Leder

Den ’grådige’ kapitalist

Debat
12. januar 2012

En solidsejr var det. Mitt Romney kunne i går prale af at være den første nogensinde i amerikansk valghistorie til at have vundet både det Republikanske partivalg i Iowa og primærvalget i New Hampshire. Nævnt bliver det naturligvis ikke, at han i Iowa kun vandt med en overvægt på sølle 8 stemmer. End ikke i den berømte kontrovers om optællingen af stemmer i Florida i 2000 var forskellen mellem George W. Bush og Al Gore så ubetydelig lille proportionelt.Men i demokratiske valg er en sejr en sejr. Det rette spørgsmål er derimod, hvorvidt en kandidat som Mitt Romney — forvandlet fra en politiker med baggrund i det moderate republikanske bagland i New England til en konservativ republikaner — kan overbevise partiets base om sine konservative akkreditiver. Set fra græsrøddernes perspektiv er partihistorien spækket med eksempler på præsidentkandidater, som man satte lid til i valgkampen og som senere i Det Hvide Hus forrådte den værdipolitik, de havde lagt op til. Det gælder emner som forbud mod forbundsfinansieret svangerskabsafbrydelse, beskyttelse af homoseksuelles rettigheder, indførelse af religionsundervisning i kommuneskoler og indgreb mod Hollywoods dyrkning af sex. Og i den økonomiske sfære er det republikanske bud om at afstå fra skatteforhøjelser ofte blevet omgået, eksempelvis af præsidenterne Richard Nixon, Ronald Reagan og George H.W. Bush.

Romney står med en vanskeligere udfordring end sine forgængere. Det Republikanske parti er rykket længere ud på højrefløjen, og det er blevet sværere for en præsidentkandidat at forene den erhvervsvenlige og moderate fløj (dem, der ikke tror på kulturkrig) med de stedse voksende libertære kræfter (repræsenteret ved Ron Paul) og det kristne højre (repræsenteret ved Rick Santorum og Rick Perry).

Romneys dilemma minder i høj grad om den klemme, George H.W. Bush befandt sig i, da han genopstillede i 1992. Bush senior havde vundet præsidentposten i 1988 ved at præsentere sig som Ronald Reagans ideologiske arvtager, men som præsident havde han kun kastet nogle få lunser kød ud til det religiøse højre og vovede endda at bryde sit løfte på partikongressen i 1988 — aldrig at forhøje indkomstskatten (’Read my lips’, sagde Bush i sin takketale).

Under primærvalgene i 1992 blev Bush udfordret af den nationalistiske og kristne konservative journalist Pat Buchanan, der sensationelt vandt en fjerdedel af stemmerne. I kraft af delegerede valgt til partikongressen fik Buchanan taletid i ’primetime’, hvori han mindede republikanske vælgere (og sendte en advarsel til Bush) om det republikanske partis rette plads på den kristne højrefløj. Historikere er generelt enige om, at Buchanans oprør skadede George Bushs chance. Han tabte da også valget i november til Bill Clinton.Samme skæbnekan meget vel overgå Mitt Romney, hvis han skulle gå hen og vinde sit partis nominering. Han har stort set været i stand til at flyde ovenpå gennem 16 tv-debatter og to valgkampe i Iowa og New Hampshire uden at blive konfronteret med et samlet angreb fra den konservative partibase. Årsagen er oplagt. Der findes ingen repræsentant blandt præsidentkandidaterne, som indtil nu har kunnet inspirere og samle de mange Tea Party-aktivister og sympatisører. Samtidig har Ron Paul tiltrukket opbakning fra partiløse vælgere, der plejer at stemme republikansk ved præsidentvalget — især den unge generation. Indtil nu er resultatet, at Romney har haft medvind, og at han er sluppet for de skrammer, som den begunstigede kandidat normalt bliver påført af den nærmeste rival.

Den faseer nu overstået. Romney står over for sit livs test som politiker. Hvis han overlever de frontale angreb på hans tid som ’grådig’ kapitalist i investeringsfirmaet Bain Capital og hans arbejde som moderat guvernør, som alle hans modstandere — Newt Gingrich, Rick Santorum og Rick Perry — planlægger at lancere i tiden frem til primærvalget i sydstaten South Carolina, vil vejen til partikongressen være åben. Et nederlag i den konservative sydstat til hans farligste konkurrent Gingrich vil derimod forlænge kappestriden, muligvis til foråret.At Romneys rivaler har en chance skyldes primært en højesteretskendelse fra 2010, der anerkender udefrakommende organisationers ret til at føre reklamer for kandidater til politisk embede. Denne beslutning har fuldstændig vendt op og ned på love vedtaget i 1970’erne og 1990’erne, hvis sigte var at begrænse penges indflydelse i valgkampen. Nu kan enhver gruppe indsamle penge til at lave politiske tv-reklamer rettet mod deres kandidats modstander uden at skulle stå til regnskab for konsekvenserne. I Iowa sønderlemmede en gruppe af Romney-sympatisører (30 mio. dollar i kassen) Gingrich og nu vil grupper knyttet til Gingrich, Perry og Santorum gå til angreb på Romney.

I mellemtiden gnider Barack Obama og Demokraterne sig i hænderne. Alt det beskidte arbejde, de havde planlagt at bruge penge på i valgkampen til efteråret, bliver udført af Republikanerne selv med det oplagte resultat, at Romneys chance for at vinde i november svækkes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

peter fonnesbech

" Politik er noget besynderligt noget ."

Først bruger de en masse penge på at svine hinanden til alt det de kan.

Når det er overstået, og manden i det pæneste jakkesæt fremstår som vinder, starter det hele forfra igen til efteråret ,hvor de 2 finalister skal gennemføre samme produce med hvert sit hold.

Og manden med det pæneste jakkesæt af de 2 ,bliver vinderen.

Ved nærmere eftertanke synes jeg egentligt, at det minder mere om et TV-koncept.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg undrer mig mest over, hvorfor Information
og hele den øvrige danske medieverden er kommet til den opfattelse, at amerikanske primærvalg interesserer danskerne så ekstremt meget, som denne massive dækning lader formode.

Tænk, jeg tror medierne tror, det er god underholdning, men tænk, det tror jeg ikke læserne synes.

Niels-Holger Nielsen

Michael Kongstad Nielsen

Af og til er det jo kostelig underholdning, men ikke hver dag. Informations dækning er ægte provinsiel. Jeg har i øvrigt ikke læst artiklen, og agter heller ikke at læse flere af Informations op til to daglige artikler om idiotien. Så må vi se hvor længe abonnementet holder, under indtryk af de hastigt forværrede levevilkår, som er EU-statens store mål for vi andres liv. Det skriver avisen aldrig om. Føj.

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Holger Nielsen

Enig. Man kunne have ønsket sig, at Information skilte sig ud - men nej. I Iowa var der flere journalister end indbyggere, da showet gik i gang. P1´s "Mennesker og Medier" tog i øvrigt sagen op:
http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/2012/01/05133855.htm

Jeg ved ikke, hvorfor de gør det, men jeg er sikker på, at det ikke er fremmende for oplagstallet.

Holger Madsen

Jon Stewart dækker de republikanske præsidentkandidater på en både oplysende og underholdende måde.
The Daily Show´s viderebringelse af deres krigstrusler, får ROY TV til at ligne en søndags-skole.

Niels-Holger Nielsen

Holger Madsen

Du har nok ret (jeg ser ikke Jon så tit). Mit indtryk er, at han er meget god til at skjule, at demokraterne er præcis lige så krigsliderlige, og at forskellen, når det kommer til stykket, er til at overse.