Leder

Giv slip på bistanden

Debat
11. oktober 2011

»Vanvittigt,« skreg Dansk Folkeparti; »korruption,« advarede Folkekirkens Nødhjælp. Det tog ikke mange timer, fra Danmarks nyudnævnte udviklingsminister, Christian Friis Bach, i Jyllands-Posten havde annonceret mere dansk udviklingsbistand i bloktilskud (den såkaldte budgetstøtte), før de sædvanlige advarsler mod at stole på, at de bistandsmodtagende lande selv kan håndtere at prioritere deres bistandsmidler, begyndte at lyde.

Det er ikke så mystisk, at Dansk Folkeparti mener, at udviklingsbistanden primært skal gå til »praktiske nødvendigheder«, eller at ngo'er, som Friis Bachs tidligere arbejdsgiver Folkekirkens Nødhjælp foretrækker, at modtagerregeringer ikke sætter sig på for stor en andel af de ombejlede bistandsmidler. DF foretrækker nemlig at bruge penge på nødhjælp til katastrofesituationer frem for på langsigtet udvikling i lande, som partiet finder fjerne og irrelevante. Og ngo'er som Folkekirkens Nødhjælp betragter sig selv som repræsentanter for civilsamfundene med den opgave primært at stække, udfordre og ofte omgå lokale regeringers magt — typisk fordi ngo'erne mener, at denne magt enten udøves korrupt eller også ikke tager nok hensyn til lige deres ngo's kernesag, det være sig kvinder, uddannelse eller fisk.

Det mystiske er snarere, at DF og Folkekirkens Nødhjælp fandt energi til at blive forargede over ministerens forslag, som nemlig har været officiel politik siden 2005, i Danmark som i alle de lande, der har underskrevet den såkaldte Paris-erklæring om bistandseffektivitet.

Erklæringens hovedformål var at få skabt orden og koordination i den bizarre jungle af kæledæggesager, erhvervsstøtte og egeninteresser, som udviklingsbistanden på det tidspunkt var blevet til. Den har fem grundprincipper: øget ejerskab over egen udvikling i modtagerlandene, øget koordinering mellem donorerne, tilpasning af bistanden til modtagerlandenes systemer, resultatorienteret administration og gensidig ansvarlighed mellem donor- og modtagerlande.

De principper var ikke en fjollet grille hos de 100 lande, der deltog i Parisermødet. De blev vedtaget, fordi mange års erfaringer viste, at udvikling ikke virker, hvis de, der skal udvikles, ikke føler noget ejerskab over projekterne. Eller hvis donorerne falder rundt over hinandens ben med deres skiftende mærkesager, mens de optager 20-30-40 procent af spinkle, fattige embedsmandsapparater med deres krav og kontrol og lister fra hjemlandet. Derfor var Paris-erklæringen en nødvendighed.

Det svære har vist sig at være at lade handling følge på ord. Og i lyset af herskende forestillinger om udviklingslandes evner er der overraskelser at finde i den kæmpe evaluering af arbejdet med Paris-erklæringen, som bliver fremlagt ved en konference i København på onsdag. De fattige lande er nemlig nået meget længere med at gennemføre de omfattende omstillinger, som Paris-erklæringen kræver for at skabe den nødvendige transparens og koordination. Hvem der ikke har været i stand til at reformere sig — i noget tempo der kan skelnes med det blotte øje — er donorlandene. Ikke mindst Danmark, med sin i bistandskredse berygtede kontrolmani, har svært ved at give slip, også selv om der ikke er dokumentation for, at budgetstøtte skulle give mere korruption end andre former for støtte.

Vi giver i dag omkring fem procent af den danske bistand i budgetbistand, mod Storbritanniens 20. Og trods gentagne erklæringer om det modsatte, er den danske indsats for parisermålene snarere kølnet end taget til. Danske politikere og ikke mindst danske ngo'er er ekstremt optaget af hjemlig appel og folkelig opbakning — og den, mener de, er nemmere at få, hvis man selv følger hver bistandskrone til dørs.

