Leder

Snak om noget andet

Hold op med at stir jer blinde på væksten. Fri os fra presset om, at vi skal ud og købe flere biler, nye køkkener og fladskærme for BNP's skyld. Vækst er blot et middel og i dag måske et middel, der er uden for rækkevidde eller uhensigtsmæssigt eller begge dele. At tale om vækst eller modvækst er dybest set blevet uinteressant
2. september 2011

Sjældent har så lille et tal opmuntret så mange politikere så meget. Meldingen fra Danmarks Statistik (DS) om, at Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) fra april til juni har udvist en vækst på én procent blev i går fejret af valgkampens hovedpersoner som Jesu genkomst. Alle var glade, Lars Løkke Rasmussen var i strålende overskud som manden, der har sikret procenten, Helle Thorning var også lutter smil, om end hun efterlyste mere af det samme. De elektroniske medier kørte med for fuld og ukritisk udblæsning.

Intermezzoet afspejler det, nogle har karakteriseret som valgkampens 'vækst-fetichisme', så her er en lille dosis virkelighed:

Den ene procent er ifølge DS forbundet med en usikkerhed på 0,5 pct. Der kan altså lige så godt være tale om en halv eller halvanden procents vækst. Dertil er tallet resultat af 'foreløbige beregninger', så det kan blive justeret op eller ned, når DS næste gang udsender en meddelelse. Hertil kommer, at den noterede vækst ifølge DS skyldes en stigning i det offentliges forbrug og investeringer, hvorimod danskernes privatforbrug faktisk faldt med 0,3 pct. I en vis forstand har Lars Løkke altså selv købt sig til den beskedne vækst for skatteborgernes penge.

Endelig skal det med, at vor vestlige omverden EU og USA havde endnu lavere vækst i perioden, og at opgørelsen ikke omfatter juli-august, hvor de internationale aktiemarkeder blev ramt af tumult, og indikatoren for industriproduktion i EU så sent som i går signalerede nye nedtursforventninger.

At sige, at udviklingen nu er vendt, at økonomien atter er i fremgang og recessionsspøgelset afvist, er en meget optimistisk tilsnigelse, som kun en valgkamp kan forklare.

»Den realistiske økonomiske virkelighed (er), at vi med meget stor sandsynlighed står over for en lang og meget smertefuld tilpasning af økonomien,« lød i går i Politiken den nøgterne vurdering fra Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen.

Langt vigtigere endden enlige BNP-procent er det overordnede billede af nationens tilstand. Nye tal fra i går fortæller, at arbejdsløsheden i juli steg for tredje måned i træk til 163.000 registrerede ledige, med størst vækst i ledigheden blandt unge. Reelt er ledigheden større, fordi stadig flere fyres uden ret til dagpenge eller kontanthjælp og derfor ikke kommer med i det registrerede ledighedstal.

Den helt store fallit for økonomien er imidlertid, at antallet af offentligt forsørgede danskere folkepensionister og SU-modtagere ikke medregnet i dag er 875.000. Det er hver fjerde dansker i den erhvervsaktive alder, og der er dermed flere udstødte nu end for 20 år siden i en vækstøkonomi, der målt på BNP er mere end fordoblet i samme periode. Samtidig er uligheden i Danmark vokset markant de seneste 10 år: Mens de rigeste danskere hvert år har kunnet øge forbruget med to-tre pct., har de laveste indkomstgrupper stort set samme rådighedsbeløb nu som i år 2000. Ifølge OECD's definition er der i dag 234.100 fattige i Danmark.

Altså: De senereårtiers markante BNP-vækst frem til 2008 har ikke formået at understøtte tidligere tiders velfærdsmæssige fremgangslinje. Og siden 2008 har selve BNP-væksten flimret som hos en kriseramt hjertepatient mellem minus 5,2 pct. og plus 2,1 med den omtalte ene pct. som aktuelt niveau. Faktisk er langtidstrenden siden 1960'erne, at den årlige BNP-vækstrate bliver stedse vanskeligere at holde oppe. Herhjemme som overalt i den industrialiserede verden er tendensen entydig gennem de seneste 40-50 år: Lavere vækstrater, trods fluktuationer op og ned fra år til år.

