Leder

Visionært lederskab efterlyses

3. november 2011

De vildt svingende fødevarepriser var ét af de punkter, der stod højest på dagsordenen for G20-gruppens halvårlige topmøde i Cannes i dag. Frankrigs præsident, Nicholas Sarkozy, havde sat sig for at skaffe opbakning fra de store udviklingslande i gruppen til et lille dolkestød mod den angelsaksiske tradition for at lade finanshuse spekulere i priser på varer, især levnedsmidler.

Det er en forretning, som skaffer spekulanter gevinster på milliarder af dollar på årsbasis. En uheldig bieffekt er kolossale prisudsving. Ikke fordi G20 ville have kunnet gøre meget for at stoppe denne perfide type spekulation, som er blevet kaldt et masseødelæggelsesvåben mod verdens sultne og fattige mennesker. Men i det mindste var der udsigt til enighed om at kræve gennemsigtighed på prismarkedet for fødevarer, så nationale og internationale tilsyn kan opnå større indsigt i, hvilke firmaer der står bag, og hvilke informationer de benytter til at spå fremtidspriser og tjene (eller tabe) på marginalerne.

Det franske initiativ er rosværdigt — ligesom planer om at få accelereret en reform af de fortsat svage globale regulativer for det internationale finansliv (Basel 3), lanceret på G20-mødet i London i foråret 2008. Men i går tydede alt på, at den græske regeringschef Georgios Papandreous overraskende beslutning om at udskrive en folkeafstemning om det af eurolandenes pålagte spare- og skatteprogram vil overskygge topmødets oprindelige aktionsplaner og i værste fald udsætte reformer endnu engang.

Et sådantudfald ville endnu engang demonstrere en antagelse, som efterhånden har spredt sig til befolkninger i Europa og USA — og formentlig snart til andre kontinenter — at de folkevalgte politikere aner uråd. De er faret vild i en skov af usædvanligt vanskelige udfordringer, som de ikke magter at få hold på, endsige at blive enige om at diagnosticere. Så længe man ikke kan blive enige om symptomerne, er der ingen rimelig chance for at helbrede sygdommen. Hvis en af grundene til denne rådløshed skyldes en blind ideologisk tro på markedsøkonomiens og frihandlens velsignelser, er det på tide at vågne op: De sociale og økonomiske uligheder — nationalt og internationalt — er efterhånden blevet så grelle, at de truer med at undergrave selve det demokratiske system, som politikerne er blevet valgt til at forvalte.

Occupy-besættelsenhar fat i den lange ende, når de peger på store koncerners og bankers lobbyvirksomhed over for politikere i Bruxelles og Washington, samt i nationale hovedstæder, som årsag til politisk handlingslammelse midt i en lammende økonomisk krise. Penge korrumperer politik. Ingen politiker tør sige sandheden, ingen vover at fremlægge radikale reformforslag. Visionært lederskab mangler.

Ikke fordi det skorter på løsninger. I går offentliggjorde FN's Udviklingsprogram sin årlige Human Development Report, hvori det hedder, at kløften i levestandarden mellem rige og fattige lande godt nok er blevet indsnævret i de seneste år. Dette fremskridt trues imidlertid af en voksende social ulighed og de ødelæggende konsekvenser af miljøskader og klimaforandring i udviklingslandene. Rapporten lægger en buket løsningsforslag på bordet.

En rapport fra Verdensbanken viser samtidig, at priserne på majs, korn, ris og andre basale fødevarer endnu engang er steget voldsomt i det forløbne år. En milliard mennesker er sultne og underernærede, fordi de ikke har råd til at købe mad. Sådan behøver det ikke at være. Som en artikel på side 10-11 påpeger, produceres der mere end nok levnedsmidler til at brødføde en verdensbefolkning på 11 mia. mennesker. Altså flere end de 7 mia. vi blev til i mandags. Problemet er, at Vesten i sin iver for at skabe en global markedsøkonomi med frihandel har påduttet fattige lande 1700-tallets økonom David Ricardos idé om samhandlens komparative fortrin.

Sagt på enanden måde: Hvis Malawi har det rette klima og betingelser til at dyrke bananer, bør landet starte en masseproduktion og eksportere dem til Europa, hvor bananer ikke stortrives. Til gengæld skal Malawi ophøre med at dyrke og eksportere majs, som i stedet kan blive importeret fra USA. Problemet er, at malawierne ikke kan leve af bananer, hvis prisen på importeret majs pludselige stiger (43 pct. sidste år) på grund af dyrere energi til transport og knaphed forårsaget af majs anvendt til fremstilling af biobrændsel. Løsningen er at gøre fattige lande mindre afhængige af fødevaremarkederne og mere selvforsynende gennem introduktion af økologisk bæredygtige dyrkningsmetoder og andre relativt billige tiltag som bygning af lagerfaciliteter (1/3 af alle fødevarer fordærver).

Investeringen i denne omstilling ville være beskedent. Ligesom det, ifølge en artikel her i avisen tirsdag, kun ville koste 12 mia. dollar ekstra om året fra 2015 at begrænse verdens befolkning til 8 mia. i 2045 — blot ved at tilbyde 215 mio. kvinder familieplanlægning og sundhedspleje.

Men politikerne synes ikke at lytte. Deres prioriteter ligger et andet sted.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu