Leder

Søvndals tillidserklæring

Debat
24. november 2011

Fra en tjenesterejse i Kuwait ilede SF’s formand, Villy Søvndal, tirsdag sin betrængte partifælle og erhvervs- og vækstminister til undsætning. Det var på høje tid. Men formandens anstrengelser har kun gjort ondt værre.

Efter dages og ugers vedholdende forlydender om, at Ole Sohn lyver om sin fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), forsøgte Villy Søvndal at lukke sagen ved at afvise den:

»Der er ikke kommet noget frem, som ændrer på min holdning til Ole: Han er en dygtig og kompetent minister, og jeg har fuld tillid til ham,« ytrede Søvndal i sin skriftlige meddelelse.

Den går ikke, Søvndal! Ingen bestrider, at Ole Sohn kan blive en kompetent erhvervs- og vækstminister, og som vi i gårsdagens avis kunne fortælle, bakker partifællerne massivt op, selv om frustrationen breder sig. Således forventes det nu af Ole Sohn, at han fremover er mere åben og kommunikerende om sin fortid.

Selv en blind kan føle med sin stok, at det vil tjene landet bedst, hvis Ole Sohn brugte sin tid på Danmarks fremtidige erhvervs- og vækstpolitik frem for at baske rundt i sin periode som DKP-formand.

Men at Sohn har rodet sig ud i hele og halve usandheder, er hævet over al tvivl, og faktisk har han selv erkendt manglen på den troværdighed, som Søvndal nu forsvarer.

Hvad handlersagen om? Penge fra Moskva til DKP i de sidste år af Den Kolde Krig, da Ole Sohn var DKP-formand. Det danske kommunistparti var i slutningen af 1980’erne præget af intense fløjkampe, og først da Ole Sohn på partikongressen i 1990 sikrede sig et markant flertal i partiet, indledte han — ifølge eget udsagn — det nødvendige opgør med støtten fra Moskva.

»Da jeg fandt ud af, at vi modtog ordrer — eller penge i form af ordrer og andet — så sagde jeg: Det her går ikke, det er simpelthen ikke værdigt — og derfor satte jeg ind med at få lukket Terpo Tryk, Land og Folk og huset i Dronningens Tværgade,« sagde Ole Sohn i oktober 2010 til TV 2.

Og til Danmarks Radio satte han trumf på ved at tale om pengestrømmen som det rene »svineri«.

Men ingen af delene passer! Stribevis af kilder — skriftlige og mundtlige, danske og russiske — har de seneste dage brik for brik pillet Ole Sohns forklaring fra hinanden.

Sohn var derfor mandag nødsaget til undsige sig selv og erkende, at han tværtimod havde sørget for, at de sovjetiske partikammeraters donationer fortsatte uforstyrret i form af betydelige overbetalinger til DKP’s trykkeri Terpo Tryk.

»Ja, de udtalelser stemmer ikke med, hvad jeg ellers har sagt. Det var upræcist formuleret. Sandheden er, at der kom millioner fra Moskva via ordrer. Jeg havde to muligheder: Enten at lade det hele falde eller fortsætte med at udvikle det politiske projekt,« sagde Ole Sohn tirsdag til Berlingske, og oplyste samtidig, at han kendte til millionstøtten fra Moskva, allerede da han blev formand for DKP i 1987.

Tilbage står nu beskyldninger om, at Ole Sohn ydermere har modtaget brune kuverter med kontanter fra Moskva. De beskyldninger er ikke overbevisende dokumenteret.

Selv omOle Sohn nu med pinlig forsinkelse erkender sine løgne, erklærer Villy Søvndal sig tilfreds.

»Ole har for længst lagt afstand til sin fortid, han har gjort op med stalinismens forbrydelser i bøger og foredrag, og de danske vælgere har ved flere folketingsvalg sagt god for Ole,« meddelte Villy Søvndal tirsdag.

Sandt er det, at Ole Sohn flittigt har taget afstand fra det sovjetiske regime i form af foredrag og historiske bogudgivelser på eget forlag. Det står han sig ved. Han har været mere tilbageholdende med at erkende sin egen rolle i ’svineriet’.

Men hvor vigtigt er det, hvad Ole Sohn har gjort og ikke gjort i en fjern fortid som DKP-formand? Ifølge skatteeksperter er der intet strafbart i, at politiske partier modtager den slags støtte, og derfor er der ikke tale om »illegale penge«, som den borgerlige opposition taler om.

Nej, sagenhandler mere om Ole Sohns troværdighed i dag end om hans handlinger for 20 år siden. De fleste vil nok tilgive Ole Sohn hans gerninger, hvis han selv erkendte dem åbent og ærligt. Men åbenhed og ærlighed kendetegner hverken Ole Sohn eller Villy Søvndal i denne sag.

Problemet er netop, at de to i forening har skabt — og nu fortløbende forstørrer — deres eget og partiets problem ved at negligere sagen og tale udenom:

»I stedet for at diskutere ting, der ligger over 20 år tilbage i tiden, vil vi fokusere på de alvorlige udfordringer, vi står med i dag: arbejdsløsheden, økonomien og klimatruslen. Det burde oppositionen også gøre,« skrev Søvndal således tirsdag.

Det er da tænkeligt. Ligesom det er sandt, at oppositionen fornøjet driver klapjagt på Ole Sohn. Det vil den blive ved med, så længe Ole Sohn lyver. Og så længe Villy Søvndal fastholder, hvad selv hovedpersonen allerede har erkendt som usandt. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Først kunne man få indtryk af at Terpo blev lukket i et snuptag januar 1990; nu præciseres at lukningen skete succesivt i løbet af foråret 1990.
Christian Jensen, hvori bedstår noget du kan kalde en løgn uden at være en usling.

Tom W. Petersen

Det er da galt nok, det med Ole Sohns tvivlsomme troværdighed angående fortiden.
Men hvad der burde fylde aviserne, var et krav om et tilbundsgående opgør med den statsminister og den udenrigsminister, der på grundlag af helt bevidste løgne om masseødelæggelsesvåben og terroristbaser førte vort land ud i deltagelse i en krig mod et folk, der aldrig nogensinde har truet eller forulempet os. Og som højtideligt hævdede at ville følge FN, men gjorde det modsatte. Og som erklærede, at en vedtagelse skulle ske med basis i et bredt folketingsflertal, men vedtog den med det spinklest mulige.
Deres troværdighed og deres handlinger er da hundrede gange værre - for dansk udenrigspolitik og for det irakiske folk.
Men det er, som om alle, selv Information, nærmest har glemt det.

Øh…..”Selv en blind kan føle med sin stok, at det vil tjene landet bedst, hvis Ole Sohn brugte sin tid på Danmarks fremtidige erhvervs- og vækstpolitik frem for at baske rundt i sin periode som DKP-formand.”
Det er da vidst ikke Ole Sohn der bestandigt trækker denne ligegyldige sag, frem i medierne og folketinget!

Så tror man naivt, at der er nye ting i Sohn sagen, der foranlediger cj til helt åbenlyst, at sige Ole Sohn klart lyver, ja nærmest er fuld af løgn, og at han såmænd selv nærmest har indrømmet det. Så det nu kun er Villy Søvndal og Statsministeren, der stadig har tillid til Ole Sohn og snart har manden vel heller ikke selv!.
OK, så må jeg have taget fejl, tænker jeg her til morgen og starter en grundig undersøgelse af cj's henvisninger til Berlingske, og bliver her ledt videre til JP, der henviser til TV2 og Politiken, der henviser til alle og sig selv osv. osv., kører det i en uendelig medie båndsløjfe af, ja "løgn og latin" og hjemmestrikkede tolkninger.
Og så har jeg endda ikke fået tjekket den kulørte del af pressen, men forskellen er vel efterhånden også til at overse.
Det viser sig imidlertid igen, at hele sagen stadig kan kogens ned til citatet fra TV2 Okt.2010: »Da jeg fandt ud af, at vi modtog ordrer - eller penge i form af ordrer og andet - så sagde jeg: »Det her går ikke, det er simpelthen ikke værdigt« - og derfor satte jeg ind med at få lukket Terpo Tryk, Land og Folk og huset i Dronningens Tværgade«.
Nu kunne en anden naiv stakkel måske mene, at enhver idiot – selv pressens - burde kunne indse, at et så omfattende projekt, som at lukke et trykkeri og et dagblad og sælge en stor ejendom IKKE kan gennemføres på hverken én dag eller én måned.
Men når man har med pressen at gøre, ja så er det virkeligt naivt, således får John Hansen Politiken 22/11, det tolket til, at Sohn havde sagt, ”han havde standset trafikken, så snart han opdagede den”! Og det brygger de andre medier så videre på, eller de laver deres egen variant!
Sohn er blevet presset og har så indrømmet, at han har udtrykt sig ”upræcist” og at hans udsagn fra TV2 kan ” mistolkes” – hvilket det også bliver i den grad, som det fremgår -, og han har så selv gentaget ovenstående sætning med variationer, som det også fremgår af cj’s leder. Disse variationer tolkes der så også lystigt videre på for at finde endnu et hår i suppen, som manden så kan hænges op på osv.osv.
Og inden længe er Sohn vel bragt derhen af medierne, at han er parat til at indrømme hvad som helst, ikke til SUKPs forhørs komite, men til de danske mediers ditto.
Det svineri medierne leverer fortæller blot, hvor forkvaklet de selv blevet. Det der startede som udmærkede baggrunds og motiv analyser, på TV2 News for eks., det har nu også på Information (og Politiken) udviklet sig til, at journalisterne simpelthen tager som udgangspunkt, at politikerne lyver. Når Sohn siger, hans udsagn kan "mistolkes" eller er ”upræcise”, ja så slutter man uden videre, at Sohn dermed indrømmer, at han har løjet.
Det særlig ondartede bliver så, at medierne derved slet ikke opdager, at de selv måske dermed bliver fulde af løgn, fordi deres tolkninger bliver til fordrejninger og siden nærmer sig rendyrket løgn!