Det har sine komplekse, globale forklaringer: Udflytning af industriproduktion til lavtlønslande, stigende priser på råstoffer og fossil energi, miljøskader, der udhuler og undergraver økonomien, vanskeligheder med at presse produktiviteten op på en række områder, mætning af materielle behov. Nogle kalder det grænser for vækst, og et stigende antal økonomer i gårsdagens avis professorerne Jørgen Ørstrøm Møller og Jesper Jespersen forsøger at forklare, at vækstøkonomien, som vi kender den, er et overstået kapitel i vor del af verden. Den kan ikke fastholdes, den leverer ikke den ønskede velfærd, og hvis man med vold og magt prøver, koster det dyrt for miljø og mennesker.

Derfor denne appeltil valgkampens politikere: Hold op med at stir jer blinde på væksten. Fri os fra presset om, at vi skal ud og købe flere biler, nye køkkener og fladskærme for BNP's skyld. Vækst er blot et middel og i dag måske et middel, der er uden for rækkevidde eller uhensigtsmæssigt eller begge dele. At tale om vækst eller modvækst er dybest set blevet uinteressant. Tal i stedet om det vigtige. Det, det egentlig handler om: Hvordan indretter vi økonomien, skattesystemet, den offentlige sektor, infrastrukturen, virksomhederne og arbejdstiden, så flere får del i det tilgængelige arbejde, så uligheden mindskes frem for at vokse, så omstilling til grøn energi og bæredygtighed kommer i gang, og så danskerne engagerer sig som aktive borgere i omsorg for hinanden frem for at stigmatiseres som materialistiske forbrugere, pisket af stats- og finansministre til at svinge dankortet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo desværre ikke nok bare konstatere at en fortsat vækstøkonomi er en umulighed.
Vækst, gæld og renter er tre forbundne kar, uden vækst kan man ikke betale renter af den lånte kapital som holder vores pengeøkonomi frit svævende i luften. Lånefinansieringen udhuler også værdien af kapitalen så der må vækst til at modvirke denne værdiforringelse.
Så uden en redefinering af pengeøkonomien kan vækstsamfundet ikke omstilles.
Man bliver simpelthen nød til at hive stikket ud af kapitalismen.

Niels Johan Juhl-Nielsen

Artiklen er en helt nødvendig afkodning af tidens mainstream budskaber. Tak!

Omstilling til bæredygtighed - hvordan? Et vigtigt opdrejningspunkt bliver at opbygge lokale fællesskaber med en udviklet robusthed (energi og fødevarer f.eks.).

For to år siden skrev jeg artiklen "Lokalsamfund tager klimakampen i egen hånd" i Information: http://www.information.dk/204464

Noget nyt under solen?

Niels-Simon Larsen

På baggrund af det som Jørgen ellers skriver, kan jeg ikke være uenig, men ser jeg på ovenstående isoleret, dvs. sidste afsnit, er der alligevel noget.
Drejer det sig virkelig ikke mere om vækst og modvækst?
Det overrasker mig, for jeg synes, vi står midt i kampen. Det er ligesom om, der nu blæses til forsoning, gode venner og vi må kunne finde ud af det. Det er for tidligt efter min mening.
”Fordeling af arbejdet, mindre ulighed (økonomisk forstås), grøn energi og bæredygtighed, omsorg for hinanden og væk fra materialismen”.
Ja, selvfølgelig, men kan vi få flertallet med til det? Det ville være skønt. Jeg er dog bange for, at det tager noget længere tid, inden løven får lært at spise jordbær.

Det store problem i økonomien er at bytteforholdet ikke længere er lige, og det har intet med skat at gøre. Globaliseringen og finansøkonomien gør at der er uorden i det bytteforhold som pengene jo skulle forstille at være.
Der er jo også set flere forsøg på at skabe lokale bytteøkonomier a al Christianmønten. Norge har en vidt udbredt bytteøkonomi, som også har været forsøgt indført i Danmark, men det stoppede skattevæsnet.
For at have en målestok, så skal et naturmenneske arbejde 2-3 timer om dagen for at få hvad det behøver.

Michael Kongstad Nielsen

Meget tyder på, at danskerne er begyndt at sagtne farten hvad dankortsvingeriet angår. Man aner uråd - festen kan ikke blive ved, tænker mange nok. Mærkeligt nok er danskerne (forbrugerne) forud for deres politikere på det punkt. Politikerne er bange for opbremsningen. Egentlig tror jeg også danskerne er lidt kede af den, men på den anden side har de fleste jo fået fyldt privatsfæren op med de biler, køkkener og fladskærme, der ligesom var plads til, så hvad skal vi nu finde på at købe? Nej, lidt tilbageholdenhed kan godt gå an.

Men det kan politikerne altså ikke lide, for så går væksten i minus. Ja, lad den endelig gå i minus, selvom det indtil videre vil medfører yderligere tab af arbejdspladser, men vi må og skal igang med en omstilling til et nyt liv, hvor vækst ikke længere er et tema.

Vækst i Vesten er i dag er både udenfor rækkevidde og uhensigtsmæssig, ja, ligefrem skadelig. Men jeg tvivler på, at politikerne, og hele det øvrige "system", opgiver tanken om det lige med det samme. Dertil sidder alt for fast.

ja fremragende artikel. Næ politikerne er låst fast i væksten, fordi som søren lom siger kan en kapitalistisk økonomi ikke køre uden vækst, og det er politikernes bestilling at køre den kapitalistiske økonomi.
De kan ikke bare stille sig op og sige sandheden:
1) Økonomien er dårlig, og den vil blive dårligere, lige meget hvad vi gør. 2) Hele økonomien er lagt an på at gøre de rige rigere, og de vil heller køre os alle i afgrunden end lave om på det.
3) Vores økonomiske system er en fejltagelse. Hvis vi havde lagt den om for 50 år siden havde vi haft en chance for at lave noget fornuftigt. nu er løbet kørt og der er blot krampetrækninger tilbage.
4) Vi kunne muligvis afbøde noget af faldet, hvis vi kunne tage en hel masse penge fra de rige, men det er politisk umuligt.
5) Så vi gør det der i øjeblikket er muligt, med fuld gas foragt for de senere konsekvenser: mere skattelettelser til de rige, mere ødselt forbrug til den svindende middelklasse, i hvert fald på lidt lånt tid, og forringede sociale ydelser til dem der alligevel ikke han bide fra sig. Vi ved godt det gør altting endnu værre. Vi bevæger os mod afgrunden, men der er nogen som skubber bagfra, hvad vil I egentlig have vi skal gøre?

Jørgen Steen Nielsen m. fl. : Hvis et stort antal mennesker uden arbejde, får arbejde fordi der evt. er skabt nye arbejdspladser hedder det "vækst".
Jeg meget svært ved at se hvad der er i vejen med det?

Det store problem er jo at der ikke er noget alternativ - ikke fordi det ikke findes, men fordi vi siden 80'erne er blevet stopfodrede med propaganda om "det frie marked".

Økonomer har købt sig til pseudo-videnskabelig status, men reelt set er der jo ikke en eneste med en MBA der forudså krisen eller har nogen løsning ud over den hudløse "mere vækst"-frase. De er så indoktrinerede i Friedman "Flat Earth" terminologi, at de ikke kan tænke selv.

Og det er disse økonomer der rådgiver vores politikere.

Min hoved-anke med hele denne globaliseringstankegang er at den hovedløst stirrer på næste kvartals bundlinie, og er uden etik og moral. Det er ok at bruge den sidste olie, det er ok at bruge mennesker til medicin eksperimenter, og børn til slavearbejde, så længe det giver overskud.

Jeg stopper helt bevist mine penge i madrassen - jeg kan ikke få mig selv til at støtte det her cirkus. Der er ikke én eneste politiker der repræsenterer mig, og min eneste "magt" er at jeg kan vælge at bruge mine penge med omhu.

