Leder

Løftebrud og vælgerbedrag

7. oktober 2011

DA HELLE THORNING-SCHMIDT på dagen for Folketingets åbnings- debat pure afviste enhver snak om løftebrud, forudsatte det en relativt fri fortolkning af begrebet troskab.

Selvfølgelig er Socialdemokraterne efter valget løbet fra endog rigtig meget af det, de forsikrede vælgerne om før valget. At påstå andet er at undervurdere vælgernes fatteevne og hukommelse.

Før valget afviste Helle Thorning-Schmidt enhver snak om at bruge socialdemokratiske stemmer til at lempe topskatten. Det gennemføres nu i 2014. Før valget forsikrede Helle Thorning-Schmidt, at en socialdemokratisk ledet regering vil indføre en millionærskat. Den er nu helt strøget. Vi kunne blive ved.

Men spørgsmålet er, hvor meget klogere vi vil blive af det?

REGERINGEN Thorning-Schmidt kom delvist til magten på at kritisere en borgerlig økonomisk politik, de nu selv fører videre. Basta. Det står endda i regeringsgrundlaget.

Men enhver snak om vælgerbedrag forudsætter, at vælgerne sidder tilbage med en følelse af være blevet bedraget. Gør de det?

Ikke ifølge en meningsmåling foretaget forleden af Gallup for Berlingske. Her sagde 55 procent af vælgerne, at det er helt i orden, at den nye regering af hensyn til genopretningen af landets økonomi ikke kan holde alle valgløfter. Kun godt hver tredje vælger kritiserer regeringen, og kritikken går ikke på de økonomiske løftebrud, oppositionen i går pukkede på fra Folketingets talerstol. Vælgerne er mest skuffede over, at løftet om maksimum 24 elever i danske folkeskoleklasser er udsat til fremtidige forhandlinger om skoleforlig.

Måske afspejles der her en dybereliggende sandhed om folketingsvalget: Flertallet er mest trygt ved de borgerliges økonomiske politik, men ønsker den kombineret med centrum-venstres menneskesyn i forhold til både social retfærdighed og udlændinge. Noget, ja meget, kunne tyde på det.

Politikerne på Christiansborg synes således at være de eneste, der fortsat er kørt fast i kontraktpolitikkens diktum fra Anders Fogh Rasmussens tid: Hvad man lover før et valg, gennemføres efter et valg.

Foghs blokpolitik med Dansk Folkeparti er undtagelsen i dansk parlamentarisk historie og tradition, hvor det regeringsbærende parti altid har måttet bøje af på sin egen politik for at sikre et flertal for regeringens samlede politik.

Resultatet af de fastlåste løfters politik blev som bekendt skæbnesvangert med blandt meget andet en vildt- voksende offentlig sektor, fordi statsministeren før valgene havde forsikret, at han ikke kunne drømme om at krumme et hår på de offentligt ansattes hoveder.

Det er en af grundene til, at Danmark i dag står med et hul i statskassen på 85 mia. kroner alene for næste år. Den fejltagelse ser landets nye regering ikke ud til at gentage.

Men netop derfor er der heller ingen grund til, at Helle Thorning-Schmidt dumstædigt afviser at have begået løftebrud, hvad enhver kan se ikke holder vand. Hvad hun sagde før valget, gennemfører hun ikke nu. Men vælgerne er altså med hende. Endnu da.

STATSMINISTEREN OG Villy Søvndal skulle i stedet bruge deres tid på at overvinde deres første regeringsperiodes formentlig største udfordring: Hvordan tilrettelægges en langsigtet økonomisk politik, der samtidig kan sikre en ny socialkontrakt for fremtidens velfærdsstat?

Her skal blikket løftes op over oppositionens automatkritik og stil- karakterer under gårsdagens åbningsdebat.

Regeringens første reelle prøve bliver den forestående finanslov, og på den anden side af den varsler landets nye skatteminister en skattereform, der »markant« skal nedsætte skatten på arbejde.

