Man glemmer nogle gange, hvor grøn en krigsnation det var, daværende statsminister og nuværende NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen førte i krig — først i Afghanistan og siden Irak i 2003. Danmark anno 2011 har været en aktivt udfarende, krigsførende nation så relativt længe, at den tid allerede virker fjern, hvor Danmark mest så sig selv som en fredsskabende, humanitær, opryddende og hjælpende aktør med deraf følgende positive og uproblematiske relationer til de fleste af verdens øvrige lande.
Men Danmarks relative uerfarenhed som krigsførende magt er formodentlig en vigtig del af forklaringen på den intense politiske modvilje mod at konfrontere de kæmpe problemer med håndtering af fanger i det tiår, hvor Danmark har været militært engageret i Irak, Afghanistan, Libyen og Somalia. Og med at forstå omfanget af det opgør med den hidtidige tænkning, som forsvarsminister Nick Hækkerup (S) tilsyneladende — forhåbentlig — er ved at sætte i gang.
Opgøret gælder en politisk rettesnor, som har været lige så central i den danske fangepolitik, som den er kontra-intuitiv, nemlig den, at Danmark skulle forsøge at være i krig uden at tage fanger. Håndteringen af fanger, i modsætning til håndteringen af dræbte modstandere og civile, rejser nemlig en række besværlige spørgsmål om ansvaret for den tortur og mishandling, som fanger i konfliktsamfund hyppigt udsættes for af de allierede, man overdrager fangerne til.
Både de danske centrale allierede, USA og Storbritannien, har i forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan gjort sig skyldige i tilfælde af tortur og mishandling af fanger. Og de nye regeringer i Irak og Afghanistan, som Danmark gik med i krig for at indsætte og opbygge, er begge skyldige i systematisk og omfattende tortur af fanger.
Hver gang, Danmark deltager i tilbageholdelsen af en person, som overlades til disse sikkerhedsstyrker, risikerer Danmark at blive medskyldig i, at personen udsættes for tortur.
Jo mere vi på Information gravede i dette enkle problem, der desværre nok kun har ret komplicerede løsninger, desto tydeligere stod det, at de danske udsendte soldater meget tidligt forsøgte at råbe politikerne op for at få dem til at forholde sig til det danske medansvar for disse menneskers skæbne. Som Information kunne fortælle i går, sendte militærjurist Kurt Borgqvist i 2004 oplysninger hjem om fangemishandling i et irakisk fængsel. Den øvrige korrespondance i den aktindsigt, Information fandt rapporten i, viser, at Borgqvists indberetning blev behandlet helt oppe i toppen af det forsvarspolitiske system. Og at dette samme system valgte at tilbageholde rapportens oplysninger for Folketinget.
På samme måde illustrerer vi i dag, at både daværende statsminister Anders Fogh (V), daværende forsvarsminister Søren Gade (V) og deres regeringsfæller ved flere lejlighed udstedte ugyldige garantier og vildledte et folketing, der var foruroliget over de mange forlydender om fangemishandling i Irak.
Flere danske soldater stod frem med deres egne erfaringer, efter at Information i slutningen af 2010 begyndte at fremlægge dokumentation om langt mere omfattende fangemishandling i Irak end hidtil kendt og om, at Danmark havde deltaget i langt flere fangeoverdragelser end hidtil oplyst. Af soldaternes oplevelser fremgik det, at de som udsendte havde følt sig svigtet af et politisk system, der ikke ønskede at tage ansvar for problemet med fangehåndteringen. Heller ikke selv om den danske ambassadør i dybeste hemmelighed blev sendt i byen for at klage sig til Iraks indenrigsminister, da den via briterne udleverede fange Abbas Allawi var blevet torteret ihjel af de irakiske sikkerhedsstyrker efter en omfattende dansk efterforsknings- og anholdelsesproces.
Organisationer som Amnesty International og Internationalt Røde Kors har tidligere understreget, at fangedilemmaet naturligvis ikke kan undgås, når man deltager i en krig. Og at det kun kan håndteres ved at tage ansvar for selve tilbageholdelsen af fangerne — ved at have egne fangefaciliteter eller gennem aktive partnerskaber i deltagerlandenes fængselsvæsener og sikkerhedsfaciliteter. Ikke mindst på grund af trangen til hurtig tilbagetrækning fra Irak og Afghanistan har lysten til sådanne engagementer været ikke-eksisterende hos de danske politikere.
