Leder

Hvor er justitsministeren?

28. oktober 2011

Sexkøb af handledekvinder kan sidestilles med voldtægt, hvis kunden er klar over, at kvinden er offer for menneskehandel.

Det er uomtvisteligt og fastslået af Justitsministeriet for tre år siden. I et svar til Folketinget skrev daværende justitsminister Lene Espersen (K) blandt andet:

»Der vil endvidere efter en konkret vurdering kunne straffes for (medvirken til) overtrædelse af andre bestemmelser i straffeloven i tilfælde, hvor en person modtager seksuelle ydelser fra et offer for menneskehandel med forsæt til (f.eks. med viden om eller hvis det anses for overvejende sandsynligt), at den pågældende udfører ydelserne under tvang m.v. Det drejer sig navnlig om straffelovens § 216 (voldtægt) og § 217 (samleje opnået ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold).«

Dele af svareter her medtaget i sin fulde ordlyd, fordi Københavns Politi åbenbart har mere end svært ved at forstå den let fattelige besked fra den øverste ansvarlige for landets politi. Det kunne Information afdække i går, hvor det kom frem, at Københavns Politi ikke én eneste gang har tiltalt eller efterforsket, om mænd, der køber sex af kvinder, er bevidste om, at kvinden er handlet. Trine Møller, lederen af den afdeling i Københavns Politi, der skal bruge alle deres vågne minutter på at komme kvindehandel og dertil relaterede forbrydelser til livs, forklarer, at kvinderne sagtens kan »være handlet, uden at de lever under slavelignende forhold. Ofte kan vi slet ikke se, om en kvinde er handlet — og det har jeg også svært ved at tro, at mændene har«.

Køb af handledekvinders seksuelle ydelser er ulovligt. Og det skal efterforskes, uanset om mændene kan have svært ved at se, om det er en handlet kvinde. Ingen tror vel på, at det ikke foregår? Justitsminister Morten Bødskov (S), som er ansvarlig for, at Københavns Politi passer deres arbejde, henviser til ... Københavns Politi. Når selv politiet og Justitsministeriet har svært ved at hitte rundt i, hvad der er ulovligt, må det skrives ind i loven. Det kan vel selv ministeren se?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu