Leder

Besværlig oprydning i Italien

10. november 2011

BERLUSCONIS DAGE som Italiens regeringsleder er talte. Men spørgsmålet er, om premierministeren når at hive den italienske og europæiske økonomi med i afgrunden. Finansmarkedernes reaktion på tirsdagens meddelelse om, at Berlusconi trækker sig, når en række reformer af det italienske arbejdsmarked og pensionssystem er gennemført, var entydigt negativ. I løbet af i går passerede renten på italienske statsobligationer de kritiske syv pct. — et omkostningsniveau for re- finansiering af statsgælden, der tidligere har tvunget Grækenland, Irland og Portugal til at bede EU-partnerne og Den Internationale Valutafond om hjælp. Med sin melding om, at han går af, men uden at specificere hvornår, har Berlusconi formået at skabe yderligere usikkerhed om Italiens fremtid. Efter 10 år ved magten med rekordlav vækst i det italienske samfund ville en ansvarlig leder for længst have trukket sig uden at kny, men Berlusconi insisterer på selv at diktere præmisserne. Mener han det med at gå af alvorligt, eller forsøger han blot at vinde tid?

Republikkens præsident, Giorgio Napolitano, var således i går nødt til at forsikre om, at der hurtigt bliver dannet en ny regering eller udskrevet valg. Samtidig udnævnte Napolitano den tidligere EU-kommissær Mario Monti til medlem af senatet på livstid. Monti betragtes som den mest oplagte kandidat til at lede en samlingsregering, der kan gennemføre de mest presserende reformer og regere landet indtil et valg, som senest skal afholdes i foråret 2013. Angela Merkel har for nylig antydet, at EU-partnerne betragter Napolitano og ikke Berlusconi som den pålidelige dialogpartner i det italienske statsapparat. Nu har præsidenten tilsyneladende taget ansvaret på sig og kommer til at spille en nøglerolle i opgøret med Berlusconi.

DAGEN INDEN den afstemning i parlamentet, som viste, at Berlusconi ikke længere har flertal, holdt premierministeren møde med sine børn om Fin-invest-koncernens fremtid. Et af de store paradokser i den nuværende situation i Italien er, at Berlusconis mediemæssige dominans aldrig har været større, mens hans politiske indflydelse er aftagende. Gennem sine knap 18 år som politiker har Berlusconis skabt en sammenhæng mellem politik og medier, som er hidtil uset i vestlige lande. »Deltastrukturen«, som de italienske medier har døbt koblingen mellem regeringsapparatet og premierministerens mediekoncern, har undergravet pressens rolle som den fjerde statsmagt. For Berlusconis vedkommende handler slutspillet om at sikre sit parti — der lige fra starten mere end noget andet har repræsenteret Fin- invest-koncernens interesser — politisk indflydelse i fremtidens Italien. 17 års sammensmeltning af politik og medier har skabt demokratisk anomali, som næppe forsvinder, når Berlusconi omsider går af. Tværtimod vil Berlusconis medier kunne udsætte dem, der får dem utaknemmelige opgave at rydde op i det økonomiske rod, for ubønhørlig og konstant kritik.

Genopbygningen efter Berlusconi må derfor tage udgangspunkt i en normalisering på medieområdet. Det vil i første omgang kræve, at en lov fra 1957, der skulle forhindre indehavere af offentlige koncessioner (i Berlusconis tilfælde sendetilladelser) i at stille op til valg, bliver opdateret eller blot appliceret. Dernæst bør den kommende italienske regering bestræbe sig på at leve op til EU's konkurrencebestemmelser, der burde forhindre Berlusconi i at opnå en monopollignende dominans af det kommercielle tv-marked i landet.

MAN KAN UNDRE og ærgre sig over, at der skulle en økonomisk krise til, før EU-partnerne begyndte at tage situationen i Italien alvorligt. Lissabon-traktaten indeholder muligheder for at vedtage sanktioner mod medlemslande, der afviger fra fællesskabets demokratiske normer. De bliver taget alvorligt, når et land søger om optagelse i EU, men når man først er medlem, kan man tilsyneladende godt slippe af sted med at afvige fra dem. Det viser eksemplet Italien, for hverken oppositionen i parlamentet eller nabolandene i EU har turdet gøre brug af Lissabon-traktatens bestemmelser (paragraf 3 og 7).

Nu har det vist sig, at et stort og rigt medlemsland, der afviger fra almindelige demokratiske normer om pressens, parlamentets og retsvæsnets uafhængighed, er en luksus, som EU aldrig nogensinde har haft råd til. Desværre er det først gået meget sent op for folk som kommissionsformand José Manuel Barroso og regeringslederne i andre medlemslande, som med et konsekvent pres på Italien kunne have skabt en omvæltning for år tilbage. For hvem havde egentligt troet på, at en monopolist på medieområdet kunne liberalisere og modernisere et samfund, der er præget og hæmmet af usunde monopoler i en lang række sektorer? I stedet har EU-partnerne set gennem fingre med, at Berlusconi brugte den politiske magt til at pleje sine forretningsmæssige interesser. Forhåbentlig er det ikke for sent for EU, men i Italien forestår der et besværligt oprydningsarbejde, som kan vare i årevis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu