De ungekunne høre en helikopter fra himlen, de var rædselsslagne. Nu troede de, politiet endelig var kommet dem til undsætning. De var på Utøya i Norge den 22. juli, og en mand havde allerede skudt mange af deres kammerater i ungdomsafdelingen af Arbeiderpartiet. Morderen var iklædt en politiuniform, som han brugte til lokke de unge frem.
De var flygtet og havde gemt sig, mens de ventede på politiet. Ved lyden af helikopteren kom de frem — og så, at det var ikke politiet, der var kommet for at redde dem, men den norske tv-kanal NRK, som var kommet for at filme seancen.
Politietshelikoptersansvarlige var nemlig på ferie, og først fire timer efter Anders Breivik var pågrebet, kom helikopteren til Utøya. Politiet på fastlandet havde afventet et særligt beredskab fra Oslo — og ladet ubevæbnede unge forsvare sig selv mod en mand med automatvåben. Det særlige beredskab blev yderligere forsinket, da de omsider nåede frem — fordi den båd, som skulle sejle dem til øen, sank.
To gange ringede Breivik selv til politiet for at overgive sig — uden det blev taget til efterretning. I den periode, hvor politiet holdt sig tilbage, var på vej, sank i en båd og gjorde helikopteren klar, dræbte morderen i gennemsnit et nyt offer for hvert 2,5 minut. Inden han overgav sig uden kamp.
Den norskestatsminister Jens Stoltenberg blev efter attentatet beundret for at samle Norge med værdighed: Han talte som landets fremmeste offer, og han fik priser for sine taler, der fastholdt den norske uskyld: Han talte næsten teologisk om en fremmed ondskab, der havde ramt et uskyldigt folk. Den fortælling er let at samles om.
Men den unddrager sig ansvaret: Den norske uskyld gik ikke alene tabt, fordi en mand opvokset i samfundet dræbte unge, engagerede medborgere. Men også fordi det politi, som i civiliserede samfund har monopol på vold, svigtede de borgere, det skulle beskytte — og som kom frem, fordi de troede på politiet.
