Leder

Den visse biografdød

Debat
25. november 2011

Man forstår godt, at de danske biografejere, repræsenteret ved Kim Pedersen, formand for brancheorganisationen Danske Biografer, er bange for fremtiden. Den tegner alt andet end lyst for mange af hans medlemmer i en tid, hvor den teknologiske uvikling har gjort det muligt for publikum at flytte sig hurtigere og oftere end filmbranchen.

Kim Pedersen mener ifølge Politiken, at begynder man f.eks. at lade danske film få premiere på dvd og video on demand(vod) tættere på biografpremieren end i dag — måske endda samtidig med biografpremieren — ja, så vil biograferne dø. Ikke bare nogle af dem, men dem alle.

Om det er rigtigt, vides ikke, men selvfølgelig skal biograferne kæmpe for overlevelse. Spørgsmålet er dog, om ikke den afhænger af, at man ser udviklingen i øjnene og i stedet for at stikke hovedet i busken samarbejder med den øvrige danske filmbranche, som også er usikker på, hvad fremtiden mon bringer!?

I virkelighedener det en gammel diskussion, idet biograferne siden fjernsynets fremkomst i 1950’erne har kæmpet en desperat kamp for at holde fast i deres markedsandele. Først med brede lærreder, som tv-mediet ikke kunne leve op til, siden med bedre lyd og mere komfortable sæder, der skulle kunne konkurrere med hjemmevideo, og nu med knivskarpe digitale billeder og 3D, der er sidste bastion mod den hastigt udviklende hjemmebiograf, som kun bliver bedre og bedre.

Det er en kamp, biograferne har tabt igen og igen — i Danmark er antallet af solgte billetter faldet fra mere end 40 millioner om året for 60 år siden til små 13 millioner om året nu. Og den udvikling er kun blevet skærpet af, at internettet har gjort det muligt — mere eller mindre ulovligt — at streame og downloade de nyeste film i stedet for at skulle se dem i biografen eller vente, til de kommer på dvd og vod.

Biografernes monopol er brudt, publikum bestemmer selv mere og mere, og det har Kim Pedersen og hans medlemmer tilsyneladende meget svært ved at acceptere.

Nogle danske biografer vil dø i løbet af de næste 10-15 år, ingen tvivl om det, men der vil også være biografer, som overlever. Biografer, som tilbyder unikke oplevelser, hvad enten det så er teknologisk eller i form af de film, der bliver vist, og som man ikke kan få at se andre steder. Biografer, som formår at bygge fællesskaber op omkring det at vise og se film, og som laver særarrangementer og events, man trods alt ikke kan få hjemme i stuen.

Der vil også stadig være film, især de helt store, som det i vid udstrækning vil give mest mening at se på det store lærred, og andre, som man kun vil få mulighed for at se i biografen. Og endelig findes der mennesker, som stadig skatter biografoplevelsen højt, og som hellere vælger den end dvd eller vod.

Kim Pedersensudtalelser til Politiken er en reaktion på en kronik i samme avis i forgårs, hvor filminstruktøren Annette K. Olesen argumenterer for, at alle danske film, ikke kun de mest populære, skal ud til det publikum, de er lavet til. Dansk film er i krise, talentudviklingen stander i våde, og ingen tør ret meget, bl.a. fordi nogle film kun får kort tid i biograferne, hvorfor de ingen penge tjener. Der skal ske noget, skriver hun.

F.eks. med den såkaldte holdback-periode, som ved at diktere, hvor lang tid der skal gå fra en dansk films biografpremiere til dens dvd- og vod-premiere, stavnsbinder filmene til biograferne. Perioden er blevet sænket fra seks måneder til tre og fire måneder, men det er ikke nok, mener Annette K. Olesen, mens Kim Pedersen er bange for, at biograferne mister yderligere fodfæste, hvis det går for stærkt.

Annette K. Olesen mener, at de små film, der kun får et par uger i biografen, forsvinder fra folks bevidsthed i holdback-perioden. Og derfor når de ikke det bredest mulige publikum, hvilket er imod de krav, der følger med den filmstøtte, de fleste danske film får af Det Danske Filminstitut — regler, som i øvrigt også kræver, at filmene skal vises i biografen.

»Det er et demokratisk problem, og problemet vokser, jo mere man fjerner sig fra København. Det Danske Filminstitut skal helt ophæve bindingen mellem filmstøtte og biografvisning. Først da kan filmene sættes fri,« skriver Annette K. Olesen.

Og det har hun ret i. Den danske filmbranche — instruktører, producenter, distributører og biografejere — er nødt til at opdyrke alternative måder at distribuere og fremvise film på. Der skal eksperimenteres og findes frem til en måde, som sikrer, at filmkunsten i Danmark forbliver lige så rig og mangfoldig, som den er nu.

Det nytter ikke, at man som Kim Pedersen nægter at anerkende, at publikum flytter sig, og ved enhver snak om forandring blot henviser til amerikanske dommedags-rapporter, som reelt ikke siger noget om, hvad der vil ske i Danmark, hvis man f.eks. afprøvede simultanpremiere i biograf og på dvd og vod. Det skal jo ikke nødvendigvis være alle danske film, men dem, der har svært ved at klare sig på et i forvejen presset og utålmodigt biografmarked.

Hvis ikke filmbranchen forbereder sig på en fremtid med færre og mere specialiserede og avancerede biografer, ender det med, at der ikke er nogen biografer at vise film i. Og det ville være en tragedie. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Rosenkrantz

Umiddelbart ser det ud til at antallet af billetter - efter en lang nedgangsperiode - har ligget stabilt siden internettet blev 'hvermandseje'.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Film/Filmpriser,_filmselska...

http://www.recordere.dk/indhold/templates/design.aspx?articleid=3733&zon...

Så måske skulle man også se på andre faktorer end det store onde internet!?

Det kan opfattes som både ædelt og nobelt, at Kim Pedersen insisterer på at gå ned med sit skib, men selv om tallene kan tolkes som om skibet synker langsomt, så er der vist enighed om, at det synker, og den eneste variabel man prøver at justere på er hastigheden.

Man kan diskutere, om biograferne skal omfavne internettet, men den berøringsangst der hersker pt. er dræbende, og når man kombinerer den med manglende visioner og alternativt brug af biograferne, så er det svært at se, hvordan de skal overleve.

Filmene skal nok overleve, men desværre ser det ud til, at biograferne skal dø før filmen kan flytte hjemmefra.

(Der er så meget Misse Møhge over det ;)

Ingen tvivl om at en film er glemt måneder efter lanceringen når den endelig er blevet tilgængelig. I musikbranchen ville tanken om at udskyde udsendelsen af albums til tre måneder efter koncert turneernes start være ganske absurd.
DVD salget som nu svigter HAR dog fungeret på trods af 'hold back' perioden og dette salg burde kunne tilbage erobres hvis blot online tilgængligheden fungerede optimalt og i forskellige former for streaming abbonnementer eller downloads. Pengene til diverse skræmme kampagner mod pirat kopiering er spildt uden lovlig tilgængelighed.
Musikbranchen syntes, efter en hård omstilling, at have fundet en platform og teknologi; filmbranchen behøver ikke, men er i færd med, at gentage hele denne 'søster' branches deroute før man kommer til samme koncept. Platformene er de samme.
Musikbranchen har i øvrigt også måtte styrke kvaliteten af live-koncert oplevelserne for at kunne bibeholde de samlede indtægter og dette kunne være et område hvor både film producenterne og biografejerne burde nytænke efter års neo-socialrealisme og multi sal biografer i indkøbscentre; begge dele har måske været billige i drift, men vedligeholder ikke magien ved den store fortælling på det store lærred og det er denne magi branchen og publikum bygger på og søger at opnå.
I øvrigt har jeg en fornemmelse af at der mangler et led i debatten om distributionen af film. De store TV udbydere, YouSee, Canal Digital og Viasat, kan være en 'sort hest' der trækker i den forkerte retning for at beskytte deres 'pakke' koncepter hvor film er en attraktion der sælger mindre attraktive programmer og kanaler.

Interessant artikel.

Hvorfor skal jeg ikke have muligheden for, at købe en netop set film i biffen på DVD ved indgangen? Hvis jeg syntes det var en mindeværdig film og den skal på hylden som DVD, så gi' mig da chancen - og producenten muligheden for at tjene ekstra.

Eller mindre filmtitler, som man kan købe på DVD samtidigt med biografpremieren. Et eksempel; undertegnede og et par gode venner skulle forsøge at matche kalender for at se Mads Brüggers Ambassadøren. Det lykkedes ikke at finde en ledig dato og om tre måneder glemmer jeg sandsynligvis at købe filmen på DVD. Dermed får producenten hverken andel i bif-billetter eller DVD-indtægter.