Skal vi bruge flere penge på biler, fladskærme, sofaer med mere, så vil det stadig ikke gavne det danske samfund og beskæftigelsen.

Alt det vi bruger penge på, er næsten alt produceret i udlandet. Tag møbler, ikke mange år tilbage ar der en god del danske møbel producenter. De er reduceret voldsomt i dag, og importeres.

Det forbrug de forlanger, vil kun bidrage til yderligere fattigdom og ulighed i Danmark. Det er import og ikke andet. Import skaber ikke arbejdspladser og generel velstand i Danmark, spørg bare Afrika der importer næsten alt. Der er selvklart stadig danske ejere bag de virksomheder der er i udlandet, så jo de rige virksomhedsejere vil da tjene på vores øget forbrug, men tror i det vil komme den alm dansker til gode, nej det gør det ikke. Lyt ikke til det med øget BNP via forbrug.

BNP kan faktisk ikke bruges til ret meget som målestok for et samfunds velfærd og rigdom. BNP indeholder nemlig også alle skadelige økonomiske transaktioner, så som tyveri der udløser erstatning, vores krige og alt i den stil.

Faktisk skal man skrotte BPN og benytte sig af en målestok der hedder GPI (genuine progress indicator).

Så får man målt om et lands vækst faktisk også har givet øget veldfærd.

Må jeg ikke her anbefale en bog af Tesfaye, Mattias som hedder 'vi er ikke dyr, men vi er tyskere' som også handler om det her. Og som sætter det her godt i perspektiv. (Bogens titel er en henvisning til tyske byggeri-arbejdere som skulle have sagt det til Mattias da han spurgte dem om, hvorfor de dog fandt sig i at blive behandlet dårligt).

I et kapitel, Når velfærd bliver luksus, (side 120-133) beskriver han udviklingen i velfærds-staten (gennem et meget rørende interview med sin mormor også...det var i kapitlet bagefter, som hedder I mormors koloni, eh, velfærds-stat.) Back on topic:

Han starter med at beskrive de københavnske skolebyggerier, som er fra 1910-1960 de fleste af dem, og hvor han som murer kan se, at de er lavet præcist, smukt og godt. (dvs. med gode bygge-materialer). Og i 1969 kunne børnene komme i skole og fortælle, at henne i skolen har de varmt vandt, de kunne få bad hver dag (after idræt - eller næsten hver dag). Og der var træk og slip....ikke natmanden...(til orientering kan oplyses at der indtil omkring 1970 i langt de fleste etage-ejendomme i Danmark var lokummer i gården, hvor man sad og sked....Og så kom natmanden og fjernede - nå ja - lortet - ).

I dag skriver han er det omvendt. Mange folkeskoler i København og andre steder har ikke fladskærme. (man er dog begyndt at få interaktive tavler...)....Mormor får flad kedelig mad fra industrien, vedligeholden i SFO (og børnehaven) er en saga blot.

Og hvorfor er det sådan: Jeg læser det han skriver på side 123-124 sådan at man kan industrialisere f.eks. rengøring, slagteri-arbejde, fremstilling af sko, fremstilling af kjoler og tøj og sko. Men ikke områder som er præget af det man kan kalde for 'personlige tjenester.' Offentlige ydelser såvel som private.

En frisør kan altså ikke klippe en kunde hurtigere end for 20 år siden, endsige for 100 år siden. En pædagog kan ikke passe børnene hurtigere end hun kunne for 40 år siden.En lærer kan ikke lære børnene alfabetet hurtigere end for 100 år siden eller 50 eller 25 år siden.

Dog synes der at være nogen der tror at man ved indføre ny teknologi, dvs. bærbare computere, inter-aktive tavler kan lære børnene alfabetet hurtigere.
Men se, det kan man ikke - deri forregner man sig. I hvert fald hvis man tror, at man kan gøre det med teknologiens hjælp alene. Lærerne bør have efter-uddannelse så de formår og står at bruge de her nye teknologier på en bedre måde rent pædagogisk.

