Leder

Hvor skal vi hen, du?

Afghanistan har indtil videre modtaget mere end 40 milliarder dollar i international bistand og kunne ifølge FN's Fødevareorganisation (FAO) relativt let blive selvforsynende med bl.a. hvede. Men det kræver selvfølgelig, at en del af pengene bruges på at bygge dæmninger, lave overrislingssystemer og lære bønderne at bruge kunstgødning
Debat
8. oktober 2011

»HVIS VI IKKE ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen.« Sådan lyder et klogt kinesisk ordsprog, som passer mere end almindelig godt på situationen i Afghanistan, 10 år efter at de første britiske og amerikanske bombefly gik på vingerne for at fjerne Taleban fra magten.

I forbindelse med tiårsdagen har Information præsenteret nogle af dem, der skal leve med det internationale samfunds beslutning om at forlade Afghanistan om tre år.

Det er tæppevæverpigen Parastoo, som takket være et fantastisk familiesammenhold og et nyt skolesystem er blevet uddannet jurist.

Det er opiumbonden Khan Muhammed, der har vovet at erstatte valmuerne på sine marker med safranblomster, selv om han har 35 munde at mætte.

Og det er guitaristen Lemar, der insisterer på at spille dødsmetal, selv om han risikerer at blive anklaget for satanisme.

Fælles for dem alle er, at de har grebet den chance, som det nye Afghanistan har givet dem for at uddanne sig, skifte levevej, udtrykke deres drømme og arbejde for demokrati og sameksistens.

Det er håb og idealer, som Danmark og resten af den vestlige verden har været med til at give millioner af afghanere de seneste 10 år.

I DANMARK og resten af det internationale samfund drejer diskussionen sig ikke længere om, hvorvidt vi skal ud af Afghanistan. Eller hvornår vi skal det. For det er for længst afgjort.

Den 31. december 2014 vil størstedelen af de 130.000 udenlandske soldater være ude, heriblandt alle danske kampsoldater.

Det har den tidligere regering bestemt, og indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at den nye regering vil ændre det — uanset, hvad der måtte ske i Afghanistan de næste tre år.

Til gengæld har der ikke været megen debat om, hvordan vi kommer ud af Afghanistan. Uanset hvad man mener om den militære indsats, må det være afgørende, at de fremskridt, som er sket i et af verdens allerfattigste lande, ikke bliver tabt på gulvet, når soldaterne trækkes hjem, og det internationale samfunds interesse for at poste milliarder af bistandskroner i et fjernt og støvet ørkenland uvægerligt svinder.

Hvordan undgår vi, at det håb om et bedre liv, som Parastoo, Khan Mohammed og Lemar er eksponenter for, bliver tabt på gulvet? Hvordan sikrer vi, at den internationale bistand til Afghanistan gives dér, hvor der er allerstørst behov? Er det f.eks. stadig fornuftigt at bruge størstedelen af de danske bistandskroner på at træne politifolk og opbygge kapaciteten i det afghanske undervisningsministerium? Eller er der andre steder, vi kunne gøre mere gavn?

EN NY RAPPORT fra den britiske hjælpeorganisation Oxfam advarer om, at en stor del af den afghanske befolkning risikerer at sulte til vinter på grund af tørke i det nordlige og vestlige Afghanistan. Allerede nu har hver tiende afghaner brug for fødevarehjælp for at klare sig. Et tydeligere bevis på en fejlslagen udviklingspolitik skal man lede længe efter.

Afghanistan har indtil videre modtaget mere end 40 milliarder dollar i international bistand og kunne ifølge FN's Fødevareorganisation (FAO) relativt let blive selvforsynende med bl.a. hvede.

Men det kræver selvfølgelig, at en del af pengene bruges på at bygge dæmninger, lave overrislingssystemer og lære bønderne at bruge kunstgødning.

Desværre har det internationale samfund været alt for forhippet på at skabe sikkerhed ved hjælp af Quick Impact Projects, der kunne overbevise afghanerne om, at deres nye regering kunne levere hurtige resultater.

KONSEKVENSERNE AF den politik kan blive katastrofal for den afghanske befolkning, for i dag aner ingen, hvad Afghanistan skal leve af i fremtiden.

Trods enorme underjordiske rigdomme og et lovende landbrug har heller ikke industri- og landsbrugslandet Danmark indtil videre fundet det vigtigt at udvikle den afghanske økonomi.

Og det selv om alle ved, at fattigdom og arbejdsløshed er en af hovedårsagerne til Talebans rekrutterings- succes.

At Afghanistans udvikling er en opgave, der kommer til at vare årtier endnu, er der ingen tvivl om. Men med en ny regering ved roret må det være på tide at diskutere, hvordan det internationale samfund kan sikre, at fire ud af ti afghanske børn ikke skal gå sultne i seng. Og hvordan Danmark kan være med til at sikre, at kvinderne også efter 2014 har ret til at uddanne sig, bønderne ret til at vende valmuerne ryggen og musikerne ret til at spille døds- metal.

Hvis ikke vi kan sikre nogle af disse basale menneskerettigheder, har det i sandhed været et fejlslagent projekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Fejlslagent projekt - indeed

Det er muligt, at man kan anse indsatsen for at være spildt eller fejlslagen, hvis man har troet på de skiftende officielle grunde til at vi er i Afghanistan.

Men indsatsen er ikke spildt for andre end de mennesker, der er blevet slået ihjel eller har fået deres tilværelse smadret som følge af de officielle påskud.
Målet for indsatsen har hele tiden været et helt andet end at oprette pigeskoler og grave brønde og ’gøre en forskel.’

Blandt de mange forkerte påstande, der omgærder den vestlige krigsindsats er, som talsmanden for Bundesausschusses Friedensratschlag Peter Strutynski skriver, også den såkaldte tilbagetrækningstermin 2014:

USA er ved at lave en aftale med (den amerikanske indsatte) præsident Karzai, der skal sikre USA en række vigtige støttepunkter i landet.
Disse støttepunkter vil styrke USA's indflydelse i det energirige Centralasien, men frem for alt i Afghanistans nabolande Iran og Pakistan.

Til den ende er der brug for op til fem støttepunkter: Bagram, der ligger 75 kilometer nordøst for Kabul, Kandahar i det strategisk vigtige syden og Masar-i-Sharif i nord. På militærets ønskeliste står også Shindand i vest (nær Irans grænse), samt Djalalabad i det østlige Afghanistan – en slags springbræt til operationer rettet mod Pakistan.

Også andre nationer, der i dag deltager i krigen, forsøger at holde sig skadesløse. Således er der en masse koncessioner for olierørledninger og udvindingsrettigheder at få fingre i.

Det gælder jo kontrollen over forekomsterne i undergrunden. Den der vil spille en ledende rolle i det 21. århundrede, må med Zbigniew Brzezinskis ord beherske det ”euraiske skakbræt” og her er Afghanistan et afgørende felt.

http://www.neues-deutschland.de/artikel/208459.faustdicke-kriegsluegen.html

Se også Eric Margolis’ artikel “Afghanistan: Ten Years of Aimless War”:

“Washington’s real objective was clearly defined in 2007 by US Assistant Secretary of State Richard Boucher: to “stabilize Afghanistan so it can become a conduit and hub between South and Central Asia – so energy can flow south.

The Turkmenistan-Afghan-Pakistan TAPI gas pipeline that the US has sought since 1998 is finally nearing completion.”

I artiklen nævnes også amerikanernes bygning af verdens største ambassade:
“an $800 million fortress with 1,000 personnel, protected by a small army of mercenary gunmen. So much for withdrawal plans.”

http://www.commondreams.org/view/2011/10/08-4

Niels-Holger Nielsen

Afghanistan er besat af tre fjender

"Malalai Joya er skeptisk over for, om de fremmede tropper forlader Afghanistan med udgange af 2014. Hun tror det er en løgn, der bliver lanceret af hensyn til præsident Obamas ønske om genvalg."

"USA skabte Taleban

Hun gør op med påstanden om, at USA og NATO sammen med Karzai-regeringen er i en kamp på liv og død med Taleban.

– Det er klart som solen, at [USA’s efterretningstjeneste] CIA skabte Taleban, og derfor er Taleban ikke imod besættelsen. De synger deres falske sange mod besættelsen for at vinde befolkningen og udnytte den til egen fordel, siger den unge afghanske kvinde til det australske Overland Magazine."

Protester ved 10-årsdag for besættelsen af Afghanistan

Borgerkrig i afskedsgave

ANSWER: Mennesker i USA svarer nej til mere krig

Ny regering: Ja til krig uden FN

Lederen er ikke fri for en vis odør af "white man's burden".

Niels-Holger Nielsen

"The western governments not only betray Afghan people, they betray their own people too. They are wasting their taxpayer money in the blood of their soldiers by supporting a war, which only safeguard the interests of the big corporations and the Afghan criminal warlord rulers." Malalai Joya, i Common Dreams
Message on the Tenth Anniversary of NATO’s War and the Occupation of Afghanistan

USA kommer aldrig til at forlade Afghanistan. Landet er geostrategisk vitalt for terrorbekæmpelsen i primært Pakistan.