I sommeren 2009 kunne operativ chef for Hærens Operative Kommando Henrik Sommer oplyse, at Danmark fortsat bidrog til tilfangetagelser ved at danne en såkaldt skærm rundt om afghanske soldater, der så kunne tage ansvaret for arrestationen. Og i december 2010 kunne Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, erklære, at »det kan ikke i praksis lade sig gøre at følge fangerne«.
Det passer naturligvis ikke. Og hvis det passer, skal man lade være med at gå i krig. Hvis det er den tænkning, Nick Hækkerup har i sinde at gøre op med, er det bare én ting at sige: Det er 10 år for sent, men det er stadig inderligt velkomment.
Man kan ikke forsvare demokrati og retssikkerhed ved selv at voldføre sig på disse principper.
Desværre er jeg bange for at en stor del af VKO-vælgerne enten ikke forstår alvoren i dette eller er ligeglade.
Den såkaldte borgerlige anstændighed har haft virkeligt trange kår de seneste 10 år.
Ja, desværre ser det ud til at det er sådan det er.
Nå, ja - og hvornår får Guldbrandsen den undskyldning?
Skævvridningen af demokratiet startede tidligt i VOK-perioden. Og cheferne viste vejen for Venstres 'puslinge' der skulle vise sige at have let ved at tage ved lære.
At min kære medbefolkning så tilsyneladende ikke har taget ved lære af de sidste 10 år, forbløffer mig. Godt nok har den nye regering scoret en del selvmål, men målene bliver der ikke talt om. Giv dem dog en chance og et kvalificeret politisk modspil. Ikke Tea-party obstruktion.
Og nu er det jo foreløbig blevet til 3 kommissioner i kølvandet på misrøgten. Der kan sagtens komme flere. (Ikke Claus Hjort ?)
Alle har vidst det. Og det hele har udspillet sig på ren mafiavis. Ingen har turdet sige noget. At skabe den stemning i en lille tæt klike var Anders Fogh's største politiske bedrift.
Han opgør med demokrati og retsstat var bygget op som et - kan vi nu se - frygtens regime: Tavs er Troels. Tavs er Sander. Tavs er Søren. Tavs er Birthe. Tavs Claus. Tavs er Løkke. Tavs er Fogh selv, der har reddet sig midlertidigt på et stykke drivtømmer.
Der er for meget 'Ørnen fra Herning' over dem. Sejre på falske præmisser. Og det danske såkaldte folk hylder dem stadig. Jeg hørte gud hjælpe mig en vestjyde blive spurgt, hvad han mente om Søren Gade's løgne. Svaret: Jow. Han var jo da i det mindste ærlig, eller ... ja. Men en retti go mand. Goddag mand økseskaft velkommen til smørhullet Danmark.
"Man glemmer nogle gange, hvor grøn en krigsnation det var..."
Det skal vel ikke forstås som "Tilgiv dem, thi de vidste ikke, hvad de gjorde"?
De var voksne mennesker i meget høje, betroede stillinger, som havde adgang til al nødvendig viden.
Og deres grønhed stod på ingen måde i vejen for at fabrikere løgne, at fifle med oplysninger og at føre Folketinget bag lyset.
De vidste, hvad de ville vide, de vidste, hvad der foregik, og de vidste, at de bedrog.
Og det fortsætter.
À propos overskrften:
Hvem tror, at der kommer et virkeligt opgør?
Liberalister går altid i krig, dels fokuserer det befolkningens interesser væk fra andre politiske gerninger, dels skaber det patriotisme, og endelig medfører det - eller medførte - en decimering af den mindre velstillede del af befolkningen.
Men selvfølgelig skal man ikke gå i krig, når der ikke er noget at slås om, eller når man er et lille land. Hvor var Luxembourgs, Monacos og Schweiz's indsatsstyrker?
@Tom
Der er jo nok en del, der er uden for pædagogisk rækkevidde. En del af disse slipper afsted med det, for deres vælgere er ligeglade.
Jeg håber den siddende regering vokser med opgaven.
"Man glemmer nogle gange, hvor grøn en krigsnation det var, daværende statsminister og nuværende NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen førte i krig — først i Afghanistan og siden Irak i 2003"
Der kan være udmærkede grunde til at fremhæve de seneste tre angrebskrige, når talen går på dén militarisering som dansk udenrigspolitik gennem de seneste godt 10 år har gennemgået, men med til historieskrivningen hører altså den danske deltagelse i overfaldet på Serbien i 1998, foranlediget af SR-regeringen.
