Leder

Den tyske model har sejret

Debat
7. december 2011

Da Angela Merkel og Nicolas Sarkozy i går trådte frem for verden for at annoncere deres enighed om kommende EU-traktatændringer, skulle det have været den afgørende demonstration af en fælleseuropæisk front i bestræbelserne på at redde euroen.

Forargelsen var derfor stor blandt en stor del af eurozonens regeringschefer, da rating-agenturet Standard & Poor’s med bemærkelsesværdig timing nedjusterede bedømmelsen af Tysklands kreditværdighed — foruden 14 andre eurozonemedlemmer, herunder lande som Finland, Frankrig, Belgien, Holland og Østrig. I løbet af i går justerede S&P endvidere tiltroen til EU’s krisefond EFSF.

Mens den tyske kansler Merkel forholder sig stoisk over for meldingerne, har andre europæiske politikere som eksempelvis Luxemburgs premier- minister, Jean Claude Juncker, i bramfri vendinger kritiseret rating-agenturets nedjusteringer som et uansvarligt forsøg på at skabe yderligere bølgegang i en europæisk union, der i forvejen befinder sig i sit livs værste stormvejr. Spørgsmålet er imidlertid, om de europæiske politikere i et vist omfang ikke har travlt med at undskylde deres egen ineffektivitet, når de peger på rating-agenturernes negative indvirkning på eurokrisen?

Som Financial Times påpegede i går, er rating-agenturernes betydning for rentestigninger på statsobligationer særdeles vanskelig at måle, hvorimod markedet efter alt at dømme først og fremmest forholder sig til den konkrete krisepolitik, der føres i Europa. Kreditorer og investorer har i sidste ende ikke brug for rating-agenturernes vurderinger for at kunne forvisse sig om krisens tilstand. Det er tilstrækkeligt at åbne en avis eller at gå online for eksempelvis at konstatere, at der i øjeblikket er grundlæggende forskelle på tysk og italiensk økonomi, samt at intern europæisk uenighed fortsætter med at spænde ben for en løsning på krisen.

Af den grund bør de europæiske politikere — og i særdeleshed Angela Merkel — kigge indad. For uenigheden er langtfra væk. Samtidig har de bebudede traktatændringer, der lægger afgørende vægt på budgetdisciplin og sanktioner mod gældssyndere, reelt set ikke formået at genskabe markedets tillid til eurozonen som helhed, hvilket blev klart med gårsdagens rentestigninger. Især hersker der tvivl om, hvilke instanser der fremover skal håndhæve reglerne. Merkel fik i den sammenhæng ikke held med at pege på EU-Domstolen som juridisk kontrolinstans i forbindelse med nationale budgetter, da dette efter alt at dømme vil udløse folkeafstemninger, som de europæiske ledere ønsker at undgå. Alene af den grund er det noget af en tilsnigelse, når Merkel præsenterer traktatændringer i den nuværende form som den tiltrængte nervemedicin til de labile markeder.

Trods pres fra adskillige kanter har Merkel imidlertid stædigt fastholdt, at nøglen til krisens løsning lå i at sikre finanspolitisk disciplin hos skyldnerlandene. Hun har i forbindelse med traktatændringer med held overtalt sin franske kollega til at bøje af på tidligere krav om at lade Den Europæiske Centralbank gribe mere aktivt ind i krisen, hvilket går stik imod anbefalinger fra eksempelvis den amerikanske økonom Paul Krugman. Også forestillingen om fælleseuropæiske statsobligationer, de såkaldte eurobonds, som Tyskland ser som den sikre vej til en fuldbyrdet overførselsunion, er taget af bordet.

I forbindelse med de bebudede traktatændringer har Berlin og Paris givet udtryk for, at man som et supplement til sparekursen vil søge at stimulere væksten i de svækkede europæiske økonomier. Men de konkrete detaljer savnes fortsat. Som Information kunne berette i går, har den tyske kurs i stigende grad vist sig at være en risiko- betonet balancegang, hvor man i vidt omfang har gamblet med den fælleseuropæiske valuta, som den eksportbaserede tyske økonomi i store stræk selv har draget enorme fordele af — ofte med manglende konkurrencedygtighed blandt de øvrige eurozonemedlemmer som en konsekvens. Indtil videre er der intet, der tyder på, at de benhårde sparetiltag har gavnet eksempelvis den græske økonomi, der fortsat oplever svigtende tillid hos både forbrugere og investorer.

Uanset markedets og rating-agenturernes reaktioner står det klart, at Europa fra på fredag, hvor medlemslandene skal tage stilling til ændrings- forslagene, vil være et væsentligt skridt nærmere en europæisk fiskal- union efter tysk model. Helst ser Merkel, at ændringerne bliver ratificeret i alle 27 lande, men hvis det ikke kan lade sig gøre, vil Tyskland ufortrødent presse på for en mellemstatslig aftale mellem eurozonens 17 lande. Merkels krav om øjeblikkelig handling vil især lægge pres på Storbritanniens leder, David Cameron, der kæmper en tofrontskrig for at bevare europæisk indflydelse og for at tæmme det stadig mere højlydte kor af europa-skeptikere i sit bagland.