Christian Friis Bach er bistandsfagmand, næsten teknokrat, og vil derfor være en helt anden type minister end debattøren Søren Pind. Men selv for en fagmand, der følger ekspertisen, gemmer målsætninger som Paris-erklæringens på kæmpe udfordringer. For eksempel viser den nye evaluering, at indsatsen stadig har svært ved at nå de allerfattigste. Det er et afgørende parameter for dansk bistand. Den viser også, at institutionerne ganske vist langsomt styrkes i modtagerlandene, især i sundhedssektoren, som konsekvens af pariserarbejdet, men at der stadig er en enorm mangel på kapacitet i de statslige systemer, der skal overtage administrationen af bistanden.

Endelig er der PR-udfordringen. Holder Christian Friis Bach den linje, han lagde før sin ministertid, forestiller han sig et Danmark, der stadig deler lige mange penge ud, men begrænser vores smagsdommeri til få, særligt udvalgte ekspertiseområder (f.eks. demokrati- og rettighedsarbejde), mens vi overlader andre (f.eks. økonomisk udvikling og infrastruktur) til andre. Det er et paradigmeskift, der vil kræve grundige rystelser i en udviklingsbranche uden stor tillid til, hvad befolkningen kan kapere. Ikke bare i de fattige lande, men også herhjemme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ser ud til at bistandshjælpen skal bruges til, at grundfæste enhver ulige magtfordeling i modtagerlandene. Danmark har en strategi for oprindelige folk – hvad med dem? Oprindelige folk er per definition koloniserede af nationalstaterne. Alle vegne hvor der findes oprindelige folk, udsættes de for eksploitering af land og vand samt systematisk nedbrydning af deres sprog og kulturer. Skal vi nu også hjælpe modtagerlandende med denne udbytning?
PS: Et oprindeligt folk er et folk, som har mistet sin suverænitet gennem en koloniserings proces hvor, et fremmede folk har dannet en nationalstat på deres territorium. Der findes oprindelige folk i alle afrikanske lande, Syd og nord Amerika, Canada, Skandinavien (samer), Rusland og Sibirien, Australien, Kina, Stillehavet, Fjernøsten!

Søren Kristensen

Mon ikke både vi, udviklingsbranchen og modtagerne kan kapere en hel del, når bare vi ser entydigt positive resultater?

Mikael Bjerrum

Det væsentligste er at fastholde fattigdomsorienteringen. Det skaber nogle udfordringer i en række lande, hvor regeringens politik ikke tilgodeser de fattigste befolkningsgrupper.
Når talen er om udvikling af demokrati, overses to elementer: det ene er at for de allerfattigste handler fremtiden ikke om f.eks. ytringsfrihed eller ligestilling mellem kønnene, men om at få mad på bordet.
Det andet element er, at man ofte tror at fordi man f.eks. støtter en intellektuel elite i storbyerne med at formulere krav til regeringen, at der så automatisk sker en nedsivning til de fattigste - det er langt fra sikkert at det er tilfældet.
Man kan faktisk godt fokusere på udvikling for de fattigste SAMTIDIG med at man understøtter demokratiske processer. F.eks. ved støtte de fattigste småbønder både ved en forøgelse af landbrugsproduktionen og ved samtidig at stille krav om retten til jorden.

Drop ulandsbistanden. Eftergiv gælden i stedet. Det ville være en meget større håndsrækning.

Så er disse ting sat ret på plads.

I øvrigt utrolig overbærende servilitet at kalde Søren Pind "debattør" med mindre selvfølgelig der henvises til battre 'slå'.

@ Bonde. Vi må nok indse, at vi i stort omfang i nogen tid bliver nødt til dels at ride på begge heste, og dels at vi må tilpasse bistanden fra land til land.

Og jeg tænker lidt også som Kristensen. Hvis bare det hjælper kan vi tåle en del.