Leder

Handler bitterfissedebat om feminisme?

9. november 2011

For tiden kunne man få det indtryk, at moderne feminismedebat er lig med »mudderkastning« i »hønsegården.« Medier, aviser, Facebook og blogs svømmer over i en krigerisk debat, hvis mest åbenbare pointe bliver gjort til, at dens deltagere kan opdeles i et rødt og et blå ringhjørne, hvor henholdsvis de 'traditionelle feminister' omkring Kvinfo.dk og borgerlige debattører omkring Berlingske og Damefrokosten.com for øjeblikket slikker sårene.

Men hvad handler debatten egentlig om? Er det feminisme anno 2011, eller er det snarere livsstilspolitiet, der patruljerer, fordi feminismen er degenereret i sit eget udgangspunkt: at gøre det private politisk?

Angrebet på andre kvinders livsstil blev sat på spidsen af den anonyme blogger Bitterfissen Bethany. Bethany udgyder sin bitterhed over de kvindelige bloggere, der dyrker det perfekte moderskab i intimsfæren på nettet med billeder af afkom, bagværk og håndarbejdsmæssige færdigheder.

Kvinder, som den hjemmegående Lisbeth Hammer, der i weekendens Information fortalte om den karriere, hun har lagt på hylden for i stedet at hellige sig moderskabet ud fra den betragtning, at børn »betaler den højeste pris«, fordi samfundet ikke giver deres forældre tid til at være sammen med dem.

Mens Bethany var træt af spelt og zumba, faldt det den borgerlige feministblogger Anne Sophia Hermansen for brystet, at Kvinfo-direktør Elisabeth Møller Jensen heppede på Bethany. Hvorefter Anne Sophia Hermansen selv måtte indkassere tæsk, da hun i et indlæg med titlen »Under(bukse)mennesker« ømmede sig over nedladende (person)angreb, som hendes kritikere mener, Hermansen i særdeleshed selv gør sig skyldig i.

Nu har eftertanken meldt sig, og Anne Sophia Hermansen spørger selvkritisk, hvor substansen blev af: »Den drukner i fjendebilleder, nedgørelse, personforfølgelse, motivgranskning, injurier og bevidste fejlfortolkninger. Blå versus rød feminisme. Feminisme kontra antifeminisme. Kvinde mod kvinde. Og ja, jeg har også været en af dem, der skrev om 'gammelfeminister', så jeg er ikke selv et hak bedre.«

Det personlige afsæt i ligestillingsdebatten fik en opblomstring i Danmark i slutningen af 90'erne, da unge danske kvinder tog det svenske bogprojekt Fittstimtil sig og lavede en dansk pendant med titlen Fisseflokken. Siden tog svenskerne fat igen med Maria Svelands kritik af kønsrelationerne i 2008 i bogen Bitterfissen.

Samtidig har Facebook accelereret intimsfærens centrale placering i debatten. Kombineret med den aggressive sprogbrug og iscenesættelse, der skal til for at skaffe læsere til en blog, er resultatet blevet, at man går efter personer og livsstil, mens ens egen livsform og livsværdier promoveres.

Personliggørelsen af debatten betyder, at nogle debattører får svar på tiltale. Men det er ikke noget, der kun er forbeholdt kvinder, sådan som den norske forfatter Torgrim Eggen pointerer i den norske avis V.G. Og som Anne Sophia Hermansen hævder i sin seneste blog: At kvinder holder sig ude af offentlige debatter på grund af frygt for personangreb og chikane.

Tænk blot på Venstre-politikeren Søren Pinds brug af sin Facebookprofil i politisk-personlige angreb. Er man personlig i en debat, må man regne med, at modangrebene også bliver personlige. Det, mænd til gengæld ikke bruger krudt på at debattere, er, hvordan andre skal leve deres liv, med eller uden børn, karriere, spelt og designermøbler.

Sandheden er jo, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem karriere og omsorgsfuldt forældreskab. Og feminismedebatten er en væsentlig politisk diskussion, hvis den er i stand til at løfte sig over selvpromovering på blogs og angreb på andres livsvalg.

De venstreorienterede har ikke monopol på ligestillingsdebatten, og definitionen af, hvad der er nutidens ligestillingsproblemer, skal vindes på argumenter og ikke nedladende personangreb. Der er masser af ligestillings- og kønsspørgsmål, der kan gøres til genstand for politik.

Feminismens afpolitisering kræver imidlertid et opgør med selve feminismebegrebets udvikling. Det er også den britiske debattør Nina Powers pointe i den nye bog Den én-dimensionale kvinde. For debattøren Power er det til gengæld ikke kun forbrugerfeminisme og livsstilspoliti, der har taget feminismen som gidsel. Men også kapitalisme og en krigsgal international højrefløj, og hun vil ruske op i »en venstreorienteret kapitalismekritisk kamp for feminismen«, som det hedder i forordet.

Det vil mange danske kvinder naturligvis være uenige med hende i. Men det overraskende klarsyn, bitterfisse-debatten giver, er, at den aggressive og personpromoverende livsstilsfeminisme står i vejen for strukturelle analyser af uligeløn, politisk repræsentation, sygdomsmønstre, medicinforbrug ... fortsæt listen selv. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Feminismen er forventeligt degenereret til en skraldespand af individualisme og fjendskab mod klassebevidsthed. Feminismen er reaktionær og går ud på at splitte arbejderklassen ved at få kvinder til at identificere sig med kvinder, frem for at identificere sig med deres klasse. Feminisme er en ideologi, der har som sit højeste mål at reducere de 99% til 49,5%. Gæt selv hvem der profiterer på det.

