Leder

Det indviklede forældreansvar

28. januar 2012

Det er måske nok det største ansvar, der kommer til at hvile på skuldrene af langt de fleste mennesker. Forældreansvaret.

Og netop i det ansvar for et andet menneske og de følelser, der er forbundet med opgaven, skal man finde svaret. Svaret på, hvorfor det ikke er lykkedes et enigt folketing at udforme en lov, der kan rumme de konflikter, som en familie i opbrud kan opleve. Eller en lov, som er i stand til at rykke ved vores samfunds indforståede opfattelse af moren som den primære forælder. En kultur, der trækker tråde fra familier over institutioner til offentlige instanser.

Det var ellers akkurat forældrenes fælles ansvar og samarbejdet til barnets bedste, der var centralt i den nye forældreansvarslov, da den blev indført i 2007. Men det skulle vise sig at være naivt at forestille sig, at de brudte familier skulle kunne udvise fornyet evne til at samarbejde.

Loven lagde op til, at de ekskærester og nyskilte, som ender i statsforvaltningen eller ved domstolene, skulle blive bedre til at samarbejde. Naiviteten har da også sat sig sine spor — der er bred enighed om, at loven har forlænget de sværeste konflikter, der fastholder børn i en psykisk klemme mellem mor og far.

Før loven blev indført, stod manden oftest som den svageste part. Statsforvaltningerne og dommerne tildelte nærmest pr. automatik moren mest tid med barnet.

Med en lovrevision ville et enigt folketing gøre praksis mere tidssvarende og anerkende, at manden er ligeså meget forælder som kvinden. Med den nye forældreansvarslov skulle forældrene samarbejde, og dommerne blev bemyndiget til også tildele fælles forældremyndighed i sager, hvor den ene forælder var imod det. Begrundelsen lød, at et familieliv med både mor og far er i barnets interesse, som også FN’s børnekonvention lægger op til.

Men alt tyder på, at det ikke er lykkedes at aflive den indgroede myte om, at moren er den bedste forælder og derfor bør have de fleste rettigheder. Loven er en succes i den forstand, at flere forældre ender med en fælles forældremyndighed i dag. Men der hersker endnu en kultur i statsforvaltningen, der gør, at moren i langt de fleste tilfælde får bopælsretten.

Information beskrev for nylig Mads’ historie. Ekskæresten undlod at aflevere datteren til tiden, hentede hende fra ridning i farens samværsperioder og trak tiden, når hun skulle afleveres. Hun chikanerede i en sådan grad, at statsforvaltningen vurderede, at konfliktniveauet var for højt til at fastholde den fælles forældremyndighed.

Selv med den nye lov er det altså stadig muligt for bopælsforælder at skabe så stor konflikt, at man kan mindske eller helt fratage den anden forælder samværet med barnet.

Som Mads sagde: »Det betaler sig for kvinden at modarbejde samvær og ikke at samarbejde.«

Lovens formål er at varetage barnets tarv og sikre dets ret til familieliv med begge forældre, men i praksis kan man stadig chikanere sig til eneret over barnet. Med andre ord lykkedes det kun at flytte kamppladsen fra at handle om forældremyndigheden til at handle om at blive bopælsforælder.

Det er altså ikke alene børneorganisationer, advokater, domstole og eksperter, der fra den ene side peger på, at loven har resulteret i længerevarende og større konflikter. Fra den anden side peger fædrene på, at loven endnu ikke lever op til FN’s børnekonvention og sikrer barnet ret til et familieliv med begge forældre.

Begge parter påpeger altså svagheder ved loven, som leder til akkurat samme resultat: At barnets bedste ikke er i centrum. Det er derimod forældrenes uenigheder, der mudrer debatten og den forestående revidering af loven. For efterhånden som konflikterne er blevet forlænget, er debatten på samme måde blevet grovere.

End ikke eksperterne synes at kunne holde tungen lige i munden, når de skal forholde sig neutralt og kommentere sagen.

For mænd vil ikke hjælpe derhjemme, tage barsel og tørre snotnæser, og de skal derfor ikke regne med noget, når der skal afgøres om samvær og myndighed. Ligesom kvinder bare vil have børnene for sig selv, fordi de ifølge stereotypen opfatter sig selv som den første og bedste forælder. Som ligestillingsminister Manu Sareen (R) sagde til Information i går, »er vi er desværre stadigvæk underlagt en diskurs, der ofte kan resultere i, at det bliver svært for manden at bryde ud af de kønsroller, samfundet tildeler.«

Når det ikke er lykkedes at ændre på den indgroede opfattelse i de offentlig instanser af, at moren er den primære forælder, skyldes det måske, at det svære forældreansvar er nærved umuligt at ordne og regelsætte med paragraffer og vejledninger.

Man skal nok nærmere se på den kultur, der har givet kvinder ret til arbejde og direktionsgange, men som ikke har sikret manden en ligestillet ret til hjemmet og barnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nikolaj Rommedahl

Det kan lade sig gøre at få rettet op på ansvaret, når der sættes sanktioner ind mod konfliktskaberen. Alle andre love følger straf for den der bryder den, når den brydes. Forældreansvarloven har en anden struktur. Der kan en person opnår yderligere fordele i forhold til egne "krav" på barnet ved at chikanere. Dette dog kun hvis man er bopælsforælder. Beskyldninger kan betale sig. Samværsforælderen er der rigeligt med love der sanktionere denne ydmyge rolle. Der er såmænd også en vejledning til forældreansvarsloven fra familiestyrelsen der siger at barnet skal afskæres fra samværsforælderen, også i det tilfælde at bopælsforælderen laver balladen. Så har man da lagt i ovnen til ballade, hvis i spørger mig.
Der er som om loven er skrevet med det udgangspunkt at bopælsforælderen altid er den rette og fornuftige. Det er i hvert fald sådan den praktiseres, oplever jeg.
Vi er derved meget langt fra "bedst for barnet" i dagens Danmark. Her tænker jeg på det faktum at kun 13% af alle børn bor hos far. Der er nok en del flere fædre der må betragtes som bedst til at varetage bopælen end dette lille sølle tal. Jeg kender alt for mange gode fædre der er blevet tromlet ned af systemet.
Samarbejdstilgangen er ikke en udpræget mandeting eller kvindeting, det er en "fællesting". Sørg for at barnet under normale omstændigheder, med sanktioner og vilje bag ord, er hos den der er bedst til at samarbejde frem for "mor". Så vil langt de fleste af de nuværende konflikter kunne undgås, er jeg helt sikker på. Læg vægt på samarbejdsviljen. Samværs og samarbejdschikane skal under normale omstændigheder stoppes med sanktioner der overføre bopælen straks. Det har ikke været tilfældet frem til nu trods lovens fine intentioner.

Søren Lindegaard Larsen

Der var gode intentioner med Forældreansvarsloven, hvorfor laver statens institution Familiestyrelsen så vejledninger til lovgivningen som er markant i disharmoni til lovgivningen.

Sagsbehandlerne der der skal føre de gode intentioner ud i livet, bruger jo denne arbejdsmanual ( vejledningerne) til at praktisere lovgivningen - kunne det tænkes at dette er årsagen til den efter 5 år endnu ikke fungerer og statistikkerne ikke har rykket sig overhovedet?

Læs om problematikken her:

http://www.facebook.com/group.php?gid=163651727879

Hverken Retsudvalget eller nu overladt til Socialudvalget kan benægte deres manglende kendskab - se blot på Folketingets hjemmeside hvor de problemer de skal behandle ligger - til stadighed ignoreres problematikken og intet forandres - uanset partifarve, drop nu spillet for galleriet og gør noget reelt for vores børn!!

Hvornår TØR bare en seriøs avis tage denne problematik op, måske vejledningerne blot trænger til at komme i tråd med lovgivningen, intentionerne og FNs Børnekonvention, FNs Menneskeretskonvention - man foranlediges nogen gange til at tro at Dansk Kvindesamfund blev sat til at lave vejledninger til en lovgivning - derfor den stort set ikke er i harmoni med Forældreansvarsloven - Men desværre er det jo vejledningerne og ikke lovgivningen sagsbehandlerne arbejder efter - men alle politikkerer, journalister mm. har i 5 år ignoreret denne politik/problematik - er det mon for sprængfarligt at gribe ind overfor sådan en markant fejl der rammer landets børn, 1000vis af børn der uden grund har mistet en kærlig og omsorgsfuld forælder?

Hvem skal sættes til ansvar, hvem har ladet nogen med andre intentioner at lave vejledningerne til en ellers udmærket Forælderansvarslov?

Søren Lindegaard Larsen

Marie - Det er ikke alene VKO der løber fra ansvaret, dette gælder alle partier uanset partifarve.

Som samtlige partier vedtog Forældreansvarsloven i enighed og efterfølgende ignorerede vedvarende kendskab til at de arbejdsmanualer ( vejledninger) til dem der skulle føre de gode intentioner ud i livet var direkte modstridende.

Disse manipulerede vejledninger der på flere punkter ikke alene er i strid med flere FN konventioner men også har de modsat rette intentioner som politikerne ytrede.

Undrer mig flere ikke rejser denne problematik, for det er netop sagens kerne.

Ligelønsproblematikken er jo i virkeligheden ikke så stor hvis man regulerer for flere kvinder kun har 30-32 timers arbejdsuger, barsel osv. der medregnes i statistikkerne.

Men så da gerne flere kvinder tog fuldtidsarbejde og vi andre hankønsvæsener så kunne få mere tid til vore børn, men her er der mere tale om principper og holdningsændringer de skal til - samt ikke mindst politikkerer der i 5 år har haft kendskab til eks. vejledninger der har den modsatte effekt end den lovgivning man lavede.

Var jeg politikker ville jeg sgu være sur og stille nogen til ansvar bag disse vejledninger som ikke var hensigten og de intentioner jeg stemte for i folketinget.... men har vi i det hele taget sådan nogle her i landet, uanset partifarve - eller journalister der tør stille dem til ansvar??

Kender flere fædre inkl. undertegnede der ønsker mere barsel, er sgu jalous på min offentlig ansatte nabo - han får 3 måneder betalt!! Jeg kunne til nøds få lov til at være med til fødslen af min private arbejdsgiver - man kunne jo også tage sine 14 dage og ofre sit job!!

Inger Sundsvald

Den største hindring for ligestilling på børneområdet er, at mange kvinder mener de er biologisk bedst til at tage sig af ungerne, og at rigtig mange mænd giver dem ret. De skal ikke nyde noget af det daglige ansvar for at få det hele til at køre, med hylende unger der skal trøstes og puttes og læses historier for, hentes og bringes til institutioner samt eneansvaret for syge børn.

Det går så ud over de mænd der gerne vil have bopælsrollen, af andre årsager end for at genere moren.

Ved de fleste skilsmisser, hvor retten ikke er indblandet, aftaler parterne, at børnene bor hos moren. Det siger mig, at der er fædre der gerne slipper for besværet, men det siger ikke noget om, at der ikke sker uretfærdigheder for både mødre, fædre og især børn. Hele 45% af fædrene bliver af retten tilkendt bopælsrollen, når børnene er over 12 år.
(Tallenes kilde: Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen)

Procentvis er det meget få kvinder der bevæger sig på direktionsgangene, og det kan derfor ikke bruges som argument for at mænd i halvdelen af skilsmisser skal have tildelt forældrerollen. Mænd har heller ikke tænkt sig at være solidarisk med kvinder m.h.t. løn og chefstillinger, og derfor går det hele meget, meget langsomt med ligestillingen for både det ene og det andet.

Nikolaj Rommedahl

til orientering er det fortsat ingen der kan finde kilden til de tal som mødrehjælpen bruger.... Jeg hører gerne fra dem der ved specifikt hvor det står.

Søren Lindegaard Larsen

Alle dage har det været kendt mødrehjælpen, krisecentrene mm. laver deres egne tal og når man spørger har de faktisk i nogle tilfælde været så trængt de har måttet indrømme dette - desværre får de jo tilskud og derfor tager berettiget tilskud fra andre på baggrund af fiktive tal.

Faktisk havde information artikel om problematikken for år tilbage.

Inger Sundsvald

Det er jo nemt nok at påstå at det ”alle dage” har været kendt, at Mødrehjælpen laver deres egne tal, og har indrømmet at de gør det – uden at kommet med ét eneste bevis eller bare et link til denne sensationelle tilståelse.

Sådan et udsagn bliver ikke mere troværdigt end hvis man siger, at man ikke selv personligt tror på tallene. Jeg tror på dem.

Hvis man ikke tror på tallene fra Mads Roke Clausen, eller ikke kan finde dem, så kan man jo forhøre sig hos Mødrehjælpen, og forlange dokumentation for tallene:

Kommunikation og presse
Telefon 33 45 86 33
E-mail: info@moedrehjaelpen.dk

Nikolaj Rommedahl

De henviser til SFI-rapporten "dom til fælles forældermyndighed. Den kan findes på sfi's hjemmeside. Jeg har kigget i den, kan stadig ikke finde de tal der omtales af mødrehjælpen. Tabel 5.9 side 124 siger noget andet, der er tilsyneladende ikke andre steder hvor afgørelser omkring bopæl statistisk belyses i rapporten i forhold til køn. Så jeg skal stadig have hjælp til hvor de tal stammer fra. Tabellen siger at far får bopæl ca 1/3 af tiden, mor i resten. Jeg savner en kommentar til dette.