Leder

Skyttegravskrig i filmbranchen

Debat
12. oktober 2011

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men der er udbrudt krig i Danmark. Ikke en af den slags, der føres med krudt og kugler, men den kan ende med at blive lige så dramatisk — i hvert fald for en økonomisk presset dansk filmbranche, som synes at have meget svært ved at kommunikere internt.

Senest har Kim Pedersen, formand for brancheforeningen Danske Biografer, taget et ganske ømtåleligt spørgsmål op: De smalle danske film, der er blevet en »belastning for de danske biografer«, som han skriver i en klumme på foreningens hjemmeside. Han kan ikke se det formålstjenstlige i den uskrevne aftale om, at alle danske film skal have en chance i biografen. Det handler både om public service og talentudvikling, når man viser smalle danske film, men de fylder op uden at give indtægter. Det kan ende med, at biograferne ikke længere vil vise dem.

En mulig løsning er ifølge Kim Pedersen, at Det Danske Filminstitut ud over at støtte filmenes produktion og lancering også støtter biografer, som vælger at vise dem. Forslaget blev dog hurtigt afvist af DFI's direktør, Henrik Bo Nielsen, i Politiken.

Man kan mene, hvad man vil, om forslaget — og biografernes filmkulturelle ansvar i et land, hvor mangfoldig filmproduktion kun er mulig på grund af statsstøtte — men uenigheden er et godt eksempel på, hvordan en splittet branches parter tilsyneladende har gravet sig ned i hver sin skyttegrav, hvor man skyder de andres forslag ned i stedet for at tænke konstruktivt.

Det er ikke småting, der står på spil, men filmens fremtid i form af måden, vi finansierer, producerer, lancerer, distribuerer, viser og ser film på i Danmark om 10-20 år.

Gennem de seneste 10-15 år har filmbranchen, herhjemme og internationalt, været vidne til, at musik- og pladebranchen på den hårde måde har måttet lære at forandre sig og finde andre måder at tjene penge på. Det er sket, i takt med at den digitale udvikling og et hurtigt internet har forandret spillereglerne for, hvordan musik distribueres og aflyttes — og det er en udvikling, som entreprenante musikpirater kun har sat yderligere fart i.

Man undrer sig over, at filmbranchen samlet set ikke synes at være blevet klogere af musikbranchens kollaps og genrejsning; det var indlysende, at turen ville komme til den. Og nu står branchen over for nogle af de samme gevaldige problemer med hensyn til videreformidling af indhold til publikum, så både filmselskaber og instruktører kan tjene penge til at lave mere indhold. Danske film sælger ikke billetter som tidligere, bunden er for længst røget ud af dvd- og blu-ray-markedet, og selv om man sikkert i adskillige år endnu vil distribuere film på fysiske medier, tegnes fremtiden af vod( video on demand), online streamingog download.

»Forbrugerne har fuldstændig ændret vaner, og vi er også nødt til at ændre vores vaner« sagde filmmanden Thomas Mai for nogle måneder siden her i avisen. Han rejser verden rundt og underviser filmfolk i at finansiere, distribuere og markedsføre film på en måde, som kan følge med et publikum, der ikke kun vil se film i biografen, men også på computere, tablets og mobiltelefoner — og vil have det hurtigt, nemt og billigt.

Skal man troThomas Mai, er det eksisterende system ved at kollapse. Ser man sig om i den danske filmbranche, begynder sprækkerne da også at vise sig. Producenter, distributører, biografer og Det Danske Filminstitut diskuterer f.eks. holdback-perioder — det vil sige den tid, der skal gå fra en biografpremiere, til en film må komme på dvd — og hvor producenterne og distributørerne argumenterer for en kortere periode, mener biograferne, at det vil betyde deres død.

Man blev for nylig enige om at sætte perioden ned fra seks til fire måneder — med mulighed for at gå helt ned til tre måneder — men biograferne er stadig usikre på, hvad det kommer til at betyde for deres indtjening, mens producenter og distributører ikke mener, at perioden er kort nok. En film har et begrænset liv i en biograf — klarer den sig ikke flot i første weekend, tages den af plakaten — og jo kortere holdback-periode, desto bedre husker publikum filmen, og desto færre penge behøver man bruge på at markedsføre den igen på dvd og vod.