Hvis vi fokuserer for snævert på VK-regeringen som katalysator for forvandlingen af Danmark fra forholdsvis pascifistisk nation til en aggressor, fordrejer vi ikke blot historieskrivningen - men vi overser også det faktum at det er borgerligheden i bred forstand (fra socialdemokratiet (og efterhånden tillige SF) til DF), som i idiosynkratisk og selvretfærdig herrefolkstænkning atter viser sin vilje til hensynsløs og uigennemtænkt aggression.
Tom W. P. skriver:
"À propos overskriften:
Hvem tror, at der kommer et virkeligt opgør?"
Ingen hvis Slavoj Zizek har ret: “Det post-politiske tavse flertal er ikke dumt, men kynisk resigneret.”
Alle vidste hvad ingen ville vide.
For sagde man det højt,
kom man hurtigt ud at skide.
Anne Albinus.
Det samme kan man sige om det tavse flertal af medierne.
Det er desværre naivt at forvente et paradigmeskifte fra en regering, der til trods for sin påståede røde farve, ikke taler sig ud af det USA-imperialistiske hegemoni. Vil vi have forandring, må vi vælge et andet verdensbillede, et andet system, byggende på en anden ideologi. Socialdemokratiet lider tilsyneladende af kronisk Kold Krigs-psykose. Den dag, en dansk regering tager udmeldelse af NATO op og begynder at omtale Fogh, Bush og Blair som krigsforbrydere fremfor kun at tale om "krigens regler", kan vi begynde at tale om forandring.
Bo skriver:
"Vil vi have forandring ..."
Ja, jeg vil gerne, og du vil også.
Men så er vi jo altså kun to.
Bo: Du glemmer vel ikke, at SF er blevet lige så krigsglade og parate til igen at gå i krig uden om FN.
Samtlige danske partier minus et ligger åbenbart under for trangen til at lefle for olie- og våbenproducenterne.
Nu må det være slut med: ’kan ikke høre – kan ikke se’
Den borgerlige anstændighed må bryde igennem.
”Det er 10 år for sent, men det er stadig inderligt velkomment”.
Ja, og JEG tror på opgøret. Jeg venter bare på at mine anstændige borgerlige venner lukker øjne og ører op og indser, at de har været ude på en vildmand.
1984!
Gik i min daværende kolonihave,
mellem gulerødder og løg,
da det blev meddelt i radioavisen,
at krigen mod Serbien var en realitet.
."3. Verdenskrig er begyndt!"
- tænkte jeg (man er vel optimist?..;-)
Well, vi får se. Det ser desværre ikke for godt ud!
Jeg tror heller ikke på det store opgør,
med den krigeriske linie. Dertil er S og SF
alt for "indfedtede" i den nuværende dagsorden.
For hver en gang Danmark går i krig,
forvitrer det såkaldte oplyste danske demokrati
yderligere.
Propagandafaktoren i debatten stiger,
og løgnene flyder i en lind strøm fra medierne.
Kort sagt, så bliver Danmark mere
totalitært på hjemmefronten,
når der kæmpes for ??? på syd / øst-fronten!
Mvh.Th
Så rene hænder i forhold til krigsførsel har de pt. regeringsbærende partier nu heller ikke, hvis man tænker lidt!
Men Zicek behøver ikke at have ret ... hvis nu nogen af de dovne, lade, karrierfede, berøringsangste men bredt populære medier f.eks. gad og følge Occupy Wall St i Amerika, så kunne det gå op for folk hvorledes andre dealer med DERES ledere bag spindoktorer, tonede ruder og politi.
Kan man overhovedet have tiltro til disse løgnagtige politikere og deres medløbere blandt de politiske embedesmænd?
Og er det nu også den fulde sandhed? For vi får tilsyneladende kun ganske lidt "sandhed" frem, hver gang det ikke er mulig at stikke os endnu en løgn!
Er der meget af den slags? Tvivlen den nager i hvert fald!
Det står efterhånden helt klart, at de politisk uvildige embedesmænd, der helt uden problemer kan gå i arv fra regering til regering, tilsyneladende har solgt sig selv for ..., ja for hvad i grundet?
Lad os også få ryddet op i dette udemokratisk og selvtilstrækkelige gruppe af egoistiske embedesmænd, der velvilligt har hjulpet politikere med at føre hele befolkningen bag lyset.