Leder

Grib håndtaget, Lidegaard!

Debat
17. november 2011

Danmark skal tjene flere penge på den olie, der pumpes op fra Nordsøens dyb. Det siger regeringen, og regeringen har den helt rette minister til at genforhandle den nordsøaftale, der gør nationens olie til en guldrandet forretning for A.P. Møller-Mærsk og de andre selskaber i Dansk Undergrunds Consortium (DUC).

Manden er Martin Lidegaard, den radikale klima- og energiminister. Han kender alle detaljer i nordsøaftalen fra 2003. Som de radikales energiordfører var han selv med til forhandle den og stemme for den sammen med Fogh-regeringen.

Hverken Lidegaard eller den borgerlige regering havde fantasi til at forestille sig olieprisens himmelflugt. Dengang regnede man med tre scenarier for prisudviklingen på olie: 20, 40 eller — hvis det gik rigtig højt på lommeregneren — 60 dollar pr. tønde. Dagspris november 2011: 113 dollar!

Derfor har A.P. Møller-Mærsk de seneste år scoret kassen på den danske olie, mens statskassen er gået glip af i omegnen af 75 milliarder kroner. Det fortalte Information allerede i maj i år, men først tirsdag reagerede Martin Lidegaard.

Kunne man i 2003 forudsige en firedobling af oliepriserne på otte år? Kunne man forudsige en fordobling i antallet af tønder olie? Nej, det kunne man ikke i eksakte tal, men flere eksperter advarede allerede i 2003 om, at oliepriserne var sat for lavt, og endnu flere undrede sig over, at regeringen bandt sig på en aftale helt frem til sommeren 2042 uden mulighed for genforhandling undervejs.

Martin Lidegaard skal altså nu være løsningen på det problem, han selv er medansvarlig for.

Men hvor Martin Lidegaard er kommet på bedre tanker, forsvarer de borgerlige fortsat nordsøaftalen, og tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen mener regeringen begår tillidsbrud.

»Et brud på aftalen er også et brud på den tillid, som ligger til grund for milliardinvesteringer i Nordsøen … Et ord er et ord, og en aftale er en aftale, og vi har ikke tænkt os at rokke ved den aftale, vi har indgået med A.P. Møller, for den er til gavn for det danske samfund,« udtalte han i går.

Hallo, Mikkelsen, det udsagn er nærmest nævenyttigt. Svigtet blev begået af den borgerlige regering, og den svigtede dobbelt. Først med indgåelsen af det, enhver i dag kan se, var en håbløs aftale. Dernæst bortklattede VK-regeringen de olieindtægter, der trods alt nåede statskassen, selv om både økonomiske vismænd og nationalbankdirektører gentagne gange opfordrede til at oprette en særlig oliefond efter norsk forbillede. Det ville have pyntet på det underskud på 100 milliarder kroner på statens budget for 2012.

Martin Lidegaard står alene tilbage med en opgave, han ikke har gjort nem for sig selv. Lader regeringen skatten på olie stige, skal A.P. Møller Mærsk ifølge aftalen kompenseres med tilbagevirkende kraft. Hvor meget vides endnu ikke, men på Esplanaden tager man sig utvivlsomt godt betalt.

Kontrakten kan derudover tilsyneladende kun genåbnes, hvis begge parter ønsker det. Ny teknologi til udvinding af olien åbner Martin Lidegaard som en mulighed.

Hvad siger A.P. Møller-Mærsk? Som altid meget lidt: »Vi bidrager gerne med relevante oplysninger til et serviceeftersyn, idet vi noterer os, at regeringen vil respektere indgåede aftaler,« skrev selskabet i går en meddelelse.

Umiddelbart ligner det ikke den åbning, Martin Lidegaard i går noterede sig.

Men er der nogen vej udenom? Nej, selvfølgelig ikke, og i andre lande som Storbritannien er det de seneste år lykkedes at genforhandle olieaftaler. I Storbritannien skete det under skrig, skrål og trusler, men regeringen holdt fast og hævede tillægsskatten med 12 procent, og i dag lyder der ingen brok. Vi må håbe, at den danske regering også modstår presset, hvis det bliver nødvendigt.