Der er sikkert andre biografer der laver lignende ting, men det er værd at fremhæve Panorama biograferne i Fredericia og Middelfart. De laver mange special-arrangementer som f.eks Stand-up, Live-transmissioner af sport, opera mv. Udover at være moderne, velopdaterede biografer er de et samlingspunkt for lokalområdet omkring Lillebælt.
http://www.panorama-middelfart.dk/default.asp?id=558

ENHVER FORANDRIG HAR KONSEKVENSER

Af Kim Pedersen, Brancheforeningen Danske Biografer

For at bringe lidt afstand til problematikken vil jeg for en enkelt gangs skyld træde ud af min rolle som formand for Brancheforeningen Danske Biografer, og annoncere en rolle som falder mig ligeså naturlig og interessant; spillefilmselsker.

Jeg elsker spillefilmen, jeg elsker at fordybe mig i biografernes mørke i dyb koncentration, ligeså vel som jeg elsker at se spillefilm i mit hjem.

Spillefilmen, som jo er lavet for visning på biografernes store lærred, har mange karakteristika, som adskiller den fra film som laves til den mindre skærm. De store budgetter, grundigheden hvorunder filmen bliver til, optagelser der gentages indtil resultatet tilfredsstiller filmskaberens vision, billedkompositionen, lydarbejdet, som er målrettet efter biografernes utallige højtalere, der i den grad pakker publikum ind i lyd, de tekniske landvindinger, hvor spillefilmen altid har været spydspids, aldrig TV-film.

TV-film, dvs. film der alene er lavet for visning på den mindre skræm, er skrabede udgaver af spillefilm i enhver henseende.

Spillefilm er kort sagt film på 1. klasse og der er ingen andre film, udelukkende lavet til den mindre skærm, der når disse film til sokkeholderne.

Jeg er bekymret for spillefilmens fremtid.

På diverse blogs har jeg ofte set bidragydere fremhæve at de giver fanden i biograferne, for de besøger dem alligevel aldrig, og kan sagtens nøjes med at se biografernes produkt; spillefilmen, i stuen.

Man skal blot være opmærksom på, at spillefilm og biografer hænger uløseligt sammen. Ingen biografer, ingen spillefilm. I den sammenhæng har de fælles skæbne. Og hvis biograferne er gammeldags, så er spillefilmen det så sandelig også.

Men vi elsker alle spillefilmen, og når de nye medier melder sig på banen, og diverse filminstruktører ønsker at omfavne dem med øjeblikkelig virkning, vil der være konsekvenser.

Enhver forandring vil have konsekvenser. Hvis man vælger at vende det blinde øje til dette faktum, vender man samtidig det blinde øje til samtlige historiske kendsgerninger. Der har altid været konsekvenser ved forandring.

En af konsekvenserne ved den aktuelle forandring af filmbranchens forretningsmodel, er et opgør med de hidtidige kilder til indkomst der muliggør de hundedyre spillefilm.

Det helt store spørgsmål, man i denne sammenhæng bør stille sig selv er; hvordan skal filmbranchen finansiere spillefilmene i en fremtid med simultanudsendelse af film på én og samme tid i alle medier, som filminstruktørerne ønsker?

(I parentes skal det bemærkes at publikum stort set er ligeglade; en Greens undersøgelse udarbejdet for dagbladet ”Børsen”, fortæller at kun 24% af forbrugerne har behov for at få tilbudt alle film på en og samme tid i alle medier, og det tal reduceres til sølle 12%, hvis det har en konsekvens for deres lokale biograf.)

Spillefilmene vi alle elsker, koster i gennemsnit 20 mio. kr. i vort lille sprogområde, og spillefilm fra de store amerikanske studier koster i gennemsnit 500 mio. kr.

Og spillefilmene skal naturligvis kunne finansieres gennem en forhåbning om, at et publikum er villige til at betale en tilstrækkelig høj pris for at kunne dække filmenes omkostninger, samt et overskud til de personer som har stillet risikovillig kapital til rådighed. Det er de barske kendsgerninger bag produktion af spillefilm.

Hvad vi i dag ved om de nuværende kilder til betaling af spillefilmenes omkostninger, er følgende; biograferne har et stabilt tilskuerantal, og giver en stadig stigende indkomst til filmproducenterne. Alene de amerikanske studier hentede over 173 mia. kr. (ethundredesyvtitre milliarder) i alverdens biografer sidste år. De øvrige medier, som levere spillefilm til hjemmene, har ligeledes et stabilt antal transaktioner, de sidste 6 år har der været 8 mia. transaktioner årligt på verdensplan, men indkomsten, via disse medier, til filmproducenterne er i frit fald. Årsagen til dette, kan man konstatere ved at se på hvad det koster at se en film på Video-on-Demand, leje en film i blockbuster, eller købe en DVD i Fona. Det er rigtig, rigtig billigt. Disse billige priser har dog ikke fået forbrugeren til at købe mere. Filmproducenterne har så at sige vænnet forbrugeren til at spillefilm til hjemmet er billigt. Forsøg i USA på at vende denne trend er floppet. Forbrugeren venter hjertens gerne 5-6 måneder på at kunne leje en spillefilm gennem Netflix til en sølle dollar. Dérfor bløder filmbranchen pt.

Simultanudsendelse af film i alle medier på én gang vil – som nævnt - have konsekvenser. Selv de varmeste fortalere af simultanudsendelse af film anerkender at biograferne vil komme til at lide, men hvilke konsekvenser vil det så have på hele spillefilmsområdet generelt?

Vi ved at den amerikanske investeringsbank J.P. Morgan har lavet en undersøgelse som forudser et fald i biograferne tilskuerantal på 49%. Vi ved at simultanudsendelse af film i Hong Kong betød et fald i biografernes tilskuerantal på 70%. Vi ved at sidste gang filmbranchen ændrede forretningsmodel (videoens fremkomst) betød det et fald i de danske biografers tilskuerantal fra 16,2 mio. billetter til 8,4 mio. billetter årligt.

Simultanudsendelse af film vil således flytte et publikum fra biograferne og over på medier der tilbydes i hjemmet. Eller sagt på en anden måde; flytte stor gennemsnitlig indkomst til lille gennemsnitlig indkomst. Der er intet grundlag for at forudsige at denne ændring af forretningsmodellen vil resultere i et større antal transaktioner, det bliver blot til en billigere pris.

Det er sikkert fortryllende for forbrugeren, at de får billigere tilgang til spillefilmen, men det bliver ikke spillefilm af den kvalitet de er vant til

Fortsat at producere spillefilm i det miljø, hvor spillefilm fortsat kan være spydspids i tekniske landvindinger og præsentere nye måder at bruge mediet på (som f.eks. ”Inception”, ”Avatar” og ”Ringenes Herre”-trilogien) kan slet ikke lade sig gøre.

Hvis man samtidig lader spillefilmene streames over landegrænser, kan selv ikke den mindste art film finansieres. Idet disse films finansiering er afhængig af territorialt afgrænsede aftaler.

Kommercielle biografer kan ikke overleve i det miljø, og hvis der ingen biografer er, hvorfor så i det hele taget bare forsøge at lave spillefilm?

Filmproducenterne skal såmænd nok overleve, de må blot omstrukturer og målrette deres forretningsområde mod billige TV-film, game- og realityshows.

I modsætning til deres danske pendanter er en række amerikanske filminstruktører dybt bekymret – lige som jeg – for spillefilmens fremtid og har vendt sig mod yderligere afkortning af biografernes vindue. Disse amerikanske instruktører omfatter bl.a.; Michael Bay, Kathryn Bigelow, James Cameron, Guillermo del Toro, Roland Emmerich, Peter Jackson, Shawn Levy, Michael Mann, Robert Rodriguez, Gore Verbinski, Robert Zemeckis, Christopher Nolan, Quentin Tarantino og M. Night Shyamalan.

Såfremt spillefilmen skal overleve og efterfølgende skal kunne nydes på alle øvrige platforme, kræver det eksklusiv visning i det vindue spillefilmen er lavet for; biografernes. Det er simpelthen den økonomiske forudsætning for, at vi alle fortsat kan se spillefilm i den kvalitet vi er forvænt med, på de platforme man end ønsker.

