Det gode er, at vi i går fik en mesterlig rapport om kunststøtten i Danmark. Det dårlige er, at man allerede samme dag kunne holde gravtalen over rapporten. For hvis det står til politikere og kunstnerorganisationer, får rapporten næppe gang på jord, fordi lige præcis de to grupper står, hvis man følger rapportens anbefalinger, til at få mindre direkte indflydelse på kunststøtten.
Der har længe været behov for gøre op med et flerdelt og uigennemsigtigt system af kunststøtten. Uden at give køb på de grundlæggende principper for kunststøtten tænkes der nyt hos Kunststøtteudvalget med formand Lars Liebst i spidsen. Blikket hæves fra de snæversynede interesser, der hidtil har præget debatten, ligesom legitimiteten af kunststøtten og den fortsatte folkelige opbakning står i centrum for udvalgets arbejde.
Kunststøtteudvalgetforeslår kon-kret at nedlægge Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og Kunststyrelsen og samle det hele til en enhed, et såkaldt Kunstinstitut. En logisk forenkling af nuværende struktur og samtidig en faglig styrkelse og større politisk og kunstpolitisk uafhængighed af de udvalg, der skal fordele støtten.
Kunstnerorganisationerne hyler, men i virkeligheden er der grund til at hylde rapporten. Når de kunstneriske miljøer protesterer, reagerer de som sure gamle fagforeningsfolk. Når det gælder politikerne, plejer kunstnerorganisationerne at hylde armslængdeprincippet, altså at støtten fordeles af sagkyndige organer uafhængigt af politisk system. Det samme princip kunne de følge i forhold til deres egen rolle og magt. Deres lodrette afvisning er den største bekræftelse af, at der også i forhold til det kunstneriske miljø er brug for mere armslængde. Kunstnerorganisationerne forfølger dybest set kun egne snævre interesser og har ikke blik for helheden og de nødvendige reformer af et sygt system.
Man kan håbe, at de gode tanker, der tænkes i rapporten, kan virke i det lange løb. En ny minister har fået foræret et godt udgangspunkt for en nødvendig radikal reform af kunststøtten i Danmark.