Udadtil har Merkel med traktat-ændringerne sendt et forgæves signal om en stærk europæisk front. Indadtil fortsætter medlemsstaternes uenighed om Unionens fremtidige kurs. Og det vil både markedet og rating-agenturerne være særdeles bevidste om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

"Den tyske model har sejret"

Mageløst vrøvl. Og mon ikke den lutheranske kernefysiker er ved at runde sidste udløbsdato for at kunne betegnes som model? Det skulle da lige være atommodel. Kvantespring - eller kernenedsmeltning?

Krugman:
http://www.nytimes.com/2011/12/02/opinion/krugman-killing-the-euro.html?...

Ved at gøre stramninger og nedskæringer traktatfaste, bliver den konservative borgerlige økonomiske politik den eneste tilladelige form for økonomisk politik overhovedet. Et sådant tiltag ville umuliggøre de store infrastrukturelle investeringer som koster på kort sigt, men som begrænser arbejdsløshed og er en gevinst for fremtiden. Det tyske udspil forsøger at løse krisen med en politik som nok vil berolige markederne i et stykke tid, men som vil forværre krisen og føre til udbredt elendiggørelse.

Niels Engelsted

Man kan også vælge at se tyskernes krav om budgetdisciplin, offentlige nedskæringer og afvikling af gæld som et forsøg på at lukke af for vampyrens adgang til blod. Starve the beast--i en ny betydning. De enorme finanskapitaler der kredser om kloden i jagt på renteindtægter, dør hvis der ikke stiftes gæld i et accelerende omfang. Derfor forlanger amerikanerne på vegne af Goldman Sach og venner, at den europæiske centralbank skal lave gigantiske blodtransfusioner, ligesom den amerikanske Fed har gjort. Og det er det, som Merkel ikke vil acceptere. Selvfølgelig går det alvorligt ud over alle almindelige mennesker, og snart ikke kun i Sydeuropa, når den tyske Jean d'Arc slås med dragen, men måske vinder hun.

Ja, ja, det er selvfølgelig altsammen fantasiflugt og ønsketænkning, men det kan man godt have brug for i disse tider.

Et element i Merkels plan er forfatningsændringer som forpligter til balancerede budgetter. I USA støttes en sådan ændring af tea party bevægelsen. På mig virker Merkels forslag som et klassisk eksempel på Shock Doctrine: en udnyttelse af eurokrisen til at gennemtvinge en konservativ politisk dagsorden.

Helmuth Schmidt var jo ude forleden dag og kritisere Merkel for at opføre sig som en såret ronkedor.

Der er et problem i Tyskland, som har irriteret mig i nogen tid: I sin iver efter at blive en del af det gode selskab, gennemhegles de små tyske skoleelever i det 3. rige og dets historie.

Det er, sådan set, fint nok. Men - der mangler sgu noget basal viden om andre epoker i tysk historie.

Det er skræmmende. For sådan som Merkel opfører sig nu, er der altså paraleller til andre historiske epoker...og hendes opførsel går hånd i hånd med en ny, meget brovtende, tysk selvforståelse.

Sådan som den for et par uger blev råbt ud over CDUs landsmøde af Volker Kauder, lederen af Bundestagsgruppen:

"Now Europe Is Speaking German".

Den bemærkning lyder endnu værre på originalsproget:

Peder J. Pedersen

St. Angela og Dragen

Demokratierne kan gøre sig fri af finansmagten ved at trykke penge i stedet for at låne dem på finansmarkedet. Eurolandene kunne give Den Europæiske Centralbank ubegrænset ret til at udstede euro og låne dem til de kriseramte lande - og så give finansmagten fingeren.

Jeg tror, at Angela Merkel ønsker finansverdenens udemokratiske magt stækket, og at hun arbejder for, at Europas folkevalgte regeringer slipper ud af det gældsfængsel, som mange af dem er havnet i.

Men før Merkel vil starte seddelpressen, skal der være kontrol og sanktioner, så landene fører en sund økonomisk politik, der ikke skaber ukontrollabel inflation. Ellers taber hun politisk opbakning i Forbundsdagen. Hvis det lykkes for hende, og den akutte finanskrise dermed er kommet under kontrol, skal der findes langsigtede løsninger på ubalancerne mellem eurolandene, og det vil kræve hårdt politisk arbejde at overbevise tyskerne om, at de ikke kan fortsætte med at have et eksorbitant handelsoverskud overfor eurolandene i periferien.

Måske er det naivt, men jeg håber, at det er sådan, Kansler Merkel ser situationen.

Niels Engelsted

@Peder, ja det er sikkert naivt, men det håber jeg også.