Den sædvanlige fejl er begået i forbindelse med kampagnen. For at bekæmpe Taleban og AQ allierede USA o.a. sig med krigsherrer fra den nordlige alliance og deres demokratisyn lader meget tilbage at ønske.

Samtidigt hermed er underlæggelsen af bistandsprojekterne under kommando af ISAF med til at sprede indsatsen, så den bliver for ufokuseret, for spredt og svag til af udgøre en afgørende forskel for udviklingen i landet.

Hver eneste gang talen falder på Afghanistan og ordet 'opium' bliver nævnt, er der en særlig klang af fravær, en hul lyd af noget, der mangler.

Det er den samme lyd, man hører som en klangbund, når politikere og andre frivillige eller ufrivillige agitatorer taler om, hvad udenlandske tropper egentlig laver i Afghanistan. Egentlige forklaringer udebliver, og i stedet ankommer en hel bunke møh-mæh-muh om 'krigen mod terrorisme', forsvar for den 'frie demokratiske verden', 'det er for deres egen skyld', 'luftangreb mod skyskrabere', 'stammekrigere truer vores civilisation'.

Underneden ligger denne underlige summetone af hviskende og mumlende stemmer, der siger: 'det er bare et spil ... sig ikke noget ... nævn ikke krigen ... ikke spørge mere nu...'

Krigene i Irak, Afghanistan, Libyen + alle de dusinvis af steder i verden, hvor USA bedriver en-eller-anden krig før, nu og siden har aldrig været, er ikke og vil aldrig blive vores krige. Det er USA's og den globale elites krige. Punktum !! At nogen har bildt os ind, at det alligevel er vores krige, og at vi naivt og undersåt-agtigt har købt denne indbildning, er egentlig sagen uvedkommende.

Det militær-industrielle kompleks i USA har brug for umådelige mængder af penge. Flere end de kan skaffe ved at 'bede' skatteyderne om dem. 53% af amerikanske skattekroner går til krig, USA's militærbudget er større end resten af verdens nationer tilsammen. Men maskinen er ganske umættelig, og der bliver brugt stadig mere, end der kan skrabes sammen på lovlig vis.

Det er en offentlig hemmelighed, at 80% af de ansatte på Wall Street er, eller har været involveret i enten traficking eller handel med drugs. Dette sted flyder med heroin, kokain, crack, opium, sjove piller, osv. Narkosyndikaterne fra Syd- og Mellemamerika vasker deres penge her.

Det er en ligså kendt hemmelighed at efterretningsvæsenerne er aktivt involverede i narkohandel. Før amerikanerne ankom i Afghanistan havde Taleban nedbragt opiumsproduktionen til under 20 %, efter invasionen kom den gradvist op på 100% igen. CIA er blandt andre lusede ting ansvarlig for narkohandel. Hvorfor? Fordi det giver kassen !

I den tidligere, infame krig i Vietnam opererede besættelsesmagten i det område, der er kendt under navnet 'Den Gyldne Trekant'. CIA trækker et hvidt og rødt spor efter sig af kokain og blod.

Sporet går langt tilbage i tid. USA er ikke længere et demokrati og den amerikanske hær er ikke længere en nationens og folkest hær. Ellers ville den ikke udføre ulovlige overfald overalt på kloden. Ifølge den amerikanske forfatning kan man ikke gå lovligt i krig uden at være blevet angrebet. Der skal være en egentlig krigserklæring, før det kan finde sted. Det har man så mediemæssigt omgået, ved at iscenesætte events, der er blevet kaldt krigserklæringer: Pearl Harbor, Tomkinbugten, Operation NorthWood (den blev afsløret og derfor aflyst) og 9/11. Den amerikanske hær er en hær af lejesoldater, der udkæmper bankmændenes og elitens plyndringskrige. Og den tradition går tilbage til den engelske krone's og de engelske bankmænds krige.

Det engelske kongehus er blevet rige på baggrund af British East Asian Companys foretagender i 1800-tallet. De var slave- og opiumshandlere. Det var de, fordi det var så umådeligt indbringende.

Opium er et genialt stof set fra et vist synspunkt. Det er så efterspurgt, at det i sig selv afføder umådelig indtjening. Dernæst er efterspørgslen konstant og endda stigende, fordi det baserer sig på misbrug og afhængighed. Sidst, men ikke mindst, er det et våben i sig selv. Man kan forgifte og passivisere hele nationer og befolkninger med opium. Oversæt herefter 'opium' med alle substanser, effekter og produkter, der kan det samme.

