Leder

Bankkrise uden sidestykke

Debat
27. oktober 2011

Vi vidste det fra finanskrisen i 2008, der spredte sig fra Wall Street til europæiske finanscentre som en lynild. Tidens store globale finanshuse er knyttet sammen i et komplekst netværk af ejerskabsforbindelser og finansielle transaktioner, som var de forbundne kar. Investeringsfonde låner f.eks. penge til banker, og nogle gange får de som garanti en aktieandel i pengeinstituttet. Den grad af indbyrdes afhængighed på tværs af grænser betyder selvklart, at hvis en stor bank — eksempelvis den belgisk-franske Dexia i 2011 eller Lehman Brothers i 2008 — pludselig falder, så får det en selvforstærkende effekt på hele det globale finanssystem. Den eneste redning er en 'polstring' fra centralbanker, stater eller Den Internationale Valutafond.

Indtil i denne uge havde det ikke stået klart, hvor intimt forbundne verdens førende finanshuse, pengeinstitutter, investeringsbanker, forsikringsselskaber og investeringsfonde egentligt er blevet i de sidste 20 år. Så offentliggjorde tre schweiziske forskere (omtalt inde i avisen) en analyse, der bl.a. viser, at de 147 mest forbundne transnationale selskaber (hvoraf tre fjerdedele er finanshuse) udøver kontrol med 40 procent af verdensøkonomien.

Det er i sig selv en opsigtsvækkende nyhed, som understøtter argumentet — fremsat af Wall Street-besættere i USA og Europa — at én procent af befolkningen sidder på størsteparten af de enkelte staters rigdom, mens resten må nøjes med krummerne. Nu ved vi, at samme ulige magtfordeling gør sig gældende på international plan.

Men det schweiziske studiedrager en mere foruroligende konklusion: At det incestuøse ejerforhold mellem transnationale selskaber er blevet en kæmpe systemrisiko. Sagt på en anden måde: Hvis man trækker proppen ud af et kar, så bliver de andre forbundne kar påvirkede.

For at tage et aktuelt eksempel: Franske banker er de mest udsatte i den europæiske gældskrise, idet de sidder inde med den største portefølje af græske statsobligationer. Det giver skrammer i deres kreditværdighed, når de skal ud på lånemarkedet for at finansiere daglige transaktioner. Finanshuse i f.eks. New York kræver pludselig sikkerhed for at låne ud, og de to mest anvendte metoder er en lånegaranti fra den franske stat eller de amerikanske finanshuses overtagelse af ejerkapital i den franske bank. Hermed etableres et ejernetværk på globalt plan, som skaber indbyrdes finansiel afhængighed. Under 'normale' omstændigheder ville man lade den franske bank gå ned, men i 2008 blev der sat præcedens for, at nogle banker er for store til at krakke. Argumentet var og er stadig, at de kan lægge hele finanssystemet øde.

Et andet eksempel er italienske banker. En af de mest ærværdige, Monti dei Paschi di Siena, har inden for det seneste halve år måttet låne en milliard euro fra Goldman Sachs og J.P. Morgan. Årsagen er den italienske banks store beholdning af italienske statsobligationer, hvis værdi er faldet. J.P. Morgan modtog som sikkerhed for lånet bankaktier til en værdi af 600 millioner euro.

Lignende transaktioner er blevet almindelige i andre amerikanske og europæiske banker. Et akut problem er manglende gennemsigtighed. Ingen ved, hvor omfattende og dybtgående dette netværk er i dag. Nationale myndigheder kan intervenere inden for egne grænser, men vi har ikke en overnational myndighed, som kan begrænse sammenvoksningen. Bank for International Settlements overvåger, men har ingen reel magt. Selv Vatikanets biskopper er opmærksomme på risikoen. I en 'note' i denne uge opfordrer de staterne til at danne en overnational myndighed med ansvar for at indrette et finanssystem med færre risici og mindre magtkoncentration.

Men inden enobligatorisk reform gælder det om at redde, hvad reddes kan. Her ser det mildest talt elendigt ud for de mest udsatte banker i euro-området. Den franske præsidents halvbror Olivier Sarkozy — der er en fremtrædende finansekspert i USA — pegede i Financial Times i går på, at europæiske banker er blevet 10 gange mere afhængige af lånefinansiering på de urolige børsmarkeder end amerikanske. I USA stammer størsteparten af bankkapitalen fra kunders indskud, hvilket givet skyldes individuelle investorers flugt fra aktiemarkedet efter 2008. Af en samlet kapital på 40.000 milliarder euro i europæiske banker er 21.600 milliarder euro rejst på børsmarkederne. »Det betyder, at de hver måned skal betale 575 mia. euro i afdrag og renter. Det er uholdbart,« skriver den yngre Sarkozy.

I takt med at Italiens kreditværdighed falder — EU's 4. største økonomi — er det blevet presserende at skabe en tilstrækkelig stor pulje kapital til at skyde ind i de skrantende europæiske banker. De 440 milliarder euro tilsidesat til redningsfonden, EFSF, kan let blive opsuget af Grækenland. Der er brug for et højere beløb for at undgå systemsammenbrud og kontinental bankpanik. Men vil de nordeuropæiske medlemmer, og især Tyskland, gå med til at betale den regning? Det ved vi forhåbentlig meget snart.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

genbrug fra http://www.information.dk/283263

Skræmmende læsning!

Hvorfor er det at vi, (de 99% af alle verdens borger) skal betaler for kapitalens gullaschbaroner?.

Kapitalens gullaschbaroner har lavet et forretningssystem uden demokratiskkontrol, som er. basereret på en frimarkedsforestilling, med mange magtfulde (naive?) abonnenter, og nu bruger baronerne, deres abonnenters frygt som værn, imod virkeligheden som presser sig på.

Sagt med andre ord.

Det er frygten for en ukendt fremtid, der sikrer at verdens poltikerne, ikke lader de største (fiktive*) kapitalsamlinger gå konkurs, men derimod ødsler borgernes penge i stadig dyrere og dyrere direkte kapitaloverførelser til det 21. århundredes gullaschbaronerne.

* Som anført i artiklen, er det sammenhængenede og gensidige ejerskaber imellem non-nationale selskaber indbyrdes lån og garantier, som skaber et fiktivt billede af selskabets reelle værdi/kapital. Jo flere penge de har lån ud, jo større er deres aktiver, og på den baggrund vurderes deres “samlede” kapital.

Altså hvis selskab A låner selskab B 1000 milliarder, så har selskab A aktiver for 1000 milliarder hos selskab B. Hvis Selskab B så låner Selskab C de 1000 millarder, så Selskab C kan købe aktier i selskab A, så lånet til selskab B, kan blive finansieret. Så har Selskab B aktiver for 1000 millarder hos selskab C, - Der så har aktiver for 1000 millarder i selskab A.

Dvs. at selskab A, B, og C nu alle har aktiver for 1000 millarder. Penge findes kun i regnskaber som lån tli anden virksomhed. Men “pengene” kan anvendes som lånegarantier i handlen med aktier, oibligationer og lignende,

Modellen kan også kaldes for den islandske model.Inspireret af en række islandske selskaber der i begyndelsen af den nuværende kapitalkrise gik ned, pga. manglende dækning for gensidige lån imellem en lille kreds af selskaber, med gensidige ejerskaber. bla. banken ICEsave.

hvorefter man også så selvfølgelig,
erklærede bankerne for ligelig fælles ejendom, ligelig offentlig ejendom.
de fleste også af skatteydere
er jo næppe ligefrem dumme, så også de begivenheder må jo have været, eller være, mere end rigeligt til at også samtlige banker blev, eller bliver, gjort til ligelig fælleseje.