Leder

Tvivlens pris

13. december 2011

Tvivlsindustrien. Sådan kalder man den praksis, som medicinalvirksomheder benytter sig af for fortsat at kunne tjene penge på præparater, selv om de giver alvorlige bivirkninger for patienterne. Metoden er enkel: Hvis en forsker finder frem til, at en bestemt type medicin er farlig, så begynder læger, som er betalt at medicinalvirksomheden, at tilsmudse den kritiske forskers metode. Allerede her har man sået den første tvivl. Dernæst betaler man forskere, som man af den ene eller anden grund forventer kunne finde et andet resultat, for at lave et lignende projekt. De kommer så forbløffende ofte frem til den modsatte konklusion, nemlig at præparatet ikke er farligt. Nu kan man sige til myndigheder og politikere, at »forskerne er uenige«. Måske med den tilføjelse, at der er brug for yderligere forskning på området, som man er villig til at medfinansiere. Derved kan man købe sig tid — og tid er altafgørende, for så længe man har patent på et produkt, kan et enkelt år mere på markedet betyde milliarder af kroner.

Det lyder som en dårlig film eller en konspirationsteori fra en fjern afkrog af internettet. Men som man kunne læse i weekendens Information, så findes tvivlsindustrien. En professor på Rigshospitalet fandt frem til, at nye p-piller af mærket Yasmin og Yaz giver større risiko for blodpropper end de gamle piller af den såkaldte 2. generation. Siden da er han i stor stil blevet kritiseret og modsagt af forskere, som er betalt af medicinalvirksomheden Bayer, som står bag de storsælgende piller. I alt syv studier har siden 2007 vist, at de nye piller er farligere end de gamle — mens kun to viser, at der ikke er nogen forskel — og de er begge betalt af Bayer. Men alligevel lykkedes det at skabe tvivl hos både Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), som udskød at ændre teksten i indlægssedlerne på de p-piller, der var fundet farligere, og i det amerikanske FDA, som ganske vist ændrede teksten, men som så sent som i torsdags holdt en høring, hvor man kom frem til, at man ikke med sikkerhed kunne sige, at de nye piller er farligere. Tvivlsindustriens tabere er selvfølgelig de borgere, som i første omgang betaler for og siden indtager den farlige medicin.

Det er et samfundsproblem, at så godt som alle medicinalvirksomheder tænker på omsætning frem for noget andet. Og at der er forskere, der mod betaling er villige til at lave den slags junk science, som er nødvendig for at brødføde tvivlsindustrien. Skal man gøre noget ved problemet, må man imidlertid kigge på den alt for store tillid, som det offentlige i dag har til medicinalindustrien. Der hersker en udbredt naivitet, som samtidig er bekvem, fordi den er så behageligt billig. Man opfinder argumenter for, at det ikke er problematisk, at medicinalvirksomhederne forsker i bivirkninger ved deres egne produkter. Og man opfinder argumenter for, at det ikke er problematisk, at industrien finansierer de myndigheder, der skal godkende nye præparater og fastsætte teksten i indlægssedlerne. For hvis det offentlige skulle betale de mange milliarder, som industrien årligt bruger på forskning i bivirkninger før og efter, medicinske produkter kommer på markedet, vil det medføre enorme udgifter.

I USA har man en lidt bedre tradition for uafhængig forskning i bivirkninger, men i Europa er den slags forskning sjælden, ganske enkelt fordi der ikke er nogen, der har interesse i at finansiere den. Medicinalindustrien har selvsagt ikke — men også universiteternes ’fra forskning til faktura’-tanke er i den henseende skadelig, fordi det er svært at tjene penge på at finde bivirkninger. Det burde være i samfundets interesse, at borgere ikke tager medicin med alvorlige bivirkninger, men det afspejler sig ikke i de økonomiske bevillinger til uafhængig forskning på området.

En anden og økonomisk mere overkommelig løsning er at lave en pulje, som virksomhederne betaler til, og som efterfølgende giver uafhængige forskere frie rammer til at forske i bivirkninger. Det vil skabe øget bureaukrati og sikkert også forsinke godkendelsesprocesser mm., men det vil sikre den nødvendige afstand mellem forsker og industri og mellem industri og myndigheder.

Indtil man har fundet en løsning på det overordnede finansieringsproblem, bør man i stigende grad kigge på, hvordan forskningen i bivirkninger i dag er finansieret. Den føderale dom-stol i East. St. Louis, USA skal i januar tage stilling til, om 8.000 kvinder, som har fået blodpropper, mens de tog Yaz og Yasmin, skal have erstatning fra Bayer. Her vil kvindernes advokater med god fornuft slå på, hvem der har betalt for hvilke forskningsprojekter. Det samme burde EMA og Lægemiddelstyrelsen i højere grad gøre, når de er i tvivl om, hvorvidt et lægemiddel giver alvorlige bivirkninger. Og så skal myndighederne ikke glemme, hvem de — trods deres økonomiske afhængighed af virksomhederne — arbejder for. Derfor bør de helt grundlæggende lade tvivlen komme borgerne til gode. Ikke medicinalindustrien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Altså - medicinalindustrien er kapitalistiske virksomheder i markedsøkonomien og ikke non-profit-velgørenhedsorganisationer.
Og de er, som al anden markedsøkonomisk virksomhed underlagt konkurrencetvangen.
Forretning er forretning. Og etikken er underlagt virksomhedsregnskabet; sådan må det nødvendigvis være. Det er ikke på nogen måde specielt for medicinalindustrien.
Og hvad skulle vi gøre uden deres medicin?

Christian de Coninck Lucas

Der er intet nyt i dette, men Poul Friis på DR var ligeså forbløffet, da han for et par måneder siden lavede et program om samme problem. Han ville først ikke rigtig tro på det...hvor naivt er det?

Desuden har medicinial industrien ingen etik. Det er læger, der har etik.

"Det lyder som en dårlig film eller en konspirationsteori fra en fjern afkrog af internettet."

Noget siger mig, at redaktionen i det næste års tid vil blive rystet i sin grundvold på adskillige områder som:

Omfanget af private Covert Operations
Omfanget af "The National Security State" i USA
Omfanget af korruption i det internationale penge og centralbanks system
Omfanget af Black Mail i Washington, incl. FDA som skribenten af denne artikel har alt for meget tiltro til.
Omfanget af helt ekstremt hemmelighedskræmmeri i aerospace verdenen, især fremdrift og gravtiations teori.
Omfanget af teknologiske fremskridt i overvågning, kryptering, våben teknologi samt skjulte indskrænkelser af frihed og privatliv.
Omfanget af tvivlsindustrien generelt.
NSCs magt vs. Kongressen.