Man skal ligeledes være opmærksom på at afkortningen af biografernes vindue vil være uafvendelig, når først alt udsendes på én og samme tid på alle platforme, kan man ikke vende tilbage til forretningsmodellen som er baseret på vinduer. Der bliver ingen fortrydelsesret, derfor bør alle spillefilmselskere vende sig mod denne udvikling. Herregud – de nye medier har jo ikke pludselig fremkaldt et potentielt behov for at kunne se alting på en og samme tid på alle platforme, det behov har potentielt været tilgængeligt for fremkaldelse siden fremkomsten af videoen.

Det såkaldte behov som nu fremmanes er kunstigt dikteret af mennesker, som enten ikke kan – eller ikke vil – overskue konsekvenserne.

Jesper Rosenkrantz

@Kim:

Jeg synes ikke, at du slipper særlig godt afsted med at træde ud af rollen som formand ;)

Det er sandt, at forandring har konsekvenser. Det er endda indlysende på grænsen til at være en pleonasme, så det er der nok ingen, der gider diskutere. Det helt essentielle er, hvordan man forholder sig til forandringen...

Og det er hér, at jeg får lyst til at skrige over din manglende evne til at finde løsninger og alternativer, og det kan overraske mig, at dine medlemmer ikke for lang tid siden har erstattet dig med nogen, der har blot et minimum af visioner.

Og det lyder måske hårdere, end det er ment, men jeg er også filmelsker, og jeg mener faktisk ikke, at den største trussel mod biograferne er kortere vinduer eller internet-download.

For de forandringer, som skitseres er uundgåelige, så truslen ligger i, at man ikke omfavner dem, og at man ikke sætter en dagsorden med genopfindelse og omstillingsparathed som kendetegn:

Få distributørerne til at bruge hele deres markedsføringsbudget på én gang, forkort den periode, hvor filmen er i biografen, men med et højere besøgstal, og få så en ny film op umiddelbart efter.

Lad være med at opfatte biografsalen som noget helligt, og lad være med at tale ned til publikum. Hvis publikum vil have reality-TV, så afsæt en hel tirsdag aften til at vise det i knivskarp billedkvalitet med live-besøg af seriens medvirkende. Det skal nok fylde salen.

Kig på TV-serierne. En serie som Game of Thrones har en vanvittig høj production value. Vis hele sæson 1 på en søndag, når sæson 2 begynder, så skal der nok komme folk. (Og det er ikke den eneste serie, der kan den slags)

Lav nogle flere udenomsarrangementer. Jeg har selv lavet mange filmquizzer i Filmhuset, hvor besøgstallene til quizzen let overgår besøgstallet på en normal tirsdag. Og lur mig, om ikke man kan få Christian Monggaard ud og fortælle om sin Balling-biografi ;)

Der er så utrolig mange muligheder, der står uprøvet hen, og udefra virker det som om, at man hellere vil stå som en forkælet møgunge henne i et hjørne og vræle over, at man ikke kan få det som man vil.

Det er hverken klædeligt eller konstruktivt!

Maj-Britt Kent Hansen

Oplevelsen af film i biografen og film hjemme kan på ingen møde sammenlignes, men uanset at jeg er biografgænger, kan jeg da registrere, at jeg fravælger at gå derind, hvis jeg ved, at filmen kommer på tv.

På samme måde jagter jeg ikke en udsolgt forpremiere eller særvisning på en festival, hvis jeg ved, at jeg kan se filmen - stadig i biografen - men på et andet tidspunkt.

Med sådan et reaktionsmønster kan jeg levende forestille mig, at jeg snart bliver så magelig, at kan jeg se filmen på anden vis end i biografen, så gør jeg det.

Selvfølgelig kan man benytte biografer til helt andre ting end filmforevisninger, men det sælger jo ikke biografbilletter. Det er heller ikke altid sådan, at man har lyst til både at se film og høre ledsagende mere eller mindre relevante foredrag samt henslæbe sin tid med høre på spørgsmål fra salen.

De film, jeg ikke vil se i biografen, kommer jeg ikke til at se på anden vis, uanset at de bliver tilgængelige hurtigere, men det hjælper jo stadig ikke filmbranchen og biografdriften.

Art-cinemas har i mange år været truet pga. begrænset støtte. Der er ingen tvivl om, at også mainstream-biograferne nu er truede, for deres berettigelse - publikumstilstrømning - kan næppe fastholdes, hvis samtlige film bliver tilgængelige på samtlige "kanaler" fra første dag.

Måske skulle biograffolkene sætte ind på et helt andet punkt. Jeg siger ikke, det ville løse alle problemer, men det ville måske få mig til at genoverveje mit fravalg af at se film i biografen.

1. lad os få genindført en biografkultur, hvor folk går i biografen for at se film, ikke for at mødes og sludre med vennerne med en film som lydtapet.
2. Gør brug af mobiltelefon under en forestilling - BÅDE til sms og samtale - til bortvisningsgrund.
3. Forbyd adgang til film med undertekster for børn, der ikke kan læse. (Hvis man én gang har siddet foran en familie, hvor forældrene læste underteksterne højt - og forklarede de svære ord - ved man, hvad jeg mener) Herunder: Overhold aldersgrænser, så små bange børn på 4-5 år ikke får lov at ødelægge en Harry Potter-film for os andre - eller får ødelagt deres egen nattesøvn!
4. Forbyd medtagelse af mad og drikkevarer i salen - evt. med undtagelse af SMÅ portioner slik i knitrefri poser.
5. Forklar folk så det ikke kan misforstås, at man HOLDE KÆFT, mens filmen spiller, ikke kommenterer den højlydt til sidemanden.

Hvis alle disse ting blev ændret, kunne jeg MÅSKE finde på at sætte mine ben i en biograf igen.

Nå ja, jeg glemte 6. Juster lydniveauet, så man kan forlade stedet uden tinnitus. Og ikke kan høre lydsporet fra begge nabosale samtidig med den film, man ser.

Kære Jesper Rosenkratz,

Beklager i den grad at kunne bringe dig i affekt.

Tak for de mange gode råd til biograferne, som dog allerede effektueres i alverdens biografer, herunder visning af operaforevisninger, fodboldkampe, teaterforestillinger, Formel 1, Oscaruddelinger, stand-up, specielle events henvendt til børn, foredrag inden filmen, koncerter, live udsendelse af musicals og meget, meget andet,

Problemet er blot at alle disse specielle tiltag er en lille marginal forretning, som ikke engang repræsentere 1% af biografernes omsætning, (med al respekt for Christian Monggaard’s foredrag om Balling, og dine quizzer i det statsfinansierede Cinematek).

Undersøgelser fra Dodona Research har vist at denne form for ’alternativt indhold’ i biograferne aldrig vil blive andet eller mere end et marginalt forretningsområde, og maksimum vil komme til at repræsentere 5% af biografernes totale omsætning. Beklageligvis.

Det er alene spillefilmene, der er lavet med hensigt til biografernes store lærred, der kan sikre indtægterne til betaling af de meget høje omkostninger i forbindelse med biografdrift.

Inden man kan komme med løsninger og visioner, er der for nuværende så mange forudsætninger, man bliver nødt til at indarbejde, at disse visioner og løsninger ikke bliver andet end tro, håb og kærlighed samt useriøse gætterier. Hvilket dine forslag beklageligvis jo også bærer præg af. Nu er biografer ikke i stand til at dirigere rundt med faktorer, som du åbenlyst finder så let; distributørernes markedsbudgetter, publikum og antallet af film, som er tilgængelige for biograferne. At hente indhold til biografernes store lærred er ikke et stort tag-selv-bord.

Hvis man finder løsningerne i denne problematik lette og lige for, forstår man ikke udfordringen eller hvordan filmbranchen fungere.

TV-filmen ”Game of Thrones” tåler ingen sammenligning med spillefilm; hver episode er optaget over 17 dage og koster i gennemsnit $10 mio. af producere, i modsætningen til gennemsnitlige spillefilm, som optages over 8-10 uger med et gennemsnitligt budget på $100 mio. Visning af ”Game of Thrones” i biograferne, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, vil aldrig kunne komme til at repræsentere andet og mere end den tidligere nævnte kasse for ’alternativt indhold’ med maksimum sølle 5% af omsætningen. Og det er ikke gætterier, men derimod seriøse forskningsresultater fra Dodona Research.

En stor hjælp i arbejdet med at fremkomme med visioner og løsninger ville være om du, med din angivelige solide baggrund i filmindustrien, kunne besvare de af mig stillede spørgsmål i ovenstående indlæg;

Simultanudsendelse af film i alle medier på én gang vil – som nævnt - have konsekvenser. Selv de varmeste fortalere af simultanudsendelse af film anerkender at biograferne vil komme til at lide, men hvilke konsekvenser vil det så have på hele spillefilmsområdet generelt, nu hvor indtægter i biograferne er steget år for år, mens indtægterne fra DVD/Blu-ray/Vod/TV er i frit fald – og det skyldes ikke antal transaktioner (det er stabilt), men derimod billige og billige udsalgspriser?