Martin Lidegaard kalder sit »serviceeftersyn« af nordsøaftalen et spørgsmål om »rettidig omhu«. Han repeterer en del af det ordsprog, som Arnold Peter Møller gjorde til sit nøjsomme motto for det rederi, som hans søn, Mærsk Mc-Kinney Møller, siden gjorde til Danmarks største: »Intet tab skal ramme os, som ved rettidig omhu kunne afværges«.

Enhver forringelse af olieindtjeningen vil blive betragtet som et af de tab, der skal afværges. Også derfor venter uhyre vanskelige forhandlinger forude.

Men måske har Martin Lidegaard et hemmeligt våben. Som svar på kritikken i 2003 udtalte han til Berlingske:

»Hvis regeringens forudsætninger viser sig ikke at holde, så tager vi selvfølgelig det forbehold at kunne ændre beskatningen senere. Det ligger helt klart, og det er et skattehåndtag, vi vil bruge, hvis det bliver nødvendigt.«

Herligt, vi har en klima- og energiminister, der siger, at han engang havde et håndtag, der kan sikre, at vores fælles olie kommer fællesskabet og ikke et aktieselskab på Esplanaden til gavn og glæde.

Derfor er Martin Ligegaard den rette mand til at genforhandle nordsøaftalen.

Grib straks håndtaget, Lidegaard. Nu skal det i sving! 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Møllersen skal kompenseres krone for krone skriger de borgerlige, og de radikale, men vel kun for de udgifter og de forventninger han indgik i aftalen med - da ikke den ekstragevisnst han ikke har indregnet i sin investering...

...det er da logik for enhver.

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg finder det meget naivt at tro på at DUC, herunder APM giver noget som helst tilbage uden en endog meget klækkelig kompensation. Det vil de radikale skulle erkende i deres evige knæfald for storkapitalen. At de øvrige borgerlige partier råber op er kun forventeligt.
At befolkningen som sådan og efterlønnere, dagpengemodtagere m.fl. også accepterer tingenes tilstand er mere svært at begribe

Niels-Holger Nielsen

Lad os se om regeringen har nosser nok.

Henrik L Nielsen

Niels-Holger Nielsen

Det tvivler jeg på den har. Selvom skatten kunne hæves med endog mange procent uden at consortiet vill tabe i forhold til de forventninger de alle siger der var i den gamle aftale, så ligger vores politikere så meget under for disse firmaer, herunder truslen om udflytning af andre dele af mærsk, at de kun vil kræve en mindre symbolsk regulering. Denne vil de så fremhæve som en kæmpe sejr. Men nosser til noget der batter her har de næppe.

Det ville klæde chefredactøren hvis han satte sig ind, hvordan genforhandlingen i Storbrittanien reelt foregik i stedet for en så løsagtig omgang med fakta - det er ikke godt nok Christian Jensen - Outzes avis stiller større fordringer !

Storbritannien, Frans Jakobsen. Men det er da utroligt, at man har lavet en aftale, der ikke tager højde for, at stærkt forøgede indtægter selvfølgelig i højere grad skal komme ejeren til gode, når udgifterne er blevet rimeligt betalt for.
Man må håbe, at en masse tredjeverdens-lande ser på det gode eksempel ved en forøget indtægt på de rigdomme, der i princippet er alle borgeres fælles ejendom.

Søren Kristensen

Jeg oplever Mærsk som en meget dansk virksomhed med en betydelig national stolthed og mon ikke også det udmønter sig i de kommende forhandlinger? Der er jo ikke tale om at rive gulvtæppet væk under noget konsortium, men kun om at skabe balanceret, ret og rimelighed mellem nationale og multinationale interesser. Det tror jeg Mærsk er rigeligt gammen nok til at kunne forlige sig med og det kan jo blive vort held. (Inspiration: Headhunter, Joakim von And og Den Gamle mand og Havet).