Hvor er det lige løgnen er?

Det blev ikke mere tydeligt for mig, da jeg læste denne artikel?

Denne artikel har slet ikke oplyst mig om noget nyt?

Er målet med artiklen, at oplyse eller, at trække sagen længere ud på overdrevet?

Hans Jørgen Lassen

"Tilbage står nu beskyldninger om, at Ole Sohn ydermere har modtaget brune kuverter med kontanter fra Moskva."

Hvad er der nu i vejen med "brune" kuverter? Skulle de have været lyserøde i stedet?

Hvor tit skal det gentages: økonomisk støtte til et parti er og bliver ikke forbudt, heller ikke, selv om den kommer fra Sovjet.

Hans Jørgen Lassen

Nå, jeg opdager nu, at der jo står i artiklen, at partistøtte ikke er ulovlig. Det havde jeg overset.

Hvorfor faen taler fyren så om "brune kuverter"? Når han godt ved, at det ikke er ulovligt?

Inger Sundsvald

Må jeg anbefale Christian Jensen at læse Jørgen Garps kommentar, og derefter komme med en undskyldning/beklagelse over at levere så ringe en leder.

Dorte Sørensen

PS: HC Andersens historie om en fjer der blev til 5 eller 10 høns er aktuel den dag i dag.

Lige som det efterhånden er blevet et alt for stor krav til danske politiske "journalister", at de skal have en journalistisk uddannelse, er det vel også et for stort krav at stille til at lederskribent på Information, at han kan forstå, hvor lang tid det tager at afvikle et konkursbo, hvis man både vil tage hensyn til kunder, kreditorer og ansatte.

Dette er ikke et forsvar for den partikommunistiske aktivitet i Sohns liv, idet jeg altid har bekæmpet den stalinistiske verdensbevægelse.

Men det er bare for sølle at overvære så mange journalister løbe efter tygget mad for at levere dagens elendige output af en historie.

Jeg kender en del på venstrefløjen, der i dag priser sig lykkeligt over, at de ikke kan huske halvdelen af alle de fejltagelser, de har begået, incl. mig selv.

Men forløbet med Sohn - det er bare regulær menneskejagt, når man tænker på, at han i modsætning til så mange andre åbent har skrevet om sine egne og sin fhv politiske bevægelses fejltagelser.

Danske journalister over en bred kam er desværre blevet for elendig og for sølle...

Inger Sundsvald

Hvor hurtigt skulle lukningen/afviklingen af Land og Folk, Terpo Tryk og huset i Dronningens Tværgade have været sket for at passe med Ole Sohns formulering?

Og er det i det hele taget mærkeligt, at folk der har mistet deres arbejdsplads og i øvrigt stadig tror på ”sagen” stadig kan have et horn i siden på Ole Sohn for i deres øjne at have ’ødelagt’ det hele?

”Selv en blind kan føle med sin stok, at det vil tjene landet bedst…”

Vi er nok ved at skrue os op til de helt store nationale højder, hva’? Hvad der ville tjene landet bedst var, hvis medierne ikke ravede rundt i en dansk ministers helt legale fortid og fremstille ham som en løgner og bedrager.

Sikke en redelighed!

De er godt nok til grin.......men for vores penge!

Jøsses for en pinlig leder! Suk suk og dobbelt suk

Cristian Jensen deltager lystigt med resten af sine lakaj- kollegaers tilsvining og afledningsmanøvrer fra de iøvrigt rigtig mange skandaler, der skriger på en redelig journalistisk behandling. Der er nok at tage fat på!

At en sådan måske ville få svært ved at finde spalteplads, er desværre en anden meget kedelig kendsgerning!

Jeg vil da i øvrigt og imodsætning til lemmingerne i dansk presse gerne udtrykke min uforbeholdne respekt for Villy Søvndals ageren i denne sag. Måtte han fortsætte med det!

Inger Sundsvald

Og hvis man kan få svineriet til at få Søvnda til at lugte ved samme lejlighed, så er det åbenbart helt fint.

Christian Jensen.

Din leder omkring Ole Sohn sagen, er et stort problem for mig som abonnent.

Jeg håber virkelig du vil kommenter Jørgen Garps kommentar af 24 november kl. 12:17

@Holger,
enig,
synes at denne leder er under lavmål,

anbefaler
Christian Jensen at kommentere
Jørgen Garps kommentar af 24 november kl. 12:17

samt herefter at ( gerne også via ritzau! )
give Ole Sohn en skriftlig undskyldning

Hold op hvor er jeg træt af det Ole Sohn larm. Ikke fra Ole Sohns side - misforstå mig ikke, men fra medierne.

Det er en mediehistorie skabt af medierne, og den er slået fejl hvis den på en eller anden måde skulle få folk til at mene Ole Sohn er mistænkelig. Jeg synes ikke det er latterligt (til at grine af), nærmere tragisk (til at græde over).

Jeg takker for opbakning, men jeg tror ikke, at redaktørerne normalt deltager i debatten her på nettet. Derfor har jeg sendt indlægget med smårettelser til avisen og bedt om optagelse som debatindlæg. Så får cj også mulighed for at svare der.

Jette Lundquist

Af hjertet tak Christian Jensen for at forstå, hvori Ole Sohns store problem er. Det var yderst tiltrængt i Informations spalter, hvor det patetiske skrigen hetz og forfølgelse har været det store mantra blandt de fleste.
Ole Sohn har udvist manglende politisk tæft med sit gradvise tilbagetog, så hun står tilbage som en lille forpjusket tidligere partiformand med sine halve indrømmelser og fortielser...... det er sørgeligt, fordi han virker ellers relativt kompetent --- den politiske dømmekraft havde han dog ikke, da det for alvor galt.

Jette Lundquist: Den politiske dømmekraft havde Ole Sohn ikke i 1987-91, da det for alvor gjalt, det kan du sige! Og det er dybest set den, man vil have ham til at betale for idag.
Offentlig set har han gjort op med den mangel på dømmekraft både gennem skrift og tale, så der er ikke tale om noget tilbagetog eller rettere det er forlængst foretaget. Resten må han efter min opfattelse selv klare med sin nattsøvn.
Men det tilfredsstiller selvfølgelig ikke de borgerlige kalkunjægere og deres medier. De bliver aldrig færdige med at retfærdiggøre egne svigt og opbakning til forbrydelser som Vietnamkrig mm. ved evig mistænkeliggørelse af ikke blot DKP, men alt til venstre for dem selv!
Når folketing og stat har nedsat undersøgelse af Den kolde krig (DIIS m.fl.), så har de borgerlige straks afsat penge til nye undersøgelser ("Bent Jensens" institut), fordi konklusionerne ikke passede dem, eller rettere fordi de ikke kunne få venstrefløjen generelt sendt ud på en evig bodsgang, som den Ole Sohn nu befinder sig på.
Det er med dette, som med det racistiske uhyre, antisemitismen eller den indre svinehund, den bliver aldrig mæt, tværtimod appetitten forøges kun ved fodring!

Gode Jørgen Garp, du mangler viden om fraktionskampene i DKP 1987-91, hvor Ole Sohn var på den moderne tids side i opposition til den gamle DKP-garde, som ikke gav noget fra sig uden kamp.
Det skete før verden gik af lave i EDB/IT/sociale netværk. Så du må på det gode gamle bibliotik og søge viden.

Godt indlæg af Jørgen Garp – lige bortset fra : ” Den politiske dømmekraft havde Ole Sohn ikke i 1987-91”,for det er jo lige omvendt. I årene 1987-91 var Sohn på toppen af politisk ansvarlighed, og lige siden er det gået tilbage med, knæfald og krybe på buen for det borgelige Danmark.

Hans Jørgen Lassen

Ja, man må give hr. Oreskov ret.

Det er sørgeligt. Ole Sohn var engang en mand med meninger og overbevisninger. Socialist, venstreorienteret.

Og hvad er han nu?

Minister.

Det gik lidt for hurtigt: Ole Sohns politiske dømmekraft svigtede, skal vi sige fra myndighedsalderen 18år (selv om den såvidt jeg husker i 1972 stadig var 21år!) altså fra 1972-1991, men det gjorde den så tilgængæld også så det ville noget, og sammen med mange andre i øvrigt.
Den fejlbedømmelse kunne jeg ikke drømme om at undskylde, der var flere andre demokratisk socialistiske alternativer, så det var bare at komme igang!

Jeg vil imidlertid godt holde fast i det principielle her, inden jeg komme ud i en langvarig diskussion om Den kolde krig osv.
Det handler det nemlig ikke om, selv om det selvfølgelig indgår for de borgerlige partier, men formodentlig ikke for cj.
1) Her handler det om, den omsiggribende reduktion af politik til udelukkende at handle om politiske personers gøren og laden, som en anden Se og Hør konkurrence.
2) Og det handler om, at journalister, i deres sensations- og personjagt samt iver for at fortolke politikernes udsagn og gøren og laden, er kommet alt for langt ud, så de hver især eller i flok laver deres egen lille private fortolkede politiker verden, for eks. som her i Sohn sagen, som er helt ude i og af fortolkningsmæssige proportioner, og som svigter læserne, seerne og såmænd demokratiet med!
Og her jeg lige glad med, om det er Lars Løkkes bilags sag, Helle Thornings skatte sag, Lene Espersens sag, Sass Larsen eller Ole Sohn.
Ingen af disse sager har formodentlig noget at gøre med ulovligheder eller med embedsmisbrug eller ministeransvarligheds loven. Det har derimod måske, måske ikke Loft, Troels Lund Poulsen "skattesagen" eller Anders Foghs berømte kreative bogføring under Schlüter.
3) Så derfor handler det til sidst om, at vi vælgere også risikere at miste evnen til at sondre mellem væsentlig og uvæsentligt i politik, når journalisterne kører personsager af/jagter fra den ene sag til den næste i et hæsblæsende tempo uden smålig skelen til og information om, hvad substansen er, og dermed hvad der netop er væsentligt og uvæsentligt!