Det er her, regeringen skal vise sin evne til at udvikle en holdbar økonomisk politik, der samtidig gør godt for de danskere, der i dag har det dårligst. Meget er på spil. Især for SF, der bærer hovedansvaret for en socialt balanceret skattepolitik med skatteminister Thor Möger Pedersen, der i går måtte opgive posten som næstformand i sit parti efter internt pres.

DEN NYE REGERING havde desuden stillet en fjernelse af både starthjælp og loftet over kontanthjælpen i udsigt. Det er nu erstattet af et nyt 'forsigtighedsprincip', hvorefter regeringen ikke bruger penge, den ikke har i kassen. Den husholdningslogik forstår de fleste, men foreløbig har regeringen forsømt at anvise gennemtænkte forslag til sikring af det socialt retfærdige Danmark, den gik til valg på. Det er både vanskeligt at forstå og temmelig bekymrende.

Nemme løsninger findes ikke. Med til et i forvejen overbelastet statsbudget hører de 40 milliarder kroner, det ifølge den grønne tænketank, klimaminister Martin Lidegaard selv var formand for, vil koste over en periode på 10 år at gennemføre regeringens ambitiøse klimaplaner bare på vindmølleområdet.

Men det er altså den ambitiøse opgave, regeringen Thorning-Schmidt har givet sig selv. Det er det politiske løfte, vi andre må holde den fast på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Thorning Schmidt er naturligvis begejstret og har armene oppe, men burde i virkeligheden bekymre sig for fremtiden.

For med så skævt et regeringsgrundlag har hun nedsat sin egen og regeringens holdbarhed betragteligt.

Det som allerede nu lyder som røster i SF's og Enhedslistens baglande, vil i løbet af meget kort tid blive til et inferno af mimershorn, hvis ikke de socialistiske mærkesager og ideer bliver en del af regeringsførelsen.

Sålænge politikerne ikke laver de nødvendige samfundsændringer til en helt anden type samfund med stadig mindre overforbrug, nødvendigt arbejde, demokratisk deltagelse, et selvkørende drivhusgas-negativt energisystem baseret på 110% produktion af strøm,, må vi vælge politikere på baggrund af det mindst ringe. Men det er stadig folk på afstand af de almindelige krav til livet, som de fleste har, der vælges, og det eneste kriterium, der kan ses på for tiden er, at de i det mindste afholder sig fra at kriminalisere det at være almindelig borger i landet. Dog skal de passe på, om de vil ende i gruppen med den tidligere regering eller være den nødvendige mellemstation til noget nyt og bedre, inden omvætningerne kommer.

Jeg bryder mig ikke om, at Informations leder kører med på den linje, som Ekstrabladet lagde i går: at Helle Thorning er en forræder. Lederen skriver at HTS "dumstædigt afviser at have begået løftebrud, hvad enhver kan se ikke holder vand."
Dette er simpelt hen usandt. Jeg kan nemlig ikke se, at det ikke holder vand, altså er det ikke enhver der kan se det.
HTS er statsminister for hele DK, ikke for Socialdemokratiet. Hun kan derfor kun gennemføre den politik, der kan samle flertal i Folketinget. Hvis hun gjorde noget andet - hvis hun forsøgte at gennemtrumfe socialdemokratiske mærkesager, som der ikke er flertal for i Folketinget, så ville hun virkelig være en forræder.
Jeg vil dog tage forbehold m.h.t. løftet om max. 24 elever i skoleklasserne. Hvis der faktisk er opbakning til dette i alle partier i rød blok, så er der flertal for det i Folketinget; og i tilfælde af at regeringen alligevel ikke gennemfører grænsen på 24 elever, SÅ kan man med rette tale om løftebrud. Men kun i den situation.
Den der bemærkning om at HTS dumstædigt afviser at have begået løftebrug, er ikke Information værdig. Den er dum - eller næsten dumstædig.

Lisa Rasmussen

Ganske enig, Kaare.

Jeg vil tilføje, at medierne vinkler historier til størst mulig skade for regeringen - ny tendens må man sige. Denne regering har som et af sine helt grundlæggende principper at åbne for dialog og samarbejde både på Christiansborg og med interessenter uden for.

Lad os bare bruge spørgsmålet om 24 elever i klasserne. Det er jo ikke et emne, der skal behandles isoleret. Det skal for det første selvfølgelig ses i sammenhæng med de økonomiske rammer (i dette tilfælde i kommunerne), men også i sammenhæng med andre tiltag så som nedbringelse af antallet af elever i specialundervisningen, to-lærerordninger, heldagsskoleforsøg osv. Alle disse ting skal efter regeringens princip drøftes med skolederne, lærerforeningen, elev- og forældreorganisationer - og måske ligefrem med eksperter - før man finder den bedste kombination af disse nye tiltag. Det kan ikke udelukkes, at man selv med udgiftsneutralitet kan komme længere ned i klassekvorient, eller at man lander på 26 mod to-lærerordninger på flere klassetrin, flere holddelinger i udvalgte fag eller en helt fjerde kombination. Og det er vel for pokker vigtigere at finde den rigtige løsning under de givne økonomiske vilkår med interessenterne end rigidt at fastholde et "løfte" (i virkeligheden er det vel nærmere en hensigtserklæring) om præcis 24 som maximum. Den slags tager tid, og ingen kan forlange disse "valgløfter" indfriet fra dag et, men i løbet af valgperioden.

Læs Kristian Madsen i Politiken: http://blog.politiken.dk/madsen/2011/10/07/christian-jensen-fanget-i-sit... :

"Det nuværende regeringsgrundlag ligger i klar forlængelse af den ansvarlige økonomiske politik fra Nyrup-regeringerne. Når det tilsyneladende kommer bag på Gud og hvermand, er det primært fordi mange - herunder ikke så få journalister - købte den daværende regerings spin eller venstreorienteredes drømme om, at Fair Løsning og Fair Forandring var ræverøde socialistiske papirer, der ville få skatterne til at eksplodere".

Læs i øvigt også for sjov den til tider brave blogger på Berlingske, Mads Kastrup: Det store borgerlige løftebrud:
http://kastrup.blogs.berlingske.dk/2011/10/06/det-store-borgerlige-l%25c...

Michael Kongstad Nielsen

Jo, jo, men Barack Obama var også meget optaget af at samarbejde med sine modstandere, og han måtte slippe taget i sine løfter og holdninger så voldsomt, at det meste ikke blev til noget. Og så synes jeg i øvrigt, det er mest ærligt og fair at sige tingene lige ud, når man løber fra sine løfter.

Jeg vil gerne anmode om dokumentation på et konkret løftebrud...

Her stopper logikken som regel for borgerlige synspunkter, men, måske bliver jeg overrasket.

Lisa Rasmussen

Jesper Wendt,

Det giver kun mening at tale om løftebrud, hvis regeringen ikke i løbet af hele valgperioden gennemfører de forslag/hensigter, der har flertal for.

De økonomiske fremtidsudsigter er i dag stik modsat af, hvad de var, da efterlønskampagnen blev startet.

Der bliver ikke mangel på arbejdskraft, og ungdomsarbejdsløsheden stiger stadig.

Jo flere unge, der må opgive deres uddannelse, fordi de ikke kan få nogen erhvervserfaring, jo værre.

Modvillige oldinge, der nok skal vide at “arbejde langsomt” kommer til at optage de arbejdspladser, de unge skulle have haft.

Hvis man ikke kan lave forligsbrud i en sådan "force majure" situation, er forlig så skadelige for demokratiet, at de simpelthen må forbydes.

Som andre allerede har kommenteret, giver det kun mening at tale om løftebrud, hvis den ny regering undlader at gennemføre ting, som alle fire partier i dens parlamentariske grundlag forud for valget sagde, at de ville.

Jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om følgende sager, hvor de fire partier var enige, og hvor der ud fra regeringsgrundlaget evt. kan blive tale om løftebrud:

* Afskaffelse af fattigdomsydelserne
* Afskaffelse af loftet over børnechecken
* Indførelse af regler om, at et kvalificeret mindretal i Folketinget kan nedsætte en undersøgelseskommission samt andre tiltag til at styrke Folketingets kontrol med regeringen

Om alle fire partier forud for valget støttede ideen om højest 24 elever i folkeskoleklasserne er jeg ikke klar over. Men er det tilfældet, kan man også føre det til listen.

