Leder

Den arabiske kulturkamp

En politisk kamp er ved at være overstået med fjernelsen af enmands-regimerne, men en ny er allerede begyndt mellem islamister og de sekulære liberale, der førte an i revolterne, men er i håbløst mindretal
16. januar 2012

Det er belærende at følge arabiske mediers kommentarer i anledning af Det Arabiske Forårs anden årgang, der indledtes i lørdags med årsdagen for den tunesiske præsident Zine el-Abidine Ben Alis flugt til Saudi-Arabien, hvorfra tuneserne nu søger ham og konen udleveret til retsforfølgelse for omfattende korruption.

Et tilbagevendende tema er for eksempel, om Ennahda, det islamiske parti, der fik 41 pct. af stemmerne ved valget 23. oktober og absolut flertal i parlamentet, vil tillade alkohol på hotellerne og tolerere bikinier på badestrandene.

I mere overordnet perspektiv: Vil de respektere individets ret til selvbestemmelse, når en ny tunesisk forfatning er skrevet inden så længe? Det er ikke kun et tunesisk, men et fælles arabisk tema.

Ben Ali var med farvet hårmanke, flødefarvede jakkesæt og juvel-behængt hustru et sindbillede på de nu udlevede arabiske autokrater, der i lighed med de feudale emirer og monarker regerede, som om landene var deres private ejendom, men insisterede på at fremstå som sekulære ledere med Mustafa Kemal Atatürk, den tyrkiske republiks grundlægger, som ideal. Og med Josef Stalin som rollemodel.

Hosni Mubarak i Egypten, Saddam Hussein i Irak, Ali Abdullah Saleh i Yemen, al-Assad senior/junior i Syrien og Libyens Gaddafi var alle variationer over forsøget på at kopiere Atatürks marginalisering af moskeen. Deres regimer fejlede ikke kun, fordi de ikke levede op til den feudale styreforms credo om at bytte politisk passivitet med høj levestandard, men også fordi de var sekulære. Når monarkierne på Den Arabiske Halvø kan sidde forholdsvis trygt i deres designede ørkenbyer (og -telte, når der er gæster fra Vesten), er det i kraft af petrodollarbestikkelse af latent opposition, men også fordi de har etableret holdbare alliancer med moskeerne.

Det, verden var vidne til i 2011, er etablering af folkelige alliancer med islam i de nuværende og tidligere sekulære militærdiktaturer.

Ved de tre demokratiske valg i Tunesien, Egypten og Marokko efter det politiske forårs ankomst har islamister med baggrund i Det Muslimske Broderskab, dannet i Egypten i 1928 og i dag en magtfuld regional faktor, vundet stort.

En politisk kamp er ved at være overstået med fjernelsen af enmands-regimerne, men en ny er allerede begyndt mellem islamister og de sekulære liberale, der førte an i revolterne, men er i håbløst mindretal. Sekundært vil vi se opgør mellem sunnier og shiaer, hvor det er religiøst-politisk relevant som f.eks. i Irak, Bahrain og Libanon.

Det bliver en afgørende kulturkamp, der vil forme fremtidens arabiske demokratier, og den tunesiske debat om den ny forfatning, det nyvalgte parlament nu er gået i gang med at skrive, giver et fingerpeg om karakteren af dette slagsmål: Det vil handle om individuelle frihedsrettigheder, og de 326 sit-ins og aktioner siden Ben Alis fald, der har medført lukning af 114 virksomheder og institutioner, varsler hård kamp.

Forud for parlamentsvalget 23. oktober sendte Human Rights Watch et spørgeskema til de tunesiske partier, der alle bekender sig til ytringsfrihed og menneskerettigheder. Men når der kradses bare lidt i besvarelserne, viser de mildt sagt meget divergerende opfattelser af, hvad der ligger i begrebet ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene og krænkelser af den offentlige moral og sædelighed.

I en kommentar til det påbegyndte arbejde med at skrive en ny forfatning advarer Human Rights Watch mod, at kompromiser mellem de tre regeringspartier, det islamiske Ennahda og to mindre sekulære partier, »kan udgøre en trussel mod et antal frihedsrettigheder ved forvridning af meningen med dem ved manipulering af en vag udformning af forfatningen«. Med andre ord er menneskerettighedsorganisationen bekymret for, om Tunesiens nye forfatning bliver så ’rummelig’, at den som Koranen og Bibelen kan udlægges efter eget skøn. Det vil blive tilfældet, hvis forfatningen nøjes med at hylde generelle frihedsrettigheder, men lader det være op til lovgivning at konkretisere dem, og hvor det til enhver tid siddende flertal altså vil kunne begrænse dem.

Hidtil har de sejrende islamister forsikret, at de agter at respektere de universelle frihedsrettigheder, som de er formuleret i FN’s charter. Men der er tegn på ridser i lakken. I sidste uge besluttede en censurkomité i Egypten at tage en spillefilm af plakaten efter at den havde haft premiere på grund af ’ukunstnerisk’ indhold, angiveligt nogle stødende ord ytret af en kvindelig skuespiller.

I Tunesien besætter salafistgrupper universiteter, medier og statsinstitutioner, hvis de synes, Gud fornærmes ved disses aktiviteter — eksempelvis af universiteternes klædedragtregulativer. I enkelte tilfælde har politiet grebet ind, men ved langt de fleste islamisk inspirerede bataljer har myndighederne været passive, hvor de ellers er på pletten, når sekulære ekstremister aktionerer. Kultur- og værdikampen er i fuld gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når jeg læser sådan en artikel som ovenstående tænker jeg: Hvad er dog formålet? Der har været bragt et utal af lignende nærmest enslydende artikler fra revolutionens dag ét, både i Information og i andre aviser. Det bærende indhold er: Truslen fra Det muslimske Broderskab og så en skåltale for demokrati, individets ret til selvbestemmelse, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Men vi læsere ved godt at 26-årige Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i protest mod korruption og politibrutalitet og at den vestlige udlægning af begreber som demokrati, individets ret til selvbestemmelse, ytringsfrihed og menneskerettigheder, ikke forbindes med bekæmpelse af korruption og politibrutalitet, nærmest tværtimod.

...men det gør Det muslimske Broderskab tilsyneladende - forbindes med bekæmpelse af korruption og politibrutalitet - det var måske det forhold artiklerne i respekt for læsernes intelligens burde belyse.

Gorm Petersen

Hvis der med "sekulære demokrater" forstås pro-israelske USA-wannabees, er de så få, at vi nemt kan tilbyde dem politisk asyl - uden at overskride nogen flygtningekvoter.

Hvis de 'sejrende islamiske partier' skal 'respektere de universelle frihedsrettigheder, som nedfældet i FN's charter', kommer de til at skrotte deres Cairo Deklaration, som alle OIC's lande har underskrevet.

Hvem tror dog på det?

Det sidste år med såkaldt 'arabisk forår', har været vidende til så meget vrøvl, at man tror det er løgn. Og det fortsætter, åbenbart.