst forsøger at signalere, at de politiske udfordringer fødes, lever og løses nord for Kruså, er det forhåbentlig udelukkende af valgstrategiske årsager. Hvis det afspejler alliancens komplette tænkning om rigets tilstand, går vi en spændende tid i møde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Altså Lotte:
"Hvis det afspejler alliancens komplette tænkning om rigets tilstand, går vi en spændende tid i møde."
Er dette hattedameironi eller bare mangel på redaktionel gennemsyn?