CJ skriver: "Tilbage står nu beskyldninger om, at Ole Sohn ydermere har modtaget brune kuverter med kontanter fra Moskva. De beskyldninger er ikke overbevisende dokumenteret".

1. Det med de "brune kuverter" lyder ikke sandsynligt. Ole Sohn var formand for DKP på et tidspunkt, hvor Sovjetunionen manglede udenlandsk valuta. Jeg citerer fra Vincent Jauve's artikel i le Nouvel Observateur, oktober 1993, "Hvordan Kreml financierede det franske kommunistparti": om tiden efter 1988: "Så kom den tid, hvor det døende USSR manglede valuta, og hvor gældsbyrden var vendt: sovjetiske firmaer skyldte vestlige firmaer penge".

Gentager lige, at Gorbatjov i 1991 i Komsomolskaïa Pravda sagde at "Dengang var hjælpen til broderpartierne helt naturlig".

Gorbathov indførte Glastnost og Perestrojka i kamp mod stalinisterne og i dag bliver han fejret i hele verden.
Ole Sohn forsøgte som en anden MiniGorbathov at gøre det sammen i DKP - men efter som han lever i Jantelovens land er han dømt til evig forfølgelse.

Her gælder ingen tilgivelse for omvendte syndere med mindre de bekender sig direkte til Gud, Konge og Fædreland.

Klart er det også, at de såkaldte vidner fra DKP, som I dag står frem og understøtter Venstres Pressebureau og ludderpressen i øvrigt, selvfølgelig kun har interesse i at svine Sohn - han bliver lige som Aksel Larsen betragtet som forrædder og renegat. Sådan er det!

Det interessante er, at disse "objektive vidner" som Jyllandsposten og andet lokumspapir spinder guld på, i dag allierer sig med den borgerlige højrefløj, som de tidligere mente at bekæmpe.

Jeg forsvarer ikke Ole Sohns gerninger som sådan i DKP-tiden (gør dog opmærksom på, at han samtidig var en højt respekteret repræsentant for fagbevægelsen) , men hvis man er reelt historisk interesseret, må man vurdere de fraktionskampe, der var - og i den henseende var Ole Sohn på demokratiseringsfløjen helt klart.

Det har han så til overmål også vist i SF - selv om han i øvrigt også har været med til at stramme op i SF, men det er en anden snak!

Vælgerne har genvalgt ham den ene gang efter den anden i en endog noget usikker valgkreds.

Det korte af det lange er, at dansk politisk journalistik - også i Information - er blevet ahistorisk, øjentjeneragtig (hvem vil ikke gerne ha et spindoktorjob) og i det hele taget ukritisk, journalistisk ringe ludderstof.

Korrekt navn på Journalisten er Vincent Jauvert, der i 1993 var i Moskva og fik adgang til tophemmeligt-stemplede dokumenter om støtten.

Jens Jørn Pedersen

Det er en skændsel for Danmark, at man lader ministre i den afgåede regering gå uden nogen form for undersøgelse.

Hvad angår de nuværende personjagter, så er det uanstændigt. Hvis de gør noget forkert her og nu, så er det selvfølgelig i orden at jagte, men hvorfor kommer denne jagt nu? Det har været kendt igennem adskillige år.

Denne personjagt på mennesker, der er valgt efter reglerne i Danmarks Riges Grundlov er disrespekt for demokratiet i Danmark.

VKO kan sælge Danmark for et par jagtture, men en forkert SMS bliver jagtet i adskillige måneder.

Jeg har en klar opfattelse af, at Venstre på en eller anden måde betaler pressen for dette forløb. Det er rystende, at en der tidligere var stand in for statsministeren nu laver undergravende virksomhed fra sin kælder (derfor navnet Muldvarpen). Han misser med øjnene når han kommer op i lyset og spiller, at han undrer sig over det de kvindelige lakajer har foretaget sig i den forløbne tid. Han kommer op og fortæller, at sådan er han ikke!

Journalisterne og pressen i almindelighed lever overhovedet ikke op til deres ansvar. De løber efter muldvarpen - føj!

Jens Jørn Pedersen

Kære CHRISTIAN JENSEN

Det er ikke Information værdig, det du skriver.
Informations niveau må være at tage fat i selvsvinget og bringe det til ophør.

Du bliver også utroværdig CHRISTIAN JENSEN!

Jens Jørn Pedersen

Kære CHRISTIAN JENSEN

Hvis du laver en grundlæggende undersøgelse omkring Mærsk og olien i Nordsøen eller krigen i Irak og for den sags skyld Afghanistan.

Hvis du ikke kan, så find noget andet arbejde og lad være med at besmitte journalistfaget!

Søren Nielsen-Man

Ole Sohn kunne gerne have været klarere i mælet omkring pengene fra Moskva. Men i det meste af den forargede offentlige diskussion fremstår det nærmest som om hele sagen og Ole Sohns formandsvirke (1987-91) fandt sted i den allermørkeste stalinistiske Sovjettid. Ikke kun den rent borgerlige presse, men i høj grad også Politiken (og nu Information?) synes aldrig at have hørt om Mikhail Gorbatjovs valg til formand for det sovjetiske kommunistparti i 1985, om hans glasnost og perestrojka, om nedrustningsinitiativerne, om forsøget på at demokratisere Sovjet, om frisættelsen af Østeuropa og dødskysset til Honecker op til Murens fald, om betonkommunisternes kupforsøg mod de sovjetiske reformkommunister i 1991.
Politiken har på lederplads svunget sig op til at finde det helt særligt ”frastødende”, at Sohn lod sig vælge til formand på et tidspunkt hvor de historiske forbrydelser i Sovjet ”måtte stå klart for enhver” (10.11). Og i en anden leder hævder Politiken, at Sohn lod sig finansiere af intet mindre end et ”forbryderregime” (23.11).
Men det er jo at vende historien på hovedet. For Ole Sohn blev netop formand på et tidspunkt, hvor Gorbatjovs antistalinistiske reformlinje var kommet til magten i Sovjetunionen, og på et tidspunkt hvor partikampen var begyndt at tage form i DKP imellem fornyere, traditionalister og stalinister (sidstnævnte blev forbitrede Sohn-modstandere).
Det var en tid hvor den senere Nobelprisvinder Gorbatjovs fredelige og demokratiske signaler havde gjort Sovjetunionen relativ populær helt ind i vestlige borgerlige kredse. Det var en tid om hvilken Politikens nuværende Ruslandskorrespondent Sergei Serebriakov i dag erindrer, at hans daværende sovjetiske arbejdsgiver, nyhedsbureauet APN, i 1988 var ved at udvikle sig til en ægte og ærlig nyhedsformidler, og ”vi blev virkelig begejstrede for udviklingen i Moskva mod pluralisme, demokrati og frihed” (Pol. 19.11). Og det var en tid hvor vores nuværende statsminister med entusiasme deltog i DKP’s årlige Land og Folk festivaler.
Desuden var det en tid hvor vores hjemlige SF såmænd fremhævede, at partiet nu havde oprettet forbindelser med det sovjetiske kommunistparti. Mens mange af DKP’s nytænkere ønskede et tæt samarbejde med Venstresocialisterne, foretrak andre nytænkere at de demokratiske dele af DKP forbrødrede sig med de socialistiske kræfter i SF. Og SF stod klar. I partiets ugeavis undrede SF’s næstformand Lars Meyer sig over, at mange DKP-fornyere orienterede sig mod VS, for reelt lå de kommunistiske fornyere ”tættere på SF”. Han mindede om, at ”SF opstod som en parring mellem de bedste dele af den kommunistiske tradition og spiren til det nye venstre”. Og han påpegede, at SF jo længe havde haft forbindelser med de euro-kommunistiske partier, men nu havde SF ”også oprettet forbindelser med det sovjetiske kommunistparti” (Socialistisk Weekend 19.12.88).
Ole Sohn blev altså formand i en tid, hvor mange håbefuldt øjnede en ny demokratisk socialisme ovre østpå. Men hvad så med fortidens forbrydelser – benægtede eller ignorerede DKP-formand Sohn disse forbrydelser? Hvad politikeren Ole Sohn har tænkt hvornår, ved kun han selv. Men det står fast, at med Sohns opbakning vedtog flertallet på DKP’s landsmøde i 1988 en resolution, hvori man støttede ”demokratiseringen af sovjetsamfundet og opgøret med Stalin-tidens forbrydelser og forvrængning af socialismens teori og praksis.”
Det var vel ikke så ”frastødende”.

@John Reynolds. Stalin døde som bekendt i 1953. Bare så du ved det. Gorbatjov blev generalsekretær i 1985, altså er det noget vås du skriver når du hævder at:
” Gorbathov indførte Glastnost og Perestrojka i kamp mod stalinisterne”. På det tidspunkt var stalinismen (hvad det så end er?) død for længe siden sammen med det gamle system. Det må være fra de borgelige historiker og medier at du har den oplysning at Gorbatjov bliver fejret i hele verden. I Rusland er der en meget udbredt aversion imod Gorbatjov og det er der netop på grund af Glastnost og Perestrojka. Her begyndte den sociale og økonomiske nedtur som blev fuldbyrdet under Jeltsin. Ligesom det var under Perestrojka at oligarkerne begyndte at grundlægge deres formuer , ikke mindst Khordokovskij. Snakkere man med russere siger alle at elendigheden startede med Perestrojka. Det er kun i den borgelige presse i vesten og så nogle få oligarker som hylder Perestrojka. I Rusland forbander man både Gorbatjov og Perestrojka.

Jens Jørn Pedersen

Det er interessant at få ridset den sovjettiske historien op, men det er ikke sagen vedkommende.

Det drejer sig udelukkende om, at Venstre og pressen vil gøre Ole Sohn utroværdig. Ole Sohn i ikke særlig interesseret i denne diskussion, da han nu er indstillet på at gøre et godt arbejde som minister.

Det er således uværdigt at gå efter manden og ikke efter bolden.

