Leder

Tysklands interesser — og Europa

Alt for mange har alt for længe løjet om alt for store beløb til, at man kan regne med, at krisen er ovre. Den kan stadig komme igen, men kendsgerningen er, at den tyske forbundsdag har bidraget med en beslutning, der skaber lettelse
Debat
30. september 2011

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har foreløbig taget magten fra markedet. Hun leder sit kristelige demokratiske parti med den styrke, der kommer af lige dele pisk og gulerod. Hun sætter sine koalitionspartnere på plads, koordinerer med udlandet og Bruxelles. Kort sagt løfter hun opgaven som demokratisk politisk leder i Europas stærkeste økonomi. Hun leder, viser vejen og overvinder både den naturlige og den populistiske modstand.

I går var det ikke børserne, der fortalte folk i Europa, hvordan pengesagerne står. Det var den tyske forbundsdag, der meddelte, at man havde den politiske vilje og de demokratiske kræfter til at beslutte.

De kommendedages og ugers spekulationer vil naturligvis gå på, om det er en svækket kansler, der fik Forbundsdagens ja til at forstærke den europæiske redningsaktion, som i første omgang hjælper Grækenland over den næste vanskelighed. Nogle vil sige, at hun var meget længe om at få tingene til at falde på plads, i Forbundsdagen blev det sagt, at der bliver brug for endnu flere penge, og at sandheden holdes skjult for folk. For lidt og for sent, er et politisk udtryk, der dækker over, at man mestendels er enig, men helst ikke vil sige det — og slet ikke anerkende den politiske modstanders resultater.

Da udfaldet omkring Tysklands større bidrag endnu hang i luften over Berlin, og kommentatorerne så ned i krystalkuglen, hed det sig, at spørgsmålet alene var, om den tyske regering eller kansleren faldt før euroen.

Angela Merkel har undervejs været utvetydig klar i mælet om, at det europæiske samarbejde ville falde fra hinanden, hvis euro-samarbejdet gik i opløsning.

Det må antages, at dele af den tyske finansverden har så meget i klemme på udebane, at Tyskland i dag valgte den mindst kostbare løsning. Men det vil være kortsynet at se afgørelsen styret alene af økonomiske overvejelser. 523 af Forbundsdagens 620 medlemmer stemte for det højere tyske bidrag til den europæiske redningsfond, 85 sagde nej. Nogle få i regeringens egne rækker var blandt modstanderne, men Merkel fik sit såkaldte kanslerflertal i hus. Hun havde ikke behøvet stemmerne fra sin tidligere socialdemokratiske regeringspartner, SPD, men hun fik dem med.

Det hører til historien, at europaparlamentarikere fra både CDU, FDP og SPD har brugt mange kræfter på at tale med de mest tøvende af deres tyske kolleger. Flertallet for den europæiske løsning er blevet til ved en flerstrenget indsats, der understreger Tysklands interesser i det tætte europæiske samarbejde.

Alt for mange har alt for længe løjet om alt for store beløb til, at man kan regne med, at krisen er ovre. Den kan stadig komme igen, men kendsgerningen er, at den tyske forbundsdag har bidraget med en beslutning, der skaber lettelse i Bruxelles og de 26 andre EU-lande.

Alligevel er det nødvendigt at erkende, at Den Europæiske Union eller klubben af eurolande slet ikke har en politisk-økonomisk styring, der overbeviser. Alt for ofte har regeringsledere ment at de med politiske signaler kunne klage sig og så få markedet med. Selv om Tyskland nu er på plads, er der fem-seks mindre lande, som stadig skal bidrage. Det gør de nok. Men den europæiske aftale om denne 'stabilitetsfacilitet' bidrager netop ikke til stabilitet ved at være så længe undervejs. Derfor skal man nok regne med, at der i de kommende år vil fremkomme mange analyser, som peger på tættere konstruktioner i hele EU-samarbejdet — analyser, der også vil udfordre Danmark.

Det kræver formentlig en omdefinering af Danmarks egentlige interesser i Europa, hvilket de måske sidder og skriver på under Amagerrunden på 25. sal.

De kristelige demokraters ordfører sagde under debatten, at »Tyskland har en eksistentiel interesse i stabiliteten i Europa og euroen«. Dermed siger han ikke noget, som ikke allerede står skrevet i den tyske forfatning: Tysklands grundlæggende interesse i at bidrage til det europæiske demokrati gennem Den Europæiske Union.

Dagen før afstemningen i Forbundsdagen fejrede det officielle Tyskland forfatningsdomstolens 60-årsdag. Her kunne den tyske præsident, Christian Wullf, glæde sig over, at forfatningsdomstolen gennem sine jævnlige afgørelser »bidrager til at gøre retsstaten levende for det tyske folk«.

Tyskland — begge de gamle Tysklande i vest og øst — har gennem årene betalt af på gælden fra de onde år, og har leveret et velfungerende demokrati. Kanslerens europæiske vilje løfter hende ind i rækken af Tysklands mange store europæiske kanslere: Konrad Adenauer, Willy Brandt, Helmut Schmidt og Helmut Kohl. Det er dog ingen garanti for genvalg. Men der er håb om, at vi om ganske få år kan se, hvor stor — eller lille — betydning gårsdagens afgørelse egentlig får.

Men foreløbig er der en sikker gevinst i det demokratiske spil.

Samtidig med at Forbundsdagen sagde ja til den svimlende bevilling, blev det besluttet, at den parlamentariske forsamling skal have større indflydelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her