En advokat i et privat firma kan heller ikke rådgive sine klienter hurtigere end hun kunne for cirka 20 eller 40 år siden. Ting der involverer mennesker tager tid og sygeplejersken kan måske godt vende flere mennesker om dagen, men det der betyder mest for f.eks. et ældre menneske som er indlagt, ja det er at man bliver hørt og at ens angst bliver bearbejdet.

Systemet for nu at kalde det for vil industrialisere f.eks. sygeplejegerningen, eller lærer-gerniningen, simpelthen for at lønningerne ned. Og for at få mere effektiv undervisning ud i skolerne, så eleverne lærer mest muligt på kortest muligt tid. I den optik skal man
hvorfor gruppen som er nedsat til at foretaget et 360- graders eftersyn af folkeskolen kommer med et forslag om at lukke alle skoler under 600 elever. Og også i den optik skal man se forslaget om nye super-sygehuse med plads til en masse patienter som kommer ind og ud på samlebånd.

Mht. lærer-gerningen så kunne man på SVT1 i deres Go Morron Sverige set fremragende interview med alletiders matematik-lærer, Stavros Luca, som direkte sagde, at han underviste i sine matematik-timer, i alle 44 minutter. Regne i børnene kunne børnene gøre derhjemme sagde han; hvis det var man ville, så kunne man lige så godt ansætte en robot. Med glimt i øjet sagde han så - det ville også være billigere -. Stavros taler nemlig med børnene (eleverne) og hører på deres forslag udi matematikken og forklarer dem , hvorfor det er sådan eller ikke er sådan. Han lader dem gætte, også forkert, og så taler han med dem om, hvordan det kan være, eller om det måske kunne være korrekt alligevel. På den måde får de trænes deres matematiske iagt-tagelses-evne.

Interessant nok sagde han også at eleverne skal se en mening med hvad de laver med hvad man f.eks. kan bruges sinus og cosinus til. (åbenbart er det noget man også bruger i computerspil når man skal beregne hvordan en tank bevæger sig...fandt jeg ud af efter lidt research).

Pointen som Stavros kommer med er god, fordi den handler om hvad god og effektiv undervisning er, det at læreren går i dialog med eleverne om teksten eller om hvordan regne-stykket skal laves, gør at børnene lærer mere. Og derfor får vi dette her: citat fra side 126:

"Jo flere produktionsprocesser, der industrialiseres, des relativt dyerere bliver de ydelserm der er præget af den innovations-resistente teknologi." (som f.eks. lærergerningen, børnepasning ved pædagogen eller frisøren,min parantes) Og han fortsætter:

"Derfor koster en tur til frisøren i dag to, tre eller fire timelønninger for en almindelig lønmodtager, en tur på restaurant med hele familien koster en dagløn...."

Og se, det er jo interessant, især fordi det betyder dette her: "[...]den selvsamme industrialisering skærper den sociale ulighed i adgangen til relativt set stadig dyerere private service-ydelser..." (side128)

Man så forsøge forskellige ting; man kan industrialisere arbejdet i det offentlige, man kan sænke lønnningerne og skatten på løn, eller man kan sætte skatten op en lille smule hvert år. På side 132 argumenterer han for, at skatten skal sættes op...

Og det kan der måske godt være noget om, måske ikke. I hvert fald har det at give 100 mia. i skatte-lettelser, primært til de rigeste i det her land, ikke hjulpet. I et interview andet sted på den her side, siger Lars Barfoed, at de 100 mr. i skattelettelser ikke har været 'ufinansierede.' Dertil er så at sige, at jo, det har de, fordi VKO beregnede en dymanisk forbrugs-effekt som udeblev. De regnede med at folk ville bruge de her penge til forbrug; det gjorde folk bare ikke...

En tanke:
Mattias skriver, at en uddannet gartner som passer haven betragter vi som en luksus, mens en uddannet pædagog som passer vore børn betragter vi som værende ikke-luksus, en selvfølgelighed. Hvor går udviklingen mod hen?