Hvordan skal filmbranchen finansiere spillefilmene i en fremtid med simultanudsendelse af film på én og samme tid i alle medier, efter man har flyttet publikum fra høj udsalgspris til meget lav? Uanset om man kan lide det eller ej, så kræver produktion af spillefilm meget høje indtægter.

Kommercielle biografer kan ikke overleve i det miljø, og hvis der ingen biografer er, hvorfor så lave spillefilm?

Besvarelse af disse spørgsmål ville være konstruktivt, i stedet for blot at kloge sig på biografbranchen, og fremkomme med useriøse letkøbte løsninger.

Med venlig hilsen

Kim Pedersen

Robert N Gjeertsen

Kim Pedersen, du skriver :
"at simultanudsendelse af film i Hong Kong betød et fald i biografernes tilskuerantal på 70%. Vi ved at sidste gang filmbranchen ændrede forretningsmodel (videoens fremkomst) betød det et fald i de danske biografers tilskuerantal fra 16,2 mio. billetter til 8,4 mio. billetter årligt."

Det mere end antyder at det langt fra er alle der, som dig, elsker biograf-salen, synes du ikke ?
Personligt har jeg svært ved at hidse mig op over at der ikke længere er råd til at give stjernerne et Boing-jetfly i 'bonus' ..
Du nævner flere gange 'kommercielle biografer';
I må naturligvis operere under samme vilkår som alle andre . Sjovt nok har det vist sig, i takt med at jeres distributions-monopol bliver udfordret, at folk ikke synes jeg tidligere prissætning afspejlede varens reelle værdi .
Og helt ærligt :
Du klager dig over at det bliver svært at lave film der koster en halv milliard ?
GODT, det er et grotesk beløb at brænde af på halvanden times underholdning og jeg vil tro de 50 millioner mennesker der kunne have finansieret en dag mere synes det samme .

Det er jo altid smertefuldt naar noget bliver umoderne - om det saa er pyramider, orlogsfregatter, dilligencer, trykte aviser, spillefilm etc. - men lad nu vaere med at forlange at hele statsbudgettet skal bruges paa at levetidsforlaenge.

Det overses fuldstændig i denne sammenhæng, at ideen er at gøre film tilgængelge for publikum. Det har biograferne bidraget til, da de var den eneste, så den bedste, og siden én blandt mange muligheder. Nu er vi dér, hvor biografen er den besværligste måde at se film på, og så bliver den selvfølgelig fravalgt.
Andre visninger gør sig meget bedre i biografen og bliver store succceser dér - f.eks. har Metropolitanoperaen et langt større publikum ved streaminger og senere forevisninger af sine forestillinger end i den ellers enorme sal i Lincoln Center. Andre teater- og musikformer følger efter - og de er måske mere velegnede end film, fordi de i sig selv er skabte til offentlig konsum, mens film jo ret beset er en bevidsthed overfor en anden. Som med al anden teknik må man også gå ud fra, at det at etablere og drive moderne digital biograf vil blive meget billigt.

DANSKE BIOGRAFERS PUNKTUM I DENNE TRÅD

Af Kim Pedersen, Formand, Danske Biografer

Brancheforeningen Danske Biografer skal hermed sætte sit foreløbige punktum i denne meget vigtige diskussion på denne tråd, som, hævet over enhver tvivl, vil fortsætte på alle niveauer, i håbet om at vi alle skal blive klogere i forbindelse med filmbranchens hidtil største udfordring.

Hermed kommentarer til de enkelte indlæg;

Christian Monggaard:

DB har på intet tidspunkt påstået, at alle biografer vil lukke. DB har blot fastslået at kommerciel biografdrift ikke kan overleve. Det statsfinansierede Cinematek vil f.eks., hævet over enhver tvivl, fortsat eksistere, i al fald så længe der produceres spillefilm, den dag der ingen kommercielle biografer eksistere og der dermed heller ikke er behov for at producere spillefilm, vil de kunne fortsætte med at vise de gamle film.

Man kan vist ikke påstå Danske Biografer stikker hovedet i busken, men aktivt informere om konsekvenserne for de mange forslag, der mere eller mindre gennemtænkt, flyver gennem luften, da det er yderst beklageligt så få vil anerkende der vil være konsekvenser ved forandring. Danske Biografer samarbejder så sandelig med den øvrige branche, som er mindst lige så nervøse for fremtiden, som biograferne er. Biograferne og den øvrige branche for spillefilm har fælles skæbne.

Biograferne har bestemt ikke svært ved at acceptere at biografernes monopol er brudt, de har såmænd har rigeligt med tid til at lære at acceptere det, for det skete allerede i 1948, og biografernes besøgstal er ikke faldet fra 40 mio. billetter årligt til 13 mio. Det er faldet fra 57 mio. Alene videoen slog halvdelen af biograferne ihjel (fra 350 til 163). Det til trods er biograferne fortsat filmproducentens største indtægtskilde.

Man kan ikke blot vende det blinde øje til det faktum at biograferne bærer filmindustrien, at biograferne er fundamentet til filmbranchens succes, og at biografernes platform sikrer filmproducenterne deres største indtægt. De nye medier er der kun meget små indtægter i. Nogen skal jo for pokker betale for de produkter vi alle ønsker at se.

Som tidligere nævnt, repræsenterer alle de fremkomne forslag i denne tråd til biografernes overlevelse omkring 1% af det nuværende billetsalg. Biograferne afholder sig fra at give instruktører gode råd til hvordan de skal lave deres film. Der er jo en god grund til at journalister er journalister, filminstruktører er filminstruktører og biografejere er biografejere. Hvis blot de danske filminstruktører og enkelte journalister ville genfinde evnen til at lytte, i stedet for at kloge sig på områder de ingen forudsætninger har for at udtale sig på.

Annette K. Olesen taler om at sætte filmene fri. I denne forbindelse skal det fremhæves at biograferne bestemt ikke modsætter sig. Der er intet der forhindrer filminstruktører eller filmproducenter i at omfavne de nye medier. Men det er biograferne frie ret (biografer er et liberalt erhverv), at sige nej tak til at vise filmen på de vilkår. Hvis filminstruktører eller filmproducenter ønsker at omfavne medier, der ingen indtægter er i, be our guest. Det vil naturligvis ikke løse filmbranchens overordnede problem, men det skal sandelig ikke påstås at biograferne hindrer filmen i at blive sat fri.

Brancheforeningen informere blot om konsekvenserne ved de mange forslag – det forekommer meget få vil anerkende der vil være konsekvenser ved forandring. Det bliver ikke alt andet lige.

Interessant er det da også – som symbol på den overordnede håndtering af denne problematik – at personer i denne tråd kun anbefaler indlæg som bekræfter deres egen (i DB’s øjne; misguidede) holdninger, og vender det blinde øje til de som mener anderledes. Klassisk eksempel på hvordan konflikter får lov til at udvikle sig, i stedet for at løses.

Per Danbo:

Filmbranchen tåler ingen sammenligning med musikindustrien. Brancherne hviler på vidt forskellige forretningsmodeller.

Undersøgelser har vist at et langt holdback rent faktisk hjælper filmene til højere indtægter i de øvrige efterfølgende vinduer pga. repeatbusiness.

Det er ikke korrekt, at en film er glemt måneder efter lanceringen. Tværtimod er der undersøgelser, som påviser det nøjagtigt modsatte, samt at filmindustrien profitere på repeatbusiness, fordi forbrugeren både ser filmen i biografen og efterfølgende køber den på DVD eller ser den på VoD/Streaming. Hvis alt blev tilgængeligt på én gang ville denne repeatbusiness lide skibbrud og forbrugeren ville gennemsnitligt i overvejende grad blot se filmen én gang.

Det er korrekt DVD-salget er svigtet, men der er ikke pga. af nedgang i styksalget, men udelukkende pga. billige og billigere prissætning. Men NOGEN skal jo betale din løn og det er biograferne som betaler den overvejende del. Og vi har da også hørt Nordisk Films Adm. Direktør Allan Hansen fremhæve, at uden holdback kollapser filmindustriens økonomi. Det er værd at bemærke, at biograferne ikke er de eneste der har holdback. Hver platform har et holdback. Og det er hele tiden den næste platform som vil have den forrige platform kortere, mens de samtidig selv kæmper for deres egen holdbacklængde.

