Tynd kritik af PET

»Jeg kan endnu en gang henvise til regeringens beslutning af 30. september 1968, hvorefter registrering ikke må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.«

Justitsminister Knud Thestrup (K) i svar til VS’eren Svend Erik Kjær Rasmussen den 27. november 1968

Alt for lidt og alt for sent …

Sådan kunne en kort karakteristik lyde af indholdet af den beretning, som Folketingets Udvalg for Forretningsordenen fik færdiggjort få dage før jul om PET-kommissionens beretning.

808 dage skulle det tage, før Folketinget fik reageret på kommissionens afdækning af, hvordan Politiets Efterretningstjeneste systematisk og massivt har ladet hånt om den omstridte regeringserklæring, som VKR-regeringen udsendte den 30. september 1968.

Det var i denne erklæring, at regeringen slog fast, at fremover måtte borgerne ikke registreres alene på grundlag af lovligt politisk arbejde. Men efter PET-kommissionens rapport fra juni 2009 er det offentligt kendt, at efterretningstjenesten i stedet for at efterleve regeringserklæringen tværtimod fortsatte og endda udvidede registreringen af venstreorienterede unge og ældre — også hvis deres eneste brøde var f.eks. at være stillere for et lovligt parti op til et folketingsvalg.

Lad os se bort fra, at de registreredes rettigheder som borgere i et retssamfund hermed må være krænket i betydeligt omfang. Langt værre er det, at konsekvensen af kommissionens afdækning er, at Folketinget over en årrække bevidst er blevet vildledt og fejlinformeret.

Som Information tidligere har påvist, er det sket hver gang, at en perlerække af stats-, forsvars- og ikke mindst justitsministre har henvist netop til regeringserklæringen, når de under ministeransvar skulle svare på spørgsmål i folketingssalen om omfanget af PET’s registreringer. Ved igen og igen at henvise til regeringserklæringens ordlyd — ingen registrering af borgere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed — har ministrene ikke levet op til deres pligt til altid at levere korrekte, rettidige og fyldestgørende svar til Folketinget.

På den baggrund er det interessant at se, hvor spagt kritikken fra Udvalget for Forretningsordenen nu er formuleret. Ganske vist opregner og påtaler udvalget »en række kritisable forhold«, hvor det »i sidste ende« er justitsministeren, der er ansvarlig, »hvis PET ikke har overholdt gældende regler og retningslinjer«. Trods de kritisable forhold ser udvalget dog ikke grundlag for »efter så mange år« at drage nogen til ansvar.

Lad os lige fastholde genstanden for kritikken: Ministre fra begge sider af folketingssalen har flittigt bidraget til systematisk og vedvarende vildledning af Folketinget og dermed af offentligheden.

Reelt har de skiftende ministre placeret efterretningstjenesten i noget nær en ønskesituation, hvor tjenesten bag lukkede døre fjernt fra offentligheden selv har kunne fastsætte de regler, man har ønsket at arbejde efter. Samtidig hermed har ministrene med vildledningen af Folketinget ydet nødvendig parlamentarisk rygdækning for tjenesten udadtil.

Med andre ord dækker den lille skandale — PET’s registreringer af en lang række borgere i strid med de rammer, som regeringserklæringen afstikker — over en større skandale, nemlig Justitsministeriets vildledning af Folketinget og dermed også offentligheden fra 1968 og mange år frem. Og bag denne større skandale gemmer der sig en problemstilling, som også i dag trænger sig på: Skal der i et retssamfund være tillid til eller kontrol med efterretningstjensterne?

Siden 1968 og Den Kolde Krigs afslutning i 1989 er PET blevet tilført massive ressourcer og har fået udviddet sit arbejdsområde ganske betydeligt. Terrortrusler kombineret med det moderne samfunds sårbarhed har på kort tid gjort regering og politikere mere afhængige af en effektiv sikkerhedstjeneste.

Det er vanskeligt ikke at inddrage dette aspekt, hvis man vil forstå, hvorfor Folketinget nu efter 808 lange dage har stillet sig tilfreds med en så spag kritik i årevis er blevet vildledt systematisk .

Den svage kritik kunne afspejle en fælles forståelse blandt de gamle partier af, at PET også i dag må sikres arbejdsbetingelser og et råderum i forhold til regler, som er langt større end det, offentligheden må kende til.

Hvor det i 1970’erne og 80’erne i høj grad var venstresnoede borgerbørn, der fyldte op i kartotekerne, må man formode, at det i dag fortrinsvis er kredse med interesse for selvmordsvideoer eller manualer til gør det selv-bomber på internettet, der kommer i PET’s søgelys.

Men dybest set aner offentligheden ikke meget om, hvor meget eller lidt der skal til for at komme i søgelyset, selv om læren fra PET-kommissionens beretning burde være, at tillid til efterretningstjenster ikke er nok. Kontrol er bedre.

Desværre har et flertal i Folketinget ikke ønsket at knæsætte denne erfaring.