Robert N Gjeertsen

HØRT !
Kvinder har aldrig kunnet skille Skæg fra Snot
og at det ligefrem skulle være Klassekampen det gælder ...

Jeg gider simpelt hen ikke høre på Skandinaviske Kvinders forkælede feminist-klynk mere .
Giv mig ET konkret eksempel på en eneste Skandinavisk Kvinde der forhindres i noget som helst alene på grund af sit køn ..

Ka' I huske hvordan de brokkede sig stolpe op og stolpe ned over 'den fraværende Far' der havde for travlt med karrieren til at tage sig poderne ?
Og hvad er det så feministerne kæmper for nu ?
Deres 'ret' til at gøre det samme !!

Misundelse - smålighed - jalousi

Så enkelt kan det vist siges.

Det er bare tøse-intrigerne fra skolegården, der er fulgt med ind i de voksne kvinder liv, med den forskel, at nu skal vi alle delagtiggøres i ynkelighederne.

Don’t see - don’t hear - Don’t speak

/O

Troels Ken Pedersen

Med undtagelse af Morten Kjeldgaards udgør de ovenstående kommentarer en udmærket illustration af, at sexismen ikke er død og borte.

Andreas Prætorius

Hørt troels!

Den givne debat virker mest som et skænderi med namecalling og "what have you" kvindekampen er dog stadig meget relevant. I hvert fald indtil generaliserende kommentarer som set ovenover ikke har gang på jord.

Jeg har overhovedet ikke udtalt mig om kvindekamp generelt - men alene om denne Bitter .... fejde, som er så infantil, inferiør og pinlig, at jeg end ikke kan udtale dens navn.

/O

Troels Ken Pedersen

@olivier

I det konkrete tilfælde her må jeg give dig ret i, at de skældsord, der fyger frem og tilbage, ikke bringer nogen af deltagerne hæder.

Mia Møller Roesen

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at kommentarerne til denne artikel om feminisme kun er skrevet af mænd?
Måske er "debatten" (hvilket helt bevidst er anført i citationstegn!) startet af et sæt kvinder, men er det en mulighed at tolkningen af debatten og beslutningen om at blive ved med at koge suppe på det ben, er blevet foretaget af mænd? Og i så fald, hvorfor?

Bethany Hansen er altså Ditte Okman i forklædning. Det er ikke 100% bevist, men der er så tunge indicier på det, at trækker man Bitterfissen Bethany ind i feminismedebatten, så trækker man også Ditte Okman med. Og så bliver Bethany den uhyre humoristiske karikatur, som den fortjener, at være.

Mia Møller Roesen

"Debatten", som også er helt bevidst anført i citationstegn her, får faktisk båret ved til bålet af gamle ligestillingsforkæmpere. Politiken har flere gange lagt spalteplads til kvinder, der harcelerer over niveauet, essensen og kvaliteten i den her ... øhm... debat.

Marianne Mandoe

@ Peter Taitto

Nej. Jeg tror du ramte den lige på sømmet i din først kommentar.
Ligestillingsdebatten er blevet OFRET.
Ganske godt og grundigt ved hjælp af de "liberale feminister" der i bund og grund ikke gør andet end at efterplapre den agenda der har bedst gehør i den liberale lejr. Nemlig at kvinder egentligt ikke behøver at være ligestillede. De kan nøjes med at være tilfredse med at blvie forsørget (evt) og ellers være lykkelige for at der engang imellem forfremmes en parade-hoppe til en højere stilling som bevis for at ligestilling så absolut er gennemført.

Jeg tror at de inderst inde godt ved at ligestilling ikke er kommet mange mulehår nærmere end den var i 1970.
Bitterheden bliver så vendt mod de ikke-liberalistiske feminister med alskens mudderkastning som resultat.

Det, der for mig er mest påfaldende ved hele denne debat, er egentlig ikke selve indholdet. Det er ligegyldig frikvarterssnak og fnidder.

Hvad jeg finder mere interessant er den måde, de deltagende kvinder (M/K) omtaler sig selv. At kalde sig selv en fisse (denne værende bitter eller ej) er i min verden en kapitulation. Det siger alt andet lige meget om de kvinders selvværd, at de reducerer sig selv til en kønsdel. Og så længe de italesætter sig selv på den måde, vil de nok heller ikke blive opfattet som andet.

Desuden er det påfaldende, at mange af de (halv- eller hel-) kendte kvinder, der blander sig i den offentlige debat, har nået en alder, hvor de vel retteligt burde omtale sig selv med k-ordet frem for f-ordet. Ikke for at lege alderspoliti, men alt andet er kollektivt selvbedrag.

Mia Møller Roesen

Jeg er fuldstændig enig i, at ligestillingsdebatten er ofret her.

Det blev først en ligestillings/køns/kvinde"debat", i dét øjeblik at en flok meningshøns uden selvransagelse og -indsigt overfaldt Elisabeth Møller Jensen på grund af en Facebook-kommentar. På hendes, så vidt jeg ved, personlige side og IKKE via Kvinfos officielle kanaler.

Så synes jeg mere at man er ovre i en "Marlene Wind"- agtig problematik, hvor grænserne går for hvornår man udtaler sig som ekspert med skattekroner i ryggen og hvornår man er privatperson.
De omtalte høns var ideologisk set vistnok de første til at forsvare vores tidligere "ytringsminister", når han lukkede perfiditeter ud til sine private 4000 venner...

Hvilket til fulde bekræfter min oplevelse af, efter at have fulgt farcen fra sidelinien fra dag ét af, at en hel masse kvinder på ølkasser bare har stået og råbt for at råbe højere end den, der stod ved siden af.

Så ligestilling/kønsdebat? Nej tak, ikke på de vilkår.