Der er brug fornytænkning, når det kommer til dansk films fremtid. Der skal eksperimenteres og turdes tages chancer i forhold til måden, man tænker især distribution og lancering på. Skal alle danske spillefilm nødvendigvis i biografen? Kunne man forestille sig en model, hvor man udsender nogle film i biografen, på dvd og vodsamtidig? Skal biografernes rolle være den samme i fremtiden som i dag? Skal der være lige så mange biografer?

Producenter, distributører, biografer og DFI er nødt til at indse, at publikum har flyttet sig — og bliver ved med at flytte sig — og at de er nødt til at flytte med. Det vil gøre ondt, men handler om egen overlevelse og respekt for sit publikum, og så nytter det ikke noget, at man kun kan finde ud af at skændes i medierne. Det er nødvendigt at finde mål, alle kan arbejde frem mod — også for filmens skyld. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brancheforeningen Danske Biografer har med interesse læst Christians Monggaards indlæg ovenstående.

Om end der er flere gode pointer, lader det til Christian Monggaard har fået sammenligningen mellem film- og pladebranchen helt galt i halsen.

I årevis har der været en strøm af artikler som har rapporteret om fortsatte tilbagegang i musikbranchen. Alle kender til problematikken nu. Efterhånden som musik blev tilgængelig på internettet, holdt folk op med at købe CD'er og yngre forbrugere begyndte frit at kopiere filer og dele musiknumre med hinanden. En hel generation af forbrugere nu har den opfattelse, at musikken skal være gratis, og salget af indspillet musik fortsætter med at dale.

Dét er kendsgerningerne, men der er ét element i den historie, der ofte er udeladt, og den har en masse at gøre med, hvorfor musikbranchen ikke kan komme tilbage til sit tidligere indtægtsniveau. Pladeselskaber var primært sat i verden for at sælge albums - 10 til 12 sange.

I "gamle" dage, var den normale pris for et album omkring kr. 100,- Det betød, at prisen per sang var en omkring en tier - meget som det er nu – men salget af enheder var meget højere.

Det magiske i denne model var, at pladeselskabet kunne fremme én god sang fra albummet, og forbrugerne blev nødt til at købe resten også. Tænk på det i anden sammenhæng. Man er sulten efter en hamburger, men man er nødt til at købe 11 fiskefileter for at få sin hamburger. McDonalds ville kunne sælge en masse fisk på denne måde, selv om ingen rigtig brød sig om fiskefileter.

I virkeligheden, med detailprisen pr. sang hvor den altid har været, er avancen faktisk højere. Der er ingen fremstillings- og transportudgifter. Samme indtægter, lavere omkostninger - det betyder bedre bruttoavance hele vejen rundt. Problemet er blot, at denne nye model for distribution ikke tillader pladeselskabet at sælge en masse fiskefileter sammen med en burger.

Nu hvor tiden med DVD går på hæld, er der en reel frygt for, at filmbranchen, vil få samme slags uigenkaldelige fald i indtægter fra home entertainment området. Mens problemerne med ulovlige kopier og piratkopiering helt sikkert en lignende udfordring, er filmindustrien ikke konfronteret med en tidligere forretningsmodel, hvor man skal sælge 10 eller 12 film per disc.

Så når filmdistribution bevæger sig fra disc’s til digitale downloads og streaming, vil filmdistributører stadig kunne sælge det samme antal enheder som før - en film ad gangen. Og med alle de økonomiske effektivitetsgevinster digital distribution har, bør det faktisk øge avancen.

Udfordringen filmbranchen står overfor relatere derfor ikke til de problemer musikbranchen har oplevet, udfordringen for filmbranchen består i at udnytte de nye digitale distributionsformer, uden at kannibalisere det vigtigste vindue af dem alle; biografernes!

Kære Kim Pedersen,

En hel generation af forbrugere har snart den opfattelse, at FILM skal være gratis. Hvad vaner angår får filmbranchen samme problem som musikbranchen, hvis der ikke tænkes nyt. Hurtigt.

Jakob Hagemann

@ Kim Pedersen,

Jeg vil mene at der ligger nogle helt konkret sammenlignelige aspekter i filmbranchens udfordringer ifht dem musikbranchen har været igennem (og delvist til stadighed befinder sig i, jvf. Spotifys indtog i DK dd.); forbrugeradfærden og hungren efter tilgængeligheden af digitalt indhold på tværs af platforme er drivere, som filmbranchen pt. ikke giver meget opmærksomhed med den underlige beskyttelse af biografer (hold-back perioden) og ekstremt store krav fra filmstudier ifht markedsføring på streaming- og VoD-platforme.