Prissætningen til underholdning i hjemmet et i frit fald og tilgængelighed på online tjenester giver ikke et forhøjet styksalg. Det årlige antal verdensomspændende transaktioner på DVD/Blu-ray, VoD, streaming har ligget stationært på 8 mia. de sidste 6 år. Det er korrekt at VoD og streaming er i fremgang, men kun på bekostning af transaktioner i de øvrige platforme. Der kan desværre ikke bare antydningsvis påvises at overgang til nye medier giver større styksalg (herregud vi er jo kun så mange mennesker på jorden med så meget tid til at se film) og forbrugerens lyst og tid til at se film er et modnet marked. Salget har nået loftet. Og prissætningen er i frit fald. Man skal være alternativt skruet sammen for ikke at kunne anerkende, at dét er et problem og årsagen til at filmbranchen bløder.

Ingen tvivl om at film skal gøres let tilgængelige. Biograferne bakker fuldt op om let tilgængelighed, men naturligvis i respekt for biografernes nuværende vindue.

Det må beklageligvis også konstateres at håbet om, at det nogensinde bliver billigt at etablere en professionel biograf er en illusion som vil briste. Der er kun et begrænset volumen af biografer, og man vil ikke se et fald i prisen på biografernes digitale udstyr i samme klasse, som man har set det i andre digitale teknologier. Tværtimod vil det blive dyrere og dyrere at etablere biograf, når man tvinges til at deltage i det teknologiske kapløb med konstante meget dyre opdateringer som følge. F.eks. kommer James Cameron med 60 frames/sec. i forbindelse med ”Avatar 2 og 3” og Peter Jackson kommer med 48 frames/sec., når ”Hobitten” har premiere. Og disse landvindinger er det naturligvis tvingende nødvendigt biograferne følger med i.

Preben Carlsen:

Hvis der var mulighed for at købe DVD’en i forbindelse med biografpremieren ville du give pirater digitalt perfekte kopier i hånden for uploads til internettet fra dag 1. Det er vanskeligt at se hvordan det vil kunne løse filmbranchens problemer.

Det er tydeligt, at de filmfolk der støtter denne fremgangsmåde, lader hånt om at det kræver indtægter at producere spillefilm.

Bjarne Tveskov:

Tak for fremhævelsen af Panorama biograferne i Fredericia og Middelfart for deres progressive indstilling i forbindelse med udbuddet af underholdning i biograferne, blot skal man være opmærksom på at disse tiltag, iflg. forskning fra Dodona resarach aldrig vil kunne bidrage med mere end 5% af biografernes omsætning og dermed desværre ikke kan sikre biografernes overlevelse.

Maj-Britt Kent Hansen:

Helt enig i dine opfattelser.

DB noterer med beskæmmelse, at ingen har anbefalet dit indlæg til nogen, om end det er et væsentligt indlæg i forståelse af problematikken.

Per Vadmand:

Biograferne er opmærksomme på de problemer du anfører og har da også kørt store kampagner for at bekæmpe de problemer du angiver. Og det må da også konstateres at det har været med stor succes.

Så kom du blot tilbage til biografen.

Robert n Gjeertsen:

Til trods for at ikke alle elsker biografsalen, men hellere vil se spillefilm i hjemmet med 117 forstyrrende elementer, naboen der larmer, børnene der kalder, telefonen der ringer og andre forstyrrende elementer, som betyder at din hukommelse, iflg. undersøgelser, ikke er nær som god om en film oplevet i hjemmet i forhold til biografen, er biograferne filmproducentens væsentligste indtægtskilde.

Det handler slet ikke om at give stjernerne et Boing-jetfly, men ganske almindelige filmarbejderes job.

Det bliver ikke alene svært at lave film til en halv milliard, som henvender sig til et publikum over hele kloden, det bliver mindst ligeså svært at lave en dansk spillefilm til 20 mio. der henvender sig til vores lille sprogområde.

Henrik Brøndum:

Der er absolut ingen fare for at DB skal foreslå at ’hele statsbudgettet skal bruges på at langtidsforlænge’. Det skal de samme, som for nuværende kommer med forslag som vil undergrave biografernes virksomhed, alene nok sørge for, når konsekvenserne for deres forslag går op for dem.

Peter Hansen:

Det må beklageligvis konstateres, at håbet om at det nogensinde bliver billigt at etablere en professionel biograf, er en illusion som vil briste. Der er kun et begrænset volumen af biografer, og man vil ikke se et fald i prisen på biografernes digitale udstyr i samme klasse, som man har set det i andre digitale teknologier. Tværtimod vil det blive dyrere og dyrere at etablere biograf, når man tvinges til at deltage i det teknologiske kapløb med konstante meget dyre opdateringer som følge. F.eks. kommer James Cameron med 60 frames/sec. i forbindelse med ”Avatar 2 og 3” og Peter Jackson kommer med 48 frames/sec., når ”Hobitten” har premiere. Og disse landvindinger er det naturligvis tvingende nødvendigt biograferne følger med i.

Og endnu engang skal det fremhæves at de tiltag, som så mange angiver som biografernes overlevelse, aldrig nogensinde, iflg. forskning af Dodona Research, vil komme til at repræsentere mere end 5% af biografernes nuværende indtægter.

Jesper Rosenkrantz

@Kim:

Din manglende evne til at forstå en verden, der i stigende grad kommunikerer vha. digitaliserede medier, viser sig med al ønskelig tydelighed i din tilgang til denne debat:

For det første hopper du rundt mellem forskellige identiteter, og forventer tilsyneladende, at du med én identitet kan sige noget, som du ikke vil stå inde for med den anden. Jeg forstår ikke, hvorfor formanden for Danske Biografer ikke per automatik er filmelsker. De to ting burde være forenelige og uadskillelige.

Derudover, så er det utrolig dårlig stil at komme med et indlæg i en debat, og så starte indlægget med at konstatere, at man ikke er interesseret i at debattere. Det er ikke overraskende for mig, at din mangel på visioner også følges af en manglende interesse i at deltage i debatten, men jeg tillader mig at håbe, at det ændrer sig i fremtiden.

Når du så endelig deltager i debatten, så er du heldigvis en gentleman, der med stil forsøger at få indføjet ordet 'statsfinansieret' i omtalen af Cinemateket. Lad mig starte med at forsikre dig og andre om, at mine quizzer ikke modtager anden støtte fra Cinemateket end nogle fribilletter til deres forestillinger.

Vores arrangementer er et supplement til aktiviteterne i Cinemateket. Der kører stadig film i biografen. Vi er med til at skabe noget liv og gennemstrømning, som formentlig er med til at profilere stedet, og i sidste ende give endnu flere folk i salene.

Og formlen virker også i de kommercielle biografer: Vi startede med at være i Palads, og det var faktisk pga. god stemning og meget høje deltagerantal, at vi blev nødt til at flytte. Dine medlemmer skal være velkomne til at henvende sig, hvis de vil have gode råd til at komme i den slags problemer ;)

Og det bringer mig faktisk hen på en af mine centrale pointer. Hvis dine medlemmer laver så mange alternative tiltag, men stadig kun kan få det til at svare til 1% af omsætningen, så kunne det være, at DB fejler med den del af opgaven. I må da kunne hjælpe jeres medlemmer med at maksimere den del af forretningen! Det svarer til sølle 4 dages indtjening ud af 1 helt år. Start med at få dem op på de 20 dage, som du har forskningsbelæg for er mulige.

Jeg har ikke tænkt mig at betale 775 pund for at kunne gå i detaljer med Dodona-rapporten, og jeg har heller ikke nogen idé om, at det skulle være nemt at dirigere distributører, og er dermed også fuldt klar over, at mine forslag kan virke både naive og banale for professionelle, jeg gør bare det, som jeg kan: nemlig at komme med en masse idéer, som selvfølgelig kan være mere eller mindre ladsiggørlige, og du gør så det, som dine medlemmer åbenbart er tilfredse med: nemlig at skyde dem ned, og undgå den konstruktive dialog.

Jeg har ingen idé om, at denne debat, eller min deltagelse i den, vil revolutionere biograf-branchen, men hvis vi bare kan komme et skridt nærmere en fornuftig dialog, så vil jeg med glæde stå på sidelinien som en anden landsbytosse og smide velmenende og ubrugelige råd og provokationer ind.

Og lad os så lige tage fat i nogle af de andre ting, som du har svaret på:

Game of Thrones: For det første, så kald det, hvad det er: en tv-serie - ikke en tv-film, men en tv-serie. Derudover: Hvordan kan det være vigtigt, hvor hurtigt man har optaget den? Og hvordan kan du fremhæve en 'lav' produktionspris som en diskvalificerende faktor, når prisen for et enkelt afsnit er langt højere end prisen på en gennemsnitlig dansk spillefilm?

