Leder

EU — og markedet — holder vejret

24. oktober 2011

Det gik i Bruxelles i går, som det altid går: Eurozonens stats- og regeringschefer fokuserede på tallene: Skal Grækenland gå 50 eller 60 pct. bankerot? Skal bankerne tilføres 108, 109 eller 110 mia. euro i ny kapital? Skal kravet til deres risikofri kernekapital øges fra seks til ni pct.? Skal der findes 1.000, 2.000 eller endnu flere milliarder euro at putte i EU's nødhjælpskasse, Den Europæiske Stabiliseringsfond?

Som i enhver anden politisk armlægning under tidspres endte man på eurozonetopmødet med at slås om, hvem der skal betale hvor meget af regningen. Men i mål kom man ikke og magtede derfor heller ikke at se selve EU's grundlæggende krise og eksistentielle dilemma i øjnene. Dramaet herom fortsætter ifølge EU-præsident Herman Van Rompuy med et nyt topmøde på onsdag.

Naturligvis er man nødt til at håndtere det med pengene. Hvis ikke Grækenlands vanvittige gældsspiral bliver bremset via markant nedskrivning af gælden, og hvis ikke de tabsramte banker bliver hjulpet via polstringen med over 100 mia. euro, så går 'markedet' givetvis totalt i panik. De europæiske bankaktier kan dykke betydeligt mere end de godt 30 pct., de allerede har mistet, og mistilliden til euroen kan føre til hovedløs flugt til andre valutaer.

Antagelig holder markedet vejret til torsdag morgen. Spørgsmålet er, hvad det gør derefter?

EU-lederne er af tidligere formand for EU-Kommissionen Jacques Delors karakteriseret som »desorienterede brandmænd, der løber rundt« og sprøjter i øst og vest, mens finanskommentatoren Martin Wolf i Financial Times beskriver deres strategi som »at hælde spande med penge ud over hvad som helst.« Siden dybden af den græske krise åbenbarede sig for tre år siden, og finanskrisen samtidig skyllede ind over Europa, har de europæiske ledere foretaget improviserede brandslukningsforsøg i form af gentagne, stedse større redningspakker til grækerne — plus portugiserne og irerne — samt til de banker, der har udlånt for mange penge til de gældssatte økonomier. Men man har ikke formået at tage livtag med de tre fundamentale dilemmaer, der gør, at krisen er blevet kronisk, ondartet og livstruende for euroen:

• For det første, at man i 1980'erne i Europa som i USA liberaliserede finanssektoren og skabte en ukontrollabel, ansvarsforflygtigende, men i lang tid vildtvoksende finansøkonomi, der i dag har bragt EU's finansielle stabilitet i hysteriske markedskællingers vold.

• For det andet at EU generelt har levet over evne i årevis, men samtidig nu mistet evnen til at skabe vækst som i gamle dage. P.t. oplever EU ikke en 'normal' og forbigående lavkonjunktur, men en — med Harvard-økonomen Kenneth Rogoffs ord — »stor sammentrækning«, der har dybere, systemiske årsager.

• Og for det tredje at man med euroens introduktion via Maastricht-traktaten bragte meget stærke og meget svage økonomier sammen i en valutaunion uden den overbygning i form af en fælles økonomisk politik, der kunne have styret ubalancerne i den sammenbragte familie. Sådan som f.eks. de 50 amerikanske stater formår det via den føderale Washington-regerings beføjelser til at omfordele mellem rige og mindre rige stater.

Den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle, der ofte siger rigtige ting på forkerte tidspunkter, sagde før søndagens topmøde, at der er »hastende behov« for at håndtere eurozonens »designfejl« via »substantielle traktatændringer«, der kan give større økonomisk regeringskraft til Bruxelles.

»Vi kan ikke blive ved med blot at administrere krisen, vi er nødt til at løse den og forme fremtiden,« sagde Westerwelle.

De færreste politiske ledere er formentlig uenige med ham, men det er et stort — og efter topmødet stadig ubesvaret — spørgsmål, hvor mange af dem, der har mod på at sige til deres vælgere, at eurozonen nu må have en fælles økonomisk politik baseret på flertalsbeslutninger i en 'EU-regering' og med den primære opgave at overføre velstand fra stærke til svage lande. Hvilke EU-ledere vover at sende en ny traktat med sådanne mærkbare suverænitetsafgivelser til folkeafstemning? Og hvilke tør presse den gennem deres parlamenter uden at spørge folket? Selve krisen har betydet, at EU-borgernes tillid til hele konstruktionen er svækket, samtidig med at solidaritetsfølelsen mellem folk i betalende EU-lande og folk i modtagende lande også er det.

