Leder

’Mississippi Burning’ på italiensk

Når europæiske politikere konsekvent dramatiserer problemer omkring indvandring og f.eks. omtaler modstanden mod det multikulturelle samfund som »national værnepligt«, svækker de demokratiets evne til at skabe rationelle løsninger på de uundgåelige problemer
15. december 2011

TO GALNINGE dræbte tirsdag sagesløse medmennesker. Det skete næsten samtidig i to europæiske byer, Liège og Firenze. Hvem kan man kalde for en galning, hvis ikke den, der planlægger at slå flest muligt ihjel?Da de norske retspsykiatere konkluderede, at Anders Behring Breivik, som i juli dræbte 77 medborgere, er gal, sagde de en selvfølgelighed, som har mindst to uheldige følger: Vurderingen fratager domstolen muligheden for at leve op til sit samfundsbevarende ansvar for at fælde dom, og samtidig fratager den Breiviks medborgere pligten til selvransagelse. Breivik forsøger at motivere sin forbrydelse som en politisk handling, men må ikke desto mindre betragtes som en isoleret galning.

Den 33-årige Nordine Amrani, belgier af marokkansk oprindelse, som var dømt for ulovlig våbenbesiddelse og narkokriminalitet, kastede tirsdag morgen, tilsyneladende uden politiske motiver, med granater på en markedsplads i Liège og skød tilfældige forbipasserende, inden han tog sit eget liv. Amrani var givetvis en isoleret galning.

I Firenze skød den 50-årige højreekstremist og esoteriske forfatter Gianluca Casseri to senegalesiske gadesælgere i byens udkant og forsøgte senere at dræbe flere på et centralt beliggende marked, inden han blev omringet af politiet i en parkeringskælder og begik selvmord. Casseri var nok også gal, men måske ikke helt så isoleret som Amrani og Breivik: »To negere og en hvid: Multikulturalisme,« kunne man f.eks. læse blandt kommentarerne på Firenze-avisen La Naziones hjemmeside.

DET ER KUN i overført betydning, at man kan sige, at man føler sig skyldig for noget, man ikke selv har gjort:

»I moralsk forstand er det næppe mindre forkert at føle skyld uden at have gjort noget konkret, end det er at føle sig fri for enhver skyld, hvis man faktisk er skyldig i noget,« påpegede filosoffen Hannah Arendt. Netop derfor er præmissen for diskussionen om højrefløjens medskyld i Breiviks forbrydelse så svær.

Det samme ville man helt sikkert kunne have sagt om Casseris racistisk motiverede drab, hvis ikke det havde været for begivenhederne i Torino få dage inden. Her satte en gruppe borgere fra forstadskvarteret Le Vallette ild til nogle barakker, hvor en række romafamilier havde slået sig ned. Det skete, efter at en 16-årig italiensk pige havde fortalt sin bror, at hun var blevet voldtaget af to sigøjnere/romaer.

Efter angrebet på lejren indrømmede pigen, at hun ikke var blevet voldtaget, men derimod for første gang havde dyrket sex med sin kæreste og frygtede familiens reaktion på den tabte uskyld. Pigen er selvfølgelig ikke selv skyld i, at hendes nødløgn var tæt på at udvikle sig til et decideret progrom, men er trods det, den eneste, som har undskyldt hændelsen, hvilket fint illustrerer Hannah Arendts tvetydige pointe. For når et barn vokser op i en kultur, hvor det er naturligt på forhånd at betragte den fremmede som skyldig, er der i høj grad også tale om et politisk uskyldstab.I januar 2010 opstod der voldsomme raceuroligheder i den syditalienske by Rosarno, efter at de lokale havde fornøjet sig med at skyde til måls efter afrikanere, der arbejdede som daglejere i egnens frugtplantager. En lang række episoder før og siden tegner et ulykkeligt mønster. Men som reaktion på optøjerne i Rosarno udtalte Italiens daværende indenrigsminister Roberto Maroni fra det norditalienske separatistparti Lega Nord, der nu som de eneste i parlamentet er i opposition til Mario Montis såkaldte teknokratregering, at italienere længe havde været »for tolerante«.

INDVANDRERNE BEGÅR færre forbrydelser end Italiens indfødte befolkning, men alligevel er koblingen mellem immigration og kriminalitet en fast del af den politiske debat. Det skyldes ikke mindst, at repræsentanter for Lega Nord under Silvio Berlusconi har fået ministerposter. Ligesom andre identitetspartier i Europa — f.eks. Front National i Frankrig, Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna — udnytter Lega Nord de spændinger, der i en tid med økonomisk krise og stigende arbejdsløshed uundgåeligt opstår mellem de svageste grupper i samfundet i kampen om offentlige tilskud og serviceydelser:

»Det multietniske og multiraciale samfund er faktisk af natur imod mennesket, fordi det dræber enhver lyst til social generøsitet i ham,« mener partiets leder, Umberto Bossi. Når europæiske politikere konsekvent dramatiserer problemer omkring indvandring og f.eks. omtaler modstanden mod det multikulturelle samfund som »national værnepligt«, svækker de demokratiets evne til at skabe rationelle løsninger på de uundgåelige problemer og legitimerer gennem deres institutionelle rolle en aggressiv og militant retorik.

Det svarer ikke til at stikke en pistol i hånden på en galning, men blot til at bevæbne ham med argumenter.

Hvis folk som Breivik og Casseri er sindssyge, er man desværre nødt til at tilføje, at der er tale om en epidemi, for sygdommen er udbredt i hele Europa. Den hedder, ligesom i forrige århundred, racisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mon ikke det er mere lighed og tolerance det kniber med, sådan overordnet, det er ihvertfald mit indtryk.

Så kommer det så op til overfladen i forskellige anskuelser af diverse grupperinger, som typisk selv står for skud. Det er nemlig værd at notere sig, at medmindre man har noget i klemme, så kigger man ned i jorden og fortsætter.

Problemet er at vi ender med en befolkning uden sammenhængskraft, og opløsning er det naturlige udfald. Velfærdssamfundet er måske ikke bygget på den præmis, men det ville i den grad give mening som basis.

Her må det vist lige slås fast, at når en muslim foretager massedrab, skyldes dette udelukkende hans religion, og vil være del af en global muslimsk sammensværgelse. Mens når en kristen foretager massedrab skyldes det at manden har forladt sin tro, og er blevet til en isoleret galning.

Uanset de overrumplende ligheder mellem de to angreb, vil de blive behandlet efter disse retningslinjer i pressen. Og således er tilfældet med den kristne galning banalt og giver 2.000 news-hits (og bliver først nu kommenteret i Information), mens den muslimsk galning opnår 6.000 news-hits. Verden er så forudsigelig.

Mads Freeses leder er klog og informativ. Jeg har haft travlt med at formidle den til venner og bekendte og får først nu anbefalet den her på sitet.

i virkeligheden var og er og bliver det nu mere lyst
, fordi de fleste mennesker jo egentlig godt ved:

det’ kommunisterne og darwinisterne som har ret,
eller tager ret.

formodentlig er pan"te"iteten som oftest:
især communist, og jordelivet bliver endnu bedre
når de p.t. proletarisrede sandsynligvis får overtaget.

de er knap så uklamme som de burde være, udsigterne som den artikel skræmmer med,

så selv vi maoister må vel gå på forlig:
ok, så hellere sovjetunionens genfødsel, end nazismens genfødsel