"du, med din angivelige solide baggrund i filmindustrien" - Hér må du lige lære at læse indenad. Jeg har ikke selv hævdet at have en solid baggrund, men er tværtimod stolt af at være aktiv amatør-filmtosse. Hvis du har kilder, der hævder andet, så smid lige en mail-adresse, så jeg kan tilføje det til mit CV ;)

"Besvarelse af disse spørgsmål ville være konstruktivt, i stedet for blot at kloge sig på biografbranchen, og fremkomme med useriøse letkøbte løsninger." - Debatter i det offentlige rum er en invitation til at folk kan 'kloge sig på filmbranchen'. Hvis du ikke vil høre almindelige menneskers mening, så skal du holde dig fra at kommentere på dem. Det samme gælder de letkøbte løsninger: Hvis du ikke vil høre dem, så lad være med at læse indlæggene. Personligt ville jeg nok vælge en anden indgangsvinkel, hvor man lod sig inspirere af dem, og måske endda ekstrapolerede dem til noget brugbart.

Held og Lykke!

Efter at være blevet svinet til af Jesper Rosenkrantz, har jeg stor forståelse for at lysten til fortsat debat for Kim Pedersens vedkommende er aftaget.
Og når Rosenkrantz efter Kims 3 lange, sobre og grundige indlæg kritiserer Kim for ikke at være interesseret i at debattere, nærmer det sig det parodiske.

Jeg har mødt en del fusentaster i mit liv. De genkendes på deres flittige brug af buzzwords som ”berøringsangst”, ”manglende visioner”, ”forandringer”, ”løsninger”, ”alternativer”, ”muligheder” og ”konstruktivt”, samt det for mig nye, ”evne til at forstå en verden”.

Jesper Rosenkrantz

@Per Meinertsen:

Det er vildt nok, at jeg lige netop rammer de 8 buzzwords, du bruger til at identificere fusentaster...

Kim Pedersen skriver et indlæg og et svar, hvor han ikke vil opfattes som formand for Danske Biografer. Da han så vælger at indtræde i debatten som formand for Danske Biografer, så starter han med at konstatere, at han ikke vil diskutere mere.

Et sølle indlæg, som i dén grad har karakter af 'vi alene vide', og så er der lukket.

Jeg synes, det er helt fint, at Kim Pedersen ikke ønsker at diskutere med mig, som ikke lægger skjul på, at jeg opfatter ham som uegnet til sin post, men han skylder da sine medlemmer mere end et enkelt indlæg. I hvert fald, hvis man skal tage DBs egne ord for pålydende: "Vi ønsker at deltage aktivt i den kulturpolitiske debat for derved at få indflydelse på branchens udvikling, såvel forretningsmæssigt som lovgivningsmæssigt."

Selvfølgelig bliver biografteknik billigere - for det er jo nok ikke nogle få hundedetusinde biografer spredt ud over verden, der driver den optiske og digitale udvikling, men derimod sundhedsteknologi, rumforskning og andre af den slags områder, der vurderes højt i samfundet.

Christina Rosendahl

Vi må ikke ende i en grøftegravnings-diskussion om at de eksisterende vinduer skal erstattes af simultanrelease. Som jeg læser Annettes K. Olesens Kronik, så kæmper hun ikke for simultanrelease, men for en fleksibel løsning. Og jeg ret overbevist om, at resten af filmbranchen heller ikke ser simultanrelease som løsningen på den digitale udfordring. Simultanrelease for alle film ville være en model med helt uoverskuelig risiko, der ikke står mål med muligheden for indtægt. Men den erkendelse fjerner ikke opgaven med at tænke filmen og filmbranchen ind i den digitale tidsalder, hvor publikum er i centrum.
Den eneste gangbare model er i mine øjne en differentieret vinduesmodel eller ‘fleksiblet holdback’. Dvs. at man tager udgangspunkt i den enkelte film og laver en strategi for hvordan netop denne specifikke film kan nå sit publikum. Store publikumssuccer kan have længere holdback, mens en mindre film skal slippes fri på andre platforme hurtigt efter den forlader biografen. Det er jo biograferne, der selv beslutter hvor længe de vil have en film kørende på lærredet, så når biografen ikke længere ser filmen som en attraktiv forretning, hvad er så problemet i at andre tager over og sælger filmen? Kim, du har helt ret i at indtægterne pr. DVD og VOD er faldende, og at det er et stort problem for filmbranchen. Men jeg tror på, at med flere platforme og stærkere udnyttelse af filmens momentum, så har vi en mulighed for også at nå ud til et nyt publikum. Et publikum, der ikke forbruger film så meget i dag, fx. Børnefamilier eller folk, der bor i små byer uden biografer. Udviklingen går kun en vej. Vi kan se det på avis- forlags- og musik-branchen. Selvom vi ikke kan sammenligne forretningsmodeller, så er tendensen hos publikum den samme: publikum vil have adgang mange steder og til alle tider. Vi kan regulere noget af det her, men ikke ændre udviklingen.
Lad os komme i gang med at lave forsøg med fleksibelt holdback.

Ideen om et fleksibelt hold-back er jeg stor tilhænger af. Jeg synes dog heller ikke at biograferne eller distributørerne for den sags skyld skal være bange for simultanrelease, da det vil kunne virke på visse film.
Jeg synes dog at det er vigtigt at tage diskussionen ud fra hvordan mediebilledet ser ud i fremtiden og ikke hvordan det ser ud i dag.

Christina Rosendahl skriver:
"publikum vil have adgang mange steder og til alle tider. Vi kan regulere noget af det her, men ikke ændre udviklingen."

og jeg kunne ikke være mere enig. Publikum vil have film hurtigt og let og VOD er uden sammenligning den bedste måde at gøre det på. Problemet i Danmark er at der er meget få platforme til dette og at disse ikke kommer ud til den brede del af befolkningen. Oveni det er udvalget på disse platforme meget begrænset.

Man behøver bare at se på antallet af ulovlige downloads for at se at dette behov eksistere. De 10 mest downloadede film i 2010 stod til sammen for mere en 92 mio. downloads. Det er altså 92 mio. potentielle transaktioner i butikken, så behovet er der. Det lovlige alternativ mangler....i Danmark i hvert fald.

I Kim Pedersens indlæg savner jeg lidt en stillingtagen til denne udvikling, for der er jo ingen tvivl om at nettet vil blive en magtfaktor i fremtiden, så det vi skal diskuttere er vel hvordan vi skal gå denne fremtid i møde på den bedst mulige måde, så vi undgår den store biografdød. Optimering af de mere eventbasserede visninger som Jesper nævner kan måske være en lille del. At biografer begyndte at sælge DVD'er eller måske oprettede deres egen VOD tjeneste til præmierefilm kunne være en anden del af løsningen.
Jeg siger ikke at jeg har løsningen, men hvis vi ikke kan diskuttere det, så finder vi den i hvert fald aldrig.

Jeg tror at vi stille og roligt bevæger os mod at simultanrelease bliver reglen i stedet for undtagelsen, men vi bliver nødt til at finde en forretningsmodel hvor det også kan være rentabelt rent økonomisk.

Så bliver jeg også lige nødt til at rette en kommentar til Kim Pedersens svar til Preben Carlsen:
"Hvis der var mulighed for at købe DVD’en i forbindelse med biografpremieren ville du give pirater digitalt perfekte kopier i hånden for uploads til internettet fra dag 1."
Jeg er ked af at sige det, men langt de fleste film er allerede på nettet i fuld god kvalitet fra dag 1. Hvis de folk der downloader den ulovligt kunne streame eller downloade den lovligt fra dag 1, kunne nogle af disse ulovlige downloads måske overføres til lovlige streams.

Birgitte Stærmose

Jeg er instruktør på Værelse 304. Vores film er én af de flere danske film, som indenfor det sidste halve år har solgt alt for få billetter i biografen og derfor er blevet taget af plakaten efter blot en meget kort periode.

Det er virkelig bekymrende som instruktør, når man kan mærke at éns film ikke er tilgængelig længe nok til at nå sit publikum. Jeg laver film for at de skal ses af et publikum - og da bestemt helst i biografen. Men, når det så er sagt, så er det med publikummet for mig det vigtigste. Og hvis publikum rykker sig og deres vaner ændrer sig, så bliver vi jo nødt til at forholde os til det. Vi har som instruktører ikke altid råd til at insistere på den optimale biografoplevelse som værende eksklusiv. Jeg mener ikke, at det nødvendigvis ville have været til glæde for min film at blive udsendt simultant på flere platforme samtidigt, men jeg mener absolut at filmen nu - kun lidt over en måned efter filmens premiere - burde være tilgængelig for dét danske publikum, som har været med til at finansiere filmen. Det er den ikke.