Selvfølgelig skal en minister være troværdig, men tænk tilbage på en svedende finansminister, der ikke forstod det, han selv stod og sagde. Tænk på en statsminister stand inn, der hele tiden gjorde noget andet, end det han sagde (muldvarpen).

Jeg er ikke speciel tilhænger af den nuværende regering, men befolkningen har valgt den med åbne øjne. Vil man således demokratiet, så må man støtte og ikke destruere.

Jeg kan således konstatere af den nuværende opposition ikke respekterer demokratiet og befolkningens afgørelse. Hvornår går det op for journalister og befolkningen som helhed?

Claus Oreskov,idet jeg i øvrigt henviser til Søren Nielsen-Man, så - hvis du mener, at stalinismen døde med Stalin, så står du ret alene med det synspunkt - i hvert fald blandt mennesker, hvis historiske viden og bevidsthed rækker længere tilbage end i forgår - du kan bare se på Kina og Nordkorea og du kan finde partier i Danmark, hvor stalinismen lever i bedste velgående i dag. Og det kan du i øvrigt også finde i Rusland.
Gorbathov stod i spidsen for en demokratiseringsbevægelsen, det er hævet over enhver tvivl.
Sagen mod Khordokovske er i sig selv et glimrende eksempel på, at stalinismen lever i bedste velgående i Rusland. Jeg minder om, at Putin har sin magtbase i det tidligere KGB, som du lever videre under et andet navn.
Stalinisme er i sin essens, at partiføreren ejer partiet, der ejer staten. At den så er krydret med markedsøkonomiens velsignelser i Rusland i dag med statsejede selskaber som markedsledende er et mærkværdigt kuriosum.
Ole Sohn prøvede at demorkratisere DKP, men tabte til stalinister, der lever endnu. At Information i dag kan ansætte lederskribenter, der er totalt historieløse er en skændsel.
Men måske handler det om mere end det. Dybest set handler denne leder jo ikke om Ole Sohn - den handler lige så meget om et karaktermord på Villy Søvndal, hvad det så skal nytte - måske bane vej for en fremtidig spindoktorstilling, who knows?

Jens Jørn Pedersen

I begyndelsen var jeg skeptisk over Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Det er jeg ikke længere. Hun står som en fast støtte i stormen. Hvem kunne være så rolig og fattet, når den samlede lakajpresse jagter rundt uden at være loyal overfor Danmark.

Hun er eminent og absolut opgaven voksen.

Villy Søvndal agerer meget professionelt i forhold til en forrykt opinion med pressen som efterløbere.

Danmark har fået en regering, som vi kan stole på ti tykt og tyndt.

@ Jens Jørn Pedersen.

Efter i aftes at have set udsendelsen Jersild Live på DR 1, er jeg helt enig i din vurdering af Helle Thorning-Schmidt.

Udsendelsen, hvor journalist interviewer journalister om journalistik, havde som aftens gæstejournalist inviteret Dansk Presses fyrtårn, Bent Falbert i studiet.
De diskuterede bl.a. pressens behandling af Ole Sohn, Carsten Hansen og Helle Thorning-Schmidt i ugens løb.

Bent Falbert hævdede selvfølgelig, at de alle havde fået en sober og værdig behandling af pressen, men til min overraskelse erkendte han blankt, at det var en magtkamp om dagsordenen, der udspillede sig mellem presselogen og statsministeren.

Niels Erik Philipsen

Billeddækningen af Ole Sohnsagen, hvor vi først får 1/4 side med Ole Sohn sammen med DKP-spidser og næste dag Ole Sohn omgivet af Lenin på den ene og Marx på den anden bekræfter desværre at chefredaktøren er en mini -McCarthy .

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvad skete der lige her CJ. Er det nu blevet avisens opgave at deltage i personhetz af værste skuffe? Det er bestemt en ommer - du skylder læserne og Ole Sohn en forklaring på dette medløberi

Ruben Michelsen

Ros til Christian Jensen.
God og præcis beskrivelse af problematiken omkring Ole Sohn.

@ erik philipsen.

Du skriver at Christian Jensen minder dig om McCarthy.

Ved du hvordan Information forholdte sig i McCarthy tiden.?

Det kunne være interessant at vide, om det er historiens gentagelse vi oplever i øjeblikket.

Lars Peter Simonsen

Christian Jensen & Co: Hold nu kæft og skriv/fortæl om noget vigtigt! Der er ikke mere at komme efter her...

Inger Sundsvald

50.000 kr. i dusør for oplysninger der kan fælde Sohn. Sådan er det nu.
http://www.b.dk/nationalt/ekspert-medier-betaler-ogsaa-dusoerer

Vedr. Mccarthyisme og Information. Outze og Seidenfaden var kritiske over for USSR og danske kommunister, men der var ikke tale om Mccarthyisme.

t.o. "Information og den gådefulde Fog" 2009, "Børge Outze og Erik Seidenfaden lovpriste Mogens Fogs indsats i den danske modstandskamp under besættelsen, men under Den Kolde Krig kunne Informations respekt for Fog ligge på et meget lille sted".

Kapitel 47, "Påskekrigen 1956": "Rynker får Outze i rigt mål senere på året, da stormagternes skakspil i mellemøsten sender Israel og Egypten i krig langs Suez-kanalen, mens sovjetiske tanks gør klar til at køre en folkelig rejsning i Ungarn over ende. Da får de hjemlige kommunister et vredens fur, afleveret af en tænksom modstander, der efter slagsmålet om nødaviserne synes mere sammenbidt end før". Jeg citerer:

"De bedragne"

Tungt er det at blive bedraget, men dobbelt byrdefuldt, når man har staaet bedrageren saa nær, at man ogsaa er med at bære skammen.

De menige danske kommunister er i denne medynkvækkende situation; man forstaar dem, hvis de i denne tid holder sig meget iden døre. Behandl dem varsomt, hvor de træffes; thi deres sind maa være knuget af sorg, og samtidig maa de være forvirrede som hellig Anders efter flyveturen fra Rom til Slagelse: Der er sket noget med dem og om dem, men endnu ikke rigtigt inden i dem. De ved, at de ikke mere er stalinister, men knap nok hvorfor, og de ved, at de er en slags titoister, men endnu ikke hvilken slags".

t.o. vendte Information sig som den eneste borgerlige avis imod Vietnamkrigen, hvilket kostede læsere og gav ballade i bestyrelsen, står der i Outze-biografien.

Andet:

Leder, Information, dec. 1981 af Jørgen Dragsdahl, "Kommunistforagt"

Artikel af Morten Thing, der forklarer, hvorfor kommunister i Mellemkrigstiden havde svært ved at kritisere USSR.

Niels Erik Philipsen

Jamen det er jo alt sammen rigtigt. Jeg konstaerer blot at de to stort opsattte billeder af Ole Sohn indrammet af kommunistiske korryfæer var et udtryk for en helt aktuel holdning, hos den der styrer billedredigeringen, hvor det at have været kommunist bruges som undergravende PR - selv 20 år efter.
Ole Sohn var som mange unge akademikere i 70erne stærkt venstreorient. Nogen var lunkne medløbere, Han var en af dem, der gik aktivt ind i kampen mod kapitalismen - hvis langsigtede virkninger vi oplever i disse år. At han derved blev nødt til at sluge en del kameler har han jo ærligt erkendt i ord og vigtigst også i gerning.
Det må der vist herske en udbredt uvidenhed om - og det burde hans forsvarere måske pointere - og dokumentere - lidt kraftigere.Gør han det selv vil han jo opfattes som selvretfærdig.
Etiketter som "kommunist", "Islamist" "facist" forenkler og ødelægger vores forhold til virkeligheden. Og sådanne etiketter bruges i udstrakt grad af folk somf.eks. Søren Pind og Søren Jespersen. At de også bruges af Informations ansvarshavende chefredaktør - foruroliger mig, som oplevede 50erne 60erne og 70erne, hvor den type ettikering florede i begge lejre - det er den form for "debat" der ligger bag Fogh& co's opgør med de venstreorienterede - de var blot endnu værre - eller dygtigere.

Niels Erik Philipsen

Jamen det er jo alt sammen rigtigt. Jeg konstaerer blot at de to stort opsattte billeder af Ole Sohn indrammet af kommunistiske korryfæer var et udtryk for en helt aktuel holdning, hos den der styrer billedredigeringen, hvor det at have været kommunist bruges som undergravende PR - selv 20 år efter.
Ole Sohn var som mange unge akademikere i 70erne stærkt venstreorient. Nogen var lunkne medløbere, Han var en af dem, der gik aktivt ind i kampen mod kapitalismen - hvis langsigtede virkninger vi oplever i disse år. At han derved blev nødt til at sluge en del kameler har han jo ærligt erkendt i ord og vigtigst også i gerning.
Det må der vist herske en udbredt uvidenhed om - og det burde hans forsvarere måske pointere - og dokumentere - lidt kraftigere.Gør han det selv vil han jo opfattes som selvretfærdig.
Etiketter som "kommunist", "Islamist" "facist" forenkler og ødelægger vores forhold til virkeligheden. Og sådanne etiketter bruges i udstrakt grad af folk somf.eks. Søren Pind og Søren Jespersen. At de også bruges af Informations ansvarshavende chefredaktør - foruroliger mig, som oplevede 50erne 60erne og 70erne, hvor den type ettikering florede i begge lejre - det er den form for "debat" der ligger bag Fogh& co's opgør med de venstreorienterede - de var blot endnu værre - eller dygtigere.

@ erik philipsen.

En korrektion.

Ole Sohn er ikke akademiker, han er den eneste ufaglærte i SF´s folketingsgruppe.

Niels-Holger Nielsen

Et nyt lavpunkt for Information. Nogen må snart slå røven i gulvet.

Det skal blive spændende at se om CJ er en kujon. Det er hvad der kommer ud af at hente sine chefredaktører på JP og Berlingske: Journalistisk indavl.

'Båndsløjfen' bliver primært holdt kørende af de sædvanlige journalistiske hyæner, men også med stor ihærdighed af en Søren Espersen, som vist selv har en mere end almindeligt indviklet politisk fortid...