Blinde vinkler i Nordsøen

MÆGTIG OG VIGTIG er A.P. Møller-Mærsk-koncernen. Og dog alligevel blot en koncern med aktieposter og julefrokoster som alle andre. Alligevel har koncernen gennem årtier fået lov at sætte takten for udvindingen af Danmarks vigtigste naturressourcer. Denne mærkværdighed kan kun lede tilbage til Christiansborg, ikke Esplanaden. VS-politiker Preben Wilhjelm antydede problemet allerede i 1980: »Vi har aldrig bebrejdet A.P. Møller noget. Det ville være det samme som at bebrejde en haj, at den er en haj. A.P. Møller er et privatkapitalistisk foretagende og varetager som et sådant sine økonomiske interesser.«¨

Nok har Mærsk fået eksklusiv ret til at bore i den danske undergrund tredive år frem i tiden. Men det er stadig på de folkevalgtes nåde. Et folketingsflertal indgik i 2003 en håbløs aftale uden at skele til muligheden af stigende oliepriser. Og de folkevalgte kan gøre det om, ligesom det før er blevet gjort i eksempelvis England.

DET ER BAGGRUNDEN for, at embedsmænd skal nærlæse Nordsø-aftalen for at finde greb, der kan hive flere oliemilliarder hjem til staten. Pengene er ellers siden 2003 blevet væltet ud over A.P. Møller-Mærsk og partnerne i Dansk Undergrunds Consortium (DUC). Og selvom eftersynet i grunden kommer otte år for sent, er timingen ikke så dårlig igen. Modsat i 2003 har man i dag mere præcise tal for olieselskabernes indtjening. Ifølge tænketanken Concito er staten gået glip af 75 milliarder kroner i tabte skatteindtægter, og 40 milliarder kroner forventes staten at skulle bruge på oprydningen efter olieselskaberne i Nordsøen.

Det vidste vi ikke for otte år siden. Under sidste genforhandling af Mærsks eneretsbevilling i 2003 blev der lavet stakkevis af beregninger, bare aldrig de præcise.

»Forretningshemmeligheder,« lød det dengang fra daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) om de upræcise tal fra olieselskaberne. Og »forhandlingshemmeligheder,« lød det, om hvorfor ministeriet ikke ansatte kvalificeret konsulentbistand under forhandlingerne, men overlod scenen til Esplanadens hær af erfarne eksperter og forhandlere.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) kender tidligere tiders faldgruber. Men noget tyder på, at han har glemt dem. I hvert fald indgår der i det nye nordsøeftersyn ingen eksterne eksperter, blot embedsmænd fra fire ministerier. Det er stærkt bekymrende.

PÅ SAMME MÅDE er det uforståeligt, at eftersynet kun sigter mod at »belyse de økonomiske konsekvenser« ved aftalen fra 2003. For nok er skatten fra olien en hjørnesten i den danske økonomi — to gange tidligere i historien har olien reddet samfundet igennem kriser og kartoffelkure — men staten skal ikke fortabe sig i beskatning. Der er andre blinde vinkler i Nordsø-politikken.

Først og fremmest bør Lidegaard revurdere, om statens udsendte altid kun skal fare mod Esplanaden, når der skal forhandles. Hvorfor ikke også tale med Shell og Chevron? I dag besidder Mærsk kun 39 procent af ejerandelen i DUC, der producerer ni ud af ti tønder olie i Nordsøen. Shell og Chevron ejer resten, men har ikke papir på deres forpligtelser over for Danmark. Så længe staten satser på en enstrenget kontakt til DUC igennem Mærsk, svækker man sin forhandlingsposition.

Der skal flere rundt om forhandlingsbordet for at skabe konkurrence. Dernæst bør de folkevalgte politikere huske sig selv på, at Danmark er et olieeksporterende land. En olienation, der bør besidde viden og kompetencer inden for olieproduktion, som matcher olieselskabernes. I dag oplever ingeniøruddannelserne lav tilslutning, og branchen mister status. Men Danmarks vidensbehov stiger, hvis staten skal deltage i kapløbet om ressourcerne i den danske undergrund. Ellers ender for mange af kapaciteterne hos store selskaber som A.P. Møller-Mærsk. Staten bør satse strategisk på uddannelse af flere olieefterforskere.

ØKONOMISKE VISMÆND har siden 2003 revet sig i håret over, at den forhenværende regering ignorerede rådene fra det ekspertudvalg, der i 2001 anbefalede en såkaldt neutral skattemodel. Modsat beskatningen i den endelige Nordsø-aftale var anbefalingerne her, at olieselskaberne skulle støttes, hvis oliepriserne faldt, mens staten skulle høste større gevinster, hvis priserne steg. Det er ikke for sent på ny at studere, om anbefalingerne bør lægge til grund for en ny aftale.

Endelig bør det mane til eftertanke, at flere af de danske oliefelter er slunkne og kræver dyr og fossil-afhængig teknologi, hvis de fortsat skal hente olie op. Staten bør ikke blot fokusere på et nedsat energiforbrug, som der står i det seneste energiudspil, men også integrere et klimapolitisk sigte i olieproduktionen.

I årtier har Danmarks politiske flertal penduleret mellem blåøjet tro på olieselskabernes velvillighed og ukuelig bagklogskab — nu er det på tide at synkronisere med nutiden og se fremad. Uden hverken at bortødsle befolkningens ejendom i undergrunden eller tage kvælertag på olieselskaberne, men derimod ved ansvarligt at tage højde for fremtidens ubekendte.