Og så er der det med udnyttelsen af filmens lancering. Værelse 304 er blevet lanceret på et relativt lille lanceringsbudget. De få reklamekroner vi har haft til rådighed og den gode omtale i pressen, som filmen har fået er ikke udnyttet optimalt, når filmen ligger for længe på hylden før den udkommer på DVD eller bliver tilgængelig på VOD. For denne type film ville det klart være en fordel, at man holdt filmen i live efter premieren ved at udsende den på nye platforme umiddelbart efter at biograferne har taget den af plakaten. Det synes jeg, at man skylder det danske publikum som har været med til at finansiere filmen.

Kære Christina Rosendahl, Lars F. Frahm og Birgitte Stærmose,

Brancheforeningen Danske Biografer (DB) har med stor interesse læst jeres indlæg, og noterer med glæde at diskussionen har taget en mere realistisk drejning, hvorfor DB skal kommentere jeres indlæg.

DB er enig i, at diskussionen ikke må ende i grøftegravning, og kan informere om at der er dialog DB og Foreningen af Filmudlejere imellem, om dette spørgsmål. Pres vil dog altid møde modpres, og når mennesker, som ikke bare har antydningsvis viden om dette spørgsmål, bliver spydspidser i diskussionen tjener det ikke noget godt formål i løsningen af problemerne.

F.eks. når Annette K. Olesen netop, i sin seneste blog, påstår der kun er 2 filmudlejere i Danmark, (der er 11), lader sig imponere over at online salg i Vesteuropa har nået €183,5 mio., til trods for at disse indtægter blot er tyvstjålet fra andre medier i ’home entertainment’-sektoren, og dermed bringer filmbranchen lige vidt, og samtidig i tavshed forbigår at biografernes omsætning i Vesteuropa er steget til over €7.500 mio. (syv komma fem milliarder Euro), som betyder at online salg kun er 2,4% af biografernes salg, og i øvrigt antyder samtlige filmproducenter i Danmark er svindlere – ja, så tjener det ikke noget godt formål.

Når Christina Rosendahl ikke mener Annette K. Olesen kæmper for simultanudsendelse af film, men derimod en mere fleksibel løsning, er det vist en efterrationalisering, hvad en offentligt tilgængelig korrespondance 23. november 2011 mellem skuespilleren Frederik Meldal Nørgaard og Annette K. Olesen på sidstnævntes hjemmeside, som DB har modtaget, med al tydelighed viser. (Dialogen mellem de to kan læses allernederst i dette indlæg.)

Dokumentation: http://annettekolesen.com/2011/11/22/viden-om-hvad-der-er-muligt/

Her tales der ikke meget om den politisk afbalancerede målsætning Annette K. Olesen gjorde sig til talsmand for i Politiken. Glem alt om alle de rosenrøde argumenter. I nedenstående korrespondance angives de sande motiver for instruktørens fremmarch;

- instruktøren drømmer om at tjene flere penge

- instruktøren vil gøre sig uafhængig af både distributører, producenter og biografer

I den kommercielle verden er der jo intet odiøst i nedenstående, men hvorfor mon Annette K. Olesen ikke præsentere den sande og virkelig dagsorden i sin kronik Politiken?

Der er intet der forhindre Annette K. Olesen i at gøre sig helt uafhængig af både distributører, producenter og biografer – lige her og nu - men hun foretrækker altså en vej, hvor filmbranchen og spillefilmen altså først lige skal ofres på alteret for hendes drømme, og endda finansieret af Det Danske Filminstitut.

Men hvad værre er; Annette K. Olesen angiver selv ikke at have den fjerneste idé om, hvor det tog hun nu er hoppet på, vil køre hen. Hun erkender, hun ikke aner hvordan filmene skal finansieres, eller hvor indtægterne skal komme fra, i hendes fremtidsvision.

De mange mennesker som vil miste deres job i instruktørens fremtidsvision forbigås i tavshed.

Annette K. Olesens visioner er ikke alene uigennemtænkte, men også ren utopi, og altså alene drevet af instruktørens drømme om uafhængighed og om at tjene flere penge.

Christina Rosendahl mener at hurtigere tilgængelighed vil betyde større publikum, det er der desværre intet der tyder på, idet transaktioner i ’home entertainment’-sektoren har været stationært de sidste 6 år. Det er korrekt de nye medier som VoD og Online streaming er i fremgang, men det er udelukkende på bekostning af DVD og Blu-ray. Og prisætningen i ’home entertainment’-sektoren er i frit fald.

Der er dog ingen tvivl om at det tjener filmbranchens interesser at få flyttet forbrugeren fra DVD/Blu-ray til VoD og online streaming, idet der her ligger en gigantisk besparelse, idet man ikke længere skal fremstille covers og discs (vi taler i størrelsesordnen $10-12 milliarder pr. år på verdensplan)

Ingen tvivl om at adgang, stor og bred, til lovlige VoD og Online tjenester er essentiel. Men at tro paradis her vil åbne sig for danske instruktører er beklageligvis en illusion. Der slynges om sig med høje tal, men det bliver jo 30 danske spillefilm pr. år, fra vort lille sprogområde, i konkurrence med 7500 øvrige nye spillefilm pr. år på verdensplan og dermed uden territorialt afgrænsede aftaler, som hidtil har været meget vigtige i finansieringen af filmen. I den verden kan man ikke glæde sig over at filmen er solgt til så og så mange lande, og samtidig glæde dig over streaming over landegrænser. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Og oven i dette skal så lægges at prissætningen er i frit fald.

I den sammenhæng kan man vist roligt fastslå at biografernes overlevelse skulle bero på at have et sidesalg af DVD/Blu-ray ligeledes er en illusion. DVD/Blu-ray er et uddøende medie.

Hvis sidesalg af DVD/Blu-ray og eventbaserede forestillinger bare antydningsvis kunne sikre biografernes overlevelse, ville Danske Biografer omgående slække våben. DVD/Blu-ray er der ingen fremtid i, og eventbaserede forestillinger vil aldrig, ilfg. forskning fra Dordona Research aldrig komme til at overstige mere end 5% af biografernes nuværende omsætning.

Med hensyn til mulighederne for at biograferne skal oprette deres egen VoD-tjeneste skal man være opmærksom på at vi taler 120 individuelle stærkt fragmenterede forretninger, og hvor man – hvis man bare skal gøre sig den mindste forhåbning om succes – skal investerer ufattelig mange millioner. Millioner biograferne ikke har. Som illustration af størrelsesordnen kan det nævnes at Netflix lige har måttet tilføres $400 mio. blot for at holde gang i forretningen, efter abonnenterne forlod dem i hobetal efter en prisstigning fra $1 til $1,60 pr. film.

Hvis det var så let at finde en forretningsmodel for simultanudsendelse af film – tro mig – så var den fundet!

Til trøst til de mange i denne tråd, som er komplet uden viden om denne problematik, kan der informeres om at ufattelig mange mennesker over hele jorden, som har stor viden på området, arbejder i døgndrift for at knække problematikken. Så læn jer blot tilbage, og lad de professionelle arbejde.

Såfremt nye danske film er tilgængelige illegalt på internettet fra dag 1, så har de danske filmproducenter et alvorligt problem, som de omgående både kan og skal gøre noget ved, for at beskytte deres rettigheder.

Det er sagt før, men lad det blive sagt igen; man kan ikke konkurrer med gratis. Og om end flere mener de er i deres fulde ret til at downloade illegalt ganske gratis, så kan ingen forretning overleve uden indtægter.

Undersøgelser af pirateriets uvæsen af Fred Huntsberry, Chief Operating Officer i Paramount Pictures har vist at, til trods for at der er legal adgang til filmen via Netflix til en sølle dollar, så stiger antallet af illegale downloads, når en film lanceres gennem dette medie. Det vil sige, at håbet om at man kan nedbringe illegale downloads ved at sikre legal adgang til filmene ligeledes er en illusion.

Brancheforeningen Danske Biografer forstår Birgitte Stærmoses yderst saglige og velformulerede problem. Blot skal man være opmærksom på, at man ikke blot med et trylleslag kan løse problematikken. Distributøren har lavpraktiske forhold at tage hensyn til. DB forstår en filminstruktørs utålmodighed, omvendt forstår vi også distributørens lavpraktiske problemer i den anledning.