At udgangspunktet er at beskytte biografer såvel som producenter lyder langt hen ad vejen fint nok, men betyder også at de digitale platformes muligheder ikke omfavnes. Jo, der vil altid være hardcore pirater, som ikke kan konverteres til betalende brugere, men der er også en massiv gruppe af f.eks. unge forældre der ikke smutter i biffen fordi børnene så skal passes.

Tilgængelighed er nøgleordet og med de nuværende barrierer og omtalte skyttegravskrig lyder det som om jeg er nogenlunde lige så bundet af et hav af protektionistiske aftaler som min TV-pakke er strikket sammen af - eller som dit ovenstående eksempel om McDonald's, hvor jeg jo så må vente ulideligt længe på min burger som i mellemtiden måske er blevet lidt slatten afhængig af de syltede agurkers kvalitet.

Kære Ane Mandrup Pedersen og Jacob Hagemann,

De store amerikanske studier havde indtægter for over $31,5 mia. via biografernes kasser sidste år på verdensplan, så ét sted er forbrugeren i al fald villige til at betale en pris, der er udtryk for et fornuftigt forhold mellem hvad forbrugeren får for pengene og er villige til at give.

I øvrigt har pladebranchens forretningsmodel aldrig baseret sig på ’vinduer’, hvilket dræber det allersidste sammenligningsgrundlag mellem plade- og filmindustri.

På DVD/VOD/internet (det legale) har filmproducenterne vænnet forbrugeren til at hundedyre spillefilm kan købes billigt, bl.a. giver Netflix i USA adgang til spillefilm, som gennemsnitligt koster en dollar.

Filmbranchens allerstørste udfordring er netop hvordan man sikre sig indtægter til produktion af de hundedyre spillefilm. Biograferne er åbne overfor tiltag som kan opveje det nedadgående DVD-salg, men det ville være fatalt for spillefilmens fremtid, om det skete på biograf-indtægternes bekostning. Undersøgelser fra den amerikanske investeringsbank J.P. Morgan, har påvist at fri tilgængelighed vil betyde et fald i biografernes tilskuerantal på ca. 50%. Der skal selvsagt sælges et utopisk antal spillefilm på DVD/VOD/internet for at opveje det tab, med den prissætning man konstatere på disse medier, som ikke stiger, men til stadighed jævnt falder.

Såfremt man skal sikre spillefilmsbranchens fremtid, bør der sættes ind på følgende områder;

1. Gennem lovgivning skal illegal adgang på internettet til spillefilm blokeres. Man vil snart opleve disse blokeringer på internettet i forbindelse med internet-sider der sælger ulovlig medicin og spil, som går udenom det danske skattevæsens fintmaskede net. Hvorfor ikke også omfatte illegale piratfilmsider i denne lovgivning?
2. Prissætningen på spillefilm via DVD/VOD/internet skal op, og i øvrigt effektiviseres og der skal ofres store summer på markedsføringen af de nye medier.
3. Biografernes eksklusivitet skal bevares, idet der i en verden med fri tilgængelighed ikke kan eksistere kommercielle biografer. Ingen kommerciel biograf kan tåle en tilskuernedgang på 50%.

Man bør i denne henseende huske på, at spillefilm er lavet til biografernes store lærreder, hvilket betyder at spillefilm og biografer uløseligt hænger sammen. Hvorfor dog lave film til et medie der ikke eksisterer? Ingen biografer – ingen spillefilm. Der vil naturligvis komme noget andet, men er det i forbrugerens interesse at billige TV-film, reality- og gameshows bliver erstatningen for de hundedyre spillefilm, som ikke længere vil være rentable, på hjemmets skærm?

For elskere af spillefilm – uanset om de ses i biograferne eller på DVD/VOD/internet – skal man være opmærksom på konsekvenserne af ændringer i den nuværende forretningsmodel. En konsekvens som der er risiko for kan blive spillefilmens endeligt.

Det er således ikke biograferne som skal vågne op til en ny virkelighed, men derimod spillefilms- producenter, som skal vænne sig til at de nye medier aldrig bliver det økonomiske slaraffenland de drømmer om, men at de derimod skal værne om de indtægter de trods alt har for nuværende.

At sikre spillefilmens fremtid er en balancekunst uden lige, hvor der skal trædes yderst varsomt.

Med venlig hilsen

Kim Pedersen

Michael Kongstad Nielsen

Det forekommer mig, at der er alt for mange penge i den branche, og alt for mange i branchen, der tænker netop kun på penge.