British East Asian Company dyrkede og forfinede deres opiumsvalmuer i Kensington Garden i London, udplantede og dyrkede dem i kronkolonien Indien og udskibede og distribuerede den færdige vare i Kina, som de prøvede at trænge endegyldigt ind i. Som vi ved lykkedes det dem kun til et vist punkt, før det gav bagslag. Kina blev aldrig erobret og forgiftet. Englænderne har aldrig tilgivet dem det.

Der kører rigtig meget anti-kinesisk propaganda i dag. Udover kinesernes problemer med menneskerettigheder (et begreb, vi i vesten har defineret ...) har det ofte ikke andet på sig, end at vi er misundelige på deres optur. Englændere og amerikanere forsøger at bilde os ind, at der nu er nødvendig at hade 1.x milliarder kinesere, fordi de er ... kinesere.

Afghanistan er Opiumskrigen 3.0. Derudover er det Oliekrigen 20.0 - mindst. Olieledningen fra Det Kaspiske Hav til Det Indiske Ocean blev vedtaget en uge efter, at nikkedukken Kharzai blev indsat. Som det tredje er Afghanistan destabiliseringszone (et rigtigt Kissinger- og Brzezinski-ord, de to store kyniske skakspillere for den afdankende og aggressivt desperate supernation) for området grænsende op til Pakistan, som USA nu forsøger at starte en krig med. Pakistan, Iran og Kina har lavet en samarbejdsaftale. Der lurer et udvidet amerikansk krigsscenarium lige om hjørnet. NATO, den villige, lydige, savlende underhund af en pitbull i snor er med på vognen, og Israel, gudhjælpemig...

Israelerne kan deres håndværk som dødens købmænd. Israelske våbenhandlere befolker krigens verden. Israelske 'sikkerhedsfirmaer' udbyder tjenester her og der.

Eliten og deres håndlanger kan simpelthed deres håndværk. Menneskehandel, narkohandel, organhandel, våbenhandel, handel med medicin, giftstoffer, laboratorieforsøg. Handel med CO2-kvoter. Prostitution og traficking. Handel med obskure financielle produkter.

Vi tænker over det som low-life rockertyper, fængselstyper, illelugtende, illegale gadepimps. Intet er fjernere fra sandheden. De egentlige bagmænd bliver næsten aldrig anholdt og anklaget. De er hævet over loven. De bærer dyrt tøj, kører i store biler, færdes hjemmevant på direktionsgangene i de høje bygninger. De mødes med statsoverhoveder, de får taletid på TV, måske deres eget talk-show. Nogle af dem bliver endda præsidenter. De omgås kongelige, pavelige, adelige, business-lige. De er uangribelige og uantastelige - indtil videre.

De har klogeligt nok opkøbt de væsentlige medier i den bedragede verden. Tilbage er ... en særlig klang af fravær, en hul lyd af noget, der mangler. Noget der ikke tales om, men som høres med et tredje øre, en høresans for de uhørte.

Niels-Holger Nielsen

morten hansen

Fortsæt med at skrive om noget, som du har forstand på, og undlad for eftertiden at lægge øre til den faldne helt, Alexander Cockburn. En nuance hist og her, et vist ubehag over dit manglende overblik og en sær fornemmelse af, at du har en obskur dagsorden vil længe følge mig, når jeg læser dine indlæg, men ovenstående er langt hen ad vejen ikke i uoverensstemmelse med fakta. De bedste indlæg skrives ofte ud fra engagement og i indignation over, at for længst fastslåede kendsgerninger skal fastslås igen og igen. Tak fordi du gjorde det denne gang.

Niels Holger Nielsen siger
-"En nuance hist og her, et vist ubehag over dit manglende overblik og en sær fornemmelse af, at du har en obskur dagsorden vil længe følge mig, når jeg læser dine indlæg"

Kritikken af Morten Hansen er skudt forbi.
Obskur dagsorden er tværtimod et ord der sikkert kan hæftes på en stor procentdel af Informations sikkert internationale debatkorps der formentlig lægger indlæg ind fra så eksotiske steder om Tel Aviv og Washington og Moskva og gud ved hvor hvorfra.
Hvad Casablanca er for Bogart er Information med dets ofte sikkert undercover debatkorps for mig som læser.
Drama og løgn og fup og svindel og lidt sandhed ind imellem - bedre end TV.
Og disse fremmede udenlandske debattører er sågu mange af dem mere end obskure i både tale og hensigt, men obskur er ikke et ord du kan hæfte på Morten Hansens altid interessante indlæg.
Heller ikke fra din tilsyneladende selvvalgte position som overdommer.