Som en generel betragtning synes jeg, at løftebrud er i orden, hvis der er tale om udgiftskrævende tiltag, og hvis man kan argumentere for, at den økonomiske situation er forværret på en måde, som ikke kunne forudsiges før valget.

Men jeg vil selv blive skuffet og betragte det som urimelige løftebrud, hvis ikke den ny regering gør noget ved både fattigdomsydelserne og loftet over børnechecken.

Alle de ting, som det kun er S og SF, der har lovet, at de ville arbejde for, kan regeringen derimod naturligvis ikke have nogen pligt til at gennemføre. S og SF kan højest have en moralsk pligt til i det mindste at forsøge at overtale de to andre partier til at gå med til dem.

LH:
og hvis man kan argumentere for, at den økonomiske situation er forværret på en måde, som ikke kunne forudsiges før valget

GP:
At henvise til mangel på penge er ikke det bedste argument for at indføre lettelser i topskatten, som kun kommer de allerrigeste til gode (medmindre man er hjernevasket af CEPOS).

End-of-the-day er stadig:

"Vi har ikke råd til, at du kan få det godt, fordi samfundet har mere brug for at JEG har det godt."

Og intet kan fritage S-SF fra forpligtelsen til at stemme imod de forslag, de før valget lovede vælgerne at de ville stemme imod.

Og nu hvor DF er blevet snydt for grænsebomme, er der ikke længere noget flertal der vil forringe folkepension og efterløn.

Det skærper S-SF's forpligtelse til ikke at begå lodret løftebrud.

At gå til valg på en politik for at få stemmer til en regering, men inderst inde ved ikke hænger sammen... det er politisk pragmatisme så det batter..

GP: Der står i regeringsgrundlaget om en skattereform: "Det lægges til grund, at den samlede effekt af skattereformen og skattefinansieringen har
en rimelig social balance".

Så en justering af topskattegrænsen skal naturligvis ikke stå alene.

Der står i øvrigt også, at: "Regeringen vil måles på at
mindske fattigdommen".

Men den vil selvfølgelig ikke måles på det få dage efter den er tiltrådt.

Hensigtserklæringer giver ikke mad på bordet, jeg vil se den 'sociale balance' før jeg begynder at smide kors, hvidløg, og viet vand fra mig.

Jesper Wendt,
Jeg svarede Gorm Petersen, som skrev: "At henvise til mangel på penge er ikke det bedste argument for at indføre lettelser i topskatten, som kun kommer de allerrigeste til gode (medmindre man er hjernevasket af CEPOS)."

Bortset fra, at "de allerrigeste" så vidt jeg har læst i så fald udgør ca. 710.000 danskere, hvoraf det overvejende flertal er ganske almindelige lønmodtagere...

... så er min pointe, at ligesom du ikke behøver at rose regeringen, før den har leveret, så kan du vel for pokker heller ikke rigtig kritisere den for løftebrud etc. på forhånd.

Set fra et personligt synspunkt, har jeg kun tabt på dette valg. Netop grundet de økonomiske perspektiver, det vil desværre gå fra skidt til værre.

Jeg må jo glæde mig over de få lyspunkter, de har bare ingen påvirkning på min hverdag.

Omkring halvdelen af befolkningen mærkede intet til fladskærme og 4-hjuls trækkere, før de pludselig skulle have tegnebogen op af lommen for - via skatten - at redde bankdirektørernes gyldne håndtryk.

Topskattelettelser er gift for sammenhængskraften i samfundet.

Mange arbejdervælgere som vovede at skifte fra DF til S skynder sig tilbage til DF igen.

De føler de har lagt stemmer til Margrethe Vestagers mix af finkultur og social uretfærdighed. Præcis som der blev advaret mod i skurvognen:

Pia er en bedre pokerspiller end Helle. Helle kommer til at danse efter RV's pibe. Pia er bedre til at forsvare underdanmarks interesser end Helle.

Valg i dag ville formentlig bringe VKO tilbage.