Van Rompuy — ansat til at værne unionsprojektet — sagde godt nok i går, at tanker om »begrænsede traktatændringer« er i spil. Men Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, afspejlede antagelig bedre EU-ledernes position, da han sagde, at en genåbning af den gældende Lissabontraktat — som det tog et årti at få igennem — svarer til at løfte låget af Pandoras æske, fuld af giftige slanger.

Det ironiske i det hele er, at de finansielle markedskræfter, der bærer et stort ansvar for, at tingene er løbet løbsk, nu tigger om overordnet politisk styring som nødvendigt redskab til at genskabe ro og stabilitet i banksektoren. Alt mens de politikere, der skulle levere denne vare, synes at vige tilbage for at formulere politik og i stedet vægter nye brandslukningsforsøg ved at sprøjte penge ud over alt og alle på markedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvornår, hvis nogensinde, tør en række ledere, en række nationer, artikulere det åbenlyse: at man naturligvis ikke afhjælper en gældskrise ved at oprette en krisefond, som man skal ud at låne til, altså gældsætte sig yderligere for?

I USA er der effektivt 20 gange mere gæld end penge til at betale den tilbage med, se artiklen Paul Brodsky: The Seeds of Our Destruction Were - And Still Are - Sown in the Bond Markets. Jeg gad godt vide hvilket forhold, der gør sig gældende her i Europa.

Og hvis ikke man vil finansiere hjælpepakker, krisefonde og rekapitalisering af banker ved at optage lån (i udlandet), men i stedet finansiere cirkusset ved at lade seddelpresserne i centralbankerne køre, som the Fed excellerer i i USA, så kan vi alle glæde os til snarlig (hyper)inflation.

Lederen afspejler sikkert hvad der var på EU's dagsorden: gældsspiral, tabsramte banker, mistilliden til euroen, 2.000 eller endnu flere milliarder euro at putte i EU’s nødhjælpskasse, samt mange andre begreber på det finansielle niveau ...

...alt hvad der omhandler: arbejdsløse, ungdomsarbejdsløshed, mistede arbejdspladser, tvangsauktioner, offentlig nedskæringer, hjemløse, fattighjælp, udsugning af pensionsopsparingerne og skattestigninger for laveste indkomster det puttes ind under fællesbegrebet: VÆKST at skabe vækst som i gamle dage.

Det er ikke politisk ledelse - det er tyveri ved højlys dag.

Michael Kongstad Nielsen

EU - og markedet - holder vejret. Det, der slår mig, er, at EU ikke tør sætte markedet på plads. Ikke tør tage kampen op med dem, og få dem til selv at reparere det, de i den grad har været med til at ødelægge.

Jørgen Steen Nielsen skriver til sidst, at markedet: "... nu tigger om overordnet politisk styring som nødvendigt redskab til at genskabe ro og stabilitet i banksektoren." Det har jeg da ikke hørt noget om - tværtimod, banksektoren vil ikke reguleres, de vil have deres frihed som før, for de fornemmer, at politikerne ikke tør gøre andet end at lade skatteyderne betale.

Erik Kristensen

Det bliver mere og mere relevant for Danmark at finde sammen med lande, der er seriøse og til at stole på som erstatning for det dårlige selskab i EU, som kun tjener de store landes interesse (læs Tyskland og Frankrig).

Jeg må indrømme, at jeg undrede mig såre, da jeg kørte rundt i Sydeuropa og 'beundrede' EU-betalte anlægsprojekter. Midt på den castilianske højslette står den ene ubrugte motorvejsbro efter den anden uden tilslutningsveje, selvom der i forvejen er en sand overflod af lidet trafikerede motorveje. Men tyske entreprenører har tjent pengene og spanierne kunne ikke sige nej... og vi har betalt det andet højeste EU-bidrag per capita.

Jeg har i årevis undret mig over, hvor længe EU kunne blive ved med at flytte produktionen til Kina for at øge velstanden der, mens man internt i EU forkælede finanssektoren, soldede pengene bort til landbruget og ugennemtænkte infrastruktur projekter. Jeg tror ikke vi mister meget ved at søge andre alternativer.