Vi vil møde friske op til forhandlingsbordet og gøre vort yderste for at finde en løsning. Filmbranchens samhandel hviler på aftaler, som er et sindrigt net af forskellige elementer, og man kan ikke med et trylleslag blot ændre disse aftaler, men DB vil, som nævnt, deltage aktivt i disse forhandlinger.

Med venlig hilsen

Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Korrespondance mellem skuespilleren Frederik Meldal Nørgaard og Annette K. Olesen på sidstnævntes hjemmeside:

Frederik Meldal Nørgaard:
23. november 2011

“Roads? Where we’re going, we don’t need roads.”

Kære Annette,

Tak fordi du tager debatten. Jeg ser skam heller ingen grund til andet end optimisme og fremsyn. Vi befinder os bare i et vacuum, hvor reaktionære kræfter forsøger at holde fast i “de gode gamle dage”. Det er dog kun et spørgsmål om tid før de må give slip.

Lige om lidt vil du nemlig ikke være nød til at sælge distributionsrettighederne til dit værk/film, for at få den produceret. Lige om lidt vil du selv producere og distribuere den. Ja det vil på kortsigt betyde en begrænset biolancering af danske film, men på lang sigt vil alle biografer være digitale og online baserede hvor filmene oploades og afspilles direkte fra biografens server.

Biograferne vil dog ikke have samme betydning for en films lancering, da vi gennem VOD kan nå ud til hele verden og til med til en lavere pris. Du vil kunne sælge din film til 5 kroner per download, og stadig tjene flere penge ind end du gør nu hvor den skal igennem hele distributionsmaskineriet.

Du vil ovenikøbet kunne finansiere filmen gennem DFI uden et tilsagn fra en distributør med en minimumsgaranti. Første skridt er dog at DFI langsomt begynder at indse at tiden for store forkromede produktions- og distributionsselskaber er ved at udfase, og i stedet bliver afløst af mindre projekt orienterede produktionsenheder. Og derfor må/kan/skal være i stand til at bevilge støtte midler direkte til produceren/instruktøren.

Pos vibes herfra. Håber din kronik giver genlyd!!

Annette K Olesen:
23. november 2011

Tak for kommentar, Frederik. Dejligt med support!

Det er ikke til at vide præcist hvordan filmene fremover skal finansieres ej heller hvor meget de skal koste at downloade. Jeg tror vi skal gå ind i mange dørkarme før vi finder balancen – sådan må det være, men guleroden er til at få øje på: kontakt med publikum og øgede indtægter. MUBI har en pris på ca. 30 kroner hvis man ser en enkelt film, men man kan også betale 99 kr. om måneden for at få ubegrænset adgang. Det virker umiddelbart rimeligt og overkommeligt, men jeg ved jo ikke, hvor stor en del af de indtægter der ryger tilbage til producenten (og instruktøren, hvis denne er medinvestor).

Jeg tror fortsat at det vil være sådan, at langt de fleste filminstruktører har brug for at alliere sig med dygtige kommunikatorer. Vi er et blufærdigt folkefærd (det er derfor vi opholder os BAG kameraet ;-)). Og jeg tror fortsat at film skal KUNNE ses i biografen. Jeg elsker det selv! Men det giver ingen mening at de ikke også skal kunne ses elsewhere.

Langt de fleste producenter jeg har talt med insisterer fortsat på at de ikke kan rejse budgettet uden en mg. Jeg forstår det ikke. Jeg må prøve at forstå det! Men ja, det er allerede muligt at få støtte på DFI uden en producent, helt frem til ansøgningen om produktions-støtte. Det er blot de færreste der ved det!
Bland dig endeligt i debatten også på Politiken lige nu. Folk skal forstå, at det faktisk er deres skattemidler jeg forsvarer. Adgangen til film, de gerne vil se også selvom det muligvis ikke lige er mine ;-)

Jeg er da glad for at DB har valgt at komme tilbage i debatten omend tonen er lidt nedladende og personhetzen på Annette K. Olesen fortsætter.

Jeg vil dog alligevel som ganske almindelig uvidende filmfestivalmedarbejder udtrykke min glæde over at de professionelle nu arbejder på sagen.
Jeg frygter dog at det er de samme professionelle som det tog 10 år at indse at internettet overhovedet kunne bruges til at tjene penge. Derfor er jeg lidt nervøs for hvor lang tid det tager at finde en løsning, for egentlig burde vi have haft denne debat for 10 år siden, men bedre sent end aldrig.

Lad mig dog slå én ting fast. Jeg vil ikke fortælle nogen hvordan de skal drive deres biograf. Men jeg elsker film og jeg elsker den danske filmbranche og derfor vil jeg også være med i koret, som råber at vi er på vej mod en blindgyde.

At sige at man ikke kan konkurrere med gratis er blevet en undskyldning for ikke at gøre noget ved downloadproblematikken. Ulovlig download er blevet så stort som det er fordi der i lang tid intet alternativ var. Der er stadig kun meget få alternativer og selv i USA er webtjenester som Netflix relativt nye. Det tager tid at ændre folks vaner, men selvom man ikke kan konkurrere med gratis så kan man konkurrere på service. Man kan levere et produkt med garanteret høj teknisk værdi og en stream som med garanti ikke går ned halvvejs.

Kære Lars B. Frahm,

Brancheforeningen Danske Biografer (DB) gør sit yderste for at holde en sober og ordentlig debatform, hvad vi da glædeligvis også har fået bekræftet af enkelte deltagere i denne debat.

Det organisatoriske forekommer at være vanskeligt at forstå for enkelte. Jeg er formand for en brancheorganisation og udtaler mig derfor på foreningens vegne. Jeg har forsøgt at udtale mig alene som spillefilmselsker, beklageligvis uden at enkelte i denne tråd kunne anerkende forskellen – for der er en stor forskel. Annette K. Olesen udtaler sig på egne vegne og det må da også konstateres det langt fra er på samtlige instruktørers vegne Annette K. Olesen udtaler sig på.

At personhetze ligger DB fjernt, men hvis man vil se eksempler på personhetz, når det er værst, kan man lægge vejen forbi Annette K. Olesens offentlig tilgængelige twitter profil.

http://twitter.com/#!/annettekolesen

Professionelle har arbejdet med denne problematik gennem de sidste 10 år, og det ville man vide hvis man blot – overfladisk - havde fulgt med i denne problematik, som så mange har en mening om, men så få har grundlæggende viden om.

Alle vil gerne tjene flere penge, det er der intet odiøst i. Og mange i filmbranchen arbejder seriøst på at finde muligheder for dette. Det er ret naivt at tro at de amerikanske studier i Hollywood, eksempelvis, ikke har forsøgt at finde veje til at forøge deres indtægter. Men foreløbig forgæves, idet man har fundet ud af at uanset hvordan de nye medier omfavnes vil det betyde mindre indtægter i forhold til de nuværende. Og hvis indtægterne går ned, vil spillefilmsproduktionen lide. Beklageligt, men et faktum. Der må være forståelse for at filmbranchen er en smule forbeholdende over for at gribe en uafvendelig forretningsmodel, som betyder mindre indtægter. Der er ingen beviser for at omfavnelse af de nye medier vil betyde større samlet publikum, det vil være stationært, men dog klart pengene vil komme ind hurtigere, men dette modvirkes af en prissætning i de nye medier som er i frit fald.

Såfremt du virkelig elsker spillefilm og den danske filmbranche bør du blande dig i det kor DB og f.eks. Michael Bay, Kathryn Bigelow, James Cameron, Guillermo del Toro, Roland Emmerich, Peter Jackson, Shawn Levy, Michael Mann, Robert Rodriguez, Gore Verbinski, Robert Zemeckis, Christopher Nolan, Quentin Tarantino og M. Night Shyamalan synger i.

Tror du skal tage downloadproblematikken op med Fred Huntsberry, COO Paramount Pictures, som har ofret millioner af dollars i både bekæmpelse af pirateri, og undersøgelser af dette uvæsen. Igen er det naivt at tro store amerikanske selskaber sidder på hænderne og blot ser på, mens pengene fosser ud af kassen.

Nej, man kan ikke konkurrere med gratis og ej heller service, for når man lægger digitalt perfekt indhold ud på nettet fra dag 1, vil det naturligvis være dette indhold piraterne vil kaste sig over, og ikke længere præsentere dårligt camcordede optagelser fra biograferne på nettet.

Det er en yderst kompliceret problematik.

Med venlig hilsen

Kim Pedersen
Formand, Brancheforeningen Danske Biografer